Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98750Visninger
AA

15. Chapter 14

Nicoles synsvinkel.


Jeg må indrømme, over for mig selv, at det faktisk er overraskende hyggeligt og drengene er overraskende søde og venlige. Det er også et lille plus at de direkte lader som om de ikke ved det Harry har fortalt dem, kun på en måde. På en eller anden måde gør det ondt bare at blive ignoreret, når sådan noget sker for en, men jeg vil heller ikke virke som en der direkte kræver opmærksomhed. På den anden side, gør det, det en lille smule lettere for mig, at være iblandt dem og så skal jeg heller ikke opleve de medlidende blikke, som jeg har fået alt for mange af i løbet af mit liv.
Men det vil ikke gøre lige så ondt at få de blikke fra drengen, som det gjorde dengang. For der var blikkende fra min familie og det er slemt. Det var som om de ikke følte med mig, men for mig. Hvilket jeg helt seriøst ikke forstår og det undrer mig stadig den dag i dag. Der er en grund til hvorfor jeg ikke snakker til dem. Men der er ikke nogle grund, til hvorfor de bare uden videre gav slip på mig, lod mig gå. Uden så meget som at ringe en eneste gang.


Da jeg mistede ham, mistede de mig.


Efter at have set nogle film, besluttede vi ikke at se flere og lige nu fører drenge en samtale som jeg lytter med på, eller jeg hører ikke alt, men når de siger noget sjovt, slipper et grin ud af min mund, hvilket både overrasker dem og jeg selv. Det er jo ikke engang meningen jeg vil grine. De drenge nedbryder min facade, hurtigere end jeg fik idéen til at bygge en op.


Jeg rejser mig op, efter der er gået et lille stykke tid, hvor jeg i tavshed bare har siddet og lyttet med på deres samtale og underligt nok grinet, når der blev sagt noget sjovt. Hvilket også overrasker mig. Lige nu har jeg bare brug for et par minutter alene, så tankerne kan glide gennem mit hoved i fred. Deres blikke lander med det samme på mig og jeg føler mig ret så overvåget.


”Rolig nu, jeg skal bare på toilettet. ” jeg smiler kort til dem, hvilket kommer helt bag på mig, hvilket det også ser ud til at gøre på dem, derfor farer jeg direkte ud på toilettet, lukker og låser døren efter mig. Sukkende sætter jeg mig op ad væggen og mærker kulden fra gulvet trænge ind gennem stoffet, som mine bukser er lavet af, og når ind til min hud. Lidt efter gentager det sig, bare ved min ryg, som er lænet op ad væggen.


Et minde glider gennem mine tanker og jeg kniber ulykkeligt mine øjne sammen. De drenge og denne aften minder mig så meget om de aftener han og jeg havde sammen med hans venner. Hvordan vi grinede, så gyser film til nogle af dem blev nød til at låne et par bukser af ham og spiste os mæt i slik og drak så meget sodavand at vi fik ondt i maven.


”Josh, det er den syvende bøvs på to timer, hvordan gør du det? ” spørger han og der udløses grin rundt omkring ham, inklusivt mit. Josh kigger på ham med et selvsikkert smil, inden en ny bøvs flyver ud af munden på ham. Grinende kaster han en pude hen i hovedet på Josh, hvilket bare fører til, at han får fyret en tilbage i mit hoved.


”Det er noget alle drenge kan, undtagen dig, Nathan. ” siger Christoffer flabet, hvilket bare fører til at Nathan rækker tunge ad ham. Han er og har altid være så barnlig. Det trækker i mit smilebånd, og jeg ender dog også ud med at smile.


”Hvad er der med dig, Nicole, du er så stille i dag. ” Nathan skubber blidt til ham og jeg trækker træt op skuldrende.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklarer at jeg bare har været virkelig træt og udmattet her på det sidste. For de vil sikkert bare stille dette spørgsmål; ”Hvorfor. ” og det er lige det jeg ikke kan svaret på. Jeg kan heller ikke fortælle Nathan at jeg er begyndt at gøre det igen, jeg er bange for at han bliver vred eller skuffet over mig, det vil jeg hverken have eller risikerer.


Men man kan ikke altid få det man ønsker, sådan er livet. Hårdt og uretfærdigt.


”Næ, ” griner jeg flabet og dasker ham på skulderen, hvilket får ham til at stikke en finger ind i siden på mig. Et højt og underligt grin, undslipper min mund, hvilket får mig til at grine endnu mere og endnu underligere, hvilket selvfølgelig fører til at de andre griner ad mig. Men det er ikke ment ondt. Alt der foregår mellem os er fjol og drillerier.


En tårer glider ned over min kind, jeg tørre den hidsigt væk. Den bør ikke være der. Jeg har ikke talt med Josh og Christoffer i virkelig lang tid og der findes ikke ord, der beskriver hvor meget jeg savner dem. Hvor meget jeg savner ham. Jeg har altid fået at vide at der findes fem sorgstadier;


Isolation og benægtelse.


Vrede.


Forhandling.


Depression.


Accept.


Jeg har på fornemmelsen at jeg stadig er fanget i sorgstadie nummer et; Isolation og benægtelse og jeg tror det er det der har ødelagt mig. Af at være fanget i det samme stadie i så lang tid. Men jeg ønsker ikke at komme videre, jeg ønsker ikke at nå den femte og accepterer det hele. For jeg har ikke en gang indrømmet det over for mig selv; Han forlod mig.


Det banker på døren og jeg kigger forskrækket hen på den. Jeg får hurtigt min stemme under kontrol og rejser mig op. ”Jeg er færdig lige om lidt. ” siger jeg kort og trækker ud for en sikkerhedsskyld. Jeg tænder for vandhanen og vasker mine hænder, slukker den og tørre dem af i håndklædet, der hænger lige ved siden af vasken.


Med en rolig mine og mine tanker under kontrol, går jeg stille hen til døren og låser op. Jeg får et ret stort chok da jeg bliver mødt af et par grønne øjne, som låser mine øjne fat til sine. Efter lidt tid får jeg løsrevet mit blik fra hans, kigger ned i gulvet og prøver at gå forbi ham. Men han når at placerer sin hånd på min skulder og puffer mig forsigtigt tilbage.


”Nicole, hvad er der galt? ” spørger han lavt. Jo ser du, Harry. Jeg er ved at drukne i mine egne tanker, fordi jeg er låst nede i en lille, klaustrofobisk kasse, hvor der næsten ingen luft er. Og mine tanker er små vanddråber som bliver ved med at falde ned i hovedet på mig og allerede går mig til halsen. Intet andet.


Det er ikke noget man bare siger. Heller ikke nu hvor de hænger efter mig og føler det er deres pligt at holde øje med mig hele tiden. De skal ikke bekymre sig om mig, jeg er ikke deres problem. Jeg er mit eget. Jeg ønsker ikke at hænge på dem til mit deprimerede jeg, smitter af på dem, hvilket det ikke gør, for de har hinanden. De har fucking hinanden og jeg har ingen.


Jeg hænger på mig selv. Og jeg ved ikke om det sker at jeg først drukner, eller bliver kvalt. Jeg ved ikke hvad der kommer først og ønsker på en eller anden måde heller ikke at vide det.


”Jeg har det fint. ” mumler jeg sammenbidt og prøver endnu en gang at komme forbi, hvilket heller ikke denne gang lykkedes. ”Det tror jeg ikke på. ” bliver han stædigt ved.


Kan han ikke bare droppe det? Kan han ikke bare lade mig gå ind i den stue, så jeg kan få dette overstået og aldrig blive nød til at gøre det igen? Lige nu ved jeg ikke om jeg kan styrer mine tanker, eller de ord der kommer ud af min mund. Det ved jeg virkelig ikke om jeg kan, og jeg ved heller ikke om jeg kan klarer at være led eller ond længere? Det gør ondt, hver gang et nyt ondt eller ledt ord kommer ud af min mund, for jeg føler jeg ødelægger mig selv mere og mere, for hvert et ord jeg siger.


”Jeg sagde, at jeg har det fint. ” jeg hæver stemmen. Jeg kan mærke hans blik borer sig ind i mig, men jeg bliver ved med at holde blikket ned mod gulvet. Så godt jeg kan, prøver jeg at skubbe mine tanker fra mig og følger ellers stregerne der adskiller gulvet. Det er lavet af træ, som de fleste gulve nok er, men alligevel har jeg aldrig haft et hus der har sådan et gulv. Ikke en gang i min egen lejlighed, eller i det hus som min mor og far sikkert stadig bor i.


”Det ved jeg du ikke har. Nicole, vil du ikke være sød at forklarer mig hvorfor du er på det der lort igen? ” spørger han bedende. Overraskende spærrer jeg øjnene op. Hvis han ved det, ved de andre det så også?


Har jeg lige begået en dum, dum fejl? Hvis de ved jeg er på det, så tror de jeg er en eller anden junkie, hvilket jeg også er. Kan jeg ikke bare gøre en ting rigtigt? I det mindste bare for en uge? En dag? En time? Et minut?


Han placerer to fingre under min hage, og løfter langsomt mit hoved op. Han finder mine øjne og låser hans øjne fast til mine. For første gang lægger jeg mærker til hvor grønne hans øjne egentlig er. Hvor meget de skinner. Skinner af noget som jeg for længst har mistet. Håb og liv. En bølge af ensomhed og tristhed skyller ind over mig, som en tsunami, der lige har ramt en meget lille landsby. Det er ikke let at være alene.


Før jeg ved af det, har han presset sine læber mod mine og jeg står stiv som en pind, inden jeg slapper lidt mere af og kysser med. Sommerfuglene flyver rundt i mig og det kilder i hele min krop, på grund af hans berøring, på grund af hans nærhed. Han er som en sirene, bortset fra at han ikke er et monster. Han er en dreng med et stort hjerte.


Jeg trækker mig fra ham i en hurtigt bevægelse og kigger kort på ham, inden jeg sætter i løb. Jeg sætter kursen mod hoveddøren og da jeg når den, tøver jeg ikke et øjeblik med at flå den op og løbe ud i opgangen i strømpesokker. Jeg lader mine sko og min jakke blive der og løber ned af trapperne. Da jeg når ud af døren, tænker jeg ikke på jeg er den verdenskendte Nicole Campbell og derfor løber jeg så hurtigt jeg kan ned igennem gaderne.


Uden at tænke over at der er nogle der tager billeder eller videoer, løber jeg hen over vejen, uden at tænke over jeg kunne blive ramt af en bil. Det vil bare befri mig. Jeg sagde jo det ville blive kompliceret hvis jeg så meget som nærmede mig dem. Det var ikke en god idé og nu er det alt, alt for sent at bakke ud.

Da jeg endelig kommer hjem, hamrer jeg døren i efter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...