Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98588Visninger
AA

14. Chapter 13

Jeg er igang med at gøre mig klar, da Harry kommer og samler mig op om små fem minutter. Det var igår jeg havde lovet ham, at jeg ville være med til en filmaften med ham og de andre drenge. Jeg havde dog håbet på at det ville være længere ude i fremtiden, og at jeg så bare kunne blive ved med at udskyde det. For ærligt havde jeg hverken overskuddet eller lysten. Men det er et kompromis, så der er intet at gøre.

 

Og når jeg siger 'gør mig klar', er det ikke fordi jeg gør noget særligt ud af mig selv. Jeg havde bare lige været i bad, så jeg skal bare redde mit hår, og lægge en meget simpel makeup.

 

Af tøj har jeg taget en RAMONES hætte trøje på, og et par lange sorte jeans. Så der er intet specielt i det. 

 

Jeg ligger det sidste lag mascara, hvorefter jeg putter børsten ned i 'tuben' igen, og ligger den på bordet. Jeg tager min telefon frem som også ligger på bordet, og kigger på klokken. Klokken er et minut i otte, hvilket vil sige at Harry kommer om et minut, hvis han altså ikke allerede er der nu. Jeg ligger moblien i baglommen, og kigger mig kort i spejlet. Hvordan kommer jeg til at overleve den her aften? Jeg magter den ærligtalt ikke. Men heldigvis jeg kender noget, der kan hjælpe lidt.

 

Jeg åbner mit højre skab, og søger efter en bøtte med amfetamin. Jeg har ikke så meget tilbage, så jeg skulle snart købe noget mere hos Isabelle.

 

Jeg tager bøtten og hælder et par piller ud i min hånd. Jeg står og kigger på dem et øjeblik, hvorefter jeg skylder dem ned med noget vand.

 

Jeg stiller bøtten tilbage, og lukker skabet efter mig. Jeg tager min mobil frem, og klokken viser et minut over otte. Så han venter sikkert på mig.

 

Jeg sukker tungt, hvorefter jeg går ud af badeværelset og går ud i gangen for at tage mine converse på. Dem bruger jeg stort set hele tiden, - men det tror jeg er gået op for jer.

 

Jeg svinger tasken hen over min skulder, og går ud af døren, og låser den efter mig. Jeg havde pakket min oplader til min mobil, min iPod og noget tyggegummi og en pakke gajoler. 

 

Jeg vender mig om, - og rigtigt nok ser jeg Harry sidde i en sort BMW. Han blinker og vinker til mig, men jeg vælger bare at ignorere det. Som sagt har jeg ikke det store overskud, men jeg føler bare jeg bliver nød til at tage derud, da det er en del af aftalen.

 

Jeg går hen og åbner bildøren, hvorefter jeg sidter mig ind på forsædet. 

 

"Hey Nicole!" siger Harry fyldt med energi. Hvorfor aner jeg ikke, men de drenge har seriøst ALTID energi. Alt for meget energi, - og det skal jeg være tvangsindlagt til at høre på hele aftenen. Jeg tvivler på, om de overhovedet kan sidde stille og tie stille under bare én film. 

 

"Hej," svarer jeg en anelse koldt, og kigger ud af vinduet. Jeg kan allerede mærke nu, at det bliver hårdt. Ikke kun fordi det er dem, men også fordi mine tanker kører rundt. Jeg tænker meget på ham. Selvom det er et forbudt område, for jeg er jo kommet videre. Eller det bilder jeg mig i hverfald selv ind at jeg er.

 

"Er du okay?" spørger Harry, og jeg nikker bare svagt. Hvorfor er jeg så svag? Hvor bliver den forbandede facade af? Den havde været så stærk, og ingen kunne bryde igennem den. Men det kunne Harry åbenbart. Det er som om han har en eller anden effekt på mig, og det irriterer mig grænseløst. Det er direkte flovt.

 

Jeg tager en dyb indånding, men kigger stadig ikke over på Harry. Jeg er bange for at jeg begynder at græde så. Og den ære skal han bestemt ikke have.

 

"Nicole du er jo ikke-" "JO, jeg er okay Harry, kør nu bare," hvæser jeg, hvilket får ham til at vende sig mod rettet igen.

 

 

Harry's synsvinkel:

 

Jeg vender mig mod rettet igen, og sætter kursen mod Louis' og jeg's hus. Det er så tydeligt at Nicole brænder inde med noget, men hun er alt for stædig. Men jeg giver ikke op, - drengene og jeg havde lovet at hjælpe Nicole, og det er jeg også virkelig interesseret i.  Jeg kan godt lide hende, og vil rigtig gerne lære hende bedre at kende. Og prøve at få facaden væk, for jeg er sikker på der gemmer sig noget endnu mere værdifulgt derinde. Ikke at jeg ikke kan lide hende som hun er nu, men jeg er bare sikker på der gemmer sig noget mindst ligeså fantastisk inde bag ved. Og jeg gætter på, det må være hårdt at gå rundt med sådan en facade.

 

***

 

Der er stilhed under hele vejen hjem til os, men det gør ikke noget. For mig er den ikke akavet.

 

Lige nu er vi på vej ind af døren, og jeg kan se på Nicole at hun går og slænger lidt, hvilket straks sætter gang i et hav af tanker. Havde hun nu taget noget igen?

 

Jeg skulle til at spørge hende, men så kommer drengene gående ud i entréen, hvor vi lige var kommet ind. Selvom de godt ved det, tror jeg ikke Nicole vil synes særlig godt om at jeg spørger så åbent til det. Hun synes garanteret også det er flovt at hun har sådan et misbrug. 

 

 

Nicole's synsvinkel:

 

Vi går ind af døren, og kom ind i entréen, hvorefter de tre andre drenge kommer springende ud til os. Jeg bliver særligt mødt med et kram, fra Niall.

 

"Nicoleeee," siger han og holder om mig, og jeg føler det pænt akavet. Det er vel meget sødt, men jeg kender ham jo nærmest ikke. Og så er jeg heller ikke typen der er van til at kramme. 

 

"Hej," siger jeg, men undgår at kigge ham i øjnene. Jeg havde jo taget amfetamin, og selvom de godt ved jeg nogengange tager det, kommer det stadig ikke dem ved hvor og hvornår. Så det er ikke fordi jeg bliver flov hvis de finder ud af det, jeg føler bare ikke de behøver at vide det. Jeg har bare brug for at komme igennem den her aften hurtigst muligt.

 

"Hej Nicole," siger Liam og rækker mig hurtigt hånden, som jeg tager imod. Som jeg fik sagt tidligere, så er han nok den jeg bedst kan lide. Han er ikke højtråbende eller belastende ligesom de andre. I hverfald ikke når vi skriver på sangen. Det er som om han ligesom er 'faren' i deres gruppe. 

 

Han går til side, og frem kommer Louis. Han rækker sin hånn frem og siger hej, og automatisk kommer jeg til at kigge på ham, og føler mig et kort øjeblik tilpas. Jeg kommer til at kigge ham direkte i øjnene. Hans grønne øjne skinder ind i mine, og et øjeblik fanger jeg mig selv i at stirrer ham direkte ind i øjnene. Han har virkelig nogle flotte øjne.

 

Jeg bliver afbrudt i min 'trance', da han kort griner. Jeg ryster akavet på hovedet og bygger min facade op igen. Du skal ikke virke det mindste svag Nicole, kom nu - tag dig sammen!

 

"Hej," siger jeg, og kigger væk fra ham. De lagde sikkert mærke til at jeg stod og stirrede ind i hans øjne. Og det er virkelig grænseoverskridende for mig, det jeg lige havde gjort. Men jeg kan vel ikke gøre noget ved det nu. Det må bare ikke ske igen.

 

"Vi har stillet tre film frem, så kan du vælge hvilken en vi skal se først," siger Niall, og gør tegn til at jeg skal komme med ind.

 

Jeg går efter de andre drenge, og vi når ind i en lille stue. Der er mørklægningsgardiner, to læder sofaer, en læder stol der matcher, et lille stuebord og så selvfølgelig en fladskærm der står på et tv bord der matcher stuebordet.

 

Jeg går hen til Niall som står med tre film i hånden: Avatar, Fifty shades of grey og SAW.

 

Jeg rynker en smule på næsen, men bliver så helt klar i min sag om, at det skal være SAW. Jeg elsker gyserfilm, så selvfølgelig skal det være den.

 

"SAW," siger jeg og peger på den. "Wohoooo," udbryder Niall, hvilket får mig til at kigge underligt på ham. "Du har bare en god film smag;" siger han grinende, før han lægger de andre to film på bordet, og går hen til dvd afspilleren.

 

"Jamen tak," siger jeg, og smider mig ned i en af sofaerne. Jeg må bare håbe, at aftenen bliver nogenlunde okay. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...