Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98656Visninger
AA

13. Chapter 12

Nicoles synsvinkel.


Hvorfor var jeg så svag og ynkelig over for Harry? Nu ved han jo hvad jeg gør, men han kender ikke grunden og det ønsker jeg heller ikke han skal. Men et ekstra minus er, at nu kender de andre drenge også til min handlinger, og det er ikke engang meningen nogen af dem skulle kende til det, det er ikke meningen at nogen i hele verden skal kende til det. 


Nu står jeg her foran spejlet og skifter mellem yderligere lange bluser som rigtigt er for små, men som dækker de sår jeg fik lavet. Arrene jeg fik lavet for meget lang tid siden, er ikke synlige, kun en lille smule, men de bliver dækket af ærmerne på en T-shirt, for dengang tænkte jeg mig om.


Men her står jeg, foran spejlet, jeg har endelig fundet en nogle lunde pæn langærmet bluse som jeg også kan passe. Tilbage til det første, her står jeg og ryster. Nu ved jeg at de andre drenge ikke kun ved det med stofferne, men også det med at jeg skar i mig selv i går. Jeg er hundrede procent sikker på, at Harry har fortalt de andre det.
Jeg er ikke kun nervøs og bange, men jeg er træt af, hvis jeg skal blive mødt med medlidenhed. Det fik jeg nok af dengang af min familie, det er kun dem der kender til det. Ikke engang Zack, han kender som sagt heller ikke til de to andre ting. 


”Du kan godt, det er ikke sådan at de planlægger din begravelse. ” mumler jeg til mig selv, imens jeg kigger på mig selv i spejlet. Jeg smiler falskt inden jeg går ud på badeværelset, hvor jeg redder mit hår og lader det hænge ned om skuldrende på mig, det krøller en lille smule, men ikke det store. Jeg børster mine tænder og lægger min Make Up, som består af concealer, som dækker de sorte rander under øjnene, som er der på grund af, at jeg ingen søvn fik i nat. Foundation til at dække de får urenheder jeg har og til sidst mascara og eyeliner.


Derefter snupper jeg et hurtigt æble fra frugtskålen, som står på spisebordet, griber min sorte taske som jeg svinger over skulderen og går ud i entreen. Der stiller jeg æblet på et lille rundt bord, der står ved siden af de store spejl som står derude. Jeg tager et par sorte converse på, binder dem, rejser mig op, tager mine nøgler og æblet og er ellers ude af døren. På vej derhen møder jeg ingen fans og får derfor nået at spise mit æble. Jeg ankommer til studiet og opdager jeg er i meget god tid. 45 minutter inden jeg rigtigt skulle være her.


Jeg går op til musik rummet, hvor jeg sætter mig ned, jeg finder blokken som de bare har valgt at ligge midt inde på bordet og skriver lidt videre på den, da jeg har skrevet og rettet lidt på den, synger jeg den stille for mig selv.


”I’ve got fire for a heart, I’m not scared of the dark
You’ve never seen it look so easy
I got a river for a soul, and baby you’re boat
Baby you’re my only reason. ”


Jeg smiler for mig selv, den er blevet overraskende godt selvom jeg langt fra troede på det i starten. Jeg tager en dyb indånding inden jeg stille synger videre.


”If i didn’t have you, there would be nothing left
The shell of a man, who could never be as best
If i dind’t have you, i’d never see the sun
You taught be how to be someone, yeah
All my life you stood by me, when no one else was ever behind me
All these lights they can’t blind me
With you love nobody can drag me- ”


Jeg bliver afbrudt af at døren går op og drengene vælter ind. Jeg prøver at ignorer den pludselige afbrydelse, da jeg halvt om halvt lavede en aftale med ham, selvom det mere var ham der var med på aftalen. I stedet fokuserer jeg på det der lige skete, det ville lyde godt hvis kun en sagde ’down’ og de andre sang videre.


Hurtigt skriver jeg det ned så jeg ikke glemmer det, da det rigtig tit sker for mig, når jeg skriver sange.


”Hej Nicole. ” lyder det fra Harry, som er den første til at slå numsen ned i et sæde. Jeg indrømmer det lød lidt dumt. Jeg kigger kort op på ham. ”Hej, ” mumler jeg og sætter en streg under ’down’ og skriver oppe i hjørnet hvad det betyder.


Okay, det var den ene grund til at jeg mumlede det, fordi jeg koncentrerede mig om at skrive. Den anden grund er, at jeg ikke ved hvordan jeg skal opfører mig over for dem, og jeg ved og kan se de har det på samme måde. Altså de ved at jeg har skåret i mig selv og tager stoffer og jeg ved at de ved det, hvordan skal man så opfører sig?


”Hvad skriver du? ” spørger han og han virker også til, at være den eneste, som har tænkt sig at føre en samtale, som varer længere end to små sætninger, som kun eksisterer fordi vi nok begge altid har fået at vide, at det er høfligt at hilse.


”Videre på sangen. ” det lyder en anelse hårdt, men hvad havde han regnet med? At jeg skriver et eventyr? Og havde han virkelig regnet med at den facade jeg har haft oppe, bare falder af en enkelt samtale, som foregår ude på badeværelsesgulvet? Det er ikke helt let, når facaden har været oppe i dage og har været brugt i timevis.


Han husker mig på facaden og de andre drenge sætter sig ned rundt om bordet, jeg skubber blokken hen til Harry, så han kan se hvad jeg lige har skrevet. Han nikker inden han skubber den videre til Louis, som skubber den videre til Niall, som til sidst skubber den videre Liam. De alle synes det er en god idé, men jeg kan ikke bedømme om det er fordi de har ondt af mig eller om de virkelig synes om det.


”Hvor er Veronica? ” spørger jeg efter et øjeblik med tavshed. De alle trækker på skuldrende. ”Så vil jeg finde hende. ” mumler jeg lavt, rejser mig op og går ud af døren. Jeg hører døren går op bag mig og lige som jeg troede jeg ville få nogle minutter, uden en presset og akavet tavshed, kommer der selvfølgelig nogle ud.


Jeg vender mig om og det overrasker mig lidt, ved at både Harry og Louis er kommet ud. Var det ikke nok med en? Eller troede de jeg ville gå amok og hoppe ud af vinduet? Stop Nicole, det er ikke noget man spøger med, når man har det som du har det. Siger jeg til mig selv.


”Nico- ”


”Jeg kan ikke bare droppe den fucking facade, Harry. Jeg tror ikke du har nogen som helst anelse om hvor svært det egentlig er og i kender ikke grunden til det hele, og derfor tror jeg i får meget svært ved at hjælpe mig. ” siger jeg højt. Jeg bider mig nervøst i læben og bander inde i mig selv, jeg nævnte at der er en grund, en som gør det hele sværere for mig, det var overhovedet ikke meningen. Slet ikke meningen.


Hvor er jeg dum og sige det højt. Jeg skulle have tænkt mig om, inden jeg lod ordende komme ud af min mund, men på den andens side var det også svært, for jeg blev oprevet og oftest taler jeg ude nat tænke når jeg bliver oprevet. Det her er jo ikke godt, jeg vil ikke grave ned i jorden og trække grunden op. Det kan jeg ikke, det vil blive for meget.
”Hvad er grunden? ” Louis kigger forvirret på Harry og mig. Jeg sukker, selvfølgelig skal han ikke kigge på Harry, han ved det ikke og ser mindst lige så forvirret ud som Louis.


”Det… Ikke noget. ” jeg vifter ligegyldigt med min hånd og skal til at gå videre, men kan ikke på grund af, at Harry springer frem og lægger en hånd på min skulder. ”Det er det jo, vi prøver bare at hjælpe. ” prøver han.


Et raseri anfald bygger sig langsomt op og jeg rykker et skridt tilbage, så Harry hånd falder ned om siden på ham. Kan de ikke bare forstå, at det er dem der har fået alt det her op i mig? Det er dem der har fået mig til at føle følelser, som jeg før gemte væk. De bør forstår, at lige nu er det ikke hjælpe jeg har brug for.


”Jeg har ikke brug for hjælp. ” siger jeg surt og kigger koldt på dem begge. ”Det er kun på grund af jer. ” mumler jeg meget lavt bagefter, men de hører det og ser ikke ud til at forstå det, det kan man tydeligt se på hvor forvirrede de ser ud.


”Nicole, lad være med at afbryde, så er du sød. Drop den hårde facade, jeg har set dig, når den er faldet og jeg så dig i går. Du har brug for hjælp. ” forklarer Harry roligt og omsorgsfuldt. Nægtende ryster jeg på hovedet, men kan godt selv mærke, hvordan facaden langsomt falder. På grund af dem.


”Kan vi ikke glemme det her og gå ind og skrive videre på sangen? I det mindste bare for nu? ” jeg kigger bedende på dem. De overvejer det begge i et stykke tid, inden de kigger på hinanden og langsomt nikker. ”På en betingelse. ” siger Harry alvorligt.


Idet de nikker skulle jeg til at tage et skridt, men stopper midt i bevægelsen, fordi Harry begynder at snakke. Sukkende går jeg skridtet hvilket gør situationen endnu mere pinlig, for nu står jeg virkelig tæt på Louis.


”Du kommer hjem til Lou og jeg og holder filmaften med os alle. Inklusive Niall og Liam. ” forhandler Harry.
Tænkende kigger jeg tomt ud i luften. Skal jeg være sammen med dem i yderligere flere timer, eller fortælle dem grunden? Okay, jeg må indrømme at Harry er god til det der med at forhandle, for det her er jo to af de værste ting jeg skal vælge imellem. Selvom jeg må indrømme at Harry er sød nok. Men sikke et dilemma.


”Fint. ” sukker jeg og kigger på Louis. ”Må jeg komme forbi? ” spørger jeg og han nikker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...