Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98591Visninger
AA

12. Chapter 11

Nicoles synsvinkel.

 

Jeg sidder længe ude på badeværelset og bare stirrer på blodet der siler ud af mine sår, og løber ned langs min arm. Jeg gør ingenting, jeg sidder bare og kigger og nyder synet.

 

Jeg åbner min hånd, hvor bladet kommer til syne, som er fyldt med blod.

 

Jeg tager bladet og ligger spidsen forsigtigt mod min inderarm, og lige i dét jeg skal til at rive det hen langs min arm, hører jeg en bekendt stemme, hvilket får mig til at stoppe med et suk.

 

"Nicole?"

 

Jeg slår øjnene op da det går op for mig hvem det er. Det kan tydeligt høres. Harry. 

 

Hvad lavede han inde i min lejlighed? Og var han bare gået ind? Og hvor kendte han overhovedet min adresse fra?

 

"Er du herude Nicole?" siger han igen og banker på døren herud til.

 

"Ja," svarer jeg, men min stemme lyder meget mere skrøbelig end hvad der er meningen. Hvor bliver den pokkers facade af?!


Blodet løber stadig ud, hvilket får mig til at vågne op og række ud efter noget toiletpapir, til at tørre med.

 

"Nicole er du okay?" spørger Harry og banker på døren. Det stresser mig så meget, for man skulle være dum for ikke at høre hvor skidt jeg har det. Jeg mener jeg har altid en facade på, men nu er den knækket fuldstændigt sammen, og Harry er ikke dum.

 

"Ja, bare vær sød at gå, Harry," siger jeg igen med gråd i stemmen, og tørrer ivrigt blodet væk fra min arm. Men det hjælper ikke, der løber bare noget nyt ud.

 

"Jeg kommer ud til dig," siger han, og det får mig til at farer op. "Nej, Harry!" udbryder jeg, men lidt efter bliver døren åbnet herind til, og et gisp forlader Harrys mund da han ser mig.

 

 

Harry's synsvinkel:

 

Et gisp forlader min mund, da jeg ser Nicole sidde på gulvet med blod over det hele. Der var så mange tanker der fløj igennem hovedet på mig, men specielt et: Hvad havde hun dog lavet ved sig selv?

 

Det var nok en smule underligt at jeg bare kom anstigende ind i Nicoles lejlighed og bare åbnede døren ind til toilettet, men jeg føler virkelig jeg kan se lige igennem hende, - og hun har det ikke godt. Jeg kender hende jo ikke som sådan, men jeg føler stadig jeg kan se igennem hende, og der var et eller andet i mig, der var tiltrukket af hende. Og så føler jeg også, at jeg har brug for en forklaring på de stoffer der lå i hendes taske.

 

"Nicole, hvad har du lavet?!" udbryder jeg, og en masse vand samler sig i hendes øjne, hvilket får mig til at sætte mig ned ved siden af hende. Det hele kom bag på mig, og jeg har svært ved at tro på alt det jeg ser.

 

Først ryger hendes stoffer ud af hendes taske tidligere, og nu ser jeg at hun har siddet og skåret i sig selv? Men på den anden side, kom det OVERHOVEDET ikke bag på mig. Jeg har været sikker helt fra starten af, at hun havde en facade kørende. Jeg har hele tiden kunne se den lille, skrøbelige og triste pige der gemte sig bag en kæk og hård attitude. Og nu får jeg det hele konstateret. Jeg har aldrig troet at jeg ville få det at se. Jeg var sikker på, at hun var stærk nok til at holde facaden kørende hele tiden. Men jeg tog fejl, - måske er hun slet ikke så stabil, som hun ser ud til at være?

 

Et hulk kunne høres, hvilket fik mig til at vågne op fra mine tanker. Jeg tager et rent stykke papir og folder, hvorefter jeg trykker det ind mod hendes sår, og holder det der et stykke tid.

 

"Nicole hvad sker der?" Spørger jeg, og jeg kan hører hun prøver at få styr på hendes vejrtrækninger. Det er helt underligt at se hende sådan, når jeg er van til facaden.

 

Hun begynder at hyperventilere, og et øjeblik aner jeg slet ikke hvad jeg skal gøre. Så jeg er bare impulsiv.

 

Jeg trækker hende ind til mig, og stryger hende op og ned af ryggen. Jeg gør det fordi jeg ikke aner hvad jeg ellers skal.

 

Jeg kan hører hun falder lidt mere til ro, og hulkene bliver til færre og færre.

 

"Nicole?" siger jeg imens jeg stille vugger hende frem og tilbage. 

 

"Hvad sker der?" halv hvisker jeg, og til min store overraskelse, åbner hun munden:

 

"Jeg ved det ikke, Harry. Jeg ved bare at du virkelig må love at hverken dig eller drengene fortæller noget om stofferne, eller om det her til nogen som helst," siger hun, - stadig med en skrøbelig stemme.

 

Jeg sukker tungt. Selvfølgelig vil hun have at jeg ikke gør det, jeg kunne nærmest have forudsagt det. Jeg vidste at det var en utrolig alvorlig ting at gøre, både med at tage stoffer og skære, men samtidigt så forstod jeg hende godt. Jeg forstod godt den smerte hun føler og går inde med. Jeg kan jo se på hende hvor ulykkelig hun er. 

 

"Nicole det kan jeg ikke..." siger jeg og kigger ind i hendes øjne, og lidt efter bryder hun sammen igen. 

 

"Harry please. Du må ikke, du aner ikke hvad der vil ske hvis du fortæller det," beder hun, og jeg tog mig frustreret til hovedet. Jeg ved at hun har umenneskeligt ondt indeni, men det var bare sådan nogle alvorlige ting hun gjorde. Og det kunne jeg ikke bare være vidne til.

 

"Nico-" "Nej Harry! Du kan ikke gøre det imod mig. Jeg mener det, jeg skylder dig så meget hvis du tier stille omkring det," nærmest råber hun i hovedet på mig. Men jeg bebrejder hende ikke, jeg ved hun er presset.

 

"Harry.." siger hun med en lidt mere normal toneleje. "Jeg mener det. Jeg skal nok fortsætte på sangen med jer så, og give jer en chance. Jeg plejer slet ikke at skære i mig selv, det er så lang tid siden sidst. Alt ramlede bare sammen for mig, da i så de piller," sagde hun med en rystende stemme.

 

De ting hun siger får mig til at overveje. Jeg mener, hvad nu hvis drengene og jeg kan hjælpe hende ud af det her? Det vil klart være bedre end at fortælle det videre, og at hele verden så pludselig ved det. Men jeg ved også godt, at det var utrolig farligt. Og jeg vil klart få ballade hvis nogen fandt ud af det jeg har gang i. Jeg måtte vende det med drengene.

 

 

Nicole's synsvinkel:

 

Alt indeni mig er i oprør. Ikke nok med at Harry og drengene havde busted mine stoffer, men nu havde Harry også lige set jeg havde skåret i mig selv. Og jeg havde grædt som en sindssyg foran ham, - igen, - hvor pokker blev den facade af, som ellers var så stærk?

 

"Harry, jeg ber dig," siger jeg bedende, og det ser ud som om at han tænker, hvilket beroliger mig en smule.

 

"Okay. Men Nicole så er det her aftalen: Vi arbejder videre på sangen, og så skal du tage imod den hjælp drengene og jeg giver dig," og da de ord forlader hans mund, har jeg lyst til at besvime. Jeg vil jo ikke have hjælp.

 

"Jeg vil ikke have jeres hjælp, Harry. Jeg skal nok klare mig. I skal bare lade vær med at sige noget om det her," siger jeg en smule hårdt, men det ser ikke ud til at ramme Harry.

 

"Nej Nicole. That's the deal," siger han, og jeg sukker tungt og kigger ned i gulvet. Hvorfor havde jeg også været sådan en stor kujon og have de skide stoffer i min taske? Hvorfor havde jeg ikke taget dem op af tasken før jeg var taget afsted? Det sidste jeg har lyst til lige nu, det er at få hjælp, - og især ikke fra One direction.

 

"Fint," mumler jeg med sammenknebende tænder. Der er så mange følelser og tanker indeni mig lige nu. Jeg er både sur, ked af det og frustreret. Jeg vil bare så gerne have fred, ro og have en pause fra det hele. Bare en uge eller to. Det kunne være så dejligt. Men nu er jeg tvunget til at være sammen med One direction drengene og være i deres larm. Det var jo nærmest som om at være i en børnehave, i deres selskab. Jeg tvivler på, at man kan have en ordenlig samtale med dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...