Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98653Visninger
AA

11. Chapter 10

Nicoles synsvinkel.


Jeg sidder inde i lydrummet, der hvor jeg ofte indspiller mine sange. Drengenes larm blev for kort tid siden for meget for mig, derfor sidder jeg herinde, i det lydtætte rum, imens de løber rundt ude foran. Deres munde åbner og lukker sig, men jeg kan intet hører, for her er meget, meget lydtæt, hvilket kun er skønt.


De har besluttet sig, at rende rundt og skrige og larme som små børn, der har sukker chok, i stedet for at fokuserer på sangen, hvilket jeg gør. Derfor sidder jeg herinde, med blokken foran mig, stift blyanten i min hånd – jeg har aldrig kunne skrive med almindelige blyanter – og nynner stille melodien for mig selv og skriver. Vi er ikke nået helt så langt, som jeg har håbet på og derfor knokler jeg for at blive færdig, så vi kan få det indspillet og jeg kan vende tilbage til min normale hverdag igen.


Måske ikke helt så normal, men en hverdag hvor jeg ikke skal tilbringe tid med dem. Jeg får skrevet en sætning ned og kigger derefter op og ud på drengene. Niall sidder på ryggen af Louis og selvfølgelig mister Louis balancen, taber Niall, som falder ned på gulvet, men på vejen ned får ramt en knap, så jeg kan hører alt hvad de siger, skriger, råber, eller hvad man end kan kalde det, der kommer ud af deres mund.


Højt sukker jeg, men selvfølgelig kan de ikke hører mig. Irriteret stiller jeg mig op og med faste skridt, går jeg hen til døren der fører ud til rummet hvor de sidder. Hvorfor forlader Veronica mig altid midt på dagen og vender først tilbage og siger farvel, når hun skal gå? Hvorfor sagde Zack ja til det her uden at spørge mig først? Mit svar, ville allerede der have været et stort, meget stort, fedt nej.


”Gider i godt lige? Jeg prøver at skrive en sang her og i render rundt og leger som pattebørn. Grow up. Og pas på med hvilke knapper i trykker på. ” vrisser jeg af dem, det sidste mener jeg mere henvendt til Niall og Louis, hvilket de nok forstår eftersom at jeg kigger på dem, mens jeg siger det.


”Undskyld ma’am, vi passer bedre på næste gang. ” lover Louis. Hans sætning pisser mig af, især grundet det ord han bruger. Hvorfor fanden skal de drenge være så fandens provokerende? Kan de ikke bare opfører sig normalt? Som om de ikke er fem år?


”Kaldte du mig lige det? Kaldte han mig virkelig, lige det? ” jeg hæver stemmen og syder nærmest af vrede. Jeg kan ikke det her, jeg vil ikke det her. Jeg går med glæde direkte hen til Zack og betaler alle de penge jeg ejer, for at slippe ud af det her. Jeg har prøvet, givet det et forsøg, givet det en chance og det fungerer ikke. Det går bare ikke.
Jeg tramper direkte hen til døren, der fører ud til gangen, og river den nærmest op. Jeg træder over dørkammen, tager en dyb indånding og lader døren smække i bag mig. Jeg begiver mig ned igennem den lange hvide gang og jeg hører døren gå op bag mig.


”Nicole, vent lidt. Vil du ikke nok? ” lyder det fra Harry bag mig. Mod min vilje standser jeg og vender mig mod ham. Jeg fortryder at jeg kigger ind i hans grønne øjne, eftersom jeg elsker grønne øjne, og prøver at fokusere på noget bag ham.


”Hvorfor skal jeg vente? Så du kan hive mig tilbage i det der lokale og se på imens jeg bliver mere irriteret for hvert sekund der går? Nej tak, du. ” hvæser jeg og ruller med øjnene. ”Nej, vil du ikke give os en chance mere? Vi skal nok prøve at fokuserer på sangen og- ”


”Du prøver alt for hårdt, Harry. ” afbryder jeg ham og drejer om på hælen og begynder at gå gennem den lange hvide gange.


Lige nu tænker jeg for meget, derfor overvejer jeg også om jeg fortryder min væremåde over for dem, men lidt efter lidt, bliver jeg mere og mere enig med mig selv i, at det gør jeg ikke. De er selv uden om det når de opfører sig som små børn, der har brug for en opdragelse, i stedet for at fokuserer på den sang, som ikke skal tage alt for lang tid om at skrive. For jeg har snart, om nogle uger, koncerter og det har de sikkert også. Derfor bør de fokuserer mere på at skrive den sang, så vi kan få den overstået.


De lange, hvide gange føles uendelige og da jeg endelig når frem til Zacks kontor, er døren lukket, hvilket betyder at der er en anden derinde, som han snakker med. Derfor bliver jeg selvfølgelig nød til at sætter mig op en af de to sorte stole, der er placeret ude foran hans dør. Disse to stole, er det eneste der udskiller sig fra alt det hvide. Disse to stole, er den eneste indretning på denne etage, og det ved jeg, fordi jeg har gået rundt på disse gange virkelig mange gange.


Utålmodigt vipper jeg med foden, indtil døren går op og en dame, som jeg aldrig har mødt og som jeg ikke kender går ud. Af ren høflighed smiler jeg til hende og siger hej, inden jeg går ind på Zacks kontor og lukker døren efter mig. Han kigger overrasket på mig, uden så meget som at hilse på ham, går jeg hen og stiller mig foran hans skrivebord. Han lukker computer skærmen i og kigger opmærksomt på mig.


”Hvor mange penge skal der til for at jeg slipper for dem? ” spørger jeg og kigger helt alvorligt på ham, så han ikke tror at jeg joker med ham. For jeg er fuldstændig seriøs, jeg vil bare tilbage til min daglige rutine; Møder, interviews, sangskrivning – eller indspilninger – og koncerter, det har intet at gøre med de drengerøve, hvilket jo er perfekt.


”Ingen, i er nået langt, skal snart indspille og derfor har jeg, ingen andre, besluttet at det er for sent at bakke ud. ” forklarer han og jeg kigger overrasket på ham. Hvor er han uretfærdig, det er helt vildt, jeg som troede han idet mindste brød sig den mindste smule om mig.


”Du gav mig ikke en chance for at bakke ud før, ” hvæser jeg. ”Du skal ikke regne med at indspilningerne bliver gode, for de er imod min vilje. Jeg hader de drenge, og jeg vil gerne takke dig, for at hade mig. Det gør du jo, bare indrøm det. ” jeg ender ud med at råbe.


Frustreret niver jeg mig selv i armen og prøver at falde lidt ned, hvilket ikke går helt så godt, som jeg havde håbet på. Derfor vælger jeg den letteste beslutning, at være lidt alene. Jeg sætter kursen mod døren ud fra hans kontor, idet jeg åbner døren, begynder han at snakke.


”Jeg hader dig ikke, je- ” mere hører jeg ikke, jeg træder ud på gangen og smækker døren i. Jeg er endt i et rent helvede, pænt sagt.


Sukkende går jeg i snegle tempo tilbage til lokalet, bevidst. Som om jeg gider skynde mig tilbage til drenge, der farer rundt uden noget formål, det er jo stressende at kigge på og svært at skrive en sang og have melodien i hovedet, når de render rundt og leger og råber til hinanden, som er de om bord på et skib.


Da jeg efter flere minutter står foran døren, hvor man selv kan hører larmen herude, sukker jeg for tiende gang i dag og overvejer mine mulighed; Jeg kan droppe det hele og bare styrte ud fra studiet, men så vil jeg sikkert få skæld ud af Zack. Jeg kan gå ind, ignorere dem og gå ind i det lydtætte rum. Jeg kan gå ind ignorerer dem og vente på at de stopper med at lege, fordi de bliver sultne, eller trætte. Eller jeg kan prøve at være venlig.


Den anden sidste kvalificerer sig bedst, eftersom jeg har prøvet nummer to og det gik ikke helt så godt. Det vil være lidt usselt at stikke halen mellem benene og løbe og jeg skal ikke være venlig over for dem. Det ville ende alt for kompliceret.


Jeg tager en dyb indånding og prøver så vidt som muligt at få mig selv under kontrol. Derefter åbner jeg døren, går ind, uden at skænke dem et eneste blik og sætter mig ned ved bordet. Blokken lagde jeg på bordet, da jeg direkte stormede ud, da Louis provokerede mig, ved at kalde mig ”ma’am”.


Selvfølgelig har de ikke skrevet noget, hvad havde jeg regnet med? De render stadig rundt og leger, hvilket de nok har gjort i lang tid, uden at løbe tør for energi. Jeg tror ingen af mine strategier kommer til at virke. Tak Gud, jeg takker dig, for at være så uretfærdig.


”Fik du ikke godkendt din anmodning om fri dage? ” spørger Louis flabet. Han bliver rettet på af Liam, han er nok den jeg bedst kan lide af dem, men jeg kan ikke lide nogle af dem. De er så højrøstede og de kan ikke sidde stille og lytte i fem minutter.


”Beviset på at du intet ved. Jeg anmodede ikke om ferie dage. ” mumler jeg lavt og prøver at fokuserer på sangen. Hvilket bare er meget svært, selvom Louis og jeg har en lille diskussion betyder det ikke, at de ikke larmer. For det gør det og det er nærmest uudholdeligt.


En sætning kører rundt i mit hoved, lige før nævnte jeg noget med at det var som om, at de står på en båd, fordi de råber så meget. Hvorfor kan man ikke vende negativitet, til positivitet og bruge det i en sang? Selvfølgelig ikke det med at de råber, men det med båden, det passe meget godt ind, i starten. Det er det ord, jeg har ledt efter. Giv mig fem og sig jeg er nice. Eller lad være.


Lige pludselig begynder de at skrige helt vildt og jeg bliver nød til at holde mig for hovedet. En hovedpine breder sig i mit hoved, på grund af al den larm. Jeg rejser mig op og skubber stolen bag ud, så den siger en slem, skrabende lyd. Deres opmærksomhed bliver vendt mod mig og en stilhed breder sig.


”Okay, jeg har skulle holde jeres uudholdelige larm ud, hele dagen. Og nu er det nok for mig. Jeg gider ærlig talt ikke mere. Vi ses, måske. ” vrisser jeg irritereret. Jeg svinger min taske over skulderen og begynder at gå hen imod døren.


”Nicole. ” en hånd griber fat i min overarm. Jeg bliver hevet lidt tilbage, og i det jeg drejer rundt, ryger remmen på tasken ned fra min skulder og med et bump, lander min taske på gulvet.


Gispende ser jeg til, imens indholdet falder ud af tasken og spreder sig over et lille område på gulvet. Den lille medicinske flaske, hvori jeg gemmer amfetaminen, ryger ud, før tasken overhovedet har ramt jorden. Jeg ser til imens flasken langsomt rammer jorden, låget ryger af og pillerne, der spreder sig rundt om flasken.


”Nej, ” et svagt klynk ryger ud af min mund. De har set det. Det ved jeg bare. De har set det. Det måtte de ikke. Det var ikke meningen. Det er som om, et eller andet inden i mig går i stykker, knuses ligesom glas, ligesom sidste gang. Sidste gang havde det bare intet med stoffer og gøre. Og der var det alt inden i mig der knuste, og en ulidelig smerte fulgte med.


Langsomt løfter jeg blikket og de første par øjne jeg møder er Harrys. Et øjeblik glemmer eg min facade, den falder og han ser nøje med. Tårerne presser sig på og jeg kæmper for at holde dem inde. Først der, går det op for mig, at lige nu ser Harry ind bag facaden. Hurtigt sætter jeg den op igen. Hård. Kold. Ligeglad.


Han har lige set ind bag facaden. Det var det han ikke måtte. De måtte ikke se stofferne. Jeg har lige fejlet, to gange i træk. Jeg bukker mig ned, uden at kigge på dem og pakker alt sammen undtagen flasken og pillerne. Da det er det sidste der ligger, tager jeg en efter en pillerne op i min ene hånd. Da alle ligger der, kigger jeg op på dem, inden jeg hælder pillerne ned i den lille flaske igen. Jeg svinger tasken over skulderen og kigger tomt på dem. De kigger overraskede, bekymrede – hvilket de overhovedet ikke burde gøre – på mig og en af dem, kigger tomt ud i luften. Harry.


”Jeg… kan ikke forklarer. ” er det eneste jeg siger, inden jeg for alvor, går ud af døren og sætter i løb. Jeg løber hele vejen hjem, jeg skal væk, fra deres blikke, jeg kan ikke forklarer, jeg vil ikke forklarer. Jeg løber og løber og da jeg står foran min dør, gisper jeg efter den luft, som ikke kunne nå mine lunger da jeg løb.


På rekord fart får jeg låst døren op, jeg træder ind og låser den lige så hurtigt efter mig, som jeg låst den op. Fuck mit liv. Jeg læner mig tungt op ad døren og glider langsomt ned af den. Tårerne begynder at strømme ned over kinderne. Jeg tænker på det forbudte. Det som jeg troede kunne slettes, ved hjælp af en facade. Det kan det bare ikke. Et hulk undslipper mine læber og en smerte som jeg ellers kun har oplevet en gang før, breder sig i hele min krop. Den smerte jeg oplevede dengang, den nat.


Jeg knytter mine hænder og slår løs på mine lår. Hvorfor er jeg mig? Hvorfor er jeg det? Jeg mærker den brændende fornemmelse, der blander sig i smerten. Tårerne strømmer ned over min kind, imens jeg slår løs på mine lår. Jeg begynder og slå svagere og svagere og vælger derfor, at tørre mine øjne.


Beslutsomt rejser jeg mig op og vakler ud på toilettet, hvor jeg kigger mig rundt og minderne kommer tilbage til mig. De forbudte minder, som jeg troede jeg havde låst inde i en kasse, som jeg smed væk for længst. Men de må være sluppet ud, inden jeg smed den væk. Den alt for velkendte følelse af savn, jager gennem mig og slører mit syn, på grund af tårerne der vælter op, netop på grund af savnet.


Endnu en gang tørre jeg tårerne væk og denne gang drager mit blik, hen imod det aflåst skab. Han låste det og sagde det var et tegn på en ny begyndelse. På at det kapitel jeg levede i, var overstået. Men han tog fejl og jeg bebrejder mig selv, for det er min skyld. Jeg skulle aldrig have ladet ham gå ud af den dør, den aften.


Han viste mig hvor han gemte nøglen, og mindet fra dengang han vidste mig det, vælter frem i mig. Han sagde at han stolede på, at jeg kom og sagde det til ham, hvis jeg nu skulle få lyst igen. Han kunne – kan – stadig stole på mig.


”Jeg har lyst nu. Undskyld, Nathan. ” hvisker jeg.


Jeg tager mig sammen og går med faste skridt ind på mit værelse. Hurtigt er jeg henne ved skabet, jeg river direkte skabsdøren op og river alt mit tøj til siden og det tøj der ligger i bunden af skabet, samler jeg op i min favn og kaster det et tilfældigt sted hen. Jeg ser ikke hvor.


Jeg tager en dyb indånding og sætter mig ned på hug. Jeg finder det stykke træ i bunden af mit skab, der er en anelse lysere end det andet. Ved hjælp af mine negle, får jeg revet det lyse stykke tre op, dernede ligger en lille fin sølvnøgle. Tøvende rækker jeg hånden ned til den, men få millimeter fra den, stopper jeg mig selv.


Han var den sidste der rørte den. Han var den sidste der holdte den i hans hånd. Han var den sidste der låste skabet op, da han afslørede mig. Dette er noget af det sidste af hvad han rørte, jeg har tilbage. En tåre glider ned over min ene kind og uden at tænke mig om, tager jeg ivrigt nøglen op i min hånd. I et stykke tid, sidder jeg bare og kigger på den lille, flotte sølvnøgle. Det sidste minde om ham jeg har. Et ulykkeligt hulk slipper ud over mine læber. Det er lang tid siden nu og jeg er stadig sådan her? Han forlod mig tilbage.


Det her var ikke meningen, det er lang tid siden og nu begynder jeg at grave alt frem? Jeg har jo været så god til ikke at nævne det, til ikke at lade mig påvirke.


Nu skifter mit humør til vredt, jeg er vred på mig selv. Jeg klemmer min hånd hårdt sammen og mærker hvor den skærer sig ind i min hud. Jeg rejser mig op og er hurtigt ud på toilettet igen. Jeg stikker nøglen i nøglehullet og drejer den om. Langsomt åbner jeg lågen og tager bladet ud, som var det dyrebart. Jeg sætter mig på det kolde gulv, op ad den hvide væg og kigger længe på bladet. Det blad som så fint er lige der, i min hånd.


Langsomt og med rystende hænder, fører jeg bladet op til min venstre overarm. Jeg lader bladet hvile mod min varme hud, inden jeg forsigtigt skærer. Ikke dybt, bare et snit. Jeg laver en grimasse og bider tænderne sammen, inden jeg langsomt fører bladet lidt længere op. Denne gang skærer jeg dybt.


Tårerne vælter ned over mine kinder og jeg bliver overvældet af alle de følelser. Ulykkelig, på grund af minderne. Vred, på mig selv. Lykken, ved at lade mig straffe. Skuffelsen, over at tænke på ham. Jeg skriger højt og skingert og efter det bliver der stille. Kun lyden fra mine hulk der kommer hist og her, lyder.


”Jeg er så ked af det, Nathan. ” hvisker jeg og kigger tomt ned på min arm.

Den arm, hvor blodet ikke pibler frem, men derimod løber ud og ned over min arm. De bloddråber der løber ned over min arm, de er endelig frie. Noget jeg ikke med sikkerhed ved om jeg bliver.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...