Under Vandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2015
  • Opdateret: 4 aug. 2015
  • Status: Færdig
Alle frygter noget. Og nogle af os drages af det vi frygter - fordi vi er nysgerrige. Vi vil have viden og eventyr. Udfordre skæbnen lidt. Anna er bange for vand, og det der sker under vandoverfladen giver hende, i strid med naturen, lyst til at dykke ned under vandspejlet igen. På trods af alle konsekvenser.

Dette er en novelle jeg skrev i skolen, og det er jo et genretræk for noveller - at de skal være korte. Så derfor er den kort! Men jeg synes til gengæld også at jeg fik rundet den af på en god måde, med en ret så åben slutning.
Kommentér, kommentér, kommentér! Kritik tak! :)

4Likes
13Kommentarer
539Visninger

1. Under Vandet

Helt alene, siddende på en klippespids der ragede et godt stykke ud over vandet, sad hun og kiggede op på stjernerne. De blinkede ned til hende, og fik hende til at længes efter nye steder, nye oplevelser. Nye eventyr. Det var derfor hun sad her. Hun var bange for vand, og selvom bølgerne slog roligt og stødt mod klippen, lurede frygten i hende. Havets lyde formede sig til en stille melodi i hendes hoved. Hun sukkede og strøg håret om bag ørene. Nymånen hang i favnen på den gamle måne oppe blandt stjernerne. Hendes blik søgte dybt nede i det mørkeblå vand, og hun fik øje på noget der lignede flydende sølv. De dansende sølvpletter førte hendes blik med sig. Dybere og dybere ned. Hun døsede langsomt hen.
Med ét skar et råb gennem natten.
”Anna!”
Hendes hjerte hoppede op i halsen, og hun forsøgte febrilsk at vende sig om, men hun gled på stenen, og det var for sent. Hun nåede ikke engang at høre plasket, da hendes krop brød gennem det spinkle vandspejl. Koldt mørke omsluttede hende, men hun mærkede det ikke, for panikken bedøvede hver en celle i hendes krop. Hun åbnede med besvær øjnene, og så sit mørke hår bølge sært i vandet, mens hun sank længere og længere ned. Hun prøvede virkelig at bevæge sig, men det var som om, vandet tvang hende til at blive dernede – bare lidt. Det var som om, vandet ville vise hende noget. Hun holdt munden lukket og forsøgte af al magt ikke at trække vejret. Hun kiggede op mod overfladen og følte sig fuldstændig fortabt. Stjerneskæret kæmpede sig tappert ned gennem det midnatsblå vand. Pludselig opfattede hun svage toner. De dansede frem til hende gennem vandet. Det lød som melodisk klirrende smykker. Hun havde aldrig oplevet noget så mærkeligt og skræmmende. Som om ”det” kunne fornemme hendes tilstedeværelse, kom sølvsubstansen tilbage til hende. I starten var det bare en lille lysende plet i det fjerne, men da det kom tættere på, begyndte det at tage form. Anna prøvede at fokusere på det, men det var sværere, end man skulle tro. Det bevægede sig hurtigt og snoede sig uden om de lysstråler, der var lykkedes med at komme igennem vandet. Hendes blik flakkede rundt for at fange det og afsløre dets identitet. Var det et par… arme? Hun prøvede ihærdigt at vende sig om for at se nærmere på det. Et enkelt glimt nåede hun at få af det, før det var væk igen. Men hun var ikke i tvivl. Der havde været en lang fiskehale. Hun kiggede forundret rundt efter det, men hun kunne ikke se det. Der var helt stille dernede nu. Hun kunne svagt høre sit hjerte banke mod ribbenene. Det var fanget i et bur – og det ville ud. Det mindede hende om, at hun måtte op og have luft. Hun baskede hjælpeløst med armene og prøvede at hive sig selv op gennem vandmasserne, men det var umuligt. Skulle hun dø hernede?
Da den sidste ilt i hende var opbrugt, lukkede hun langsomt øjnene i og gav efter for det enorme tryk. Pludselig hev fremmede arme i hende, og fingre gled gennem hendes hår. Et lys trykkede på den anden side af hendes øjenlåg, og hun åbnede øjnene. Måske var hun hos Gud nu… Men hun havde stadig vand omkring sig. Det gyldne lys skinnede imod hende som en sol, og tvang hende til at knibe øjnene sammen igen, indtil en skygge gled ind foran hende. En smuk pige. Hendes øjne betragtede nysgerrigt Anna – få centimeter fra hendes ansigt. Hun udstødte nogle sære, syngende lyde og svømmede hurtigt og smidigt rundt om hende. Annas øjne var fæstnet til hendes hale, der svingede langsomt og rytmisk frem og tilbage. De fine sølvskinnende skæl glimtede i det sære undersøiske lys. Drømte hun? I det fjerne bevægede flere svømmende skikkelser sig frem fra en grotte, hvorfra det kraftige lys kom. En masse piger omringede hende, undersøgte hende og hev i hendes tøj. To af pigerne kom op og skændes, og i forbifarten smækkede hendes sølvfarvede hale hårdt mod Anna. Hun så ned af sig selv og opdagede et skinnende lys, der strømmede svagt ud fra den lille hulning mellem kravebenene. Hun udstødte et gisp og kom med ét i tanke om, at hun befandt sig under vandet. Hun kunne trække vejret. Anna følte med pegefingeren. Hvor sært.
Pigerne blev mere og mere hidsige og hev kraftigere i hende med deres skarpe negle. Deres blege hud glødede i lyset og fik dem til at se ubeskriveligt smukke – men også skræmmende ud. Anna prøvede diskret at trække sig fri af dem. Hendes hoved snurrede af forvirring og rædsel, men alligevel var hun… betaget af dem. Pigen, den første der kom hen til hende, svømmede nu et par meter fra hende med et trist ansigtsudtryk. På trods af den situation hun var i, kunne Anna godt sætte sig ind i hendes følelser. Hun havde fundet Anna først, og hun ville have hende for sig selv. Men så tog hun sig selv i at tænke sådan. Hun var ikke et stykke legetøj der var her for deres skyld! Hun gjorde modstand og forsøgte at gøre sig fri af deres omklamrende hænder. De hvæsede af hende og ruskede hende arrigt. Anna trak panikslagent sine arme til sig og sparkede ud efter dem, der angreb hende nedefra. Så med ét gav de alle sammen slip og forsvandt ligeså hurtigt som de var kommet. De syngende toner forsvandt sammen med lyset og gjorde vandet mørkt og dystert. Lyset, der strømmede fra hulningen mellem hendes kraveben, lyste svagere og svagere og så med et anstrengende sidste åndedrag forsvandt det, og vandet strømmede ind i hendes mund. Så var der igen et par arme der hev i hende. Anna prøvede fortvivlet at gøre sig fri, men havde ikke kræfter til det.
I næste øjeblik lå hun gispende inde på stranden og hostede vand op. Hun var iskold og våd helt ind til skelettet. Hun så ned af sig selv, men lyset var helt væk.
”Er du okay Anna?” var der en der spurgte fortvivlet. Det var hendes mor. Anna kunne ikke nikke, men stirrede bare rystet på sin mor. Hun havde overlevet. Hendes mor havde reddet hende.
”Hvad fanden lavede du Anna? Du var næsten død!” skældte hendes mor.
Anna vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun kunne jo ikke bare sige: ”Jeg kedede mig.” For det var heller ikke helt sandt. Senere på aftenen, da hendes mor var faldet til ro, havde grædt og skældt hende ud i over et kvarter, gik Anna igen ud til klippen. Hendes hjerte bankede skrækslagent. Alt hvad der var sket under vandoverfladen, havde været en hallucination. En drøm. Det kunne ikke være sandt. Kunne. Ikke. Hun lagde sig meget forsigtigt på maven, helt ude på klippespidsen, og lod sine fingre glide gennem vandet. Det bedrageriske vand. Hun var bange – men hun måtte prøve! Hun gled forsigtigt ned i mørket og gav modvilligt slip på klippen. Da hendes ansigt igen dækkedes af koldt mørke, trak panikken i hende. Men Anna var nysgerrig. Hun vidste at hun ikke burde, men hun måtte udfordre skæbnen. Bare lidt. Hun følte sig draget af vandet. Det måtte hun indrømme over for sig selv. Hun så sig omkring i den dystre verden. Hun tog et par klodsede svømmetag og prøvede at finde tilbage til grotten. Pludselig begyndte et lille gyldent lys igen at spire. Det skinnede ud fra punktet mellem hendes kraveben. Det lille lys lavede smukke spiraler i vandet. Men så fyldtes hendes lunger med vand, og hun kunne mærke frygten bore hul i hendes sind. Så trak hendes hjerte sig sammen, og slog sine sidste tunge slag. Hendes skrøbelige krop ramte bunden med et hult bump, og på trods af at det sidste liv sivede ud af hende – skinnede lyset fra hende stadig. Luftboblerne, fra hendes sidste luft, var det eneste der nåede op til overfladen igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...