Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46668Visninger
AA

10. Kapitel 9

Niende kapitel 


Vi er lige kommet hjem fra pizzeriaet og jeg er stopmæt. Bare tanken om mad giver mig kvalme. Jeg tror Lina har det på nogle lunde samme måde, hun ligger i hvert fald på sengen – hvilket ikke er nyt – med bukserne knappede op. For at irriterer hende lidt, ligger jeg mig tværs hen over hende på ryggen. Hun kommer med en grynte lyd, inden hun voldsomt skubber mig på gulvet.


”Tykke, hvor mange gange har jeg sagt du ikke må gøre det der? ” spørger hun og lyder ligesom min mor engang gjorde. Før min far tog afsted. Grinende viser jeg et nul ved at holde min tommelfinger og pegefinger mod hinanden. Hun rækker tunge af mig, som den barnlige pige hun er og lægger sig til rette i sengen igen.


I et stykke tid, ligger jeg bare på gulvet og kigger op i loftet. Der er faktisk overraskende højt til loftet. Men efter det stykke tid er gået, banker det selvfølgelig på døren og Lina, ser ikke ud til at orke at rejse sig og gå hen og åbne op. Så ansvaret hænger vidst på mig. Med slæbende skridt, trækker jeg mig selv hen til døren som jeg nærmest flår op.
Udenfor står fire drenge, som jeg ærlig talt ikke havde forventet at se. Sagt på en anden måde, overrasker det mig lidt. Hvordan kender de overhovedet vores værelses nummer? I det, det spørgsmål flyver tværs gennem mit hoved, får jeg lyst til at banke mit hoved ind i døren, de har nok set os komme ud af det her værelse.


”To sekunder. ” jeg smiler akavet, inden jeg vender mig om. ”Lina, du bør nok lyne dine bukser op igen. ” råber jeg og fnis lyder bag mig. Ifølge dem er det åbenbart ikke normalt at gå med bukserne lynede op, hvilket det heller ikke er hos mig, så jeg forstår ikke hvorfor hun gjorde det i første omgang. Jeg tror ikke det hjælper det store.


”Hvad bringer jer så hertil? ” idet jeg lader ordende komme ud af min mund, lægger jeg mærke til hvor dumt det egentlig lyder og ønsker inderligt, at jeg kan sluge ordende igen, hvilket jeg selvfølgelig ikke kan. Inden en af dem når at svarer, lukker jeg dem ind, så alle på hotelgangen ikke hører vores samtale. Her er ret lydt.


”Vi tænkte vi ville tilbringe lidt tid med de bedste dansere, der befinder sig i området. ” siger Niall og følger efter mig, ind i en blanding af stuen og der hvor vi sover. Lina ligger stadig på sengen, dog har hun taget imod min ordre og lynet sine bukser op.


Hun ser også ud til at forstå, hvorfor jeg bad hende om det i første gang. Hun sætter sig op og kigger med store øjne på de fire drenge der befinder sig i rummet og ser ud til at hun kunne springe på dem og aldrig give slip. Måske endda finde fire sække og tvinge dem alle ned til at hoppe ned i dem. En dreng i hver sæk.


”Vi kender dårligt hinanden. ” jeg kigger forvirret på Niall, efter det han sagde før. Det kommer jo til at lyde som om vi er barndomsvenner der lige er blevet genforenede, hvilket vi så ikke lige er. Jeg har aldrig været i de byer de er opvokset i. Lidt ved jeg om dem, men det er kun fordi stort set de fleste piger på skolen, er store fans af disse drenge, der nu står på Linas og mit hotelværelse, hvilket faktisk ingen mening giver.


”Vi kender hinandens navne, det er en start. ” Harry blinker kækt til mig, og jeg ved ikke lige hvordan jeg skal reagerer på den kommentar. ”Okay… Men i skal ikke være her for længe, vi skal være klar til i morgen. Man kan kalde det en chance, vi helst ikke vil gå glip af. ” forklarer jeg.


 De nikker alle sammen inden de finder et sted at side, og ellers går snakken bare i gang. Vi snakker om alt der betyder noget og alt det der intet betyder. Tiden går hurtigere end jeg forventer og før jeg ved af det, er jeg så træt at mine øjenlåg er ved at glide i konstant. Men mine tanker jeg have haft om dem tidligere er sande. De er både søde, sjove og venlige. Med svidende øjne kigger jeg på klokken og der står det er midnat. Vi skal jo være oppe klokken syv.


”Drenge jeg er ked af det, men i bliver nød til at gå. Vi skal op om små syv timer. ” jeg smiler undskyldende til dem og de nikker forståeligt. Harry havde vidst rart, man kan altid starte fra kun at kende hinandens navne, til at lærer hinanden bedre at kende. Og det har sandeligt også været hyggeligt og derfor ærgrer jeg mig lidt over at vi skal til at sove nu.


Vi giver hinanden et kort kram, siger farvel og drengene går ud og tager sko på og er ellers ude. Udmattet smider jeg mig tilbage i sengen, ved siden af Lina, som allerede har gjort det for længst. I et stykke tid ligger jeg bare og kigger op i loftet, inden mørket tager over.


*


En banken på døren vækker mig og jeg sætter mig forvirret op og kigger rundt, inden det går op for mig hvad der skete i går aftes og hvorfor jeg er så træt nu. Drengene kom forbi i går aftes og gik først ved midnat og derefter faldt vi begge åbenbart i søvn, fuldt påklædte. Jeg rejser mig op og ignorerer helt at min hår måske, måske ikke ligner en fugle rede og trasker ellers bare hen til døren og åbner den.


William står derude med to Disco kostumer. Med store øjne sluger jeg dem nærmest, hvilket teknisk set er umuligt og grunden til at jeg selvfølgelig ikke gør det. De er i alle mulige forskellige blå og grønne nuancer. Man kan vel godt sige at William har en fantastisk tøjsmag, ifølge mig.


”Tusind, tusind, tusind tak, William. ” hviner jeg og han overlader dragterne til mig. Jeg lægger dem over min højre arm og smiler stort til ham. ”Det var så lidt, for resten håber jeg du får ordnet, ” han laver en gestus mod mig. ”Inden vi tager af sted. ” han griner og smiler derefter et underligt smil til mig.


Jeg tager det ikke tungt, for jeg ved at han laver sjov med mig og han mener at vi bare skal ordne vores fuglereder, og lægge en vild Make Up, præcis som vi plejer. Jeg nikker til ham og gør honnør med min frie hånd, inden jeg lukker døren i. Jeg vender mig om.


”Angelina Rosalie Red, du har bare at komme herud, lige nu. ” råber jeg højt og bruger hendes fulde navn, for at irriterer hende, hvilket gør så hun letter sin mås og kommer herud hurtigere, end hvis jeg bare kaldte normalt på hende, med hendes forkortede kælenavn. Et suk lyder derinde fra, kort efter et bump, inden skridt lyder.


Med halvåbner øjne, kommer hun traskende ud i den lille gang der er, idet man kommer ind på hotelværelset. Hun gnider sig i øjnene og idet samme hun åbner dem, flyver et hæst skrig, som dog stadig er meget højt, ud af hendes mund og hun springer hen og tager hendes dragt op i hendes hænder.


”Du har jo lige set Gud ind i øjnene. ” hun sukker og kigger på dragten, som var den det reneste guld, på denne jord. Forvirret og undrende kigger jeg på hende. ”Det var bare William der kom for- ”


”Ja, Gud kom forbi med disse skønheder. ” afbryder hun mig og knuger dragten ind til sig. Så fantastisk er det heller ikke, dragten er meget flot, men det er jo ikke fordi at dragten er millioner værd, eller noget lignende det.


Smilende ryster jeg på hovedet af hende og finder vej ud på badeværelset, hvor jeg får børstet mine tænder. Derefter går jeg ud i den lille gang igen, hvor det store spejl er, og hvor Lina stadig står og krammer sin dragt, imens hun vugger fra side til side. Jeg tror hun har et større crush på sin dragt, end hun har på Louis Tomlinson. Jep, nu er det ude, hun har haft et stort crush på ham i meget, meget lang tid.


”Du skal nok se at komme i gang med, at gøre dig klar. ” jeg afbryder hendes kærlige stund med hendes dragt, så vi begge kan være klar til konkurrencen i dag. Jeg finder min hårbørste som jeg altid har liggende i min sportstaske, i tilfælde af at mit hår på et tidspunkt begynder at hade mig så meget, at det ødelægger min hestehaler, under et stævne eller træning.


Jeg sætter mit hår op i en høj hestehale og finer i min træningstaske, et lysegrønt bånd, som jeg har flere af. Jeg binder det uden om elastikken og beslutter mig for, at det ser rigtigt fedt ud og Lina skal gøre det samme. Hvis jeg i dag står for håret, kan hun stå for Make Up’en, som hun hundrede et procent sikkert også er langt bedre end jeg til. En hurtig fordeling af rollerne.


Lidt efter kommer Lina ud, efter hun både har børstet tænder og sat sit hår op i en høj hestehale. Jeg kaster et lysegrønt bånd hen til hende og hun forstår med det samme min hentydning, stiller sig hen foran spejlet og binder den uden om elastikken. Da hun er færdig kigger hun hen på mig, for at spørger om hvad hun synes om det og smilende nikker jeg ivrigt.


”Du får lov til at bestemme hvordan vores Make Up skal se ud. ” siger jeg hurtigt og sætter mig ned på sengen, imens hun finder alt det der hejs frem, som jeg ærlig talt aldrig helt har fået styr på, men hvis hun starter med at lægge min Make Up, kan jeg nogle lunde ligger hendes som hun har lagt mig.


Allerede nu vil jeg gerne indrømme, at vi for det meste overdriver meget med det, men det er mest fordi det er vores yndlingsting ved at gøre os klar. Vi føler lidt vi er små igen og maler på hinanden. Selvom vi selvfølgelig prøver at gøre det pænere, end bare at klaske det i hinandens hoved. Efter hun har fundet alt frem sætter hun sig foran mig og går i gang.


Det ender ud med blå øjenskygge – et sted mellem lyseblå og mørkeblå – blå læbestift, hvilket jeg faktisk ikke forstår hun ejer. Men hun er vel bare forberedt. Mascara og Eyeliner og så lidt Concealer under mine øjne, eftersom vi begge har sorte render, efter kun syv timers søvn.


Men vi er begge mere end klar og er forholdsvis friske, hvis man husker hvor få timer vi sov i, for William anbefaler at det er omkring ni til ti timers søvn, hvis det skal lykkedes. Men det kommer til at lykkedes alligevel. Jeg stoler på mig, jeg stoler på hende, jeg stoler på os begge to, både som hold og ikke som hold.


Jeg prøver så godt jeg kan at efterligne det som hun har lavet på mig og synes selv det går ret godt, i forhold til mine ellers virkelig dårlige evner. Jeg får endda ros fra hende når jeg er færdig, hvilket bare gør mig endnu mere stolt, og glad. Hun prøvede en gang at lærer mig det, men når jeg ikke gider, så gider jeg virkelig ikke, så det gik ikke helt så godt. Siden da har hun ikke prøve at overtale mig, eftersom vi selv skulle gøre rent igen…


”Nu skal vi prøve tøjet. ” hviner hun spændt og løber ud på toilettet med hendes dragt, hurtigere end jeg når at blinke. Jeg vælger bare at skifte om her, eftersom det kun er os to på dette hotelværelse og hun plejer for det meste at være virkelig langsom om at skifte, når det gælder til nye ting, som hun lige skal danse rundt i fem minutter, inden hun endelig tager sig sammen til at komme ud. Jeg får dragten på og den passer perfekt, hverken for stor, eller for lille.


Jeg ved ikke om man direkte kan kalde det en dragt, men det har jeg altid kaldt den. Det er en top, som stopper lige over navlen og en nederdel, med et par indsyede shorts indenunder, der er meget kort, men heldigvis er de indsyede shorts der, som gør mig mere tryg ved at have den på. Lina kommer hoppende ud, ligesom tigerdyr, med et stort smil på læberne.


”Perfekt. ” er det eneste der kommer ud af hendes mund.


Vi bliver enige om at tage vore holdjakke og træningsbukser på udover, så vi heller ikke får alt for meget opmærksomhed fra fremmede folk, som for det meste plejer at stoppe op og kigge på os på gaden, på grund af vores træningstøj.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...