Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46722Visninger
AA

9. Kapitel 8

Ottende kapitel  


Dagen var hurtigt overstået og her sidder jeg på kanten af sengen, ved siden af en udmattet Lina der ligger i sengen, på vores hotelværelse. Dagen foregik nogle lunde på denne måde; Maria fik flirtet med One Direction drengene og fik en fejl i hendes optræden. Lux fik også en og Marc fik ingen. Lina fik en enkelt, fordi hendes start kiksede lidt, men hun sluttede ellers af med et ret godt resultat. Joe og jeg fik ingen fejl. De nævnte endnu en gang det med en historie, jeg fortalte imens jeg dansede;


”Catherine Lee, fra On Fire. ” lyder det skrattende fra højtaleren. Jeg mærker nervøsiteten skylle ind over mig, som en stor bølge. Hvordan kunne Lina gemme det så godt? Jeg tager en dyb indånding, smiler stort, inden jeg går ud på gulvet og stiller mig i min startposition.


Musikken begynder og det samme gør jeg. Jeg lever mig ind i det og forestiller mig noget smukt. En smuk, isblå blomst som er blevet fanget af is og venter på at solen står op så den kan blive tøet op og blive fri. Fri som en fugl. Det her er mit lærred og jeg vil male blomsten derpå. En smuk, smuk blomst.


Langsomt fader musikken ud og jeg ender, forpustet, men dog smilende i min slutposition. Et bifald lyder.


”Hold da op, Catherine Lee, kan du fortælle os den historie med ord? ” spørger stemmen i højtaleren. Ordende påvirker mig, dog kan jeg ikke finde ud af om det er positivt eller negativt, men jeg forstår ikke hvad de mener med at jeg fortæller en historie. Hvordan kan jeg fortælle en historie imens jeg danser? Alligevel vælger jeg at bevarer smilet på mine læber og går derfor smilende, fra gulvet.


Jeg finder et sted, hvor jeg vælger at sætte mig på gulvet og op ad en væg. Jeg lukker øjnene og hører kort efter skridt og mærker en sætte sig ned ved siden af mig. Jeg åbner mine øjne og kigger til siden. Niall. Hvorfor vil han overhovedet snakke med mig? Han er verdenskendt og jeg er blot en af danserne som ikke skiller sig ud i mængden. I modsætning til ham.


”Catherine Lee. ” han tygger på ordende inden han smilende kigger ned på mig. ”Du præsenterede dig ellers kun som Cat? ” han kigger undrende på mig, jeg trækker på skuldrende og der går lidt tid, før jeg overhovedet kan tage mig sammen til at lade ord danne sig inde i mit hoved.


”Det er det jeg foretrækker at blive kaldt. ” er det eneste jeg siger. Hvordan kan ikke se helt udkørt ud? Jeg er blevet udmattet af at sidde ned i hallen det meste af dagen, derfor hader jeg at være den sidste, for der er jeg helt stiv i benene. Men jeg klarede det vel fint nok.


”Jeg forstår godt hvorfor du var den sidste, Cat. ” han nævner mit navn på en speciel måde. ”Man får jo altid at vide, at man skal gemme det bedste til sidst, i dette tilfælde var det ikke en ting, men en person. Du var helt klart den bedste. ” smiler han til mig.


Varmen stiger op i hovedet på mig og jeg mærker farven allerede har taget til i mine kinder. Genert smiler. Det var sødt sagt af ham, men han sagde det sikkert kun for at være venlig. Der er så mange andre talentfulde dansere, som har optrådt i dag. Så mange som både er bedre og fortjener dette mere. Men sådan skal jeg ikke tænke, for jeg fortjener det også. Det er trods alt min drøm.


”Mange tak, Niall. ” smiler jeg.


”Tror du ikke vi bare kan bestille room service? Mad på sengen med en god film, virker virkelig fristende lige nu. ” brokker Lina sig og vækker mig fra mine tanker. Det tager mig lidt tid, før jeg forstår hvad hun lige har sagt. Mine læber ryger op i et smil og jeg rejser mig op og strækker mig.


”Desværre tror jeg ikke det kan lade sig gøre. Men du har ret i, at det lyder fristende. ” mumler jeg. ”Men som William siger skal vi tilbringe lidt tid sammen med vores holdkammerater, selvom det slet ikke er fordi vi nærmest kommer til at hænge op og ned af dem de næste par dage. ” siger jeg sarkastisk og går hen foran det store spejl, som man finder lige idet man træder ind på vores hotelværelse.


Jeg begynder at børste mit hår igennem, hvilket ikke er den letteste opgave når jeg har haft en høj hestehale i, hele dage. Det buler ud og det gør ondt i det meste af min hovedbund. Jeg indrømmer jeg bliver lidt aggressiv og ender med at rede det igennem så mange gange, at det nu er hele min hovedbund der er øm. Det er træls.


”Ved du hvor mange dage vi skal tilbringe i denne skønne by? ” spørger hun sukkende. Hun vil ikke hjem, jeg kan mærke det på hende. Hun elsker at være her, tilbringe tid her, hun har altid ønsket her i London, hvilket hun ikke alene om. Det er virkelig en dejlig by.


”En uge. Vi skal hjem på fredag, men der er mange dage til fredag. ” jeg lægger hår børsten fra mig og beslutter at det er fint nok. Jeg behøver ikke beskadige gøre min hovedbund yderligere. Ellers sætter jeg mig ned og tuder, ligesom børn der ikke får sin vilje gør. Men ting der irriterer mig og en træt mig, er ikke lige den bedste kombination på jorden der findes.


Jeg gik i bad – eller det vil sige at jeg skyllede mig kort, uden at gøre mit hår vådt – da vi kom tilbage, så det behøver jeg ikke tænke på. Jeg har allerede tøj på, som ikke er træningstøj, så det skal jeg heller ikke tænke på. Sagt på en anden måde, så er jeg ret klar allerede nu, et kvarter før vi skal derned.


”Du har et kvarter, prinsesse. ” jeg går hen og prikker hende på kinden. Hun direkte hader når jeg kalder hende prinsesse, hun har aldrig været til prinsesser og dukker, men mere til ting, som indeholder sport. Som for eksempel dans. Det var en sport hun forelskede sig i med det samme, eller det er sådan hendes mor fortæller det.


Hun sukker tungt, inden hun rejser sig op og langsomt tøffer hen imod skabet. I venstre side er hendes tøj og i højre side er mit. Vi behøvede ikke engang dele det op, for det er meget let at kende forskel. Hendes tøj er mere vildt, mit er mere hvide bluser, blå eller sorte bukser. Det er også nemmere, så behøver jeg ikke bruge en evighed på at finde tøj.


Jeg tager min telefon frem og for første gang i lang tid går jeg ind på Twitter. Jeg har fået en masse nye følgere, hvilket jeg ærlig talt ikke forstår. Jeg bruger aldrig app’en og det er også grunden, til at jeg hurtigt går ud af den. Måske bør jeg bare slette den? Måske ikke verdens bedste idé. William siger det er en god idé at have mindst et socialt medie.


Det kvarter går hurtigt og før jeg ved af det, står jeg ude i hotelgangen med Lina bag mig og fumler med kortet. Lige meget hvor mange gange jeg prøver at låse døren, gider den ikke lyse rød. Er det en dag hvor det bare er at det gælder om at irriterer mig så meget som muligt? Først alt det der med at jeg fortæller en historie imens jeg danser. Jeg kender ikke en gang historien. Så skal jeg snuble over mine egne fødder på vejen hjem til hotellet, hvilket nok ikke er særlig relevant, men det skete stadig. Og nu det dumme kort.


”Jeg giver op. ” jeg slår ud med mine hænder og giver kortet til Lina, som selvfølgelig kan låse døren, på første forsøg. Hun smiler flabet til mig og jeg dasker hende på skulderen og ruller med øjnene af hende.


Sammen går vi hen til elevatoren som jeg først kigger skeptisk på, men vælger alligevel at træde ind i den. Heldigvis overlever jeg turen ned i lobbyen, hvor William, Marc og Joe står og venter. Jeg vil vædde med, at Maria og Lux står og glatter hår og alt det de nu kan finde på, kun fordi vi skal ud og spise på en restaurant. Vi står også og venter i hele ti minutter før de kommer.


Turen hen til restauranten tager heldigvis ikke helt så lang tid, som jeg havde troet, men den lægger også lige rundt om hjørnet. Vi kommer ind og finder et bord, henne i hjørnet, hvor der er plads til otte personer, men det gå nok at vi kun er syv.


Nu er det vi er kommet til sandhedens time; Det er ikke en restaurant men et pizzeria. Men pizza går vel også, det er jo ikke fordi vi skal til middag med dronningen og vi skulle vælge en virkelig fin og formel restaurant. Jeg er også meget kræsen, så det er vel kun godt at vi ikke tager sådan et sted hen. Jeg bestiller en Hawaii pizza, fordi det har været min yndlings i flere år og så håber jeg på den bringer held.


”Joe, Cat, der er noget jeg vil fortælle jer. ” siger Lina spændt, hun er nærmest ved at sprænge af det, hvad er der så godt? Vi har ikke engang fået pizzaerne endnu. ”Min mor har købt en lejlighed her i London til os alle tre, vi betaler huslejen sammen og det er en fireværelses. ” siger Lina spændt efter noget tid.


I starten begynder jeg at smile stort, men så kommer jeg i tanke om min mor. Vil hun kunne klarer det uden at have mig derhjemme? Så har hun hverken min far eller jeg. En del af min elsker hende af hele mit hjerte og ønsker at gå hjemme og rydde op efter hende. Men en anden del af mig afskyer hende for hun drikker døgnet rundt og lader mig gå rundt og rydde op efter mig. Det er jo direkte uansvarligt. Hun er også grunden til at dette dilemma, pludselig opstår.


”Men hvad hvis det kun er to af os der kommer ind på skolen? ” spørger Joe, efter vi har siddet i vores tanker i et stykke tid. Selvfølgelig glæder vi os mindst lige så meget som hende, men han har en pointe og jeg har min mor.
”Jeg har talt med William og hvis det kun er to af os der kommer ind på skolen, sørger han for at den sidste også kommer på en skole her i London. Men helt ærligt jeg tror chancerne for at vi alle kommer ind på den gode skole, er virkelig store. Jeg tror på os alle. ” hviner hun og klapper begejstret i hænderne.


”Men tager det ikke lang tid før vi kan flytte ind? Vi skal jo også pakke det vi skal have med hjemme fra og- ”


”Min mor har talt med jeres mødre om det. De pakker de fleste af jeres ting og sender dem med en flyttevogn. Vi flytter ind på onsdag. ” hun kigger på os med øjne der direkte lyser af glæde.


Jeg gemmer min bekymring bag et stort smil, som viser jeg er mindst lige så begejstret som hende. Vil min mor lægge og drikke på sofaen, eller pakke mine ting og få sendt dem af sted? Hvad nu hvis hun ikke kan klare sig selv? Det kan hun nok, eller det føler hun nok hun kan, hvis hun er gået med på idéen. Lige nu har jeg det bare dårligt med, at jeg ikke fik sagt farvel til hende, men jeg kan jo altid komme hjem og besøge hende.


”Det bliver virkelig fedt. ” siger Joe og jeg i munden på hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...