Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46549Visninger
AA

8. Kapitel 7

Syvende kapitel 


”Jeg er så stresset. Jeg kan ikke, hvad hvis noget går galt? ” hyperventilerer Lina. Jeg lægger min hårbørste fra mig, går hen til hende og stiller mig foran hende. Jeg tager hendes hænder i mine og kigger hende ærligt og dybt i øjnene.


”Men inderst inde glæder du dig og føler dig mere end parat. Grav det frem og føl det. Du kan godt, jeg tror på dig, Joe tror på dig og det samme gør din familie. Gør dem og os mere stolte end vi er i for vejen, for vi tror alle på dig. ” beroliger jeg hende og sender hende et roligt smil og håber på at noget af min ro kan smitte af på hende.


Selvom jeg er meget rolig lige nu og ikke er spor nervøs, ved jeg det kommer når de siger mit navn højt og det er min tur til at danse. Men jeg kommer til at føle mig hjemme når jeg er ude på gulvet. Dansen er min familie og den varme men dejlige følelse, er en del af mig. Det har den været siden jeg dansede for første gang og det bliver jeg ved med at minde mig selv om.


Hun tager et par dybe indåndinger med lukkede øjne, inden hun åbner dem og smilende nikker til mig. Jeg krammer hende kort inden jeg går hen, tager min hårbørste og begynder igen at børste mit hår. Jeg smiler forsigtigt til mig selv i spejlet.


”Hvordan kan du tage det så roligt? For resten ved jeg ikke om det her hjælper dig når du er ude på gulvet, men jeg har altid beundret dit gå på mod og den ro du har inde i dig selv og kan bringe videre til andre. ” smiler hun stille, inden hun selv kommer over til mig begynder at børste sit. Der går to minutter uden jeg svarer fordi jeg koncentrerer mig om at sætte en pæn, høj hestehale, hvilket går ret godt.


”Jeg husker mig selv på at tage det skridt efter skridt. Jeg husker mig selv på at dansen er en del af min familie og det kommer til at gå. At jeg klarer det med jeres støtte. Og så ved jeg af egne erfaringer at jeg ender med at ødelægge det hele, hvis jeg begynder at stresse og blive bange. ” jeg griner akavet over det, men håber hun selv vil prøve den metode og få det bedre med at gå på gulvet.


Hun nikker for sig selv og bukker sig selv ned for at lave en hestehale. Jeg har allerede mit tøj på, som jeg ikke lige ved hvordan skal beskrives. Den eneste måde jeg nok kan beskrive det på, er nok at det er typisk Hip Hop tøj, som de fleste nok har på til stævner og konkurrencer.


”Har du for resten set de nye Disco dragter William har købt til os? ” spørger hun og kigger interesseret på mig. Jeg går hen til minikøleskabet som står i køkkenet, som består af to køkkenborde en ovn, et minikøleskab og et rundt spisebord, med tre hvide stole som tilbehør. Jeg tager den vandflaske, som jeg stillede derind i går aftes ud og lægger den ned i min sportstaske.


”Nej, men han har sagt at han kommer forbi med dem i morgen tidlig, så vi også kan nå at lægge vores Make Up, inden vi skal hen til selve stævnet. ” forklarer jeg og får pakket resten af min sportstaske færdigt, og hun er først lige begyndt at pakke den.


Hun mumler et okay. Jeg går hen til spejlet igen og kigger mig i spejlet, jeg har taget en lille smule vandfast Mascara på, bare så jeg ikke var den eneste uden at have Make Up på. Jeg vil helst ikke skille mig ud, jeg vil følge med flokken, hvis man kan sige det på den måde. Jeg sætter mig på en af køkkenstolene og kigger på Lina imens hun pakker resten af sin taske.


Der er omkring ti minutter til at vi skal mødes med de andre ned i lobbyen, eftersom William har bestemt vi skal følges derhen. Det ligger tæt herpå og derfor går vi derhen. Det er bare godt at han synes vi skal følges derhen, for ærlig talt kender jeg ikke vejen og det tror jeg heller ikke Lina gør. Hvis vi skulle finde derhen på egen hånd, ville vi ende med at fare vild og først komme derhen flere timer senere. Det passer bare ikke godt, når vi skal være der til tiden, for at kunne være med.


”Skal vi ikke bare gå derned nu? ” spørger Lina da hun få minutter senere bliver færdig med at pakke sin sportstaske. Vores tasker er ens, bortset fra at jeg har sat en gul snor i min, så vi kan kende forskel. Og så står vores navne selvfølgelig også inden i dem. ”Jo, ” mumler jeg kort og går hen til min taske for at dobbelttjekke om både min fuldt opladte mobil er dernede, samt mine elskede høretelefoner.


Sammen går vi ud af døren med taskerne over skulderen og Hip Hop tøjet på, uden nogle træningsbukser eller jakker ud over. Det er varmt udenfor og vi behøver først at have jakkerne fremme henne til stævnet. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg sørger for at låse døren efter os, så der ikke er nogle der går derind og stjæler de få ting der ligger derinde.
Jeg vender mig om og ser med det samme fire drenge, komme gående ned af gangen. Selve One Direction. Det er vidst nu at Maria ville ønske hun var mig, hvilket er noget der sikkert aldrig kommer til at ske ud over nu.


”Er i nogle af danserne? ” spørger den blonde dreng jeg stødte ind på i går, overrasket om da de er få meter fra os. For det først, så kan jeg godt navnene men jeg ved ikke hvem der er hvem, så jeg vil ikke begå den pinlige fejltagelse at kalde en af dem noget forkert. For det andet, det er da ikke så overraskende at vi er nogle af danserne? Vi har jo typisk Hip Hop tøj på.


”Ja. ” smiler Lina og nikker. Hun ser ud til at vide hvad de hedder, så derfor vælger jeg at være den høflige. ”Jeg er Cat og det her er Lina. ” jeg rækker hånden frem, som for at hilse. Undrende kigger de på mig, men tager alle imod min hånd og præsenterer sig selv. Nu ved jeg i hvert fald hvem der er hvem og kommer ikke til at begå en pinlig fejltagelse.


Louis, Liam, Harry, Niall, Lina og jeg ender selvfølgelig i den samme elevator, hvilket ikke overrasker mig det store og men den kører ned mod lobbyen, taler vi lidt sammen frem og tilbage, alle sammen. Den lille tone lyder fra elevatoren og dørene glider til siden. Maria og Lux gisper da de ser os gå ud fra elevatoren efter One Direction drengene er gået ud, Marc står med hovedet begravet i sin telefon og skriver sikkert med en af de piger, han er Maria utro med og William står trippende og venter på os.


”Faldt du for ham den blonde igen? ” spørger William højt og tydeligt, så alle i lobbyen helt klart hører det. Inklusive drengene. Jeg griner sarkastisk og mumler noget med, at han ikke skal begynde at citerer Lina. Jeg finder det lidt pinligt, men det er jo bare en joke, ikke noget seriøst, så jeg vil ikke flippe ud. Det er heller ikke lige mig at flippe ud over sådan noget. Jeg flipper generelt bare ikke ud.


Vi alle beslutter os for at gå hen imod der hvor stævnet foregår, så vi ikke kommer for sent. Det skal vi helst ikke risikerer, så kan vi jo ikke deltage. På vejen derhen er der faktisk et par stykker der standser op og kigger på os, som om de kender os. Og jeg må erkende at jeg bliver meget overrasket men også glad for at der er nogle der kender os.
Jeg må også erkende at da vi når frem, bliver jeg overrasket over hvor stort et sted det er. Men der er sikkert også plads til virkelig mange som kommer og så er der også ret mange hold med til stævnet, dem skal der også være plads til. Vi stiller os i kø og det tager os et kvarter før vi overhovedet kommer indenfor og bliver mødt af en lugt af rengøringsmidler med et snert af sved.


Inde i selve salen, hallen eller hvad man nu end kan kalde det, finder vi vores syv pladser efter et par minutter. William har også et sæde selvom han nok ikke kommer til at bruge det særlig meget. Der er mange folk han skal møde og snakke med og så skal han også tale med os og berolige os inden vi går ud på gulvet og giver den gas.


”For resten tror jeg dette er det rette tidspunkt at fortælle dette på. Jeg ved ikke om i vidste det, men det bliver også filmet direkte og kommer i fjernsynet. ” forklarer William og kigger lidt rundt, inden hans blik lander skiftevis på hver enkel af os. ”Det er så det helt forkerte tidspunkt at fortælle det på, du skulle have fortalt det for at par dage siden så vi kunne vænne os til det. ” siger jeg skingert, bider mig selv i læben og mærker nervøsiteten snige sig ind på mig.
Jeg tager et par dybe indåndinger og tænker på, at jeg har givet det meste af mit liv, til dansen fro at opnå dette. Dette er min drøm, som bare skal fuldføres. Jeg kan ende på en meget god skole, hvor jeg bliver bedre og bedre for hver dag der går. Det er det her jeg vil og intet skal stoppe mig. Ikke en gang nervøsiteten. Det her er mit liv. Det er en del af mig. Jeg kan godt, uanset hvad der sker.


”Bliver den lille pige nu nervøs? ” Maria sætter et falskt, trist smil op på sine læber, inden hun taler videre. ”Så er det ikke meningen du skal være her. Meld dig ud af det her og hav et godt lidt. ” hun smiler sukkersødt til mig og nervøsiteten forsvinder på grund af hendes ord. Det hjalp faktisk, jeg skal huske at takke hende.


”Maria, det der siger man ikke. Fokuser på dig selv og din dans, så du kan klarer dig godt, du skal ikke irriterer de andre. ” siger William hårdt til hende. Hendes sukkersøde smil ændre sig til en irriteret grimasse og fornærmet vender hun ryggen til William.


Sammen med Joe og Lina går vi ned på gulvet og stiller os ude i et hjørne, vi stiller os i en rundkreds, som vi ofte gør inden et stævne begynder, eller noget lignende. Men dette er ikke bare et stævne, det er meget større og det kan få os videre til en fantastisk skole, med dansere der er bedre end en selv og kan styrke os. Men hvis en, to eller alle tre ikke skulle komme ind, står vi stadig sammen, har hinandens ryg, støtter hinanden, er stolte af hinanden og er glade på hinandens vegne.


”Hvad med at vi giver hinanden et stort gruppekram inden dette går i gang og vi gør alle talentspejderne målløse? ” spørger jeg og breder mine arme ud. Grinende krammer vi hinanden i lang tid og når vi trækker os, lægger jeg hånden ind på midten, så gør Joe og til sidst Lina.


”Vi vil, vi kan og vi gør det. ” siger jeg alvorligt og de andre gentager det. I det de siger det, lyder en høj lyd og det hele går i gang og man må sige, at alle er virkelig gode og jeg begynder at tro at jeg ingen chance har. Men jeg ved at jeg har en chance, jeg ved at jeg er god og kan gøre det og det vil jeg vise alle. Alle der er mødt op og alle dem der ser med på fjernsynet.


Nøje holder jeg øje med de godes teknikker og de fejl de begår, hvis de overhovedet begår nogle, for det er meget sjældent de gør det. Derfor skal jeg prøve at begå så lidt fejl som overhovedet muligt, men helst ingen. Jeg husker på mrs. Collisters ord om at når jeg danser fortæller jeg en historie, i starten smiler jeg af det, men jeg begynder at undrer mig over hvad hun mener med det. Hvordan fortæller jeg en historie? Og er det en glad, lykkelig, sur, trist eller sørgelig historie? Jeg forstår virkelig ikke hvad hun mener med det.


Men det er ikke det jeg skal tænke på. Jeg skal tænke på at det kommer til at gå. Alt det positive.


”Maria Smith, fra On Fire. ” lyder det skrattende. Hun er den første for vores hold.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...