Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46742Visninger
AA

7. Kapitel 6

Sjette kapitel 


”Cat, vi er her! Vi er i London! ” hviner en stemme og rusker i mig. Jeg mumler et eller andet og slår ud efter personen, men jeg bliver stadig rusket i. Irriterende slår jeg øjnene op og det første sæt øjne jeg møder, er Joes og derefter Linas, hende som rusker i mig. ”Du har været i London mange gange. ” mumler jeg.


”Men i morgen begynder det store stævne og vi skal ind og øve nu, så vi kan være super gode i morgen. ” råber hun højt, som om jeg er hørehæmmet. Jeg kigger hen på Joe for at få lidt hjælp, så hun ikke bliver ved med at holde i min overarm med et fast greb, men han trækker bare på skuldrende. Tak for hjælpen.


”Jeg kommer nu. ” siger jeg og vågner mere og mere, for hvert sekund der går. Det er ikke fordi der er gardiner i bussen. Jeg gnider mig i øjnene med knyttede hænder og kigger rundt i bussen. Til mit held er Maria, Lux og Marc allerede gået ud, så nu er det kun Joe, Lina, William, buschaufføren og jeg.


Joe og Maria rejser sig op og går hen til deres kufferter og lidt efter gør jeg det samme med vaklende ben. Jeg er en rigtigt Bambi på glatis. Jeg løfter kufferten og følger efter de andre ud af bussen. En masse skrigende piger, plus nogle få drenge som sikkert er blevet slæbt herhen på grund af deres kærester, står uden foran hotellet. Undrende løber jeg op på siden af William.


”Hvorfor bor One Direction på hotellet? Bor de ikke i London? ” spørger jeg forvirret og kigger hen på et skilt, hvor One Direction er skrevet med stort og nedenunder står deres navne. ”Det ved jeg ærlig talt ikke, jeg læste faktisk ikke den del af mailen der handlede om dem. Men se, nogle af dem er her også for jer og de andre hold. ” siger han og peger hen på et stort skilt hvor der står; On Fire – Catherine Lee, Angelina Red, Maria Smith, Lux Miller, Joe Michels & Marc Brooks.


”Hvordan kender de vores navne? ” jeg kigger overrasket rundt og ser omtrent fem skilte hvor der står vores holdnavn og vores fulde navne. Selvfølgelig ikke vores mellem navne, selvom det ikke er os alle der har et, da jeg ikke går ud fra, at det står et sted. Det er ikke fordi vi er direkte verdenskendte.


”Du lytter aldrig når det er jeg siger, at i er virkelig talentfulde og det ikke bare går blindt forbi alle folk. Der er virkelig mange der jer og ser skolens videoer af jer til stævner eller interviews, som i har lavet for sjov, på skolens kanal på Youtube. Jeg går da ud fra at i har brugt skolens Youtube kanal et par gange. ” han griner, fordi han godt har set de videoer som mest var for sjov, men der gik vi ikke ud fra, at det her nogle sinde ville ske.


”Jeg har hørt det hver eneste gang du har sagt det, men jeg troede ikke på det. Ikke før nu. ” mumler jeg, men er dog ikke sikker på at han hører det, eller jeg er ikke sikker indtil han griner lavt over min lille kommentar.


Jeg sakker lidt bagud, så jeg kommer til at gå sammen med Joe og Lina, der også fascineret ser rundt på alle skiltene og alle dem der er mødt op. Selvom over halvdelen af dem har gjort det for One Direction drengenes skyld og nogle af dem for de andre hold, er det stadig helt igennem fantastisk.


Glæden bobler i mig og jeg kan ikke tillade mig at være andet end taknemmelig. Det her er jo en del af min drøm og nu oplever jeg den del. Jeg kan ikke sætte ord på hvad jeg føler, tænker eller noget som helst. Jeg ønsker sådan at min far kan være her og være stolt af mig, støtte mig. Men det er kun ønsketænkning. Han er langt væk, men jeg har det også godt med mine venners støtte og at deres stolthed over mig. For jeg er mere end stolt af dem begge og bakker dem fuldt op.


”Det er utroligt. Det her er jo en del af en drøm der går i opfyldelse. ” jeg kigger på dem med store øjne og kan med det samme se, at de synes det samme. ”Du har ret. Det er… der findes ikke ord på hvad det er, ” griner Lina.


”Det er helt vildt, det har i ret i. Men på en eller anden måde føler jeg ikke at jeg fortjener at være her. Der er så mange andre her i landet, og de andre lande, der fortjener det langt mere end jeg. ” mumler Joe, imens han blik vender hen imod glas dørende og ud på alle de skrigende folk der holder skilte, både med One Direction, On Fire og mange af de andre hold.


”Hør her, begge to. Vi alle tre fortjener det her. Vi har drømt om det siden vi var små og nu skal vi lade den drøm gå i opfyldelse. Nu går vi op og giver den gas til den sidste træning, inden vi skal vise alle dem der kommer, hvad vi kan. Vi skal nyde det. Vi kan, vi vil og vi gør det. ” jeg kigger alvorligt på dem begge to og de ser taknemligt på mig, for at have beroliget dem.


Jeg kaster et blik ud på folkene igen. Nogle af dem har lavet flotte skilte til os, brugt tid på at lave dem til os. Jeg vil fuldføre det her. Jeg vil gøre det her, ikke for min mors skyld, ikke for min fars skyld, men for min egen skyld. Jeg skal vise alle hvad jeg kan, og hvad jeg vil. De skal kunne se det tydeligere, end en hval der ligger midt ude på vejen. Selvom det nok aldrig kommer til at ske.


I stedet for at kigge ud på alle de flotte skilte, hvilket jeg har gjort virkelig meget på den korte tid jeg har været her. Jeg kigger rundt i den formelle lobby. Har skolen virkelig brugt penge på dette, når vi ikke har så mange? De må virkelig tænke på os elever. Møblerne er i farven rød og så er der pæle op et par stedet. De er hvide og ligner marmor. Jeg kigger hen på William der er i gang med at gå nøglerne, det ser ud til at der er nogle få problemer.


Joe og Lina står og prøver at berolige hinanden. På vejen herhen virkede de meget rolige, men der var virkeligheden vidst heller ikke helt klar for dem. Nu er de meget, meget nervøse over at skulle optræde foran mange mennesker og et par talentspejdere. Det er meget stort og jeg er selv nervøs, men man kan vel sige at jeg kan sætte andres følelser frem for mine egne. Så før jeg kan berolige mig selv, vil jeg prøve at berolige de andre.


”Hør her, ” siger William højt og pludseligt. Vi alle vender os mod ham, han står med fire nøglekort i hånden som han vifter med. ”Det er sådan at i skal dele værelser, så Angelina og Catherine, Maria og Lux og sidst men ikke mindst Marc og Joe. ” han kaster en nøgle hen til Marc, en hen til Maria og en hen til mig.


Lige nu håber jeg ikke kun på at klare mig godt til konkurrencen, men jeg håber også at jeg får værelse ved siden af Joe og Marc og ikke Maria og Lux. Jeg vil vædde virkelig mange penge på, at de kommer til at larme til klokken lort om natten og hvine over et eller andet opslag på internettet. Det eneste sociale medie jeg har, er Twitter og jeg bruger det næsten aldrig. Jeg fokuserer mere på at danse, end på at stalke kendte på sociale medier.


”Vi mødes nede i kælderen, om tyve minutter, eftersom vi har fået lov af hotellet til at låne den i et par timer, til at træne. Så skynd jer at få pakket ud, skifte til noget i kan bevæge jer i og komme ned i kælderen. ” afslutter han. Vi nikker alle sammen og sammen med Lina, går vi op på fjerde etage, sammen med William. De andre har fået værelser på tredje etage.


Vi tager elevatoren op til etagen, da vi skal have energi til at træne i nogle timer. Et lille tone lyder og dørene åbner sig. Lina og jeg trækker direkte vores kufferter efter os, imens William kan løfte den. Er han slet ikke træt efter den lange bustur?


”Hvordan kommer træningen til at foregå? Husk nu, du må ikke presse os for hårdt, vi skal jo være klar til de næste to dage. ” jeg sender ham et kort smil, inden jeg vender tilbage til de grimasser jeg laver. ”Vil du ikke tage min kuffert? ” spørger jeg udmattet.


”Nej, du bør være i god nok form til at kunne holde en kuffert. ” griner William inden han taler videre. ”Jeg tænker vi starter med en freestyle dyst, hvor i bliver delt op i to hold. Så forbereder i jer også lidt til konkurrencen i morgen og i over morgen. Derefter tænker jeg at i skal vise alle jeres koreografier og når i ikke viser en koreografi, skal i kigge på de andre, deres metoder og hvilke fejl de begår. ” forklarer han.


Det ende øjeblik kigger jeg nikkende på ham og det næste øjeblik halvt ligger jeg og halvt sidder jeg på det bløde gulv, som egentlig er et tæppe, med min kuffert liggende vandret ved siden af mig. Jeg får nærmest en hånd i hovedet, som jeg tager imod. Jeg tager min kuffert op i hånden og smiler undskyldende til drengen, som ejer et par havblå øjne og blondt hår. Selvom man dog kan se de mørke rødder, hvilket betyder at han farver det.


”Det må du virkelig undskyld. Jeg skulle have set mig for. ” undskylder jeg og kigger lidt nærmere på han ansigt. Kort efter genkender jeg ham, han er en af One Direction drengene, ham fra Irland, tror jeg det var. ”Det er mig der undskylder. ” han smiler kort til mig, inden vi begge går videre.


”Hvor sødt! Du faldt direkte for ham. ” driller Lina mig, William griner og jeg ruller med øjnene. ”Nej. Vi gik ind i hinanden og jeg faldt. ” mumler jeg. Hun smiler et irriterende smil, som jeg så godt jeg kan, prøver at ignorerer.


”Vi ses om lidt. ” jeg vinker kort til William, da han standser op foran en dør. Lidt efter kommer vi til vores værelses dør og jeg låse hurtigt op.


Synet jeg møder, overrasker mig og jeg standser op. Det samme gør Lina. Der er tre ord der beskriver dette hotelværelse; Stort, hvidt og rent. Det er jo fantastisk dejligt. Jeg har altid tænkt over hvordan det hotel jeg skulle bo på, hvis min drøm ville gå i opfyldelse, hvilket den gjorde, ville se ud, men jeg havde aldrig forestillet mig dette. Hvid er en skøn farve og det er meget bedre end et lille, lumret hotelværelse med halvbrunt tapet på væggene.


Langsomt giver jeg slip på min kuffert, sparker skoene af mine fødder og tager nogle skridt ind. Det hele er et stort rum, bortset fra badeværelset selvfølgelig. Jeg får øje på sengen, det er en dobbelt seng. Grinende kigger jeg på Lina, der sikkert tænker det samme som mig, eftersom et stort, sjovt smil breder sig på hendes læber.


”Gad vide hvordan Joe og Marc reagerer? ” jeg peger grinende på sengen. De deler jo værelse og er langt fra de bedste venner. ”Præcis mine tanker. ” griner hun, inden hun løber over til den og hopper ned i den. ”Helle for venstre side. ” skriger hun højt.


Vi morer os imens vi pakker ud, tager træningstøj på og sætter vores hår, så det ikke kommer til at irriterer os mens vi træner. Smilende går vi ned ad hotelgangen – og jeg sørger for ikke at støde ind i flere drenge – og hen til elevatoren, som vi tager ned til kælderen. Vi er de første og fjoller lidt rundt indtil William og de andre kommer og ellers går vi i gang, træner indtil vi synes det er nok. Hele holdet spiser på hotellets restaurant og aftaler at i morgen vil vi finde en i byen. Derefter går vi op og slapper lidt af, taler sammen inden vi lægger os til at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...