Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46542Visninger
AA

6. Kapitel 5

Femte kapitel 


Min telefons ringetone breder sig i rummet og i starten tror jeg det er min alarm, men jo længere ringetonen lyder, jo mere vågen bliver jeg. I sidste øjeblik går det op for mig, at det faktisk er min ringetone og jeg griber hurtigt fat i min telefon og når lige at svarer inden den går på telefonsvareren.


”Hvem er det? Og hvorfor ringer du så tidligt? ” spørger jeg hæst. Jeg sætter mig op i sengen og gnider mig søvnigt i øjnene, hvorefter jeg slår dynen til siden og rejser mig op.


”Det er i dag! Det er i dag! ” skriger en stemme ind i mit hoved, som jeg hurtigt genkender som Linas stemme. ”For resten så er klokken ni og du har en halv time at gøre dig klar i, inden du skal mødes med mig ude foran dit hus, med en pakket kuffert til tre dage. ” forklarer hun i et mere roligt tonefald.


Jeg spærrer øjnene op og går ret så hurtigt hen til skabt, men beholder dog telefonen i min hånd og holder den op mod øret. ”Kommer bussen hjem forbi os eller holder den ved skolen? ” spørger jeg.


Med en hånd finder jeg et par hvide shorts og en sort tanktop frem. De har lovet meget varmt vejr i dag og jeg sidder ikke i en bus i flere timer med langebukser på. Det bliver bare for meget og en anelse for klamt, ifølge mig.


”William sagde de ville komme forbi vores hjem, fordi vi kun er seks, men hvis vi var flere skulle vi mødes på skolen. ” forklarer hun og man kan tydeligt hører hun sidder og spiser og taler med mad i munden. Det gør hun virkelig tit, hvilket irriterer mig virkelig meget. Jeg kan ikke klarer når andre taler med mad i munden eller smasker.


Jeg sætter min telefon på højtaler og ligger den på sengekanten imens jeg tager tøj på og Lina spiser videre. Jeg har ingen anelse om hvorfor vi stadig har hinanden i røret, imens vi gør vores basale morgenrutiner. Jeg starter med at tage undertøj på, selvfølgelig efter jeg har sikret mig at gardinerne er trukket for, og efter det tager jeg strømper på, shorts og sidst men ikke mindst min bluse.


Efter jeg har taget tøj på, går jeg ud på badeværelset, hvor jeg børster tænder og sætter mit hår op i en sjusket, løs knold. Jeg børster mine tænder og tager deodorant på. Jeg har aldrig brugt parfume, jeg kan bedre lide at bruge deodorant.


Ups… Jeg glemte tilfældigvis min telefon inde på sengen. I røret kan man hører hvordan hun bogstaveligt talt skriger og råber om jeg kan hører hende og om jeg overhovedet er der. Hurtigt halvløber jeg hen til telefonen og tager den op i min hånd, slår højtaler fra og tager den op til mit øre.


”Jeg er her nu, hvor lang tid har jeg tilbage? ” spørger jeg og går ned ad trapperne. Jeg starter med at går ud i køkkenet, men en højlydt snorken lyder inde fra stuen af. ”Syv minutter. ” siger Lina i røret, men egentlig hører jeg ikke efter.


Langsomt går jeg ind i stuen og ser min mor ligge på sofaen, med et tæppe over sig. De tomme flasker og glas flyder på sofabordet. Det mener hun ikke? Hun husker vel at i dag er den store dag? Uanset hvad regner jeg ikke med at hun kommer.


”Jeg bliver nød til at smutte, vi ses om lidt. ” mumler jeg og lægger hurtigt på. Jeg sukker tungt, lægger min telefon ned i lommen og begynder at bære glassene ud og stille den i køkkenvasken. Jeg tager en sort plasticpose og lægger forsigtigt flaskerne ned i den, så jeg ikke vækker hende. Derefter tager jeg den med ud i entreen og stiller den ved siden af hoveddøren.


Jeg går ud i køkkenet og river et stykke papir, af den ternede blok, der ligger oven på mikrobølge ovnen. Jeg skriver en hurtig besked til min mor, om at jeg er taget af sted, at jeg snart er hjemme igen og at hun skal ønske mig held og lykke, selvom hun helt klart glemmer det. Men det er der ikke meget jeg kan gøre ved, sådan er det.


Et højt dyt lyder ude fra vejen og jeg slår mig selv i hovedet, ikke hårdt men blidt. Selvfølgelig glemmer jeg tiden, fordi jeg bekymrer mig om min mor og rydder op efter hende. Heldigvis stillede jeg min kuffert i entreen i går aftes, derfor svinger jeg den sorte plasticpose over min skulder og hanker op i min kuffert. Døren er allerede låst op, fordi vi begge glemte at låse den i går aftes, så derfor åbner jeg døren med min albue og lukker den stille i efter mig. Jeg smider den sorte plasticpose ud i skraldespanden og går ud til bussen. Jeg går op af de får trin der er, når man skal ind i den og da jeg kommer ind, står William trippende, som om han har ventet i flere timer.


”Undskyld, William. ” mumler jeg flovt. Min arm begynder at dirre, på grund af kufferten, det er jo som om jeg har lagt en bowlingkugle i, hvilket jeg jo ikke har. ”Ingen undskyldning? ” han kigger spørgende på mig. Jeg ryster på hovedet. ”Ingen undskyldning. ” mumler jeg.


Han nikker anerkendende, han havde sikkert regnet med at jeg ville nævne tusinder af undskyldninger og skyde skylden på alle mulige andre, men sådan var det jo ikke? Min mor ville bare glemme at rydde op og jeg ville ikke have det godt i London, hvis jeg vidste at min mor, gik rundt i et hus, der flød med tomme flasker og glas.


Jeg går hen til Lina der sidder på et af de forreste pladser sammen med Joe. Jeg stiller min kuffert, der hvor de andres har stillet deres og sætter mig hen til Joe og Lina. Det er sæder der er placerede ligesom i et tog og er derfor to og to over for hinanden. Jeg sætter mig inderst, over for Joe, der sidder ved siden af Lina. 


”Undskyld Lina. ” mumler jeg. Vi havde trodsalt aftalt at mødes ude foran vores huse to minutter før. Bussen sætter i gang og Lina kigger op fra sin telefon, imens Joe stadig kigger ned i sin. ”Det er okay, det er jo ikke verdens undergang. ” hun sender mig et hurtigt smil, inden hun vender sit blik ned i telefonen igen.


Asociale venner jeg har mig.


*


Vi har kørt i halvanden time da Maria og Lux begynder at skrige helt vildt. Lina, Joe og jeg kigger irriteret ned bagerst i bussen, hvor de tre andre har valgt at sætte sig. Deres skrig er virkelig tøsede og det er ikke kønt at hører på.


”Hvad sker der? ” spørger jeg Lina og Joe, som hurtigt trækker på skuldrende. Selvfølgelig ved de ikke hvorfor de skriger, hvor fra skulle de overhovedet vide det? ”Det ved jeg virkelig ikke, men for min skyld må de gerne klappe i. ” hun hæver stemmen for hvert ord hun siger og til sidst bliver det også for meget for William der rejser sig op.


”Stop med at skrige. ” siger han hårdt og kigger seriøst på dem. ”Hvorfor skriger i overhovedet? ” spørger han og ser lidt utilpas ud. Jeg håber ikke han er ved at blive syg, han skal jo være vores træner igennem det her stævne. Men på den anden side så skal han heller ikke træne os hvis han er syg, af to grunde; Han skulle nødigt smitte nogle af os og den anden grund er, at hvis han er syg, så er han syg og så skal han slappe af, så han kan få det bedre.


”One Direction kommer til at være tilskuere til stævnet. Det er ikke til at fatte, de er fantastiske. ” hviner Maria og Lux i munden på hinanden. William ser ud til at have vidst det længe, jeg forstår godt hvis han ved hvem de er, for han er forholdsvis ung, af en lærer at være. Jeg tror der er omkring fem års forskel mellem William og jeg.


Jeg ved også godt hvem One Direction er, men det er ikke sådan jeg render rundt og dør over deres udseende og at de kommer til et danse stævne. Der har været mange af dem og så er dette pludselig dobbelt så specielt, som det i for vejen var, fordi fire kendte drenge der kan optræde på en scene og synge? Det betyder ærlig talt ikke det store for mig, for jeg vil koncentrerer mig om at danse og klarer mig godt, så jeg kan få sikret mig en plads på den gode nye skole, der starter op og jeg kan kun håbe på at vi alle tre kommer ind på skolen.


Sukkende læner jeg mig tilbage i sædet, hvis de, de næste to timer skal sidde og være oppe at køre over fire drenge, så får jeg seriøst brug for et par ørepropper, som jeg selvfølgelig ikke har taget med. Jeg burde have tænkt mig om, jeg sidder jo i en bus med Maria, som til tider – altid – kan være meget provokerende, så derfor ville det have været nyttigt med et par ørepropper.


I stedet har jeg mine elskede høretelefoner med som selvfølgelig ligger i bunden af min kuffert. Jeg skal have gravet dem op inden i morgen, så jeg kan hører musik hvis jeg begynder at få nervøse sammenbrud i morgen. Det kan godt være at metoden med afløbsrøret virker på mig, men hvis det bliver virkelig pressende, er det kun musik der hjælper. Marc sidder med hovedet begravet i sin telefon, Maria og Lux sidder og hviner over One Direction kommer til stævnet og Lina og Joe sidder med høretelefoner i og hører musik.


Ensom og alene.
Måske ikke helt.


”William, kommer vi til at bo på et hotel? ” spørger jeg ham og rækker mig lidt henover det tomme sæde ved siden af mig, så han kan hører mig. Han sidder på sæderne på den anden side af den smalle gang, eller hvad man nu end kan kalde den.


”Ja og i skal træne lidt når vi kommer derhen. Eller jeg ved ikke om man kan kalde det træning, men i skal øve jeres koreografier igennem og det kommer nok til at tage lidt længere tid med dig og Angelina. I har jo tre og de andre har kun to. ” forklarer han og jeg nikker forstående. Jeg føler også jeg er ved at glemme koreografierne.


Hvad nu hvis jeg glemmer dem, når jeg står ude på gulvet? Jeg mærker hvordan dårlige nerver begynder at gå mig på. Jeg tager en dyb indånding og prøver at tænke på, at det er et normalt stævne, præcis ligesom de andre. Men det ved jeg godt det ikke er. Der kommer talentspejdere, som skal bedømme om jeg er god nok, til at komme på den nye skole i centrum af London.


Jeg prøver at berolige mig selv og forestiller mig alle de dårlige følelser, løbe ned igennem et afløbsrør. Det hjælper en lille smule på nerverne. Jeg kigger ud af vinduet og ser på landskaberne der glider forbi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...