Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46764Visninger
AA

24. Kapitel 23

Treogtyvende kapitel


”Jeg er virkelig nervøs, hvad nu hvis jeg gør mig selv til grin, foran dem alle? ” Camilla kigger nervøst på mig og jeg lægger min ene hånd på hendes skulder.


”Nu har jeg ikke set dig danse, men du er her for en grund. Hvorfor vælge dig hvis du ikke er på vores niveau? Camilla, du skal nok klarer det her. ” jeg smiler roligt til hende og tøver inden jeg siger den næste sætning. Den sætning der ligger ret så uvant i min mund. ”Du har viljen. Den vilje der har bragt dig hertil. ” jeg klemmer kort hendes skulder og sender hende et smil, inden jeg vender ryggen til hende og kigger rundt.


Jeg lader blikket glide henover tilskuerpladserne og de forskellige ansigter, flere gange inden jeg stopper med det. Hvad nytter det? Hun er her ikke. Og jeg løj. Mine forventninger var meget høje, og nu kommer vi til den sande del; Jeg er skuffet. Meget skuffet. Her er ingen velkendte ansigter der støtter mig og er glade på mine vegne – ud over William.


”Camilla Winters. ” idet navnet bliver nævnt, går det op for mig hvem hun er. Jeg har hørt det navn mange gange før og jeg fatter ikke hvorfor hun ser op til mig. Det er hende der er danse gudinden her, hendes chancer er virkelig høje. Jeg har set nogle videoer af hende, som Lina har vist mig og hun er direkte fantastisk.


Hun går ud og stiller sig midt på gulvet, musikken går i gang og hendes bevægelser begynder. Som jeg tænkte for to sekunder siden; Hun er fantastisk og det er som om at jeg ser mine chancer falde til gulvet. Hun klarer sig perfekt, uden fejl og hendes slutposition er også perfekt.


Denne gang skal vi ikke danse begge dage, kun en af dagene og det er det vi har fokuseret mest på. Så jeg skal danse Hip Hop, og så vidt jeg ved vil Maria prøve noget nyt og skal vise en Disco koreografi i dag. Camilla har lige danset Disco, hvilket åbnebart er det hun har fokuseret mest på. Camilla kommer op og sætter sig ned ved siden af mig.


”Du fortalte mig ikke dit fulde navn. Jeg ved jo godt hvem du er og du har lige klaret det perfekt. ” jeg smiler til hende og hun trækker på skuldrende. ”Du fortalte jo heller ikke dit efternavn. ” griner hun.


”Jeg fik ikke chancen. ” siger jeg.


Et skilt fanger min opmærksomhed og det samme gør personen der holder det. Den person som jeg ikke har set i tre måneder og som jeg troede lå fuld på sofaen. Min mor. Overrasket rejser jeg mig op og går direkte over til hende. Da jeg kommer tættere på kan jeg sagtens se, at der ikke er meget der har forandret sig. Hun har sorte rander under øjnene, hendes hår er uglet og man kan se en flaske bule ud fra hendes jakkelomme. Sig det er løgn, hun tager en lommelærke med til mit stævne. Jeg ønsker en ædru mor, som støtter mig, tror på mig og er til stede. Tager sig af mig. Hun var der ikke for mig da jeg skadede min fod, missede min chance og ikke kunne danse i en måned. Gud, hvor er hun ussel.


”Hvorfor er du her? Jeg ønskede min ædru mor skulle komme, støtte mig, være glad på mine vegne og se min udvikling. I stedet kommer du og ser… sådan der ud. ” min stemme knækker over og tårerne samler sig i mine øjne.

 

”Men jeg forlangte nok for meget. Den mor jeg elskede er nu død for mig. ” jeg føler jeg skal kaste op idet jeg siger sætningen og det overrasker mig. Jeg er jo blevet det rene monster.


”Søde skat, jeg er så ked af det- ”


”Nej, det er lige præcis det du ikke er. Jeg kender dig ikke længere. ” mumler jeg og mærker hvordan mine stemmebånd kæmper for at holde, og ikke knække mit over. Hvordan jeg prøver at holde tårerne tilbage, som presser og presser og presser. Hvordan mit hjerte banker hårdt og truer med at hoppe ud af brystet på mig, men følelserne holder det tilbage. Som et tykt, tykt spindelvæv, der har lagt sig over det.


Jeg kender ikke mig længere.


Jeg forstår godt hvorfor Lina er blevet over for mig, som hun er blevet.


Jeg er virkelig ikke mig.


”Min lille pige, din far. ” en tårer løber ned over min mors kind og det er som om at verden rundt omkring mig går i stå. ”Min far? ” spørger jeg uden en vred undertone, eller et irriteret blik i mine øjne.


”Din far er død. ”


Verden går i gang igen, men alle menneskerne omkring mig bliver slørede klumper, lydende omkring mig bliver en utydelig hvisken og jeg kan tydeligt hører mit hjerte slå i brystet på mig. En klump, kæmper sig langsomt op igennem min hals og jeg står stivnet på stedet. Selv min mor bliv en utydelig, sløret, klump og jeg kan kun fokuserer på den lyd, mit hjerte siger.


Det var derfor, han ikke ringede. Det var derfor han ikke var online på Skype. Det var derfor han ikke tog imod mine opkald. Det var derfor han ikke svarede på de breve jeg sendte ham. Det var derfor han ikke sendte et brev. Det var derfor jeg ikke hørte fra ham. Det er fordi han er død.


Stædigt ryster jeg på hovedet og tvinger tårerne tilbage, blinker let med øjnene og alt omkring mig bliver tydeligt igen, selv lydende. Min mors øjne er helt røde og tårerne spurter ned over hendes kinder. Men pludselig er det som om, at der ikke er flere tårer tilbage inde i mig. Det er som om at der ikke findes en dråbe vand inde i mig. Jeg føler ingenting. Virkelig ingenting.


”Så er begge mine forældre vel døde. ” ordende forlader min mund og mine tomme øjne stirrer direkte ind i min mors. Jeg ryster på hovedet, vender mig om og går tilbage til min plads. Camilla kigger spørgende på mig, men jeg svarer hende ikke, jeg stirrer bare på mine hænder.


Da jeg endelig kigger op, kigger jeg hen på min mor, der sender et kort blik op mod mig, inden hun vender sig om og forsvinder hen imod udgangen. Hun kan tage væk, og aldrig vise sig for mig igen. Det eneste jeg vil se, når jeg ser på hende, er svigt. Ren og skær svigt, der har fulgt mig i den tid min far var væk, i den tid jeg ikke vidste hvordan han havde det. Men nu ved jeg hvordan han har det. Han har fundet freden i døden og døde for sit land. Han døde ikke for mig, men for sit land der åbenbart betød mere for ham, end jeg gjorde.


”Jeg tror du skal gå ned til William. Det er dig lige om lidt. ” mumler Camilla og sender mig et smil, som ønsker mig det bedste. Jeg prøver at gengælde det, men det fejler helt og bliver til en grimasse. Jeg kigger ned på William der står ved trappen op til vores plads. Jeg rejser mig op og går langsomt derned.


Da jeg kommer derned lægger William en hånd på min ene skulder og hans anden hånd på min anden skulder. Han øjne er fyldt med glæde og kigger direkte ind i mine der er tomme. Ingen følelser, for hvad nytter det?


”Sidst du dansede foran publikum, vred du om, skadede du din fod og du gik glip af din store chance. Du har været så heldig at få en ny chance og nu skal du gå derud, glemme at tænke på fremtiden og tænke at du skal skinne som den stjerne du er. Hvis du kan, fordi du har det i dig og hvis viljen som du har bygget op og brugt til at nå hertil.

 

Fortæl den velkendte historie og fortryl alle som du plejer. ” han prøver at få mig til at gøre det bedste, men hvorfor skal jeg have hjælp til det? I al den tid han har været min træner, min lærer, har han hjulpet mig med at gøre mit bedste. Nu skal jeg gøre mit bedste og stå på egne ben.


”Jeg har ikke brug for hjælp til at gøre mit bedste. Ikke længere. ” mumler jeg.


”Desuden fortæller jeg ikke historien om den ensomme blomst. Der er kommet en ny historie på banen. Mit liv. ” jeg vrider mig så hans hænder falder ned om siderne på ham og han kigger bekymret på mig.


Jeg undviger hans blik og kigger op på tilskuerne. Mit blik får øje på seks velkendte personer. Lina. Joe. Harry. Niall. Liam. Louis. De holder et banner op i luften, men jeg kigger tomt på det uden at læse det. Jeg har ikke lyst til at læse det. Endelig glider en tårer ned over min kind.


”Catherine Lee. ”


Beslutsomt går jeg ind på gulvet og stiller mig klar. Musikken begynder. Jeg begynder.


Imens jeg danser tænke jeg på nogle af de gode øjeblikke jeg har haft.


Dengang jeg for første gang trådte ind i et danselokale. Jeg var fem år og havde rottehaler i. Imens jeg dansede sad min mor og far smilende og kigger på. Pludselig faldt jeg over mine egne ben, men jeg rejste mig op og dansede videre. For allerede der viste viljen sig.


Dengang jeg var tretten år og jeg sad nede ved søen, fordi Lina og jeg lige havde haft et lille skænderi. Lina kom ned til mig, med en pose chips og der sad vi. Spiste chips, snakkede, fortalte jokes, grinte og sprøjtede vand efter hinanden, fordi det var sommer og meget varmt.


Dengang, for få måneder siden, hvor jeg fik at vide at jeg fik en fantastisk chance, jeg tog til London sammen med mine to fantastiske venner, flyttede ind i en lejlighed med dem og fik nogle nye fantastiske venner og en fantastisk kæreste. Som rent faktisk støttede mig hele vejen og troede på mig, selv om der var nogle små bump på vejen. Men det sker jo.


Men ind imellem alle de gode minder, sniger der sig et trist ind. Et der får alt glæden til at blande sig med noget trist, som får en dyb og skarp smerte til at brede sig inde i mig. Men jeg danser videre, for det triste skal ikke ødelægge min chance.


Da jeg fik at vide at min far var død, af min halvfulde mor, som dukkede op uden at have tænkt sig at støtte mig, være glad på mine vegne, eller tro på mig. Dukkede kun op med et skilt, fordi hun ville virke som den perfekte mor. Men da hun fortalte det til mig, at min far er død, så var der en gennemsigtigt mur der gik i stykker inde i mig, den mur der havde holdt mig tilbage. Han døde for sit land. Han tænkte sikkert ikke på mig. I al den tid han var af sted ringede han knapt og da han døde, kendte jeg ham ikke. Jeg kender ham ikke. Jeg kender heller ikke min mor. For mig er de begge døde. Måske troede de aldrig på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...