Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46599Visninger
AA

23. Kapitel 22

Toogtyvende kapitel


Lufthavnen vrimler med mennesker og lige nu leder jeg efter den gate, hvor jeg skal tjekke mig ind. De to sidste måneder har været fyldt med hård træning, med kun få dage uden træning. Men jeg havde jo også været væk i en måned og havde sikkert glemt koreografierne, hvis ikke at jeg havde visualiseret dem. Hvilket jeg var så heldig, at have gjort.


Lina er stadig lidt tøsefornærmet, men vi taler i det mindste lidt sammen og Joe er ikke jaloux, bange eller hvad han nu end var. Men de valgte begge at takke nej til tilbuddet, så jeg har sendt de to billetter til min mor og skrevet at hun gerne må skille sig af med den ene – hvilket var for hårdt for mig, eftersom det minder mig om at de ikke vil se mig tage min anden chance – og hun er velkommen til at bruge den anden, så hun kan se mig danse.


Men jeg har ikke for høje forventninger, for jeg vil ikke blive alt for skuffet.


Efter yderligere fem minutter finder jeg endelig gaten og den lille gruppe af de andre fra England, jeg skal konkurrere mod i Italien. Jeg kigger rundt men kan ikke finde William. Han tager nok et andet fly. Jeg sætter mig ned ved siden af en pige med mørkeblondt hår og mørkebrune øjne.


”Hej, jeg er Camilla. ” hun smiler til mig og jeg gengælder det. Hvem siger jeg ikke kan komme godt ud af det, med dem jeg skal konkurrere mod? Jeg konkurede jo også mod Joe og Lina og det er jo mine bedste venner. Eller ikke lige i øjeblikket. Men alt skal nok blive normalt igen. Vi skal bare igennem alt det her og når vi alle går på skolen sammen, bliver det hele som det var før. Eller det er i hvert fald det jeg håber på.


”Jeg er Catherine. ” jeg sætter mig taske ned på gulvet foran mig og hun gisper. Undrende kigger jeg op på hende. ”Du er Catherine Lee! Hvorfor så jeg ikke det med det samme, du er helt fantastisk. ” hun sukker og kigger længelsfuldt på mig.


Et smil breder sig på mine læber og jeg prøver diskret at skjule det, men det går ikke helt så godt og det ender med et meget akavet smil. Jeg vidste ikke at andre dansere, som sikkert selv er på mit niveau, tænkte det om mig. Jeg troede de tænkte at de ville være bedre end mig og en masse andre. Jeg vidste ikke at nogle tænkte direkte på mig og ikke en flok, hvor jeg er inde midt i den og ikke kan ses.


”Tak, jeg er sikker på at du også er meget talentfuld, ” siger jeg og mit akavede smil, bliver til et skævt smil. De begynder at sende folk ind på flyet, men Camilla og jeg bliver siddende lidt og snakker. Da der kun er tre tilbage, plus Camilla og jeg, stiller vi os bag dem. Uheldigvis skal vi ikke sidde ved siden af hinanden. To rækker fra hinanden.
Heldet når altid at vende.


*


Flyet er landet, taxierne har hentet os og hotellet er få meter væk. Taxien jeg sidder i, alene, bremser hårdt foran hotellet og jeg kigger ud på det. Det er langt større end det i London. Jeg stikker hånden ned i min taske, hiver min pung op og finder nogle sedler.


”Miss, der er allerede betalt. ” han italienske accent flyder ud sammen med ordende og jeg bliver straks fascineret af den. Italien har altid været et land, på min top fem liste, over lande jeg ville besøge og nu er jeg her.


”Jeg insisterer. ” siger jeg og rækker sedlerne frem mod ham. Han smiler taknemligt og tager imod pengene. Jeg åbner døren, træder ud med min taske i hånden og lukker døren i efter mig. Taxien kører og en anden kører ind bag mig. Jeg går et par skridt væk, vender mig om og kigger på personen der kommer ud af taxien.


Camilla.


Hun har en lille kuffert i den ene hånd, som åbenbart vejer meget, og en sportstaske i den anden, der vejer lige så meget. Eller, det er bare et gæt. ”Skal jeg hjælpe dig? ” spørger jeg og forskrækket kigger hun op. Et kort grin slipper ud af min mund og jeg rækker hånden frem for at tage imod hendes kuffert.


”Tak, ” hun smækker døren i efter sig og taxien kører. ”Ingen årsag. ” side om side går vi ind ad glasdøren og træder ind i en kølig lobby. Luften kommer fra airconditions der sidder mellem loftet og væggen. På øverste kant af væggene, er en lettere måde at sige det på.


Jeg kigger mig rundt og her er meget stort. Større en hotellet i London, som også var meget stort. Det er overraskende at de vil betale så meget for at vi skal være her i to dage. Jeg kunne godt have nøjes med et mindre hotel, der nok ikke koster lige så meget, men alligevel er det også rart at man ikke selv skal betale for at være her og de sørger for at vi har det godt. Selvom det er et krav og ikke noget de selv vælger, gør det alligevel en lidt glad.


En bestem person fanger min opmærksomhed. Det blonde hår er blevet lidt kortere. Han står og snakker med receptionisten og får lidt efter et par kort stukket i hånden. Han giver halvdelen til en høj, slank kvinde, med langt mørkebrunt hår og isnende blå øjne, der giver en kuldegysninger. Eller så er det aircondition-en.


Jeg sætter begejstret farten op og kort tid efter står jeg foran William, det vil sige tre meter fra ham, med Camilla ved min side. Men det er det tætteste jeg har været på ham i godt og vel tre måneder. Men det er klart, han er ikke min træner og/eller lærer længere, så ser jeg ham heller ikke seks dage om ugen.


”Hej William. ” han kigger op og et svagt smil breder sig på hans læber. Han lægger kortene på skranken og trækker mig ind i et kort kram. ”Hej Catherine. Det er så langt tid siden, jeg glæder mig til at se om du er blevet bedre. ” griner han og trækker sig fra mig kort tid efter.


”Det tror jeg næppe. ” jeg trækker smilende på skuldrende og ryster på hovedet.


”Det får vi at se. ” han tager kortene igen. ”Du deler værelse med Maria og Camilla. Her er ret booket, så jeg håber det er okay med dig? ” han kigger spørgende på mig selv om jeg rent faktisk, intet valg har. Det er sådan det er.


Men er han seriøst når han siger Maria? Jeg troede han kendte til vores lille… uvenskab, eller hvad man nu end kan kalde det. Det her kommer ikke til at gå godt, især ikke hvis jeg skal til at forklarer det til Camilla og hun føler sig tvunget til at vælge en side. Det kommer slet ikke til at gå godt og hvis jeg har ret, vil Maria prøve at ødelægge det for mig. Som for eksempel ved at prøve, at psyke mig.


”Fantastisk, ” siger jeg sarkastisk og smiler stort og falskt. William ser ikke ud til at lægge mærke til min sarkasme eller det falske ved mit smil og aflevere derfor kortet til mig, inden han går hen til en dreng og fortæller hvem han skal dele værelse med. Jeg håber for drengen, der ikke ser ud til at være mere end atten, at han idet mindste ikke skal dele værelse med en han ikke bryder sig helt så meget om.


Det tager mig et par minutter, at få mig taget sammen inden jeg vender mig om mod Camilla og åbner munden for at bringe de dårlige nyheder – de er dårlige fra min side af. Jeg forstår ikke engang hvorfor Maria er her, hun skadede ikke sin fod, eller fik slet ikke noget at vide om det første stævne, ligesom Camilla.


Det talte vi også lidt om.


Hendes inspektør havde fået det at vide, men undlod at fortælle nogen som helst om det, fordi han ikke ville miste de bedste på hans skole. Så lige efter stævnet fandt de ud af det, han blev fyret og et par fra hendes skole fik deres anden chance, fordi de gik glip af deres første.


”Vi to skal dele værelse sammen med Maria. ” forklarer jeg og idet jeg nævner Marias navn, gå glasdørene op og ind kommer Maria, med sin lyserøde sportstaske som enten er ny, eller blevet købt for noget tid siden, men ikke er blevet vist på skolen, men eftersom det er usædvanligt, hælder jeg mere til det første. Hver gang hun får noget nyt, skal alle se det med det samme.


”Maria Smith? ” udbryder hun og jeg nikker halvgrinende. ”Hvorfor kan du vores navne? ” spørger jeg efter lidt tid.
”Alle fra On Fire er fantastiske, men nu hvor On Fire ikke findes længere, må jeg vel hellere sige alle jeres navne. ” griner hun. ”Men det skal jeg nok lade være med. ” forsikrer hun mig om, idet Maria stemme skærer igennem luften og hun træder op ved siden af Camilla.


”On Fire var ikke fantastisk, jeg var fantastisk. ” siger hun snobbet og kigger på mig. ”Vi tre skal vidst dele værelse. Jeg skal først ud på badeværelset om morgenen og have den bedste seng. Taler jeg ikke sandt, Callie? ” hun kigger nedværdigt på mig.


Jeg ignorerer hende og sætter kurs mod elevatoren, med Camilla i hældende. Hun kender udmærket godt mit navn, hun gør det kun for at provokere mig. Det vil jeg ikke lade ske. Jeg tager en dyb indånding og elevatorens døre går op. Camilla og jeg træder ind, side om side og jeg trykker på tallet tre, eftersom det er på tredje etage vores værelse befinder sig.


”Hvad mente hun med Callie? ” spørger Camilla, idet vi træder ud fra elevatoren. Døren lukker i og vi begynder at gå ned gennem gangen. ”Hun mente det for sjov. ” jeg smiler kort for at virke oprigtigt, men ikke engang jeg overbeviser mig selv.


I tavshed når vi ned til enden af gangen, jeg låser døren op og stiller min taske og hendes kuffert, lige idet vi kommer ind. Her er entreen et lille rum, med en dør ind til et værelse med en enkeltseng og en dobbeltseng – som vi bare kan lave til to enkeltsenge – der er et badeværelse, som man kan komme ud til hvis man går igennem værelset. Den anden dør ude i entreen, fører ind i et rum hvor der både er en stue og et køkken, med et spisebord, til fire. Det hele er i lyse farver, hvilket får det til at virke meget større, end det egentlig er.


”Her er fantastisk, men vi deler dobbeltsengen, så det bliver til to enkeltsenge. ” siger Camilla da vi har været det hele rundt. Jeg nikker mig enig, smider mig i sofaen, lukker øjnene i og ser mine koreografier for mig.


”Hvad har hun gang i? ” lyder en skinger stemme og irriteret slår jeg øjnene op og kigger hen på Maria. ”Visualiserer, ” siger jeg kort og sætter mig op. Camilla står med armene over kors og skuler til Maria. Hun har vidst ikke gjort det bedste indtryk på Camilla, det er tydeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...