Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46739Visninger
AA

22. Kapitel 21

Enogtyvende kapitel  


Jeg kigger smilende ned på min fod og laver nogle små bevægelser med den. Det er jo perfekt. Den gør ikke ondt længere. Om ikke så snart kan jeg danse igen. Der er gået en måned, så nu kan og må der højst gå en måned. Det var i hvert fald det lægen fortalte, så nu må jeg bare håbe at han talte sandt og jeg snart kan komme i gang igen.
Lige nu er jeg helt alene hjemme. Lina og Joe er i skole, den startede – for dem – for omkring to uger siden. Mine andre venner som jeg fik på den gamle skole, er også i skole og de fleste af dem er ikke i London. Harry og drengene arbejder og gør vidst klar til en koncert, eller indspiller. Jeg har ikke helt så styr på det.


Efter der nu er gået fjorten dage, to uger, hvor jeg har været rastløs herhjemme, så er jeg efterhånden ved at være løbet tør for idéer til, hvad jeg kan lave. Derfor går jeg som sagt, rastløs herhjemme og keder mig, ret så meget.
Døren går op ude i entreen og jeg hopper op fra sengen, og lander perfekt på mine fødder, og halvløber ud i entreen, hvor Lina og Joe er i gang med at tage skoene af. Det er først da Lina har begge sine sko af og kigger op, at hun opdager mig. I starten kigger hun tænkende på mig, inden hun åbner munden.


”Hent din computer, der er noget du skal se. ” det er det eneste hun siger, inden hun går ind i stuen. Undrende kigger jeg på Joe der følger efter hende, hvad er der med dem? De virker sure på mig, men jeg forstår ikke lige hvad jeg har gjort. Jeg tænker sikkert bare for meget over det, det er måske slet ingenting og betyder intet.


Jeg ryster på hovedet for mig selv og begynder at gå ind mod mit værelse. Jeg kigger rundt og får øje på min computer, der står oppe i hjørnet af mit skrivebord. Jeg tager den under armen og går ned i stuen, hvor jeg stiller computeren på sofabordet og sætter mig ned mellem Joe og Lina. Jeg kigger først på Lina og derefter på Joe, hvorefter jeg tænder min computer og lader den starte op.


”Hvad er det jeg skal se? ” spørger jeg og kigger på Lina. Hun svarer mig ikke men rykker computeren lidt længere hen imod hende og går ind på min mail. Hun scroller ned over de nyeste mails og finder en, som jeg interesseret kigger på. Den er fra William. Jeg skal lige til at sige noget, men vælger at lade være og lukker munden i igen. Jeg begynder at læse.


Catherine Lee.


Som du husker, skadede du din fod, da du var så tæt på din store chance. Din drøm. Det var meningen at du skulle skinne, som de stjerne du var og stadig er. Det er vigtigt du husker på, at du ikke har mistet dansen for evigt. Snart, meget snart, vil du begynde at træne igen og det er på grund af dette;
Om to måneder, vil du få din anden, dog din sidste chance. Om to måneder kommer der til at være et stævne i Italien. Nogle af de talentspejdere der bedømte jer i London, vil også vise sig der. Jeg sender dig tre fly billetter. Så håber jeg du vil skinne, som den stjerne du er. Vise at du er en af de bedste i England.
Men husk, det er dit eget valg. Du bestemmer selv om du tager afsted. Du bestemmer selv hvad du vil gøre med fly billetterne. Hvis du vælger at tage til Italien og deltage, send mig en mail inden for de næste få dage, så jeg kan skrive at du kommer til at være der, sammen med få andre englændere. Du og de få andre, vil kæmpe om den ene plads på skolen, som dine venner Angelina og Joe går på.


Jeg kommer også til at være der. Hver gang du ser på mig, skal du huske, at du er en født stjerne, der bare venter på at skinne. Det er meningen at du skal skinne og vise du er en af de bedste. Lov mig det.


William.


Et smil breder sig om mine læber og jeg kan ikke få det af. Jeg får en chance, jeg får virkelig en chance. Godt nok en anden chance, men jeg får den. Retfærdighed findes, selvom det først lige er gået op for mig, så kan jeg tydeligt se det. Jeg får virkelig min anden chance.


”Vil i med? Der er trods alt tre billetter, ” jeg kigger smilende på Lina og derefter på Joe. De begge sidder og stirrer stift ud i luften, men Joe sender mig et kort smil og skal til at nikke, men hans nik bliver afbrudt af Linas stemme som skærer gennem luften, som et lyn.


”Hvorfor tager du ikke Harry og Niall med? ” spørger hun mig irriteret om.


Jeg kigger måbende på hende, åbner munden og skal til at sige noget, men ingen ord kommer ud. Undrende kigger jeg længe på Lina inden jeg kigger på Joe. Jeg forstår det ikke. Bør de ikke være glade på mine vegne? Er det ikke meningen at de skal være glade på mine vegne, ligesom jeg er på deres, selvom jeg missede min chance, skadede min fod og gjorde så jeg ikke kunne danse i en evighed? Bør de ikke støtte mig, som jeg støtter dem, selvom alt det skete?


”Du tror ikke på mig. I tror ikke på mig. Fordi jeg skadede min fod, og ikke har danset i lang tid. Fordi jeg er lidt ustabil. I tror ikke på mig. Har jeg ret? ” jeg hæver stemmen lidt go rejser mig brat om og går et godt stykke væk fra sofaen, inden jeg vender mig om mod dem. Jeg kan ikke tro det. De tror ikke på mig.


”Det er ikke sådan, Cat. Du har misforstået noget. ” forsikrer Joe mig om og jeg kigger spørgende på mig, men han undviger mit blik.


Tænkende kigger jeg ned i jorden og kan ikke lige komme i tanke om hvorfor de ellers er så kolde over for mig. Hvorfor de nærmest lukker mig ude og ikke vil tage med og se mig tage min anden chance. Hvis de ikke tror på mig, hvad er det så der er galt. Hvorfor er de så sure på mig? Eller irriterede? Eller hvad de nu end er?


”Hvad er… ” jeg stopper mig selv og kigger op da det går op for mig. ”I er jaloux, over det William skrev. Men jeg er enig. Nu er det min tur til at skinne. Men i er ikke kun jaloux, i er også bange. Bange for at jeg vender stærkt tilbage og bliver langt bedre end jer. ” overrasket kigger jeg på dem og deres ansigtsudtryk bliver skyldige. Jeg har ret. Men det er jo ikke min skyld, at de har det sådan, så hvorfor skal det gå ud over mig?


Lina kigger vredt på mig og det forskrækker mig ærlig talt lidt. Sådan har hun aldrig set på mig før. Det får mig også til at træde et par skridt tilbage.


”Nej. Jeg er bange for at du er ved at forvandle dig til en lille utaknemmelig, forkælet og egoist pige. ” hvæser Lina. Med store øjne kigger jeg på hende. Sådan har hun aldrig talt til mig før. Jeg åbner munden og lukker den i igen.
En vrede vælter op inde i mig og på få sekunder farer tusinder af tanker gennem mit hoved og en smerte finder sted i min mave. Jeg har aldrig skændtes med hende sådan her, hun har aldrig set på mig som om hun afskyr mig, som om hun ikke kan fordrage mig og hun har heller aldrig talt til mig på denne måde.


”Jeg er ked af at du ser på mig på den måde, men det har heller ikke været helt let. Her de sidste par måneder har det været så svært, at jeg har gået og været udmattet både fysisk og psykisk konstant. Det er ikke let at føle at man har mistet alt, når man har brugt det meste af ens barndom på en sport og så skade sin fod og tabe sin chance. Det er ikke let ikke at udtrykke sine følelser, når man kun kan det igennem dansen. Forstår du at det er mit liv? Det er heller ikke let at have en far der er i krig, et sted som man ikke ved hvor er. Det er ikke let at han aldrig ringer og ikke ved hvordan han har det. Og så er der min mor, der tager ansvar som en fucking fem årig. Hun drikker konstant, lige så snart hun kan det og er aldrig til stede. Hun er der aldrig for mig. Er det for meget at forlange, når jeg kun ønsker støtte og glæde på mine vegne? Er det egoist af mig? ” tårerne er begyndt at trille ned over mine kinder, da jeg for første gang siger alle disse ting, som jeg har holdt inde i så lang tid, højt. ”Jeg er ikke okay med at min far ikke er her. Overhovedet ikke. ” mumler jeg hæst og et hulk undslipper min mund.


Hele min krop ryster og jeg ryster ligegyldigt på hovedet og kigger kort ned i gulvet, inden jeg slår blikke op og kigger på dem med et stift blik.


”Men det er lige meget. Det hele er… lige meget. ” mumler jeg, drejer om på hælen, går ind på mit værelse og lukker døren i efter mig. Alt er bare lige meget.


Jeg sætter mig op ad døren, i tilfælde af at nogle skulle prøve at komme ind. Det har jeg ikke lyst til. Jeg sætter tårerne fri, prøver ikke længere at holde dem tilbage. De baner sig vej ned over mine kinder. Ustandselige. Almægtige. Jeg trækker benene op under mig og lægger armene om mine ben og maser dem nærmest ind til mig og lader tårerne dryppe ned på stoffet ved knæene og gennembløde det.


Måske bør jeg bare droppe dette. At prøve at komme ind på den bedste danseskole i England, generelt at danse. Det er udmattende. Jeg kunne tage en uddannelse, få en karriere. Så ville det nok være lidt mere overskueligt at vente på at min far ringer, eller hospitalet som fortælle at min mor er i behandling – hvilket nok ikke lige kommer til at ske inden for den nærmeste fremtid – i stedet for at jeg går rundt og bekymrer mig om min fod.


Men hvis jeg giver op, så har jeg også givet min barndom og mine teenage år op. Det er ikke noget man bare giver op. Jeg har givet seksten år, af mit liv til dansen. Jeg vil vise at jeg er værdig til at komme ind på den skole. At jeg kan. At jeg vil. At jeg har viljen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...