Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46541Visninger
AA

21. Kapitel 20

Tyvende kapitel 


”…Og derefter fem minutters planke. Det lyder vel let nok. ” Lina trækker på skuldrende og lægger blokken fra sig. Hun har lige læst vores syv meter lange, styrketræningsskema op. Selvom William ikke behøver tænke på at træne os længere, så gør han det godt nok. Klokken er syv om morgenen, fordi Lina mener at det er bedst vi gør det tidligt om morgenen.


Det vil også sige at Joe og jeg, står side om side og halvsover og ligesom jeg, har han nok også kun hørt halvdelen af det hun lige sagde. Kunne hun ikke bare have ventet en time eller to længere? I stedet for at vække os klokken halv syv og ødelægge de dage vi kan sove længe – på grund af at der er lidt tid til at danseskolernes år starter og min fod stadig skal samle sig, før jeg kan danse igen – ved at vække os klokken lort om morgenen.


”Jo, helt klart. ” mumler jeg gabende og kigger på Joe der står og læner sig mod de ene barn og skuler irriteret til Lina. I det mindste er jeg begyndt at vågne op, hvilket han kun kan håbe han også snart begynder at gøre. Det bliver nok lidt svært at træne når man ikke er helt vågen.


”Vi er ikke morgen mennesker. ” vrisser Joe og læner hovedet tilbage, så han kigger op i loftet. Vi står inde på Linas værelse, eftersom det har mere gulvplads end mit og Joes. Så er der også mere plads, til det.


”Er vi klar? ” spørger Lina energisk og ignorerer Joes vrissende kommentar, som var rettet mod hende, og klapper smilende i hænderne. Joe og jeg kigger kort på hinanden og idet vi skal til at åbne munden for at mumle et ja, tikker en besked ind på min telefon. ”Et øjeblik, ” smiler jeg og går hen til Linas seng, hvor min telefon lægger på.


Jeg tager den op og kigger på hvem der har skrevet til mig. Harry. Det mener han ikke vel? Han skriver til mig klokken syv om morgenen, hvor jeg normalt – hvis det er muligt – stadig ligger og sover. Alligevel kan jeg ikke holde det lille smil tilbage, som kort efter sidder klistret til mine læber.


”Når hun smiler sådan, kan det kun være hendes fyr. ” jeg nærmest ved at han ruller med øjnene, og en irriteret kommentar lyder fra Lina, som retter på ham. ”Jeg har ikke nogen fyr. ” mumler jeg og går ind på beskeden.


Til: Catherine


Fra: Harry


Godmorgen søde. Jeg tænkte om du kunne tænke dig at gå en tur med mig og spise på en restaurant. Hvis ja, så henter jeg dig klokken seks. – H


”Hvad skriver han? ” spørger Lina og lægger sit hoved på min skulder. Hun læser og hviner da hun læser de to første ord. Jeg kan dog heller ikke lade være med at smile af dem. ”I er perfekte sammen. ” hviner hun og træder et skridt tilbage, så jeg kan svarer ham uden hun læser det. Hun ved jeg ikke bryder mig om sådanne ting, som at hun læser hvad jeg skriver til andre.


Til: Harry


Fra: Catherine


Godmorgen? Det er jo natten; Er ikke det største A menneske, ikke engang tæt på. Men det lyder hyggeligt. Er klar klokken seks. – C


Jeg sender beskeden og lægger mobilen på sengen. Idet jeg ser den ramme sengen kan jeg ikke lade være. Jeg lader mig falde ned i den og lukker øjnene hårdt i. Jeg vil bare sove, drømme, generelt bare sove. Hvis det var en sport, man kunne komme til OL i, så ville jeg helt klart vinde guld og det samme ville Joe. Selvfølgelig kun hvis der var dame- og mandehold. Ellers så ville han blive nød til at leve med sølv.


”Cat! Det er vigtigt du holder dig i form, på en eller anden måde, nu hvor du ikke må danse. ” presser Lina mig og rusker i mig. Sukkende udstøder jeg en irriteret liv og åbner øjnene. ”Du har fat i noget, du, generelt i, behøver ikke konstant at minde mig om at jeg ikke kan danse. Jeg ved det godt. En anden ting jeg også ved er, at jeg er dødtræt og bare vil sove. ” mumler jeg og lukker øjnene i igen.


Men jeg ved godt, at når vi kommer til træning, kan jeg altid overtales af Lina eller Joe, på den ene eller den anden måde.


*


”Hvornår kan du danse igen? ” spørger Harry og standser foran min dør. Jeg trækker på skuldrende, selvom jeg allerede godt ved det. ”En måneds tid eller to. ” forklarer jeg og kigger op på ham.


Det har været meget hyggeligt, ligesom de andre gange. Vi gik en tur i en park, jeg ikke lige husker navnet på. Der var nogle få piger der kom hen og ville have et billede med Harry og have hans autograf, men ikke det store og det genere mig ikke. Det er jo piger der møder deres idol, hvilket er heldigt for dem. Bagefter spiste vi på en restaurant, jeg heller ikke kan huske navnet på, men jeg er heller ikke vant til at være i London. Jeg har kun været her få gange før og der var det til stævner og konkurrencer. Der så jeg ikke meget af byen, men var mere indespærret i en hal. Desuden er jeg først lige flyttet hertil.


Han bukker sig ned mod mig og lader han læber ramme mine. Jeg smiler kort inden jeg kysser med og placerer mine hænder på has brystkasse. Da han trækker sig flyver sommerfuglene rundt i maven på mig og jeg kan og har ikke lyst til at spærre dem inde igen. Det her er en fantastisk følelse, jeg aldrig har haft før.


”Catherine… Vil du være min pige? ” spørger han og står tæt op ad mig. Det her var uventet. Smilende nikker jeg ivrigt og trækker ham ind i et kys igen. Denne gang udvikler han det og der går længere tid, før vi trækker os fra hinanden. ”Selvfølgelig. ” smiler jeg.


”Og hvorfor kalder du mig aldrig Cat? Jeg hader mit navn. ” mumler jeg. Et grin undslipper hans læber, sikkert fordi at jeg klager så meget over mit navn. Jeg kan ikke gøre for, at mine forældre gav mig et navn, som jeg ikke kan lide. De burde have spurgt mig først, hvilket de selvfølgelig ikke kunne, men de kunne have tænkt lidt mere kreativt.


”Jeg kan nu meget godt lide det. ” Han krammer mig kort inden han mumler et farvel, vender sig og går. I et stykke tid står jeg og kigger efter ham og kan ikke forstå hvad der lige er sket. Har jeg virkelig lige fået en kæreste? Det virker helt underligt og urealistisk for mig. Det her havde jeg ikke forestillet mig, ikke inden for den nærmeste fremtid og så sker det pludseligt.


Mit navn. Det eneste tidspunkt jeg kan lide mit navn er når han siger det. Jeg føler han siger det på en anden måde, hvilket han nok ikke gør. Lige nu er det sikkert bare hjertet der taler og snor sig ind i mine tanker. Men det er jeg kun glad for. Jeg tager en dyb indånding og tænker lige det der er sket, igennem en gang til, inden jeg vender mig om og åbner døren ind til entreen.


Jeg tager mine sko af og stiller dem op ad væggen. Vi har stadig ikke en skammel, eller hvad det end er, til skoene. Det skal vi til at få skaffet os, så jeg ikke bliver irriteret på, skoene der står hulter til bulter op af væggen.


”Jeg er hjemme. ” jeg råber ikke, men siger det højt. Der går lidt tid inden Lina kommer ud i entreen og jeg kommer i tanke om, at Joe ikke er hjemme. Han er sammen med nogle af hans nye venner, som han mødte i går på danseskolen. Han vil gerne have nogle flere venner, inden han starter på skolen. Så synes han det bliver lidt lettere.


”Hvordan gik det? ” spørger Lina og læner sig op ad dørkammen.


Hemmelighedsfuldt smiler jeg til hende og lader være med at sige noget. Igen og igen kører det hele igennem mit hoved og jeg kan ikke lade være med at tænke på det. Enten kan jeg ikke lade være, eller så har jeg ikke lyst til at lade være. Måske begge dele, men det generer ikke mig. Er det sådan her det føles at være forelsket? Er det derfor at der er så mange der elsker at være forelsket? Jeg tror ikke det er en anden følelse, for hvad skulle den så være? Glæde? Men hvad ville den glæde så være på grund af?


”Sig det nu, ” plager hun og kigger bedende på mig. Jeg går ind i stuen og sætter mig på sofaen og det samme gør Lina. Jeg drejer lidt til siden, så vi sidder over for hinanden, inden det hele ryger ud af mig. ”Harry og jeg er sammen. ” griner jeg og kan ikke lade være med at tænke det igennem igen og igen og igen.


Er det ynkeligt at det her sker? Eller er det normalt? Jeg håber mere på nummer to, for det er ikke ligefrem fordi at jeg ønsker at være ynkelig. Det er der nok ikke særlig mange der har lyst til. Det meningen er at jeg ikke ved om dette er ynkeligt eller normalt, for jeg har virkelig ikke lyst til at være ynkelig.


”Er du seriøst? ” hun kigger på mig som om hun tror at jeg lyver. Sukkende ruller jeg med øjnene, inden jeg ivrigt nikker. ”Tror du at jeg ville lyve om det her? ” spørger jeg. Idet det går op for hende at jeg taler sandt, hviner hun og rusker i min arm. ”Endelig. Jeg har bare ventet på den her dag. ” smiler hun stort.


Lina har selvfølgelig haft en kæreste før, eftersom hun er ret god til at charmere andre. Det overrasker mig bare at hun har haft tid til både det og dansen. Fordi de to gange hun har haft en kæreste, er hvor vi har haft meget travlt med dansen. Eller så travlt havde vi nok heller ikke, men vi havde både skolen og dansen at tænke på, hvilket i sig selv var lidt af en mundfuld. Men hun klarede sig overraskende fint og der var kun meget få gange, hvor hun ikke havde fået lavet sine lektier. Jeg troede mere det var fordi hun glemte dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...