Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46724Visninger
AA

3. Kapitel 2

Andet kapitel 


Gabende sætter jeg mig op i sengen, det første jeg gør er at kaste et blik hen på mit aflange spejl, der hænger bag døren, så jeg kan se mig selv siddende her i sengen. Jeg ser direkte forfærdelig ude. Det næste jeg gør er at tænde min telefon og se på de digitale tal. Klokken er præcis fire minutter over seks. Det må have været mit indre vægge ur der har vækket mig, man kan godt kalde mig et morgen menneske.


Jeg beslutter mig for bare at stå op, for det nytter ikke noget at sove videre, når jeg alligevel snart skal op. Derfor står jeg op, finder jeg et par tilfældige bukser og en tilfældig bluse, som jeg hurtigt får på. Da jeg går ud i den lille gang, på første etage, hvor soveværelserne ligger, kigger jeg kort ind til min mor, der ligger og snorksover. Helt bogstaveligt.


På mindre end en time, får jeg spist morgenmad, børstet tænder og redt hår. Jeg bruger ikke Make Up, for det nytter ikke noget, når jeg danser så meget. Så derfor, da den allerede bliver lidt i syv, tager jeg sko og jakke på, tager plasticposen med ud og smider den i skraldespanden og begynder at gå hen imod skolen.


Det er fredag, og min yndlingsdag. Kun fordi at det er den eneste dag på ugen, med en undtagelse af lørdag og søndag, hvor jeg ikke har timer som matematik og engelsk. Selvom det er den sidste dag på skole ugen, kan jeg også risikerer at skulle have to engelsk timer om lørdagen og træning derefter. Det skifter meget og derfor bruger vi skolens hjemmeside, til at holde øje med vores timer og vores træningstider.


Jeg kommer til skolen og mens jeg går ned gennem gangene møder jeg ganske få, meget morgentrætte elever, som glæder sig til at deres timer slutter og deres træning er overstået så den kan komme hjem. Hvorimod jeg direkte glæder mig til at skulle arbejde på den nye koreografi.


Grunden til at jeg er her så tidligt, er nok at jeg ikke har nogen som helst lyst til at være hjemme i øjeblikket og glæder mig til det næste stævne, som forhåbentligt er langt væk fra denne lille by. Selvfølgelig bor der ikke så mange talentfulde dansere i denne lille by, men nogle af dem kommer fra andre lande og andre byer, eftersom skolen er virkelig fantastisk.


Jeg når til pigernes omklædningsrum, som ligger lige ved siden af drengenes. Imellem de to døre, er der en stor magnettavle hvor træningslokalernes numre står på. Under deres numre, står der nogle tomme felter, deri hvor der står en lærers navn, betyder at det lokale er optaget hele dagen, men hvis en elev skriver sit navn, skal man skrive hvor mange timer man forventer at have lokalet. Derfor skriver jeg mit navn og derefter skriver jeg fra klokken syv til klokken halv to.


Hurtigt får jeg skiftet til træningstøj og allerede klokken halv otte, står jeg ind i det store lokale. Jeg valgte et af de store lokaler, for man ved aldrig hvor meget plads man får brug for.


Jeg sætter min playliste til musikanlægget og jeg får halvanden time til at gå, med at strække ud og danse lidt Freestyle, så jeg får varmet lidt op og er klar til at få lavet den koreografi, selvom det kommer til at tage lidt mere end en dag, mindst en uge og højst en uge.


Omkring klokken ni kommer Lina ind, sætter sig på skamlen der står henne ved siden af musikanlægget og skifter til træningssko, hvilket hun højst sandsynligt ikke har gjort, inde i omklædningsrummet. Jeg går hen og slukker for musikken, der ellers bare brager ud fra højtalerne. Idet musikken stopper, rejser Lina sig op.


”Hvor længe har du været her? ” spørger hun nysgerrigt og strammer sin hestehale. Jeg slukker min telefon, så den ikke lægger og bruger strøm, så længe jeg ikke bruger den. Jeg regner med at jeg skal bruge den ret meget i dag, til at afspille musik og så går det ikke, hvis den pludselig løber tør for strøm.


”Halvanden time, ” mumler jeg og får straks et bekymret blik fra hende. ”Jeg har det fint, jeg vågnede bare tidligere end forventet. ” jeg prøver at berolige hende, hvilket også ser ud til at hjælpe lidt.


Hun nikker, lyner hendes taske op og hiver hendes bærbarcomputer op. Den er overfyldt med alle mulige klister mærker; Hello Kitty, Disney figurer, dyr og smileyer i al verdens farver. Hun har prøvet at pille et par stykker af, men på grund af at de har siddet der så længe, er det ikke helt så let, som hun havde regnet med.


”Jeg tænkte at vi startede med koreografien og en time inden vi skal træne med William, kan vi kigge på om vi kan finde noget vi kan skifte vores slidte Disco tøj ud med? ” foreslår hun. Jeg er med på idéen med det samme og sådan går flere timer.


Vi øver og øver det vi finder på igennem og sætter det sammen, men selvom vi bruger flere timer på det, når vi ikke særlig langt, men sådan er det. Vi noget skal være godt, kræver det en kreativ tankegang og den kommer og går ikke som det passer den. Derfor kræver det tid og tålmodighed, det kniber lidt med tiden, men tålmodighed er noget vi begge har massere af.


Tiden går hurtigt og før jeg ved af det, sidder vi midt ude på det store gulv, med en computer, der er overklistret med klistermærker og scroller op og ned af sider, som vi finder efter at have ledt en masse. Det går også overraskende hurtigt og før jeg ved af det, går min alarm i gang, vi pakker sammen og går hen imod det træningslokale vi normalt træner i.


Eftersom der er ti minutter til timen starter, ser vi det som en virkelig god mulighed, for at vise William det vi har kigget på, hvilket vi selvfølgelig. Han synes det lyder godt og han vil kigge noget mere på det.


”William, der er en ting til inden vi går i gang. ” siger Lina hurtigt, så hun næsten snubler over ordende. Det lyder faktisk ret sødt, som om hun er lille baby, der først lige har lært at tale. Hvilket hun selvfølgelig har lært for mange år siden. ”Ja? ” han kigger spørgende på os.


”Vi er i gang med at lave en ny koreografi, på egen hånd og vi håbede det kunne blive vores back up? ” jeg kigger håbende på ham. Han kigger betænksomt ud i luften inden hans blik skifter fra mig til Lina og tilbage til mig igen. ”Hvis i kan være færdige om en uge og to dage, skal i også kunne vise mig den og så ser vi på det. ” siger han og går halvt om halvt med på vores idé.


”Men nu synes jeg vi skal gå i gang. I er ikke kommet ind på den her skole for at drive den af. ” siger William alvorligt. Jeg kigger smilende på Lina, der kigger smilende på mig. Jeg er faktisk overraskende glad over den her idé, selvom den ikke er aktuel endnu.


*


”Catherine? ” hører jeg en råbe længere nede ad gangen. Et kønt ansigt og blondt, krøllet hår, fanger mine øjne. Forvirret kigger jeg på pigen der maser sig igennem folk der går frem og tilbage på gangen og står foran deres åbne skabe.


Jeg forstår ikke hvorfor Maria pludselig taler til mig, eller råber. Jeg ved ikke engang hvordan hun kender mit navn. Lad os sige det her på en forståelig måde; Maria er det de fleste vil kalde en led populær pige, som jeg hellere foretrækker at kalde en køn pige, med et tomrum inde i hovedet, omringet af falske venner, som ikke vil stå bag hende gennem ild og vand.


Det er ikke fordi jeg dømmer hende med det samme, jeg har prøvet at sige hej til hende hvis jeg gik forbi hende på gangen, for at være venlig, men det eneste hun gjorde var at kigge på mig med et ansigt, der siger alt; Jeg er åbenbart ikke værdig nok til at tale til hende. Derfor undrer det mig nu hvorfor hun lige pludselig råber mit navn så alle kan hører det.


”Mrs. Collister beder dig om at møde op på hendes kontor. Men en ting synes jeg lige du skal vide, jeg tror ikke du bliver glad for det. Oh, en sidste ting, jeg tværer dig ud til konkurrencen. ” hun griner flabet og snobbet. Forvirret kigger jeg på hende og prøver at komme i tanke om jeg har nogle konkurrencer, eller stævner her for tiden. Ikke så vidt jeg ved.


”Tak, men jeg forstår ikke hvad du mener. ” mumler jeg undrende og laver en underlig grimasse. I stedet for at sætte kursen mod udgangen, går jeg hen imod mrs. Collisters kontor. Hendes assistent sidder bag skrivebordet ude foran hendes kontor og laver en gestus hen imod en af stolene, hvilket højst sandsynligt betyder at der er en anden elev derinde lige nu.


Derfor sætter jeg mig på en af stolene i venteværelset, eller hvad man nu kan kalde det. Måske hendes assistents kontor? Jeg har faktisk aldrig fået at vide hvad hun hedder, hverken til fornavn eller efternavn, men måske er det noget elever ikke behøver at vide?


Døren indtil mrs. Collisters kontor går op og overraskende nok kommer Lina ud. Jeg troede hun skulle blive og hjælpe William med nogle diverse ting, for eksempel at rydde op inde i rummet ved siden af, hvor der ligger store, små, tykke og tynde madrasser.


Hun kommer gående ud, næsten som en zombie, med et tomt udtryk i øjnene. Bekymret rejser jeg mig op, går to skridt så jeg står lige foran hende og vifter med min hånd foran hendes ansigt.


”Er der noget galt? Er du okay? Hvad fik du at vide derinde? ” spørgsmålene vælter ud af mig.


”Jeg ved ikke om det er fantastisk eller forfærdeligt, ” mumler hun, en tåre glider ned over hendes kind og gispende trækker jeg hende ind i et kram. Hvad er det der får Maria til at snakke til mig og Lina til at fælde en tåre? Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg ved at det ikke er noget godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...