Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46598Visninger
AA

20. Kapitel 19

Nittende kapitel


Jeg når lige at få sagt farvel til Niall, idet Joe og Lina kommer nærmest væltende ind i entreen. Forskrækket træder jeg et skridt tilbage og kigger på en forpustet Lina og Joe. Er de løbet op ad trapperne, eller noget lignende? Det er ikke fordi man ligefrem bliver forpustet af at sidde i en bil.


”Hvorfor- ”


”Den mand der kørte os, var virkelig uhyggelig og klam. Var det overhovedet en rigtig taxi? ” spørger Lina og henvender sig med spørgsmålet til sidst, til Joe. Han trækker på skuldrende. Jeg gætter på de lige haf haft en slem taxi oplevelse, som de ikke bare lige glemmer. Jeg er bare glad for at jeg ikke var med.


De tager begge deres sko af og hænger deres jakker – eller trøjer, hvad end man nu kan kalde dem – på knagerne som vi fik sat op i går eftermiddag, før jeg tog af sted. Der var ikke knager til at starte med og eftersom jeg ikke bryder mig om rod, synes jeg vi skulle have nogle op med det samme.


”Hvordan var skolen og eleverne? ” spørger jeg og mærker straks klumpen lande i min mave. Det gør mig lidt trist og vred, på mig selv, at jeg ikke kom ind. Men nu vil jeg støtte dem og håbe på det bedste for dem.


”Det var helt fantastisk og eleverne var virkelig, virkelig søde. Langt over Maria, jeg mødte ikke en eneste, der var ligesom hende. Men vi mødte jo heller ikke dem alle. ” forklarer Joe og det lyder nærmest som om at han overdriver, men det ved jeg han ikke gør. Han kigger på alt med positive øjne nu hvad hans karriere lige har taget et skridt op ad trappen.


”Godt, ” smiler jeg. ”Jeg tror jeg går ind på mit værelse. ” siger jeg kort, inden jeg drejer om på hælen og går med hastige skridt ind på mit værelse og lukker døren i efter mig. Jeg tænder mig computer og går ind på min playliste og skruer meget højt op for musikken.


Jeg lægger mig på ryggen på min seng og lukker øjnene i. Jeg prøver at visualiserer mine koreografier, trin for trin. Jeg prøver at huske den velkendte og skønne følelse, jeg får, når jeg bevæger mig til musikken. Den varme følelse der vælter op omkring mig og omfavner mig, når jeg har danset i noget tid. Jeg visualiserer og husker alt.


Selvom det kun er meget få dage siden, at jeg fik at vide, at jeg ikke må danse før om en månedstid eller to, føles det som en evighed, som bare bliver ved og ved med at strække sig. Efter en times tid, åbner jeg mine øjne og kigger op i loftet.


Det banker på døren og jeg sætter mig op i min seng og kigger hen på den i et lille stykke tid, før jeg tager mig sammen og åbner min mund. ”Kom ind. ” siger jeg højt nok til at Joe eller Lina kan hører det. Det er Lina der åbner døren og træder ind.


Uden at sige noget sætter hun sig hen ved siden af mig og lægger en arm om min skulder. Jeg lægger mit hoved på hendes skulder.


”Undskyld, ” mumler hun efter noget tid. Forvirret retter jeg mig op og kigger spørgende på hende. ”Hvorfor undskylder du? Det er mig der bør undskylde for at være i så dårligt humør, i stedet for at støtte jer og være glade for jer. Jeg er sådan en dårlig veninde, der bliver fornærmet når jeg ikke får det som jeg ønsker. ” mumler jeg vredt. Vreden er rettet mod mig selv og ingen andre.


”Jeg undskylder for ikke at have været her for dig. Jeg ved jo hvor svært du har det med, at din far er udsendt og det er meget, meget lang tid siden du sidst så ham. Jeg ved også hvor svært du har det med, at være skadet og ikke at kunne danse. Med at de ikke valgte dig. Men tro mig når jeg siger; Du får også din chance en dag, det lover jeg dig. Hvis ikke har du ret til at være sur og vred på mig. ” siger hun omsorgsfuldt og tårerne begynder at stige op i mine øjne.


Lidt efter vælter de ned over mine kinder og det er en strøm af tårer der bare ikke kan stoppes. Ikke lige nu. Det vælter ind over mig, som en tsunami, der har været ude på havet i lang tid, før det nu har ramt mig. Det er ikke kun det med min far og min skadede fod. Det der fylder mest er min mor.


Jeg er så bekymret for hende. Hun er faldet så dybt, at jeg nu ikke ved om hun kan komme op igen. Jeg er så bekymret for at der sker hende noget, nu hvor hun næsten aldrig er til stede længere. Eller hun er der, men hun er altid langt væk, når hun er fuld. Jeg ønsker bare at alt bliver som før, hun er glad, min far er glad, jeg er glad. De støtter mig op og jeg gør dem stolte. Er det for meget at forlange?


Det er det nok.


”Din far har det godt og inden længe kan du danse igen. ” prøver hun sig frem. Jeg ryster på hovedet og prøver at stoppe tårerne, men det er ikke helt så let, som jeg havde håbet på. Jeg tager en dyb indånding og åbner munden.
”Jeg har noget som jeg ikke har fortalt dig. ” min stemme ryster og nervøsiteten glider rundt inde i min mave og vil ikke lade mig være i fred. ”Hvis jeg fortæller dig det… lover du så ikke at sige det videre? ” spørger jeg og kigger på hende.


Hun nikker langsomt, inden hun nikker hurtigt, som for at sige at det er en hemmelighed, hun lover ikke at sige videre. Uanset hvad. Inde i mit hoved prøver jeg at formulerer ordende ordentligt, så det ikke lyder som volapyk, som det ville have gjort, hvis ordende bare væltede ud af munden på mig. Efter flere forsøg giver jeg op.


”Min mor drikker. ” mumler jeg meget lavt. ”Meget. ” det føles som en meget tung byrde, bliver løftet fra mine skuldre og jeg endelig kan ånde lettet op over at det er en der ved det. En som ikke er min hjerne, som faktisk er mig. En person ud over min mor, som sikkert ikke engang er klar over, at hun skuffer mig hver gang hun så meget som overvejer det.


Lina kigger på mig med store øjne, åbner sin mund og lukker den i igen. Hendes blik ændrer sig fra medlidenhedsfuldt, til tomt. Men ikke på den måde hvor hun prøver at holde mig uden for. Hun stirrer tænkende frem for sig og jeg gætter på, at hun ingen idé har om, hvad hun skal sige eller gør. Men jeg beskylder hende ikke, hvis hun pludselig fortalte mig dette – og denne situation var hendes og ikke min – havde jeg heller ingen idé om hvad jeg skulle sige eller gøre.


”Hvor længe? ” spørger hun efter et stykke tid, i tavshed. ”Et par måneder efter min far var taget af sted, ” mumler jeg med det samme. Jeg behøver ikke lade som om, at jeg ikke ved det, for nu er det sagt og jeg vil ikke lyve om det over for hende igen. Det er meget lettere, at tænke på det, nu hvor jeg ved, at hun ved det.


”Hvorfor fortalte du mig det ikke? ” spørger hun og ser kort skuffet ud, men smiler derefter opmuntrende til mig og trækker mig ind i et kram. Jeg trækker på skuldrende og igen kommer tårerne rendende ned over mine kinder og få hulk undslipper min mund.


Hun strammer grebet om min og jeg mærker en smertefuld hovedpine brede sig. Hvad hvis jeg nu aldrig var begyndt at danse? Hvis jeg aldrig havde set en konkurrence i fjernsynet og blive forelsket i danse med det samme? Så ville jeg have været der for min mor, fra da min far tog af sted. Vi ville sidde og spise aftensmad foran fjernsynet, imens vi så dårlige komedier. Vi ville hjælpes ad og klarer det som mor og datter.


En del af mig føler at jeg har svigtet hende. Men denne del, ved også at hun har gjort det samme. At hun har svigtet mig. Men det der går mig mest på er, at dette har været en hemmelighed og stadig er for alle andre end Lina, min mor og jeg. Det er ikke rart at skulle holde sådan en stor hemmelighed inde. Og jeg ønsker ikke at min far skal have noget at vide, ikke før, at han kommer hjem. Han skal ikke være i krig og bekymrer sig om sin familie på samme tid. Han skal tro at vi har det godt og det eneste problem vi har, er at han er flere hundrede eller tusinde kilometer væk. Jeg har ingen anelse om hvor han er, det er sådan hans chef ønsker det.


”Jeg var vel bange. Jeg ved det ikke. ” jeg trækker mig fra hendes omfavnelse og trækker på skuldrende. ”Jeg… jeg tror at jeg i al den tid har gået og ikke ville lade det gå op for mig. Gået rundt og inderst inde troet, at dette var en eller anden syg drøm. Nogle gange ønsker jeg, at vågne op og opdage at de sidste mange måneder, bare har været et mareridt. ” jeg tørre irriteret de tårer som er begyndt at glide ned over kinderne, væk.


”Jeg er så ked af, at hører alt dette. Det er jeg virkelig, Cat. Men du må tro mig, når jeg siger at dit liv minder meget om en bog. Der findes både gode og dårlige kapitler. De dårlige kapitler skal bare overstås, så du kan komme videre til de gode. ” forklarer hun og sender mig et lille smil.


”Så findes der godt nok mange dårlige kapitler i mit liv. ” sukker jeg.


Det banker på døren og forskrækket rykker jeg lidt tilbage på sengen og sætter mig i skrædderstilling. Joe har ikke hørt noget af dette, vel? Det håber jeg sandelig heller ikke. Jeg håber ikke at han har kunne få sig selv til, at stå og lytte ved døren. Han må ikke have hørt det, hvis han skal have det at vide, skal det være på en ordentlig måde. Ansigt til ansigt og ikke ansigt mod dør.


”Kom ind. ” siger jeg og holder min stemme under så meget kontrol, som kan lade sig gøre lige nu. Han åbner døren og kigger smilende på os, med hans typiske store smil.


”Siden jeg ikke regner med at nogle af jer, har lyst til at lave mad, vil i så med ned og hente noget pizza, eller et eller andet spiseligt, som smager godt? ” spørger han og kigger på os. Hans blik låser sig fast til mit og han kigger underligt på mine øjne, som sikkert er omringet af farven rød.


”Selvfølgelig, kan du lige give os fem minutter? ” lyder det fra Lina og Joe nikker på hovedet. Hans smil er forsvundet sikkert over at have kigget på mig. Fedt, nu vil han sikkert gøre ret så meget for at finde ud af, hvorfor jeg har grædt af, at tale med Lina.


Han nikker og lukker døren i, efter sig. Lina trækker mig ind i et hurtigt kram igen, inden hun rejser sig op og går hen til mit spejl. Ved siden af det står et lille bord hvor mine få Make Up ting ligger. Hun roder lidt rundt inden hun lægger noget til siden og vender sig om mod mig.


”Nu går vi ned og henter pizza. I tilfælde af at vi skulle møde nogle, eller hvis du vil undgå at Joe stiller spørgsmål, så brug denne Concealer. ” hun rækker den frem for mig og sender mig et hurtigt smil, som jeg så godt jeg overhovedet kan, prøver at gengælde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...