Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46767Visninger
AA

19. Kapitel 18

Attende kapitel 


Jeg kigger på Joe, der står foran sit skab – hvor der er spejle på skabene – og er i gang med at sætte sit hår, hvilket åbenbart tager virkelig lang tid for ham. Han seng er faktisk ret blød, jeg fatter ikke at jeg først lægger mærke til det nu, når jeg har været hjemme hos ham mange, mange gange.


”Skal i virkelig af sted? ” spørger jeg ham og kigger trist på ham. I det ordende har forladt min mund kommer Lina gående ind på hans værelse med hendes telefon i hånden, hun smider sig ned på hans seng ved siden af mig, som var det hendes eget værelse.


”Det er kun et par timer og det er vigtigt at kunne finde rundt på skolen. ” siger Joe inden han taler videre. ”Og hvorfor er det lige at samtalen skal foregå herinde? ” spørger han. Jeg trækker på skuldrende, de næste husmøder skal måske foregå herinde, også selvom vi nok ikke kommer til at holde nogle husmøder. ”Fordi du bruger år på dit hår. ” et grin undslipper min mund, da det går op for mig at det rimer.


Selvom det nok er ret plat, så griner de kort og ryster på hovedet af mig. Jeg har da også lov til at have mine egne interne jokes, selvom det nok ikke er lige så sjovt, som hvis man delte den med en anden person. Om det så er ens søster, mor, far eller veninde, så ville det nok være sjovere, at have en at dele den med.


”Cat, nu skal du vidst til at tale. Hvordan gik det i går? ” Lina lægger sin telefon fra sig på Joes seng og stirre smilende på mig. Jeg smiler hemmelighedsfuldt, inden jeg skæver hen imod Joe, der kigger koncentreret på sig selv og sit hår. ”Ikke så meget andet end… at vi kyssede! ” hviner jeg og føler mig som en af de der piger der går helt vildt meget op i drenge og sådanne ting.


Lina begynder også at hvine og Joe sukker højt, så det kun lige overdøver os, tager den ting der er tættest på ham og kaster den efter os. Det er så et lille tøjdyr som Lina får direkte i hovedet og som snitter mit øre.


”Hallo, det ville svare til at jeg lige gik hen og ødelagde dit hår som du lige har brugt et kvarter på. ” sukker jeg. ”Og måske alligevel ikke, men man kaster ikke ting efter piger. ” siger jeg fornærmet og rækker tunge ad ham.


Jeg tager det lille tøjdyr ud af hånden på Lina og kigger på det. Det er en lille stribet tiger – er de fleste tigere ikke stribede? – og når jeg siger den er lille, så er den altså virkelig lille. I forhold til den størrelse er den ret hård og tung og gør sikkert ondt at få i hovedet. Men det bliver nok en hverdagsting, vi bor trods alt to piger og en dreng, det er ikke altid lige let.


”Er der overhovedet nogle af os der kan finde ud af at lave mad, uden at starte brandalarmen? ” jeg kigger på dem begge to. De begge ryster langsomt på hovedet og kigger spørgende på mig. ”Noget kan jeg sikkert lave, men ikke hav alt for høje forventninger, for jeg er ikke sikker på at jeg nogensinde har lavet noget, der smager af noget. ” mumler jeg og tænker mig om. Det er heller ikke særlig tit jeg spiser aftensmad, for jeg har ikke særlig meget tid, når jeg kommer hjem efter træning og min mor laver aldrig mad. Eller hun gjorde engang.


Dengang hun lagde mærke til jeg fandtes og ikke glemte mig, hver gang jeg ikke var hjemme. Dengang hun tog hensyn til mig og ikke drikkede sig fuld og forsømte mig. Dengang hun bare var der for mig, hun skuffede mig ikke, fordi hun kun havde et ønske; At gøre mig glad. Nu hvor hun sikkert har opfyldt det ønske et par gange, har hun glemt det, og hun har glemt mig.


Men nu vil jeg ikke tænke negativt på det, jeg vil have det hyggeligt med mine to bedste venner. Eller jeg vil have det hyggeligt med dem, når de kommer tilbage fra rundvisningen på skolen, eftersom jeg ikke skal med, men bare lave noget andet. Måske kan jeg bestille noget pizza, eller drikke en masse cola? Eller jeg kan i det mindste holde mig i form, når man kommer til den del af dansen som ikke er min største favorit; Styrketræning.


”Vi skal af sted nu, hvis vi ikke vil komme for sent. ” jeg ryster på hovedet og skubber mine tanker fra mig, for at kigge hen på Lina og forstå det hun lige har sagt. Sukkende kigger jeg hen på Joe der nikker og vender sig væk fra spejlet. Jeg følger efter dem, som en lille hund, ud i entreen, hvor de tager sko og jakker på.


”Vi ses om nogle timer. ” jeg smiler skævt og vinker til dem, imens de åbner hoveddøren og lukker den i efter dem.
Et par gange går jeg rundt i hele lejligheden et par gange og tænker over hvad jeg nu kan foretage mig. Jeg tænder fjernsynet, men eftersom der intet spændende eller godt at se, er, så slukker jeg det igen. Sukkende ligger jeg mig ude på køkkengulvet men rejser mig op igen. Jeg har intet at lave. Efter der er gået en halv time, ringer dørklokken og jeg direkte løber ud og åbner døren, eftersom jeg dødkeder mig. Jeg hader det.


Niall dukker op bag døren og jeg kigger undrende på ham.


”For det første, hvordan ved du hvor jeg bor? Og for det andet, hvorfor er du her? ” spørger jeg nysgerrigt og lader ham komme indenfor, eftersom det er uhøfligt, hvis jeg bare lader ham stå ude foran døren. Jeg har ikke lyst til at være uhøflig.


”Jeg er her, fordi at jeg har lov til at besøge mine venner. Faktisk har jeg ikke noget at lave og Harry fortalte mig det, da jeg spurgte ham. ” forklarer Niall og mit blik flakker ned mod gulvet, idet han nævner Harrys navn. ”Jeg har hørt en fugl synge om at der foregår noget mellem jer. ” han smiler og prikker mig i siden.


”Nu lyder du som min mor, ” griner jeg og griber fat om hans håndled, for at sikrer mig at han ikke prikker mig i siden igen. Faktisk lyder han slet ikke som min mor, for hun siger ikke sådan noget. Hun siger næsten aldrig noget til mig, men det behøver han ikke vide. Så vil han bare tænke på mig som en opmærksomhedskrævende pige, der ønsker medlidenhed, sådan er det slet ikke.


Jeg synes også det er pinligt det hun gør, men der er også tusinde af andre grunde til hvorfor jeg ikke fortæller det til nogle. Overhovedet. Men det vil tage en evighed at gennemgå og derfor gør jeg det ikke. Og så har jeg heller ikke lyst, så ender det bare med at jeg kommer til at savne min far virkelig meget.


”Så der foregår noget mellem jer? ” spørger han interesseret og kigger på mig med store øjne. Varmen stiger op i mine kinder og jeg kigger smilende ned i gulvet og kan ikke få mit smil til at forsvinde og det samme med den farve, som sikkert sidder i mine kinder lige nu. ”Der vidst kærlighed i luften, ” synger han for sjov og jeg skubber til ham.
”Nu skal vi ikke tale om mig, men om hvad vi så skal lave. For ligesom dig, så keder jeg mig så meget, at det bør være forbudt. ” mumler jeg. Vi går ind i vores hyggelige stue og sætter os tavst i sofaen.


”Men nu vil jeg gerne tale om dig. Så sig mig, hvad foregår der mellem Harry og dig? ” spørger han og kigger nysgerrigt på mig. Sukkende læner jeg mig tilbage i sofaen, mod armlænet, og lukker øjnene i. Det er jo et svært spørgsmål.


Jeg har ingen idé om, hvad der foregår mellem Harry og jeg. For det første, så har jeg aldrig i hele mit liv haft en kæreste før, så jeg har ikke bare styr på drenge. Jeg har bare fokuseret mere på dans, end på drenge, mode og kendte mennesker. For det andet, så ved jeg ikke hvad Harry tænker og føler, det betyder sikkert ingenting for ham. Jeg kan ikke se hvorfor nogle dreng skulle være interesseret i mig.


”Det ved jeg ærlig talt ikke. Det betyder sikkert ikke noget for Harry ” jeg trækker på skuldrende og prøver at virke ligeglad, men det er problemet. Det er jeg ikke. Nu siger jeg det for første gang for mig selv; Jeg er blevet forelsket i Harry og jeg har det fantastisk også selvom han sikkert ikke har det på samme måde.


”Det siger du ikke, vel? Inden interviewet i morges, kunne han ikke lade være med at tale om dig. Hvad med dig? ” han kigger spørgende på mig og lægger hovedet let på skrå. En skøn følelse går igennem min mave, for hvert et ord han siger.


”Jeg… ” tøver jeg og kigger ned i gulvet og lader tanker, som jeg ikke lægger mærke til, glide gennem mit hoved. Mine tanker diskuterer med nogle af mine andre tanker og spørger ikke mig om noget, prøver ikke at snakke med mig. De er der bare. Eller kigger jeg ned i gulvet og kan ikke finde ord, det er som om at før havde jeg dem, men nu hvor Niall spørger om hvordan jeg har det om Harry, så er ordende forsvundet.


De ligger i en klump, som åbenbart er meget stor, men som jeg ikke kan finde. Det er jo en perfekt beskrivelse af det. En klump af forsvundne ord, som jeg ikke kan finde.


”Ved det ikke. ” jeg trækker på skuldrende og kigger hen på Niall der bare sidder og storsmiler. Lige nu skræmmer han mig, fordi at han minder mig så meget om Lina, hvilket ikke er godt når han er en dreng, Lina gør bare mange ting som jeg ikke regner med at drenge gør.


”Jeg ved det godt. ” han rækker hånden op, som hvis han var i skole og først skulle have tilladelse til at sige det. Sukkende tager jeg fat i en sofapude og kaster den hen i hovedet på ham. ”Okay, okay. Jeg tror at du også kan lide ham. ” forklarer han mig tydeligt.


Er det så tydeligt? Så meget har jeg jo heller ikke lagt i det for at det kan ses af andre og jeg har aldrig sagt det højt til nogen eller noget, ikke engang Lina eller Joe. Det er ikke usædvanligt for jeg har aldrig snakket med dem om drenge før, for jeg har altid fokuseret på dansen og tænkt at jeg kan fokusere på drenge, når den karriere jeg har haft i noget tid, slutter. Hvilket den ikke gør om særlig mange år.


”Du har ret, ” mumler jeg overgivende og kigger kort på ham, inden jeg vender mit blik ned i gulvet, uden at vide hvordan jeg skal reagerer. Det her er jo som sagt, aldrig sket for mig før, hvilket jeg heller ikke ved om jeg skal finde pinligt eller ej.


”Du skal ikke være pinlig berørt, det er sødt. ” griner Niall og denne gang er det hans tur til at kaste puden på mig, hvilket vil sige at det er min tur til at få fyret en pude i hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...