Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46548Visninger
AA

18. Kapitel 17

Syttende kapitel 


Tilfredst kigger jeg rundt i mit værelse, det er blevet perfekt. Ikke for mange farver, mest de samme farver, præcis som jeg ønsker det. Jeg kigger på min telefon, klokken er blevet omkring de halv seks og jeg beslutter derfor, at jeg snart skal til at gå.


Jeg har stadig sorte, stramme bukser og en langærmet, hvid bluse på og mit hår er sat op i en høj hestehale, så det ikke irriterer mig. Jeg går ind til Lina, som er i gang med at lægge tøj ind på hylderne i sit skab. En bunke plakater og billeder ligger hende på hendes seng og jeg regner med at hun snart skal sætte dem op på hendes væg.


For første gang i lang tid, har min mor valgt ikke at skuffe mig. Hun tog sig faktisk sammen og satte flaskerne væk for et par timer og pakkede mine ting og sendte dem af sted i flyttebilen. Man kan vel godt sige jeg på en eller anden måde er stolt af hende, selvom hun garanteret ligger og drikker på sofaen derhjemme.


En dårlig følelse glider gennem min krop, følelsen af at have forladt hende, når hun havde mest brug for mig. Men jeg har prøvet i god tog vel halvandet år, på at vænne hende af med det. Jeg brugte den smule fritid i så mange måneder, på at hjælpe hende forgæves. Jo mere jeg prøvede at hjælpe hende, jo mere begyndte hun at drikke.
Irriteret skubber jeg tanken fra mig og prikker Lina på skulderen.


”Jeg har tænkt mig at gå nu, ” siger jeg kort og hun nikker inden hun vender tilbage til tøjet igen.


Med hoppende skridt går jeg forbi Joes værelse, han sidder i skrædderstilling på sin seng med sin computer foran sig. Han er vidst også færdig. Jeg vinker kort til ham inden jeg går ned i entreen, hvor jeg tager sko og jakke på. Jeg har valgt at gå derhen, eftersom at der ikke er særlig langt. Jeg går ud fra at det måske kommer til at tage et par minutter, fordi der er virkelig kort vej derhen.


Efter de få minutter, står jeg foran lejlighedskomplekset. Jeg går ind og op til etagen han skrev og finder hurtigt stedet hvor Louis og hans navn står. Jeg ringer på og der går et par sekunder, før der høres skridt, låsen bliver drejet om og døren bliver åbnet. Jeg kigger op i et par smilende grønne øjne.


”Hej Harry, ” jeg smiler til ham og træder ind i entreen. ”I fik ikke sagt farvel, da i forlod hotellet. ” påpeger jeg over for ham, inden han selv når at hilse. Hans mund der skulle til at åbne sig, for at skyde en hilsen ud, lukker i igen og hans øjne er på mig, imens jeg hænger jakken på knagen og bukker mig ned for at binde mine sko op og sætte dem ind til væggen.


”Cat, det må du undskylde. Sikkerhedsvagterne skyndte på os, de ville ikke risikerer der kom alt for mange piger, så ville det gøre det svære for dem. ” forklarer han og vælger at hilse på mig ved at trække mig ind i et kram, jeg gengælder.


Så længe han – de – ikke bare droppede mig uden videre, det ville jeg ikke kunne holde til. Eller det ville jeg nok, men det ville bare gøre ret ondt, for selvom jeg ikke har kendt dem i helt så lang tid, betyder de rigtig meget for mig. Jeg bryder mig heller ikke om at blive forladt, det minder mig om dengang min far tog af sted.


”Det er helt fint, jeg undrede mig bare. ” jeg trækker på skuldrende og trækker mig fra krammet. ”Hvilken film skal vi se? ” spørger jeg og kigger op på ham. Igen den der højdeforskel, den er ret irriterende, men sådan er det vel bare.
”Det har jeg ikke fundet ud af endnu. Jeg tænkte vi kunne vælge den sammen. ” han følger mig ind i stuen og jeg bliver overrasket over lejlighedens indretning og at her ikke er så rodet, nu hvor det er to drenge der bor her.
Jeg bliver ikke helt så overrasket over størrelsen, fordi vores lejlighed er også ret stor, men jeg tror mere det er fordi, at der bor vi tre personer, men deres lejlighed er stadig større end vores. Jeg ryster på hovedet og vågner fra mine tanker og kigger op på Harry.


”Okay, ” smiler jeg.


*


”Den er plat. ” jeg peger på fjernsynet, hvor en plat komedie kører. Jeg troede han havde bedre smag i film. ”Den er okay. ” Harry trækker på skuldrende og jeg kigger sigende på ham. Først efter lidt tid opdager han at jeg kigger på ham og et grin undslipper hans læber.


”Okay, okay. Jeg finder en ny nu. ” han holder hænderne op som et forsvar og jeg ruller med øjnene. Jeg er ikke en pitbull der ligger og knurrer ad ham. Jeg er overhovedet ikke farlig, langt fra. Kan man bruge ordet harmløs, til sådan en sammenligning?


Harry rejser sig dovent op, imens jeg stadig halvligger ned på sofaen. Han sætter sig på hug foran den lille bunke med film og tager en efter en op og kigger vurderende på den, før han tager en ny. Han finder en som han åbenbart gerne vil se, for han viser den til mig. Jeg kniber øjnene sammen og læser titlen.


”Nej tak. ” jeg ryster på hovedet, jeg skal i højeste grad ikke se. Jeg vil ikke ende med flere søvnløse nætter, som snart begynder at kunne ses, på grund af de sorte rander under mine øjne, som udvider sig mere og mere. Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget ved det, men der er problemet; Det kan jeg ikke.


Det er jo ikke fordi jeg ligefrem selv kan gøre noget ved mit søvnproblem, som kun findes, på grund af at jeg skadede min fod og dermed knuste min drøm. Jeg kan ikke tvinge mig selv til at sove og jeg går ikke til lægen, for at få sovepiller. De skal sikkert have en grund og det er vel lidt dumt at sige at man har mistet sin chance, knust sin drøm og derfor ikke kan sove.


”Du er umulig. ” han ryster sukkende på hovedet og skubber filmen hen til bunken af film. ”Nej, jeg er fantastisk. ” mumler jeg og strækker mit ben, inklusiv min skadede fod hvilket gør lidt ondt.


”Kan du ikke lede efter en film, så kan jeg bestille pizza? ” spørger han og kigger på mig og lader være med at rode mere rundt i filmene. Jeg nikker kort, han rejser sig og går ud i køkkenet. Jeg rejser mig op og går hen til filmene.
Eftersom min fod stadig gør ret ondt og er meget øm, er det lidt smertefuldt for mig, at sidde på hug. Derfor sætter jeg mig helt ned, med det ene ben bøjet og det andet ben – med den skadede fod – udstrakt. Jeg kigger på de forskellige film. Der er ret mange gyserfilm, kun nogle af dem har jeg set. Det er så de færreste, for jeg hader gyserfilm. Ikke kun fordi de er skræmmende, men også fordi de ikke indeholder den slags spænding som jeg godt kan lide, at der er i film.


Efter lidt tid finder jeg en som jeg aldrig har set eller hørt om før, derfor læser jeg bag på den og vurderer billedet der er på forsiden af æsken. Den ser spændende ud. Jeg rejser mig op og holder filmen i min ene hånd, imens jeg går ud i køkkenet hvor jeg finder Harry, stå og tale i telefon. Han kigger kort på mig inden han kigger lige frem for sig igen.


Han lægger på og lægger sin mobil på bordet og kigger på mig. Jeg holder stolt filmen frem for mig og kigger kort på den inden han kigger på mig. ”Den er plat. ” citerer han smilende og jeg vælger bare at række tunge.


Jeg kan ikke sige hvordan den er, for jeg har aldrig hørt om den eller set den, så jeg kan ikke lige frem citerer ham. Desuden elsker jeg i visse tilfælde at være barnlig, så er det som om at noget af den barndom jeg gik glip af, besøger mig i få minutter.  Jeg savner den ikke, for jeg gav den jo for noget fantastisk som jeg elsker, men nu har jeg mistet det.


Han træder et skridt tættere på mig, hvilket fører til at jeg automatisk træder et skridt tilbage. Et smil breder sig på hans læber og han tager filmen ud af min hånd og går ind i stuen. Jeg følger efter ham og nærmest kaster mig ned i sofaen. Han sætter filmen i og sætter sig i fodenden.


Vi ser film, inklusiv to mere og spiser pizza, som pizzabuddet kommer med. Efter nogle timer, står jeg ud i entreen, eller jeg sidder bogstavelig talt ned og binder mine sko. Jeg hader min dumme, dumme fod. Jeg får endelig bundet begge mine sko og rejser mig op.


”Er du sikker på at jeg ikke skal kører dig? ” spørger han og kigger på mig. Nikkende smiler jeg taknemligt. ”Jeg er sikker. Mørket skræmmer mig ikke. ” forklarer jeg og tager min jakke fra knagen.


”Men, så ses vi vel. ” mumler jeg, kort tid efter at jeg har fået min jakke på. Harry kigger i tavshed på min inden han åbner sin mund. ”Catherine. ” mumler han og træder et skridt tættere på mig. ”Cat, ” retter jeg ham.


Inden jeg når at tale videre, gør han noget uventet. Han placerer sin ene hånd mod min kind og lader hans læber røre mine. Overrasket spærrer jeg øjnene op, men kysser hurtigt med og slapper mere af. Jeg placerer mine hænder mod hans brystkasse og lukker øjnene og han udvikler kysset.


Jeg trækker mig og smilet der klæber fast til mine læber, er helt sikkert umuligt at få af igen. Rødmende kigger jeg ned inden jeg kigger op i hans øjne igen.


”Vi ses, Harry. ”
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...