Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46725Visninger
AA

17. Kapitel 16

Sekstende kapitel


”Det er onsdag, en af de bedste dage på ugen. ” lyder en stemme, som jeg hurtigt genkender. ”Medmindre man går i skole, ” tilføjer Lina. Sukkende slår jeg irriteret ud efter hende og vender mig om på siden. Jeg vil bare sove.


Jeg kniber øjnene i og prøver at falde i søvn, men på grund af Lina, kan jeg ikke falde i søvn igen. Jeg sætter mig op og strækker mig. Her for tiden er jeg blevet så træt, så hver morgen når jeg vågner eller bliver vækket, er det ifølge mig alt, alt for tidligt. Måske er jeg ved at blive syg, men det tror jeg ikke, så koldt er det heller ikke. Det er stadig sommer. Men man kan selvfølelig godt blive syg i sommeren.


På nul komma fem, vågner jeg mere op, da jeg tænker på det Lina sagde. I dag er det onsdag og Joe og jeg skal for første gang se lejligheden. Lina har set den på computeren, da hendes mor og hende selv kiggede på den. Vi skal alle tre hjælpes ad med at betale huslejen og derfor er det nok en meget god idé, hvis jeg finder et job.


”Har du stadig ikke hørt fra nogle af drengene? ” spørger Lina og kigger hen på mig, inden hun stiller sig foran det store spejl og begynder at ordne sit hår. ”Nej, jeg tror ikke de bor på hotellet længere. ” mumler jeg hæst. Overrasket tager jeg mig til halsen, jeg tror at det med at blive syg, er et ret godt gæt.


”Og jeg tror du er ved at blive syg. ” hun peger på mig med hendes hårbørste. Jeg trækker på skuldrende og slår dynen til side. Linas dyne ligger i fodenden og nu ligger min dyne, på hendes side. Jeg rejser mig op og går hen til skabet hvor alt tøjet er i. Jeg vælger et par sorte, stramme bukser og en hvid, langærmet bluse.


Jeg tager tøjet – inklusive et par sokker og undertøj – med ud på badeværelset, hvor jeg skifter fra nattøj til det tøj jeg har valgt. Derefter går jeg ud fra badeværelset igen og sætter mig på kanten af sengen, Lina har netop sat en fransk fletning og er ellers i gang med at finde en brødrister frem. I går var vi ud for at handle lidt, ikke det store; Noget frugt og noget brød.


”Vi skal også pakke, ” mumler jeg for mig selv, men går dog ud fra at Lina hører det. Hun kigger kort på mig, men svarer mig ikke fordi hun nok tænker, at jeg snakker til mig selv, eftersom jeg sidder og kigger ned i gulvet og ikke hen på hende. Efter at have siddet lidt og taget mig sammen til at rejse mig op igen, rejser jeg mig op, finder min sportstaske og stiller den på sengen.


I starten, da jeg fik tasken i julegave for tre år siden af mine forældre, blev jeg overrasket over hvor stor den var. Men da det så gik op for mig hvor meget der kan være i den, blev jeg omtrent dobbelt så overrasket. Men nu, disse tre år efter, har jeg efterhånden vænnet mig til det, men det overrasker mig stadig lidt, hvor tung den kan være, og hvor meget der kan være i den.


Jeg går hen til skabet og starter med at tage de få bukser, jeg har med, ud. Jeg bærer dem på min ene arm hen til tasken, hvor jeg ligger den ned i bunden af tasken. Derefter tager jeg undertøjet og sokkerne og til sidst bluserne, trøjerne og Disco tøjet. Disco tøjet ligger jeg øverst, da jeg ikke vil have at det bliver alt for krøllet.


”Vil du have et stykke ristet brød? ” spørger Lina og holder to tallerkener frem for sig. Jeg nikker hurtigt og hun ligger brødet op på tallerkenerne.


*


Både Lina og jeg har pakket, og vi står med vores tasker i den ene hånd og vores mobiler i den anden og venter på Joe. Det burde være os der kom for sent, men på en måde ikke. Både Joe og jeg elsker at sove og der er nogle gange – på en måde – en konkurrence imellem os, om hvem, der kan sove længst. Det står meget lige, men her for tiden fører han nok, eftersom jeg som sagt, enten bliver vækket meget tidligt, eller vågner meget tidligt.


Hvilket er irriterende.


Efter yderligere et par minutter, kommer Joe endelig til syne, med sin sportstaske over skulderen. Da han når hen til os, skal jeg til at åbne munden for at sige noget, men Lina kommer mig i forkøbet.


”Godmorgen, syvsover. ” griner hun og begynder at går hen imod udgangen. ”Det var mine ord, ” surmuler jeg og følger efter hende, med Joe ved min side. ”Oh my… man skal jo have et perfekt slevværd, når man flytter ind med jer. ” sukker han og puster ud. Et grin undslipper mine læber og vi stiller os på fortovet.


”Lina, du sørgede for en bil, har jeg ret? ” spørger Joe og lægger hovedet på skrå. Jeg giver slip på min sportstaske og lader den dumpe ned på fortovet. Ens arm kommer til at gøre ret ondt, når man har stået med en ret tung taske i hånden, i godt og vel et kvarter, eller mere. Det er ikke fordi jeg ligefrem tager tid på alt. ”Of course, jeg er ikke en fisk. ” fnyser hun halvfornærmet og smiler stort, da en sort bil kører ind til siden og standser foran os.


Vi lægger vores tasker ind i bagage rummet, Lina sætter sig ind på forsædet ved siden af chaufføren og Joe og jeg sætter os ind på bagsædet. Godt for mig. Jeg bryder mig ikke om at sætte mig ved siden af en fremmed mand; Da jeg var mindre havde jeg noget angst over for fremmende mænd over de tyve-tredive år. Jeg gik uden om dem i store buer i flere år, heldigvis er jeg ikke bange mere, men det betyder ikke, at jeg ikke bryder mig om at sætte mig ved siden af en fremmed mand.


I ti minutter kører vi i tavshed, før bilen stopper og chaufføren begynder at tale dårligt engelsk med Lina, hun takker og betaler ham. Vi alle stiger ud, tager vores tasker og ser bilen forsvinde.


”Okay, jeg tør ikke. Det er så spændende. ” hviner jeg og strammer hårdt grebet om min sportstaske. Smilende kigger de på mig inden Joe tager mig under min højre arm og Lina stiller sig ved siden af mig. Sammen, side om side, går vi ind i lejlighedskomplekset og tager elevatoren op til anden etage.


”Fik jeg nævnt, at den er på to etager? På nederste er der et køkken, stue, og et toilet. På anden etage er der tre værelser og et toilet. ” forklarer hun og jeg kigger overrasket på hende. To etager? Det må jeg sige, men er det så ikke dyrt? ”Og nej, Cat, det er ikke så dyrt, som du sikkert regner med. ” griner hun.


Måske er det skørt, men allerede nu begynder jeg at overveje hvilke jobs, som kan komme til at passe ind i min tidsplan. Jeg skal trods alt der er sket, stadig gå på en danseskole og går sikkert tidligt om morgenen og kommer hjem sent om aftenen, så det er ikke lige frem hvilket som helst job man kan vælge. Jeg har bogstaveligt talt næsten ingen fri tid og man får ikke penge af at gå på denne danse skole.


Lina fører an hen til en dør, hvor der allerede står; C. Lee, A. Red & J. Michels.


Jeg hiver i Joes arm og peger på skiltet med vores efternavne på. Et hvin undslipper min mund og grinende ryster han på hovedet ad mig. ”Du er altså ikke helt normal, Cat. Ja, det er vores navne. ” griner han og jeg rækker tunge.
Lina låser op og jeg gisper bare ved synet af entreen, her er allerede helt perfekt. Jeg går rundt i hele huset og ser værelserne allerede er delt op. De ligger på en række lige nå man kommer op ad trappen, Joes er det først, så kommer Linas og til sidst mit. De er alle lige store, men jeg elsker allerede mit. Selve huset er fantastisk og ting som sofa og fjernsyn står der allerede. Det eneste som er tomt er vores værelser, køkkenskabene og toiletskabene, men de bliver meget snart fyldt op.


”Flyttebilen kommer klokken to. ” forklarer Lina, da vi mødes i stuen igen. Joe og jeg nikker og vi alle beslutter at se fjernsyn. Men efter at have siddet og set fjernsyn i godt og vel nogle få minutter, bipper min mobil, ergo, jeg har fået en besked.


Eftersom Joe og Lina sidder lige ved siden af mig, kigger på koncentreret uden mobiler i hånden, undrer jeg mig lidt over hvem det er. Jeg kigger på min mobil og bliver ærlig talt en smule overrasket over at se Harrys navn stå der på skærmen.


Ærlig talt så havde jeg regnet med at de havde droppet mig, for de er trods alt verdenskendte og det kunne jo være at det hele var skuespil og de bare brugte mig for underholdning. Men på den anden side virker de ikke som de typer, de virker ikke som Maria. Hun kunne godt finde på at gøre noget a la det.


Til: Catherine


Fra: Harry


Hey Cat. Jeg tænkte om du kunne tænke dig at komme over i aften? De andre er hjemme hos Niall, så det vil kun være os to? Vi kunne se en film? – H


Overrasket kigger jeg ned på min telefon i et stykke tid. Joe må have opdaget at jeg måber over min mobil og giver mig derfor en albue i siden, som får mig til at se op på ham. Han kigger spørgende på mig og jeg vender min mobil mod ham så han kan se beskeden.


”Du er på vej ind i et forhold og jeg er helt mutters alene. ”sukker Joe dramatisk og jeg kigger irriteret, men alligevel lidt sjovt på ham. ”Jeg er ikke på vej ind i et forhold, jeg tror ikke Harry er interesseret i mig på den måde. ” mumler jeg og trækker på skuldrende. Jeg må indrømme at jeg ikke er helt ligeglad med det, men bare virker sådan.


”Er det okay med jer, hvis jeg tager derhen? ” spørger jeg dem og kigger hen på Lina der kigger spørgende på mig. Joe begynder at forklarer og overdriver ret meget, plus så overdramatiserer han også, for det er noget han er ret så god til.


”Selvfølgelig. ” svarer Lina og smiler skævt til mig. ”Så længe du hjælper med at pakke ud her om en times tid, så er det helt fint med mig. ” siger hun og vender sin opmærksomhed mod fjernsynsskærmen igen. Det samme gør Joe efter at have smilt til mig, på den måde venner gør, så snart man nævner en fyr.


Jeg er helt sikker på at hvis det var min mor jeg havde siddet sammen med, ville hun bare have ignoreret mig. Siden min far tog af sted, har hun virket ret så ligeglad med mig, men det er også forståeligt, når hun ikke er fuldt til stede, på et eneste tidspunkt. Hun er jo nærmest fuld fireogtyve syv, man kan godt sige at hun har forsømt mig. Men lige meget hvor meget had – selvom en del af mig også elsker hende – jeg har til hende, vil jeg aldrig fortælle det til nogle.


Man kan kalde det vores lille hemmelighed.


Til: Harry


Fra: Catherine


Hej Harry. Det lyder hyggeligt. Kan du sende adressen så jeg i det mindste ved hvor jeg skal hen? Vi ses i aften. – C
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...