Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46668Visninger
AA

16. Kapitel 15

Femtende kapitel 


Harry og jeg har lige sagt farvel til hinanden og jeg har lige lagt mig ned på sengen, efter at have skiftet til noget tørt tøj, som består af et par sorte natshorts og en hvid T-shirts, da Lina kommer brasende ind ad døren. Forskrækket, sætter jeg mig brat op og kigger på hende, men først efter lidt tid, lægger jeg mærke til det store, lykkelige smil på hendes læber, som får noget til at gå i stykker inde i mig.


”Både Joe og jeg er kommet ind, ” hviner hun og hopper op og ned på stedet. ”Og Lux. ” tilføjer hun kort, inden hun begynder at hoppe hvinende op og ned igen. Jeg vælger at gemme mit triste humør væk og rejser mig op, går hen og trækker hende ind i et stort kram.


”Tillykke, ” smiler jeg stort. Men smilet virker forkert, det virker ulykkeligt, men lykkeligt. Misforstå det ikke, jeg er virkelig glad på både Lina og Joes vegne, de er nået halvvejs igennem deres drøm, men det er jeg ikke. Min er blevet knust, som hvis man kastede et glas hen på en væg. Det ville splintrer i små stykker, ryge til jorden, blive fejet op og smidt ud.


Noget er gået i stykker inde i mig og al den glæde jeg før har haft omkring mig; Min mor, som støttede mig og var til stede, min far som støttede mig og var her, min drøm, som stadig fandtes og dansen som jeg måtte bruge som min pensel. Alle de ting er blevet taget fra mig, men det er en lille trøst at se mine nærmeste venner har opnået noget af det de gerne vil, jeg er jo glad på deres vegne.


”Hvordan gik daten? ” spørger hun efter vi har fejret hende. Jeg sætter mig på sengen, og hun sætter sig over for hende. Så begynder jeg at fortælle hende om den skumle parkeringsplads, den hyggelige restaurant og den sjove vandkamp. Hun lytter ivrigt efter, sikkert fordi jeg aldrig har været på date før og ikke går op i drenge, ligesom hun og mange andre piger. Hun er vel bare glad for at jeg endelig har prøvet det og det er jeg også. Det var sjovt og hyggeligt.


”Generelt meget godt. ” smiler jeg, da jeg er færdig med at fortælle. Hun smiler nikkende.


”Jeg tror jeg går i bad, er det okay? ” spørger hun og lægger hovedet på skrå. Undrende kigger jeg på hende inden jeg langsomt nikker. ”Selvfølgelig er det okay. ” smiler jeg.


Hun går ud på badeværelset og kort tid efter kan jeg hører vandet begynde at løbe. Det der var underligt. Hvorfor spørger hun om hun må gå i bad? Det er jo ikke lige frem min beslutning og jeg har ingen ret til at bestemme over hende. Det er der ingen undtagen hende selv og loven selvfølgelig, men jeg tror ikke Lina ville kunne finde på at bryde loven. Det er hun for sød til.


Sukkende finder jeg min computer frem, den har jeg også taget med og går ind på Skype. Jeg lader mine øjne glide hen over listen af dem jeg har tilføjet, eller som har tilføjet mig og for hvert navn jeg læser, begynder jeg langsommere og langsommere at læse navnene. Af frygt. Jeg ønsker sådan at min far er på. Da jeg når til hans navn vælter en glæde op i mig, da jeg ser at han er på. Hurtigt ringer jeg ham op.


Efter nogle sekunder svarer han og jeg hviner højt da han dukker op på min skærm og af ren glæde, tager jeg fat i en pude og krammer den hårdt. Det er flere måneder siden jeg sidst har snakket med ham over Skype og jeg tror det er ved at være to år siden at jeg sidst har set ham i person. Det var der han tog hjem.


”Hej far! ” siger jeg hurtigt og smiler stort. Man kan se han ligger ned, men man kan ikke se andet, fordi han skjuler baggrunden, eller så er det en væg. ”Hej, har du fået lavet om på dit værelse? ” er det første han spørger om.
”Nej, det er så fantastisk, men alligevel så trist. ” mit smil ændrer sig til en sørgmodig grimasse og han kigger forvirret på mig. ”Fortæl, ” han kigger bekymret på mig.


”For to måneder siden, fik vi at vide at vores skole var ved at gå fallit, men fik en chance for at komme ind på en af Europas bedste danseskoler. Fredag til lørdag var der dette stævne, fredag skulle vi danse Hip Hop, og lørdag Disco. Det var helt fantastisk, der var mange tilskuere og det kom direkte i fjernsynet. Der var talentspejdere som skulle vælge højst fire fra hvert hold, som blev optaget på denne danseskole. Jeg skulle danse tre gange, og de to første gange gik det helt utroligt, men den tredje gang da jeg dansede med Lina, ødelagde jeg det hele. Jeg har skadet min fod og smidt min chance væk. Min drøm er forsvundet. De valgte Lina, Joe og Lux. ” jeg trækker på skuldrende og en tårer glider ned over min kind.


Jeg kigger væk og tørre den væk. Det er mening jeg skal være glad over at snakke med min far, så skal jeg ikke sidde og græde. Samtalerne med min far er noget jeg skal huske og tænke på som noget godt, noget lykkeligt. Men det at tale med ham gør mig lykkelig. Det er så længe siden jeg sidst krammede ham og jeg savner ham mere end noget andet.


”De måtte højst vælge fire ikke? Jeg tror de har gemt den sidste plads til dig, min skat. ” han smiler opmuntrende til mig og jeg kan ikke lade være med at trække i smilebåndet over det han sagde, han er en god far selvom han er flere tusinde af kilometer væk fra mig.


”Det tror jeg ikke, ” jeg ryster opgivende på hovedet. ”Jeg må bare lade min drøm gå, det kan ske at man bliver nød til det. ” flere tårer glider ned over mine kinder og jeg tørre dem væk med puden, som jeg stadig sidder og holder.
”Det er noget du aldrig må gøre. Aldrig opgiv din drøm. ” han kigger alvorligt på mig og jeg kan ikke andet end at nikke.


Han har ret, jeg må bare håbe at den skole, som William og de andre lærere – og mrs. Collister – er en meget god en. Eller så må jeg håbe på det umulige, hvilket jeg ikke tør. Jeg vil ikke skuffes mere, det er sket alt for mange gange for mig og jeg ønsker at det slutter. Ikke mere skuffelse, jeg fortjener også at kunne stole på nogle, som virkelig er værd at stole på.


”Nu synes jeg ikke vi skal snakke mere om mig. Hvordan har du det? ” spørger jeg oprigtigt nysgerrig. Det interessere mig faktisk ret meget, selvom han i øjeblikket ikke må fortælle hvor han er, hvilket skuffer mig lidt. Hvis han siger jeg ikke må fortælle det til nogle, så gør jeg det ikke. Ikke engang Lina eller Joe.


”Jeg har det meget godt og det går fint her. ” han smiler beroligende til mig, som for at sige at der intet er galt. ”Hvornår kommer du hjem? ” spørger jeg og håber inderligt at det er snart. Det vil opmuntre mig virkelig meget og gøre mig virkelig glad.


Det kan måske endda være at mor stopper med at drikke, skaffer sig et nyt job og bliver meget lykkeligere hvis han kommer tilbage.


”Det ved jeg virkelig ikke, men lige som du sikkert gør, så håber jeg det er meget snart. Jeg savner både dig og din mor virkelig meget. Hvordan har hun det? ” spørger han og kigger roligt på mig.


Åh nej, netop det spørgsmål hvor jeg bliver nød til at smile stort og falskt og stikke ham en stor løgn. Netop det jeg ønsker når jeg for første gang i måneder taler med ham. Jeg kan jo ikke fortælle ham sandheden, så føler han sig jo nærmest tvunget til at få benene på nakken og skynde sig hjem. Det kan jeg jo ikke lade ham gøre, når dette er han arbejde.


”Hun har det meget godt, i betragtning af at jeg snart flytter hjemmefra. ” jeg smiler stort og han kigger på mig med store øjne, inden han ivrigt beder mig fortsætte. ”Jeg flytter, sammen med Lina og Joe, ind i en lejlighed i London her på onsdag. ” smiler jeg og han kigger overrasket på mig.


”Det er jo stort. Jeg husker det som var det for få dage siden at du tog dit første skridt, sagde dit første ord, dansede for første gang og tog til din første konkurrence. Du er blevet så stor siden sidst jeg så dig og langt mere moden. ” han kigger på mig som var jeg en lille pige, hvilket jeg jo ikke længere er. Jeg flytter trods alt hjemme fra lige om få dage. På en måde allerede nu, for jeg tager først tilbage når jeg skal besøge min mor.


Fraværende nikker jeg og da døren ud til badeværelset går op, får jeg et kæmpe chok, selvom det bare er Lina. Hun har et par sorte natbukser på og en sort tank top på. Hun kigger nysgerrigt på mig og jeg mumler kort far. Hun kigger overrasket på mig, inden hun springer hen og sætter sig end ved siden af mig så hun også dukker op på skærmen.
”Hej mr. Lee. ” hun vinker kort og smiler stort til ham.


”Hej Angelina, tillykke med optagelsen på skolen. ” han sender også hende et smil og ønsker hende tillykke.
Vi taler alle tre sammen i yderligere en halv time, inden han bliver nød til at slutte af. Da hans ansigt forlader skærmen bliver jeg helt trist inden i. Det er første gang jeg i meget lang tid har set ham, og nu hvor han har lagt på, føler jeg lidt at han har forladt mig igen. Jeg skubber hurtigt den dumme følelse fra mig og lægger mig udmattet tilbage i sengen og kigger på i luftet.


Alt det vi snakkede om flyver igennem hovedet på mig og først nu tænker jeg på meget som jeg også ville have sagt. Nu ender det sikkert med at jeg skal vente måneder igen og når jeg så får muligheden for at sige det jeg ikke nåede at sige nu, er der sikkert tusindvis af andre nye ting jeg har lyst til at fortælle ham om.


Det ville være så nemt, hvis jeg bare kunne tage min telefon og ringe til ham, når som helst og hvor som helst. Men så let er det uheldigvis ikke, man kan enten kommunikerer via. breve, eller så kan man ringe over Skype, når der er online og endelig har fået en mulighed for at få fat i en computer. Men det med Skype, sker også meget sjældent, det er derfor det er måneder siden jeg sidst talte med ham.


Heldigvis kunne han tale i dag hvor jeg også havde tid. Men hvis han nu kunne klokken to om natten, ville jeg stå op med det samme og hvis han kunne en dag, hvor jeg havde en helt masse at lave, så ville jeg smide alt jeg var i gang med, alt jeg skulle til at lave, for at tale med ham, bogstaveligt talt.


”Nu vil jeg bare sove, jeg er virkelig træt. ” mumler jeg.
 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...