Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46733Visninger
AA

15. Kapitel 14

Fjortende kapitel

 
Lina er taget ud sammen med resten af holdet, for at spise på en eller anden fin restaurant, fordi klokken otte kan de se hvem der er kommet ind på danseskolen. Derfor havde de tænkt sig at være sammen, som et hold, når de fandt ud af det. Også hvis jeg ikke skulle have lavet noget, ville jeg aldrig have taget med. Holdet går alligevel i opløsning om meget kort tid, når skolen lukker og jeg ved at jeg ikke kommer med, for jeg ødelagde min chance, da jeg lige skulle vride om på min fod.


Jeg har ikke gjort det store ud af mig selv. Et par lyse blå shorts, en hvid bluse, der stopper midt på maven, med blomstrede, hullede mønstrer i og en sort sportstop inden under. Mit hår har jeg lade hænge ned over mine skuldre og jeg har taget lidt Mascara på og lidt Concealer under øjnene. Og nu, eftersom jeg på kort tid har fået gjort mig klar, sidder jeg på kanten af sengen med min telefon i hånden og tjekker Facebook.


Klokken runder syv og et minut over syv, banker det på døren. Jeg slukker mig telefon og lægger den på sengen. Jeg gider ikke have den på mig når mailen om hvem der er med, bliver sendt ud. Jeg vil hverken se Lina eller Joes triste eller glade statusopdateringer eller modtage beskeder med billeder, eller tekst, der enten er fyldt med glæde eller tristhed.


Efter jeg har sørget for at telefonen ligger der, så den kan ses så Lina ikke kommer til at smadre den, ved at vælte den på gulvet eller kaste sig oven på den, hvis hun nu kommer hjem før mig, går jeg hen til døren og åbner den. Harry står derude i sorte, stramme bukser, lidt ligesom jeg, og en hvid T-shirt.


”Du ser godt ud. ” han smiler skævt og jeg griner kort. ”Det her er hverdagstøj, Harry. ” smiler jeg og han nikker ivrigt, som for at sige jeg har fat i noget.


”Du ser altid godt ud. ” siger han og tilføjer et ekstra ord. Varmen stiger lige så stille op i mine kinder og jeg indrømmer at jeg ikke kan lade være med at smile. Det er meget langt id siden jeg har fået et kompliment af en, som ikke er Lina, Joe eller en af mine danselærer. Og det er mere om hvad jeg gør, når de giver komplimenter.


Jeg når kun lige at sige ”i lige måde, ” inden han tager min hånd og sætter kursen mod elevatoren. På vejen ned siger vi ikke helt så meget, men skiftes til at kigge på hinanden. Han fører mig ud på parkeringspladsen, hvor vi går hen til hans bil og kort tid efter, sidder jeg på passagersædet, ved siden af førersædet hvor han sidder og er på vej derhen, hvor vi nu skal hen.


”Hvad skal vi? Hvor skal vi hen? ” spørger jeg og kigger nysgerrigt på ham. Jeg elsker overraskelser, men kan også lide at vide dem før de sker, hvis man kan sige det sådan. Han tænker sig kort om, inden han svarer mig. ”Det får du ikke at vide, endnu. ” han smiler og kigger kort hen på mig inden han igen vender blikket mod vejen.


Det er vel fair nok, men på en måde irriterende, fordi nu virker det som om tiden går langsommere, fordi jeg faktisk glæder mig til at få at vide, eller se, hvad det er vi skal. Som sagt kan jeg godt lide overraskelser, men jeg kan også lide at få dem at vide, før det egentlig var planlagt. Det er sket et par gange til jul og til min fødselsdag.


Vi kører i yderligere ti minutter, inden han drejer ind på en mørk parkeringsplads, kun oplyst af en lampe og parkerer der. Lidt skummelt, men jeg stoler på ham. Det er måske et svagt punkt for mig, jeg stoler meget let på folk, selv de personer som ikke fortjener at man stoler på dem. Som for eksempel min mor, som gang på gang – efter min far rejste – har bevist at jeg ikke kan stole på hende. Men alligevel bliver jeg ved med det. Halvt om halvt stoler jeg også på at hun får pakket mine nødvendige ting og sendt dem med flyttebilen, så ingen opdager hvad hun er.


Alkoholiker.


Selve ordet giver mig kuldegysninger.


”Hvor er vi? ” spørger jeg en anelse forvirret og kigger hen på Harry der lige har spændt sin sikkerhedssele op. Han kigger på mig og laver et hovedkast, som betyder at jeg skal se på det der er bag ham. Jeg læner mig hen mod foruden, så jeg kan se. ”Stranden? ” jeg kigger undrende på ham.


Bag ham er det eneste jeg kan se en strand med massere af hav vand – selvfølgelig – hvor der er små bølger der lader vandet glide op på det allerede våde sand. Det eneste der adskiller selve stranden og parkeringspladsen fra hinanden, er en meget lav hæk med store blade på.


”Der er en strand restaurant. ” forklarer han kort, men smilende, inden han kigger ned på min sele. Jeg forstår det som at jeg skal spænde den op så vi kan komme ud af bilen. Så derfor spænder jeg den op og på cirka samme tid åbner vi døren, han smækker den dog i før jeg gør, men det er heller ingen konkurrence.


*


Vi har nu spist på restauranten og vi sidder nu på stranden. Heldigvis var der ingen der kom hen og spurgte Harry om autograf og billede, ikke ment på en ond måde, men det ville ikke have været hyggeligt hvis der var kommet nogle hver femte minut. Derfor sætter jeg meget pris på, at han ikke valgte en restaurant inde midt i byen, eller en hvor der kunne være rigtig mange piger der var fan af dem.


”Må jeg stille dig nogle spørgsmål? ” spørger Harry. Jeg mumler et ja og retter irriteret på mit hår, som er blevet ret uglet på grund af vinden. ”Har du nogle søskende? ” han kigger ned på mig og jeg ryster på hovedet. Ingen søskende.


”Hvad laver dine forældre? ” spørger han.


”Min far er advokat, han har meget travlt, men når vi er sammen har vi det meget godt. Min mor hun… ” tøvende leder jeg ihærdigt efter en passende løgn. ”Min mor er lærer, hun underviser i engelsk. ” siger jeg hurtigt og smiler overbevisende.


”Hvor lang tid har du danset? ” spørger han.


”Seksten år. ” siger jeg hurtigt, fordi jeg kan regne det ud på to sekunder. Jeg har danset siden jeg var fem, men det blev først rigtigt seriøst da jeg var omkring de ti år. Og jeg fortryder ikke at jeg har brugt det meste af min barndom på at danse. Jeg har jo gjort det der har gjort mig glad, selv når det nærmest var umuligt for mig. For eksempel da jeg fik at vide at min far skulle af sted.


”Det er lang tid. ” nikker han og jeg gætter på at han ikke vil spørge om mere. ”Lover du ikke at blive sur på mig nu? ” han kigger spørgende på mig og jeg kigger forvirret på ham. Inden jeg når at svarer ham har han løftet mig op og jeg ligger i brudestilling, i hans arme.


Han sætter kursen hen i mod vandet og jeg regner hurtigt ud af hvad han har tænkt sig at gøre. Han grinende mumler jeg ”nej, ” et par gange i træk og slår ham med knyttet hånd på brystkassen. Selvfølgelig ikke hårdt, men svagt. Da det ikke virker vrider jeg mig og håber han taber mig eller sætter mig ned, men det gør det bare en smule mere akavet.


Han når hen til vandkanten og standser op. Jeg krydser inderligt fingre for at han fortryder nu, men han får, uden at bruge sine arme, sine sko af og tager et skridt ud i vandet, efterfulgt af et par flere. Da vandet går ham til omtrent midt på lårene, standser han op og jeg vrider mig igen i hans arme.  


”Slip mig, ” beder jeg og kigger op på ham med hundeøjne. Ham smiler lusket og kigger kort ned i vandet inden han langsomt bukker sig ned og giver slip på mig.


Mit hoved ryger under vandet to sekunder senere og det kolde vand bryder gennem tøjets stof og rammer min hud. Jeg kniber øjnene i, eftersom jeg for det meste får ondt i øjnene, hvis har haft åbne øjne under vandet. Derefter leder mine fødder efter sandbunden og da jeg får kontakt med sandbunden rejser jeg mig op. Vandet driver ned over mig, men kan umuligt gøre mig mere gennemblødt, end jeg i fro vejen er. Jeg skuler til Harry inden jeg sprøjter noget vand i hovedet på ham.


”Nu er jeg helt våd, på grund af dig. ” smilende halvråber jeg ad ham og sprøjter endnu mere vand på ham. Han griner højt og smiler stort. ”Det er ikke meningen du skal misforstå det. ” jeg kan ikke lade være med at grine ad det.
Det kan godt være at det kan være meget let at misforstå, men det var ham der smed mig i vandet, så burde han da ikke misforstå det så meget. I lidt tid kaster vi vand på hinanden, indtil jeg begynder at fryse virkelig meget, fordi det blæser og jeg har lige været i vandet, som heller ikke er helt så varmt.


Jeg gyser og Harry lægger mærke til det. Sammen går vi op ad vandet, som driver ned over os og har gennemblødt hvor hår og tøj. ”Det var sjovt… men også lidt usædvanligt, hvis man kan kalde det, det. ” mumler jeg da vi finder en bænk hvor vi kan sidde og tørre lidt, så vi hverken får sandet til at klistre til vores tøj, eller sætter os drivvåde ind i hans bil.


”Det er vidst de rigtige ord du har fat i. ” han griner kort, lægger en arm om mig og trækker mig lidt ind til sig. Jeg kan ikke lade være med at smile og jeg kan hurtigt mærke farven stige op i kinderne på mig. Jeg kan vidst godt tillade mig at sige, at Harry har gjort et godt indtryk på mig.


Det er søndag i dag, i morgen er det mandag, så bliver det tirsdag og så onsdag. Det er den da jeg glæder mig meget til, jeg skal trods alt flytte ind i en lejlighed med mine to bedste venner. Men der er en ting jeg er meget bekymret for. Hvad nu hvis min mor har valgt at drikke sig fuld, i stedet for at pakke mine ting? Det er det eneste hun skal gøre for mig, det eneste jeg føler hun skylder mig, og efter alt det hun har gjort imod mig, er det absolut ingenting.


Hun vil virkelig skuffe mig, hvis hun vælger at ligge sig på sofaen med fulde flasker stående på bordet, som efter ikke så lang tid, ikke længere vil være fulde. Hvis hun falder i søvn, vågner og drikker endnu mere. Og hvis sandheden virkelig skal siges, så ved jeg ikke om jeg kan klare at blive skuffet endnu en gang. Ikke nu hvor hun har skuffet mig så mange andre gange.


For eksempel ved ikke at handle ind. Ikke at betale for danseskolen. Ignorerer fars emails og skype opkald, som jeg først opdager er blevet ignoreret sent om aftenen når jeg er hjemme. Og den værste af alle; Ikke vise at hun tror jeg kan gøre dette.


”Det har været virkelig hyggeligt, Harry. ” siger jeg efter et stykke tid med tavshed. ”Jeg er enig. ” mumler han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...