Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46546Visninger
AA

14. Kapitel 13

Trettende kapitel

 
Tre film, det er antallet af hvor mange vi har set. Joe gik efter to, Lina er faldet i søvn efter en hård dag, op ad Louis og hvis jeg gætter rigtigt, så ser det ikke ud til at genere ham. En gyserfilm, en komedie og en Disney film er det vi har set. Gyserfilm gør mig ikke helt vildt bange, men en lille smule. En gang imellem kan jeg godt blive lidt forskrækket, men ellers har jeg det fint med gyserfilm. Komedien var dødkedelig, i forhold til at den skulle forestille sig at være sjov. Og Disney filmen var den bedste af dem alle. Jeg elsker Disney film, Disney serier, generelt bare Disney.


Jeg gaber kort og kigger rundt. Niall er faldet i søvn, det samme er Louis og Liam gik for lidt tid ind på sit eget værelse. Harry sidder med hovedet begravet i hans mobil og lyset lyser direkte ind i hans grønne øjne. I et stykke tid sidder jeg bare og kigger på ham, lægger mærke til hver eneste detalje i hans ansigt. Han kigger op fra sin telefon og hen på mig. Flovt kigger jeg ned i mit skød.


”Catherine, ” hvisker han. Jeg kigger op og møder hans blik og han smiler til mig. ”Cat. ” retter jeg ham og smiler skævt. Han laver et kast med hovedet hen mod entreen, inden han rejser sig og forsvinder ud i entreen. Lydløst. Jeg prøver at gøre det samme, men med min fod, er det ikke helt så let som det plejer.


Forsigtigt prøver jeg at træde hen over Nialls ben, men jeg støtter på min dårlige fod og falder hen over det, i stedet for at gå hen over det. Jeg bider tænderne hårdt sammen og kigger op på Niall, som stadig sidder med lukkede øjne og let åben mund. Han sover stadig. Jeg tager en dyb indånding og rejser mig op igen og går ud i entreen.


Han står lænet op ad væggen, meget tæt på døren og da jeg kommer til syne i døråbningen, der fører ind til stuen, kigger han hen på mig med det samme. Han følger mine bevægelser, imens jeg går hen og læner mig op ad væggen, over for ham. I lidt tid står vi begge i tavshed, inden Harry rømmer sig og begynder at tale.


”Hvad tog dig så lang tid? ” spørger han og kigger undrende på mig. Jeg skæver ned mod min fod, og kigger op på ham igen. ”Jeg snublede over Nialls ben, på grund af min fod. ” jeg griner kort og laver en lille bevægelse med min fod. Jeg havde helt glemt smerten, indtil nu, hvor den kommer tilbage på grund af jeg tænker på den.


Tanken skal bare ud af mit hoved.


”Ja, din fod. ” mumler han. ”Jeg er virkelig ked af at det er ske- ”


”Vil du ikke nok lade være med at sige det, som jeg ved du skal til at sige? Indtil nu er du den eneste, med en undtagelse af lægen der kiggede på min fod, og det er virkelig rart. Jeg hader al den opmærksomhed og medlidenhed, jeg får på grund af at jeg skadede min fod. Jeg ved godt at jeg har mistet min chance, at den er væk, men det behøver alle ikke blive ved med at minde mig om konstant. ” afbryder jeg ham med min lange talestrøm af ord, som forhåbentlig giver mening for ham.


”Selvfølgelig, på én betingelse. ” siger han lavt og smiler skævt til mig. Opgivende kigger jeg på ham, så længe det ikke har noget med at jeg skal hoppe rundt på min skadede fod imens jeg synger julesange. Selvom det nok ikke kommer til at ske.


Jeg skubber mig selv væk fra væggen og folder armene hen over brystet. Jeg støtter mig til min gode fod, så jeg ikke ender med at overbelaste min dårlige fod.


”Ja? ” jeg kigger spørgende på ham med et løftet øjenbryn.


”Du, tager med mig på en date i morgen. Jeg henter dig klokken syv. ” han blinker til mig og kysser mig hurtigt på kinden, inden han går ind i stuen, sikkert for at gå ind på sit værelse.


Måbende kigger jeg efter ham. En date? Han kan da ikke lide mig? Forvirret ryster jeg på hovedet inden jeg lister ind i stuen igen. Jeg sætter mig ned ved siden af Niall, der stadig sidder og sover. I lidt tid sidder jeg og kigger ud i mørket, for fjernsynet er for længst blevet sort, fordi det er gået på standby. Derefter finder jeg min mobil og kigger lidt på den, inden jeg ligger mig ned i en kugle og lukker øjnene i.

 

”Vi har set alle parrene fra On Fire, men skal vi ikke få Catherine Lee og Angelina Red på en ekstra gang med en anden koreografi? ” skratter den irriterende stemme, som finder alt det her ’ih’ så interessant.

 

Både Lina og jeg smiler stort og går direkte ud på gulvet. Det er nu vi skal vise vores helt egen koreografi og faktisk er jeg ikke nervøs, men spændt og glæder mig direkte til at musikken skal gå i gang. Og selvfølgelig skal verden lige være lidt mere imod mig og de har lidt problemer med vores musik. Til sidst får de styr på det og musikken starter, hvilket vi også gør.

 

Koreografien er ved at få sin ende, da det der ikke må ske, sker. Jeg glider.

 

Jeg lander forkert på den og kan direkte hører en klam, knasende lyd. Hårdt bider jeg tænderne sammen og kniber øjnene hårdt sammen. Jeg lægger min pande mod mit knæ og knytter mine hænder hårdt sammen. Det gør virkelig, virkelig ondt. Jeg har prøvet at vride om på min fod før, men jeg har virkelig aldrig følt den her smerte.


Gispende sætter jeg mig op, hvilket ikke er helt så let, med halvdelen af Niall liggende oven på mig, - det skal ikke misforstås. Hvordan kan jeg få mareridt af min fejl? Det er forfærdeligt, men det var som at opleve smerten, vreden, ydmygelsen. Alle følelserne sidder stadig i mig og jeg kan ikke bare uden videre ryste dem af mig. Jeg oplevede det og nu skal mine drømme hjemsøge mig med det. Jeg griber ud efter min mobil, klokken er fem om morgenen. Hvor fantastisk.


Jeg rejser mig fra sofaen og strækker mig. Flere steder i kroppen knækker det, på grund af at jeg sov i den sammenrullede stilling. Det har min krop bare ikke godt af. En idé popper pludselig ind i mit hoved på grund af mareridtet og jeg kigger hurtigt hen på Lina, som stadig sover og er langt inde i sin drøm.


Så lydløst som jeg overhovedet kan, lister jeg hen over Nialls ben, jeg vil helst ikke vække de andre, de vil bare ødelægge min pludselige glæde. Jeg tænker ikke på hvordan jeg ser ud, hvor rodet mit hår er, eller hvor klodset det må se ud, at jeg halter ned gennem gangen. Jeg låser mig ind på vores hotelværelse hvor jeg hurtigt klæder om til Disco tøj.


Derefter halvløber jeg – så godt jeg kan – hen til elevatoren, den kører ned til kælderen og jeg skynder mig ud, jeg skal bare have så meget ud af den tid jeg nu har, som jeg kan.


Jeg går hen til det sted vi sidst trænede, før stævnet. Jeg finder et sted hvor jeg lægger min mobil og finder den sang, som Lina og jeg lavede vores back up koreografi til. Musikken begynder og det samme gør jeg.


I starten er smerten uudholdelig. Men jeg bider tænderne hårdt sammen og laver grimasser. Men efter at have danset den et par gange, lidt haltende og langsomt, kommer jeg hurtigt efter og det bliver bedre og bedre. Smerten glemmer jeg hurtigt og jeg føler mig fri igen. Følelserne jeg føler er fantastiske og det hele er fantastisk.


Smilende udfører jeg alle trinene korrekt, præcist og godt. Ingen fejl alle de gange jeg danser. Efter at have øvet den igennem en masse gange i træk, stopper jeg musikken og min vejrtrækning er højlydt. Jeg er helt svedig og varmen omfavner mig. Det er dejligt at danse igen, selvom der er gået mindre end et døgn siden sidst. Men jeg tror også det er adrenalinen af at gøre noget jeg ikke må. Det følelsen af at danse, uden at må, der får det til at føles som en evighed.


Jeg sætter en stille sang på, sætter mig på gulvet og begynder at strække ud, så jeg ikke bliver alt for øm. Smerten vender lige så stille tilbage, men jeg tror det er fordi en svag smerte også føles i de andre dele af mine ben. Da jeg skal til at skifte ben, lyder en lille tone og elevatorens døre går op. Jeg kigger op og mine øjne møder Williams.


”Catherine Lee, du rejser dig op med det samme og kommer med en god forklaring, som alligevel i sidste ende er værdiløs. ” William hæver sin stemme og med faste skridt, går han direkte hen imod mig, tager min telefon og stopper musikken. Jeg rejser mig op og kigger kort ned på min fod, inden jeg kigger op på William.


”William, jeg… Jeg kan ikke klare ikke at må danse. Hvorfor forstår du ikke at der ikke er gået mere end to dage, uden jeg har danset siden jeg var ti. Det er mange år, mange måneder, mange dage, timer, minutter og sekunder. Jeg har lige fået taget min chance fra mig, på grund af mig selv og det er jeg virkelig vred på mig selv over. Du kan ikke bare tage dansen fra mig også. Det er den eneste måde jeg kan udtrykke mine følelser på, uden den, kan jeg ikke. Det ender med at jeg eksploderer, hører du? ” jeg kigger ulykkeligt på ham.


”Jeg hører skam, men du bør begynde at lytte. Jeg er sikker på at du hørte hvad lægen sagde. ” siger han roligt og kigger sigende på mig.


Sukkende tager jeg min telefon ud af hænderne på ham og går hen imod elevatoren. Jeg trykker på knappen op til vores etage og låser mig ind på hotelværelset. Der varede min meget korte glæde.


Irriteret og træt går jeg ud på toilettet og låser døren efter mig. Jeg sætter mig ned på gulvet og lader tårerne strømme ned over kinderne på mig. Følelserne må da kunne komme ud på den vej, hvis ikke den vej, så ved jeg ikke hvilken. Et hulk, efterfulgt af flere undslipper mine læber og jeg trækker benene op under mig. Jeg gemmer mit ansigt i mine knæ og gør mine sorte, løse bukser gennemblødte lige ved knæene.


Følelserne skal bare ud. Det gode ved dansen, alle minderne. Hvis jeg ikke må danse, vil jeg ikke have de gode øjeblikke. De sørgelige øjeblikke; Da jeg første gang fandt min mor snorkende på sofaen, med en tom flaske i hånden. Da jeg fik at vide at min far skulle udsendes. Da jeg vred om på min fod. Da jeg mistede min chance. Alt.
Da der ikke er flere tårer, snøfter jeg kort og tørre mine øjne af i mine ærmer. Det banker på døren og jeg farer forskrækket sammen. Jeg stopper med at trække vejret og kigger på døren med store øjne.


”Cat, er det dig? ” lyder Linas stemme og jeg ånder lettet op.


”Ja, jeg havde tænkt mig at gå i bad. ” siger jeg hurtigt og skingert. Hvilket jeg faktisk har tænkt mig at gøre. Jeg skal alligevel på date med Harry i aften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...