Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46595Visninger
AA

13. Kapitel 12

Tolvte kapitel

 
”Hvad skal du? Hørte du ikke hvad lægen sagde, om at du skal holde din fod i ro? ” spørger Lina, idet de kommer brasende ind ad døren og ser mig stå og rede mit hår igennem, foran det store spejl. Forskrækket vender jeg mig om mod Lina og Joe, inden jeg kigger på min fod som jeg forsigtigt bevæger, jeg skærer en grimasse, men heldigvis kigger jeg ned, så de ikke ser det.


”Den har det fint. ” mumler jeg og sætter mit hår op i en løs knold. Jeg har det samme tøj på, som jeg havde på da lægen var her tidligere; Et par sorte, løse bukser, som egentlig er beregnet til at træne Hip Hop i, men de kan vel også bruges sådan her? Samt en langærmet hvid bluse.


Det er ikke lige fordi det står øverst på min liste, at ligge skadet foran en læge i Disco tøj, så heldigvis havde jeg noget ekstra tøj i min taske. Jeg skiftede derhenne, med lidt hjælp fra Lina, eftersom det heller ikke står øverst at halte skadet rundt på en gade i London, i Disco tøj. Desuden var det også begyndt at regne imens vi var inde i hallen.


”Der fik du så svaret på mit første spørgsmål. Så nu spørger jeg igen; Hvad skal du? ” hun gentager spørgsmålet og sukkende sætter jeg mig ned på kanten af sengen og kigger tomt på hende. Nu hvor jeg har smadret det jeg har drømt om siden jeg var fem år, hvorfor kan jeg så ikke bare få lov til at gøre hvad jeg vil? Have det sjovt? Jeg er enogtyve, ikke tretten.


Det er ikke en af dem, som vred om foran virkelig mange mennesker, inklusive optagende kameraer, der gik direkte live. Det er ikke en af dem, som lige har fået ødelagt deres drøm godt og grundigt. Det er ikke en af dem, som slæber rundt på deres skadede fod og drukner i dårlige ting. De klarede det fint, de har stadig en chance og deres liv er fantastisk og fyldt til randen med violin spil og syngende fugle der vækker dem om morgenen.


”Du er hverken min mor, eller min babysitter. Du kan ikke tvinge mig til at sige det. ” svarer jeg hende stædigt og bliver en del overrasket over mig selv. Det er ikke mig, at svarer mine venner – generelt bare ingen – igen på den måde. Det kan godt være jeg er vred på mig selv, men jeg skal ikke lade det gå ud over dem. Det har de på ingen måde fortjent.


”Catherine, nu svarer du hende hvad du skal. Der er ingen grund til at blive stædig. ” sukker Joe og kigger på mig med et hævet øjenbryn.


”Undskyld, undskyld, undskyld. ” jeg gemmer mig bag mine hænder som en bange lille pige. Jeg tager en dyb indånding før jeg fjerner dem igen. ”Jeg er ked af det. Både af at jeg opfører mig sådan her og fordi jeg har skadet min fod. I har stadig en chance, i har stadig håb om at jeres drøm går i opfyldelse. Det måtte jeg sige farvel til, idet jeg vred om på min dumme, dumme fod. ” mumler jeg frustreret og kigger flovt på dem.


Åh gud. Nu får jeg det til at handle om mig igen, hvilket overhovedet ikke er meningen. Intet skal handle om mig, der er nogle der fortjener mere opmærksomhed end jeg. Som for eksempel en hjemløs som ikke gjorde det bevidst, ved at købe alkohol eller stoffer. Eller børn der kommer fra dårlige familier. Der er mennesker som fortjener opmærksomheden mere end jeg. Derfor er den ikke velkommen her hos mig.


Linas ansigt ændrer sig på meget kort tid fra irriteret til trist. Hun sætter sig tungt ned ved siden af mig og lægger en arm om min skulder. Nogle gange siger jeg ting, som jeg ikke ville sige. Gør ting som jeg ikke vil sige. Sommetider ønsker jeg at kunne gå tilbage i tiden og rette alle min fejl, men min mor huskede mig altid på, da jeg var lille, at fejl er det der gør en til den man er.


”Jeg mente det ikke på den måde. Jeg har det fint og der er sikkert mange andre gode skoler her i London. Jeg er ikke helt fortabt. ” jeg disker op med et falskt smil og rejser mig op. ”Men hvis i stadig vil vide det, så spurgte Niall om jeg ville hen til deres hotelværelse og se en eller flere film. Det er det jeg skal. ”


Joe fnyser – sikkert over mit pludselige venskab med dem, eller så er han bange for at jeg glemmer ham, hvilket aldrig kommer til at ske – og Lina kigger på mig med store øjne. Hendes crush på Louis kommer nu frem til overfladen og hun rækker irriteret tunge ad mig.


”Hvorfor er det altid dig der er så heldig? ” spørger hun surt og folder armene hen over brystet. Et grin slipper nær ud over mine læber, men jeg når at stoppe det. ”Heldig? ” spørger jeg og gør en vild armbevægelse ned mod min fod. Hun nikker og giver mig lidt efter ret.


”Måske ikke helt så heldig, men gid jeg var dig. ” sukker hun.


Jeg sætter mig ned ved siden af hende igen, fordi jeg er bange for at overbelaste min fod, hvis jeg står for meget op, så går der længere tid inden jeg kan danse igen. Derfor sætter jeg mig ned, hver gang jeg ser en mulighed til det. Og så foretrækker jeg at sidde ned og snakke hvis jeg er træt, eller føler noget dårligt, det giver mig ingen energi.


”Du må da gerne komme med, det tror jeg ingen af dem har noget imod. ” spørgende kigger jeg på hende og hun nikker ivrigt. Hun mumler et fem minutter og går ellers hen og finder noget tøj, som hun tager med ud på badeværelset. Hun render stadig rundt i holdjakke og Disco tøj. ”Du må også gerne komme med. ” siger jeg henvendt til Joe, eftersom han er den eneste herinde, som rent faktisk svarer igen.


Det gør stole eller lamper ikke.


”Lad mig lige tænke over det til Lina er færdig derude. ” han trækker på skuldrende og sætter sig ned ved siden af mig. En rar tavshed breder sig og bliver først afbrudt da Lina smækker toiletdøren op og marcherer direkte hen til det store spejl og begynder at rede sit hår igennem. Hun sætter det op i en fransk fletning, så det ikke begynder at irritere hende.


Oftest når hendes hår er sat op i en høj hestehale eller en knold, falder en masse hår ned i hovedet på hende, hvilket det åbenbart ikke gør når hun har det sat op i en fransk fletning. Derfor foretrækker hun at have håret sat op sådan når hun ikke skal træne.


”Nå, Joe? ” jeg drejer hovedet og bliver bogstavelig talt nød til at kigge opad. Joe er ret så høj og meget højere end både Lina og jeg. Han trækker ubeslutsomt på skuldrende og Lina kommer hen og kigger interesseret og uvidende med. Hun har ingen anelse om hvad vi taler om, hvilket tydeligt kan ses, men alligevel kigger hun med uden at bryde ind med en spørgende kommentar, om hvad denne lille dårligt begyndte samtale handler om.


”Kom nu, jeg er sikker på drengene vil være glade for at møde dig. ” plager jeg og sætter mig bogstavelig talt, ned på knæ. Han griner inden han endelig giver sig og sukkende rejser jeg mig op igen. Jeg tror ikke min fod er glad for at jeg sidder på knæ, den klager i hvert fald ret så meget lige nu.


Så godt jeg nu kan, prøver jeg at ignorerer smerten der er der konstant, og sammen går vi alle tre hen til deres hotelværelse. Det tager kun få sekunder, eftersom deres hotelværelse bare er lidt længere nede ad gangen. Hvilket er heldigt for min lille forpulede fod, som jeg faktisk ikke har lyst til at tænke på mere. Jeg skubber både smerten og tankerne om min dumme fod væk fra mig og prøver at fokuserer på positive ting.


Med Joe på min højre side og Lina på min venstre, ankommer vi til deres dør, og jeg banker på. Høje stemmer og skridt lyder, inden der bliver åbnet. Jeg havde troet det var Niall der ville åbne, men i stedet for et par blå øjne, møder jeg et par grønne øjne.


”Hej Harry, ” jeg laver et kort vink med min ene hånd, inden jeg taler videre. ”Jeg håber det er okay jeg tog Lina og Joe med. For resten, Joe det her er Harry, Harry det her er Joe. ” Skiftevis kigger jeg på dem og uheldigvis laver jeg en – uden at tænke mig ordentligt om – akavet præsentation for dem. Det kan jeg også mærke på Lina, eftersom hun puffer blidt til mig.


”Hej til jer alle tre, ” han smiler skævt. ”Velkommen til vores hotelværelse, for resten er det ikke mit rod. ” han gør gestus til at vi skal komme ind. Det trækker i mit smilebånd da jeg går forbi ham, det er rart ikke at få opmærksomhed, på grund af min fod, fra ham.


Jeg sætter mig ned på hug og støtter mig til den fod der ikke er skadet. Nu kan jeg ikke bare bukke mig ned, uden at have lige meget vægt på begge fødder, så jeg bliver nærmest nød til at sætte mig ned på hug, hvis jeg ikke skal klynke. Jeg binder mine sko af, rejser mig op og vrider forsigtigt min skadede fod ud af skoen og den anden fod er jeg lidt mindre forsigtig med.


Harry følger os ind i stuen, deres hotelværelse er langt anderledes indrettet end vores.


”Her er jo, virkelig stort. ” mumler jeg overrasket, da vi kommer ind i deres stue, som er en blanding af en stue, et køkken og et spiserum. Selvom det ligner vores ret meget, er det virkelig større. Det er virkelig utroligt. Men det kan jo have noget at gøre med, at de er verdenskendte? Og hotelejeren synes de skulle have det bedste af det bedste.
”Vi er fire der deler værelse, hvis jeg gætter rigtigt er i kun to? ” Harry kigger spørgende ned på mig og jeg nikker. Det har han også ret i.


Vi kommer ind i stuen og i det jeg træder ind i selve stuen – ikke køkkenet eller spisestuen – bliver et par arme lagt om mig og forskrækket gisper jeg. Jeg gætter det er Niall, eftersom det er ham jeg er tættest, men alligevel overrasker det mig. Smilende lægger armene om livet på ham, alligevel er det rart, men dog stadig overraskende.


”Hej. ” griner jeg og sender ham et kort smil, inden jeg smilende hilser på de andre. Vi alle sætter os i de tre sofaer og den ene lænestol. Det er jo helt utroligt, endda at der er så mange møbler. Jeg havde forventet at der måske ville være to, fordi det virker til at være til fire personer og vores hotelværelse er til to og der er kun en sofa og ingen lænestol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...