Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46911Visninger
AA

12. Kapitel 11

Ellevte kapitel 


Her sidder jeg på et hotelværelse, med min fod hvilende på en stak puder, mine to bedste venner ved min ene side, en læge ved min anden side og William stående nogle meter væk fra dobbeltsengen, som taler ophidset i telefonen. På grund af at jeg stod fast ved at jeg ikke ville på hospitalet og blive her og dø – hvilket jeg hverken sagde eller mener – ringede William til en læge, der kunne komme og se på min fod.


Og her er vi så.


Men det eneste jeg kan fokuserer på, er at jeg har misset min chance. På grund af min i øjeblikket ustabile fod, er jeg selvfølgelig ikke blevet valgt. Selvom vi endnu ikke har fået at vide, hvem der er kommet ind, ved jeg at jeg ikke er. Hvad nu hvis jeg havde stået et andet sted på gulvet, ville jeg så også have gledet? Eller hvad hvis, vi slet ikke skulle vise koreografien, var jeg så blevet valgt?


Jeg ville ønske at jeg kunne svarer på disse spørgsmål, eller om en anden kunne. Men man kan altid sige ’hvad nu hvis’, uden at kende svaret. Det er så irriterende og gør mig trist, men på samme tid vred. Det er jo min skyld det hele, alt er min skyld. Og jeg lader det gå ud over alle, mine venner, min mor. Tog min far af sted fordi jeg gjorde alt galt?


Træt læner jeg mig tilbage i sengen, op ad den foldede dyne, som Lina var så sød at lægge bag min ryg, så jeg har noget at støtte mig op ad og ikke ender med smerter i foden, samt smerter i ryggen. Det ved jeg ærlig talt ikke om jeg ville kunne kaperer lige nu. Jeg har misset min chance. Min eneste chance.


William bliver færdig med sin ophidsede samtale, eller hvad end den var, for jeg ser ingen god grund, til at interesserer mig for hans telefonsamtaler, specielt ikke når jeg er havnet i dette Helvede. Eller det er min betegnelse af Helvede, i hvert fald i øje blikket, senere kommer der sikkert et dårligere eller slemmere øjeblik, som jeg der vil betegne som mit eget personlige Helvede.


”Det ser ud til at være en slem forstuvelse. ” lægen rejser sig op fra sin knælende stilling og kigger direkte på mig og ikke mellem William og jeg. ”Du skal holde den i ro og jeg vil sige ingen dans i en til to måneder. ” han ser alvorligt på mig og kigger derefter mindst lige så alvorligt på William som hurtigt nikker forstående.


”Jeg skal nok sørger for at hun holder den i ro de næste par uger og ingen dans, før om mindst en måned. Hvis jeg ikke er der, så har i to. ” han kigger kort hen på Lina og Joe og derefter tilbage på lægen. ”Lige hørt hvad han sagde. ”


Selvfølgelig. Jeg flytter stadig ind i lejligheden med dem og der kan William ikke holde øje med mig, det bliver de nød til. Men som jeg lover dem, vil jeg ikke være en trist og vred bombe der render rundt og tikker, men være glad på deres vegne, hvor end de kommer hen, lige meget hvad. En aftale er en aftale. Et løfte er et løfte. Og venskab er noget af det eneste jeg har tilbage lige nu.


”Som han sagde, hvis han ikke sørger for det, gør vi. ” forsikrer Joe både lægen og William. Jeg sukker tungt og lægger ikke en gang skjul på min irritation, som befinder sig i mig af to simple grunde;


Jeg har lige fået at vide, at jeg ikke må danse i mindst en måned, hvilket er fire uger, hvilket er omtrent 30 dage. Det er jo uretfærdigt, jeg har jo kæmpet for dansen næsten alle de år jeg har levet, jeg har lagt alt i det og givet det meste af mig selv til den og så sker dette? På grund af slå min fod en lille smule. For det andet, så er jeg ikke en lille baby, som alle skal være omkring og beskytte konstant. Jeg er en pige på enogtyve år, hvilket vil sige at jeg har enogtyve års livserfaring, jeg er selvstændig og kan udmærket passe på mig selv.


Før jeg ved af det, er lægen ude af døren og det samme er William. Joe har sat sig i fodenden ved siden af Lina, der har gjort præcis det samme som ham. Så går overvågningen i gang, den næste måneds tid, mindst. Hvis jeg er endnu mere uheldig end jeg er i for vejen, så er det to, eller deromkring.


”Se, en kartoffelskræller! ” jeg peger hen imod døren og min stemme lyser af falsk overraskelse. Selvfølgelig kigger de tilbage, på grund af mit pludselige udbrud og min pegende finger. De indser hurtigt at det bare var noget jeg sagde og der selvfølgelig ikke kommer en kartoffelskræller ind ad døren. De kigger tilbage på mig og forvirringen lyser ud af Lina.


”Hvad skulle det til for? ” spørger Joe, som kommer hende i forkøbet og stiller spørgsmålet, som skulle lige til at falde ud over hendes læber. ”Så jeg kunne få to sekunders fred, uden jeres blikke kunne hvile på mig. Hvordan kunne i gøre det? ” jeg smiler flabet til dem og vender mig om på siden så mine øjne ikke skal møde deres.


I stedet fokuserer jeg frem ad og lægger mærke til hver eneste lille detalje, som jeg kan få øje på. Det fine bølgede mønster, der følger den nederste del af værelset hele vejen rundt. De små hakker og ridser i skabet, der er lavet af lyst træ. To meter fra det, er det ret så svært at få øje på de bittesmå hakker og ridser. Jeg lægger selv mærke til hvilket mønster gulvtæppet, som ligger på gulvet i hele hotelværelset – med en undtagelse af badeværelses gulvet – har.


”Kan jeg ikke få lidt fred? Det er jo ikke fordi at jeg begynder at hoppe dansende rundt på min ubrugelige fod som nærmest skriger af smerte, imens i er væk. ” spørgende kigger jeg på dem og et minuts tavshed breder sig inden de langsomt nikker på deres hoveder og forlader hotelværelset så jeg er helt alene.


En tårer glider ned over min kind, efterfulgt af en mere, ellers er der ikke flere der undslipper. Hvorfor skal jeg være sådan en kælling over for dem? Det var jo meningen at vi skulle være glade på hinandens være, uanset hvad der skete. Og nu hvor der er sket noget, skammer jeg mig og kan ikke finde glæden på deres vegne frem. Siden hvornår er jeg blevet en så dårlig ven og veninden? Jeg er jo forfærdelig.


I lang tid ligger jeg og kigger rundt og overraskende nok, tror jeg tiden går hurtigt. Men jeg har ikke styr på tiden, så jeg kan ikke sige det med sikkerhed. En svag lyd af regn lyder og jeg går derfor ud fra, at det er begyndt at regne. Jeg sætter mig halvt op og kigger hen på vinduet, der nærmest er fyldt med dråber. Jep, jeg gættede vidst rigtigt.
Et bank lyder, men da jeg ikke svarer, banker det på igen. Jeg råber svagt, at personen bare kan komme ind. Jeg gider ærlig talt ikke rejse mig og min fod gør hammer ondt, så det er vel bedst bare at blive liggende med foden oven på den lille stabel af tre-fire puder. Døren går op og lyst hår kommer til syne, sekunder efter glider et navn automatisk gennem mine tanker; Niall.


”Hej, ” mumler jeg kort og vinker akavet, da han har lukket døren bag sig og vendt sig mod mig. Han smiler stort, men skæver derefter hen imod min fod og smilet falmer. ”Hej. ” han siger det lidt tydeligere end jeg selv kunne få frem. Han går hen til sengen og sætter sig i fodenden og jeg sætter mig op og læner mig op ad den sammenrullede dyne.


”Jeg er ked af det med din fod, hvis det stod til mig, var du helt klart kommet ind på den skole. ” mumler han og skæver endnu en gang ned mod min fod. En halv kendt, men alligevel ret så ukendt, pludselig vrede vælter op i mig og vælter selv mig omkuld.


”Men nu er det sådan at det ikke står til dig. Det står til talentspejderne, som jeg er hundrede et procent sikker på, ikke vil have mig, fordi min fod er midlertidig ustabil. Sket er sket og jeg har misset min chance. ” det kommer ud som en snerren, men jeg fortryder i det samme, ordende forlader min mund.


Niall ser først overrasket ud, men derefter såret. Åh nej, jeg ødelægger virkelig alt. Han har jo ikke gjort noget, han prøvede bare at opmuntrer mig, hvilket er virkelig sødt og venligt af ham og så snerrer jeg ad ham. Det er som om at raseriet langsomt bygger en ny side i mig, det er ikke mig, jeg plejer ikke at opfører mig sådan her, jeg plejer næsten aldrig at være vred eller rasende.


”Niall, det må du virkelig undskylde. Jeg ville ikke snerrer, det er virkelig sødt du prøver at opmuntrer mig. Undskyld, undskyld. ” jeg gentager mig selv i slutningen, hvilket ender med at komme ud på en helt forkert måde, så jeg lyder komplet dum. Og jeg lyder virkelig ivrig, hvilket jeg faktisk også er. Venskab er virkelig det eneste jeg har tilbage. Jeg har mistet alt andet, i hvert fald for noget tid.


”Det er helt okay, den situation du er i kan også være ret irriterende og dum. Du er tilgivet. ” han sender mig et stort smil som jeg hurtigt gengælder.


Ærligt så overrasker det mig lidt, at han kommer her, og prøver at opmuntrer mig. Da de kom ind til os om aftenen, troede jeg ærlig talt at dette kun var noget der ville blive ved i et par dage og derefter ville vi så småt miste kontakten igen. Men måske er og var jeg helt galt på dem. Måske vil de gerne være venner, hvilket vi også meget gerne vil være med dem.


Ikke på grund af deres berømmelse, men fordi det er hyggeligt og sjovt at være sammen med dem. Forleden aften da vi bare sad og talte i timer, fløj tiden bogstaveligt talt af sted. Uden jeg lægger mærke til det, bliver smilet på mine læber større og større, for hver tanke jeg tænker om den aften. Jeg følte og føler at jeg har kendt dem i lang tid, hvor jeg kun har kendt dem i omtrent to dage.


”Hvad smiler du så stort af? ” griner Niall og prikker mig på skinnebenet, på det modsatte ben, der ikke ligger på en lille stabel af puder. Han trækker mig væk fra mine tanker og tilbage til lige nu. Forvirret kigger jeg på ham, indtil det går op for ham hvad han lige spurgte mig om.


”Ikke noget der betyder noget, eller jo det gør det… ” jeg hersker bare over akavede situationer, selvom det faktisk ikke sker helt så tit for mig, men det her er en lille smule akavet, for mig. ”Men jeg er nysgerrig, efter hvorfor du er her? ” smilende kigger jeg på ham, med et spørgende udtryk som han tydeligt lægger mærke til.


”For at opmuntrer dig. ” siger han som om det er åbenlyst. ”Og for at stille dig et spørgsmål; Kunne du tilfældigvis tænke dig at komme hen og set drengenes og mit hotelværelse i morgen aften omkring klokken syv? Vi kunne se film og snakke? ” spørger han og denne gang er det hans tur til at lyde noget i nærheden af ivrig.


Smilende nikker jeg. Det bliver vel hyggeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...