Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46542Visninger
AA

11. Kapitel 10

Tiende kapitel  


Vi kommer ned i lobbyen hvor de andre står og venter. Så langsomme er vi da heller ikke? I det samme vi når hen til dem, begynder de at gå og Lina og jeg er hurtigt oppe på siden af Joe. Han kigger først på Lina, derefter på mig, inden han slår en latter op.


”I elsker virkelig at overdrive, huh? ” både Lina og jeg slår en sløv knytnæve ind i skulderen på ham og han lader som om det gør ondt, hvilket vi er ret så sikre på, at det ikke gør. Det er ikke fordi vi laver så meget styrketræning, det er kun en gang imellem.


På ikke så lang tid, når vi hen til bygningen hvor det hele foregår og vi går ind og finder de pladser, som vi også havde i går. Vi stiller alle vores sportstasker på sæderne og sammen med de to andre, går jeg ned i kanten af gulvet og strækker lidt ud, så jeg er klar. Hvilket de to andre også gør. Vi er alle klar.


Indtil videre har der været to par inde på gulvet og det ene hold dansede Disco, ligesom vi skal, og det andet hold dansede Hip Hop, som vi gjorde i går. De er begge virkelig gode hvilket gør så en bølge af nervøsitet skyller ind over mig. Det eneste jeg kan er at håbe og gøre mit bedste, hvilket jeg i den grad også har tænkt mig at gøre. Desuden har jeg Lina ved min side, hvilket gør mig en lille smule mere rolig.


”Catherine Lee og Angelina Red, fra On Fire. ” lyder det skrattende, og højt.


Jeg tager en dyb indånding og forestiller mig at nervøsiteten er vand, som langsomt glider ned i et afløbsrør. Alt forsvinder ned og jeg får det aldrig at se igen. Derefter vender jeg mig om og smiler overraskende roligt til Lina.
”Vi kan, vi vil og vi gør det. ” siger vi i munden på hinanden, giver hinanden high five, inden vi med oprejst hoved og et stort smil går ud på gulvet og stiller os i startposition. Det her er den koreografi vi har haft i længst tid, den burde side lige i skabet, det har den gjort de sidste par gange vi har trænet den.


Musikken går i gang og det samme gør vi. Jeg elsker at danse med Lina, jeg ser det som sjov, men tager det samtidig seriøst. Det er sjovere end at danse alene, uden at nogle skal misforstå det på den måde, at det ikke er sjovt at danse alene. Generelt er dans bare sjovt. Jeg giver den alt hvad jeg kan, hvilket jeg også regner med at Lina gør. Musikken når sin ende, det samme gør dansen og vi slutter af i slutpositioner, som altid.


”Det må jeg sige, to stjerner har lige danset på dette gulv. ” stemmen oser af falsk overraskelse, kunne de lige have valgt en dårligere kommentator? Jeg tror ikke engang han så dansen og det lyder som om hele den her ting keder ham. Han bør lærer lidt om respekt og lærer at vise den til andre og hvad de interesserer sig for, ellers kommer han ikke meget længere i livet.


Stadig med et smil på vores læber går vi af gulvet og ud fra hallen/salen og ud foran selve klubben, eller hvad en det er. Jeg ånder lettet op da jeg endelig får friskt luft ned i lungerne, i stedet for at skulle indånde luft, der mest af alt lugter af sved. Men det giver sig selv, jeg sveder også.


”Hørte du lige kommentatoren? Vi er stjerner. Sikken dårlig skuespiller, ” griner Lina, hvilket smitter af på mig. ”Ikke for at være led og bagtale ham, men han bør virkelig finde sig noget andet at tage sig til og give jobbet videre til en der faktisk interesserer sig, en lille smule for dans. ” fortæller jeg hende ærligt.


”Søde Cat, hvorfor er du så nervøs for at sige noget om andre? Jeg tror godt selv han ved at han ikke er helt så god til det job. ” idet hun siger det, trækker jeg bare på skuldrende. Jeg kan ikke gøre for at jeg ikke bryder mig om at være led, sige noget flabet eller bagtale andre. Det falder mig bare ikke ind som en normal ting, hvilket det gør for mange andre. Det er mig og det er den jeg vil være. Det er bare ikke mig og det må de accepterer. De må også se at lade være med at beskytte mig, så går det bare endnu mere ud over mig en anden gang, hvor de for eksempel ikke er der.


Jeg læner mig sukkende op ad skolens mur og tænker på min mor. Hvordan mon hun klarer det lige nu? Pakker hun virkelig mine ting og får dem sendt af sted i en flyttebil til tiden? Ligger hun på sofaen i et rod af tomme flasker og glas, nogle smadrede andre hele? Eller sidder hun pisse fuld på en bar? Eller laver hun ingenting? Det er noget jeg ofte har set hende gøre. Sidde og kigge ind i en hvis væg i flere timer og selv om jeg ikke har lyst til at indrømme det over for mig selv, så gør det ondt at se hende sådan.


Og det gør ondt ikke at vide hvad min far laver lige nu. Ikke at vide om han lever eller ej, om han er okay. Og det gør virkelig, virkelig ondt at han ikke kan se mig lige nu. Se hvor langt jeg er kommet, hvordan jeg danser og hvordan jeg får ros. Jeg ønsker kun lidt opmærksomhed og et tegn på at de er stolte af mig.


”Hey du, er du okay? ” spørger Lina bekymret. Kort nikker jeg, men lige efter ryster jeg hurtigt på hovedet og prøver ivrigt at holde gråden inde, hvilket går fint og efter lidt tid, er der intet tegn på gråd. Intet tegn på høje hulk. Intet tegn på tårer der strømmer ned over mine kinder, uden at få en ende.


Ærlig talt føler jeg heller ingen ting.


”Jeg vil bare ønske min far kunne være her lige nu. ” jeg trækker på skuldrende og lader som om det ingenting er. Hvilket er en af de største løgne. Følelser vælter ned over mig igen og jeg mærker pludselig en stærk følelse af savn. En meget, meget stærk følelse af savn.


”Så er du jo ikke okay. ” mumler hun og trækker mig ind i et kram. Jeg knuger hende ind til mig og ønsker et kort øjeblik, at min mor ville kramme mig sådan her, hver morgen jeg tog afsted og hver aften jeg kom hjem. Men det er for sent nu, om et par dage er jeg officielt på egen hånd og hun må klarer sig selv. Det skal hun se at lærer.
Desuden ønsker jeg mig kun to ting lige nu; At vide om min far er okay og få at vide at han tror på mig og min bedstevenindes støtte. Det er de to ting, der betyder mest for mig lige nu, de eneste to ting. Og så lægger vi også Joes støtte oven i, så er det, de eneste ting i hele verden der betyder noget for mig.


Det er ufatteligt at det tog så kort tid, at lærer ikke at kunne fordrage min mor; Have et indre had til hende, men alligevel elske hende. Det er kompliceret og jeg kan virkelig ikke finde løsningen. Hun har forsømt mig, hun virker ligeglad med mig, hun har ikke engang ringet imens jeg har været her. Hvorfor er hun sådan over for mig? Er det virkelig det jeg fortjener?


”Undskyld. ” mumler jeg efter lidt tid, men giver ikke slip på hende. Man kan hører døren gå op og derefter latter og høj snakken. Denne gang giver jeg slip på hende og kigger hen mod latteren. Selvfølgelig er det One Direction drengene, heldigvis så det de ikke. Jeg vil ikke spørgsmål, jeg vil ikke være en der er i centrum af al opmærksomhed. Jeg kan ikke lide at lyve, så det ender altid med sandheden.


”Hej. ” siger Liam og smiler til os, da de får øje på os og på få sekunder står foran os. ”Hej. ” Lina smiler stort inden hun diskret puffer til mig. Jeg kigger underligt på hende, jeg behøver da ikke sige hej? Det er nok hun har sagt hej, det tæller for os begge to.


Lige nu er det eneste jeg har lyst til, at forsvinde dybt ind i mine tanker. Selvom det kan gøre mig virkelig urolig, gør det mig på samme tid rolig. Endnu en ting der er kompliceret som jeg ikke kan finde svaret på. Kan de ting ikke bare gå væk. Kan jeg ikke nøjes med svære ligninger i matematik timerne?


”I gjorde det virkelig godt derinde. ” Louis kommer på banen og virker sprængfyldt med energi, hvilket han sikkert også er. Jeg fatter stadig ikke hvordan de kan få energi af at sidde og kigge på fremmede mennesker danse, dagen lang, uden at kede sig og blive udmattede og ramt af hovedpine. Det ville jeg, hvis jeg ikke havde travlt med at kigge på andres fejl og metoder.


”Tak. ” mumler jeg kort, og kort tid efter begynder Lina at plapre. ”Det var kun vores første koreografi, vi har en anden som vi selv har fundet på, uden hjælp fra nogle af lærerne. Den er blevet vores back up. ”


Jeg puffer diskret til hende, for at gøre hende opmærksom på, at det der overhovedet ikke er nyttigt for drengene at vide og hun derfor nærmest plapre ud i luften, hvilket hun åbenbart har det fint med.


*


”Vi har set alle parrene fra On Fire, men skal vi ikke få Catherine Lee og Angelina Red på en ekstra gang med en anden koreografi? ” skratter den irriterende stemme, som finder alt det her ’ihh’ så interessant.


Både Lina og jeg smiler stort og går direkte ud på gulvet. Det er nu vi skal vise vores helt egen koreografi og faktisk er jeg ikke nervøs, men spændt og glæder mig direkte til at musikken skal gå i gang. Og selvfølgelig skal verden lige være lidt mere imod mig og de har lidt problemer med vores musik. Til sidst får de styr på det og musikken starter, hvilket vi også gør.


Koreografien er ved at få sin ende, da det der ikke må ske, sker. Jeg glider.


Jeg lander forkert på den og kan direkte hører en klam, knasende lyd. Hårdt bider jeg tænderne sammen og kniber øjnene hårdt sammen. Jeg lægger min pande mod mit knæ og knytter mine hænder hårdt sammen. Det gør virkelig, virkelig ondt. Jeg har prøvet at vride om på min fod før, men jeg har virkelig aldrig følt den her smerte.


”Nej, nej, nej. Jeg har lige sagt farvel til min eneste chance. ” mumler jeg og får lige pludselig lyst til at give slip på det hele. Lade tårerne strømme på grund af min mor, på grund af min far, på grund af smerten og fordi jeg lige har mistet min chance. Men jeg gør det ikke. Som sagt vil jeg ikke være centrum, hvilket jeg allerede er, så det vil sige at jeg ikke vil tiltrække endnu mere opmærksomhed.

 

"Det kan ske for selv de bedste, " han stemme er fyldt med falskt medlidenhed. Kan han ikke bare tie stille.


Lina dumper ned på siden af mig og stryger mig over ryggen og jeg bliver ved med at mumler undskyld. Hun tysser, på mig og fortæller mig, at der intet er at undskylde for.


Jeg bliver løftet op, jeg kigger kort op og mit blik møder William. Det hele begynder at svimle for mig og jeg får pludselig en stor trang til at kaste op, men jeg gør det ikke. Jeg jamrer mig kort inden jeg endnu en gang kniber øjnene sammen.


”William, det gør virkelig ondt. ” mumler jeg og bliver sat ned på et sæde. Han løfter min fod op og holde den, så den er højere oppe end mit hjerte sidder. ”Vi får en læge til at kigge på den, tag en dyb indånding og slap lidt af. ” prøver han at berolige mig, hvilket ikke går helt så godt. For lidt efter går det virkelig op for mig og ordende vælter ud.


”Jeg har misset min chance. ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...