Last Chance | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Igang
Catherine er en pige på enogtyve år, der siden hun var en lille pige på fem år, har fortryllet alle, ved at danse som en drøm. En dag går hendes danseskole fallit og hun får en chance som meget få oplever. Foran en masse talentspejdere skal hun vise hvad hun kan, men hvad sker der, når heldet ikke er med hende og hun slår sin fod? Vil fem drenge, der sidder på en af tilskuerrækken, hjælpe hende, få hendes humør op igen? Vil det blive let at hjælpe hende, når hun også døjer med problemer derhjemme? Vil følelser spirer? Vigtigst af alt; Vil hun få en sidste chance?

105Likes
78Kommentarer
46593Visninger
AA

2. Kapitel 1

Første kapitel

 
Varmen omfavner mig mere og mere, for hver bevægelse jeg laver. Selvom varmen kan virke kvælende, er det alligevel en dejlig følelse man får, hver evig eneste gang man starter musikken og begynder, at bevæge sig. Det er en af de mange grunde til, at jeg valgte dans.


En anden grund til at jeg for mange år siden valgte dansen var, at jeg aldrig lærte at tegne, så jeg valgte en anden form for kunst. Nemlig dansen.


Musikken fader ud og jeg laver en sidste bevægelse, inden jeg kommer til slutpositionen. I et par sekunder står jeg i slutpositionen, også selvom musikken ikke kører længere. Efter de sekunder, lader jeg mine arme falde ned langs siden og jeg tager en dyb indånding, inden jeg vender mig mod Lena, min danselærer.


”Selvom man ikke skulle tro, det kunne lade sig gøre, så bliver du bedre og bedre for hver bevægelse. Bliv ved med at køre den stil. ” roser hun mig smilende. Jeg gengælder hendes smil med et taknemmeligt. Efter hver eneste dans, overvælder en skøn følelse af lykke mig, hvilket er en af grundende til, at jeg bliver ved og kæmper for, at vinde til hvert et mesterskab, jeg deltager i.


Hun vender ryggen til mig, for at gøre klar til den næste elev. Det fleste af os her på skolen får alene undervisning i dans, med det fleste, mener jeg dem de tror, der er håb for. Men alle de andre fag foregår for tyve elever af gangen. Såsom matematik eller engelsk, men det vi fokuserer mest på, her på skolen, er dans.


Overraskende friskt går jeg hen til min taske, som jeg svinger over skulderen, og begynder at gå hen imod pige omklædningsrummet. Det ligger ikke særlig langt væk fra træningslokalerne, måske små tyve meter. Lidt efter befinder jeg mig, stående foran min taske, jeg så fint har stillet på træbænken. Jeg tager mit hverdagstøj op, som består af et par mørkeblå jeans og en ensfarvet T-shirt. Jeg bruger det meste af min tid i træningstøj, så jeg har ikke den fedeste stil, når det kommer til hverdagstøj.


Døren går op og det giver et sæt i mig, af ren refleks kigger jeg derhen og en smilende rødtop, også kaldet Angelina, som har titlen som min bedste veninde. Hun foretrækker dog at blive kaldet Lina, da hun synes hele hendes navn, lyder alt for sukkersødt. Jeg kan meget godt lide hendes navn, men hun insisterer og som hendes bedste veninde, kan jeg jo godt gøre hende den tjeneste.


”Cat, du glemte at sige hvor du gik hen. Jeg har gået og ledt efter dig. ” surmuler hun for sjov. Jeg hiver mit håndklæde, som altid ligger i bunden, op og lægger det på bænken, lige ved siden af min sorte sportstaske.


”Undskyld, Lena havde tid til at øve koreografien igennem sammen med mig et par gange, det er meget sjældent hun har tid. Men det må du meget undskylde, Lina. ” undskylder jeg. Mit blik lander på indholdet i tasken, man kun kan se halvdelen af. Jeg finder mit hverdagstøj og lægger det ved siden af håndklædet, så det lægger klar, når jeg lige har været i bad.


De fleste af mine bade foregår herovre. Jeg går næsten aldrig i bad derhjemme, da jeg bruger det meste af min tid her, stort set al min tid, selv i weekenderne er jeg her. Ikke for at gå i skole, men for at træne, eller følges med nogle af mine venner til stævner.


”Det gør ikke noget, skal vi følges hjem? ” spørger hun og lægger hovedet på skrå. Vores mødre bor lige ved siden af hinanden, vi ejer det blå hus og de ejer det gule. Det ser meget farverigt ud, ude fra, hvilket det i den grad også er inde i. Både i Linas og mit.


”Ja, men jeg skal lige i bad først. ” siger jeg og begynder at klæde mig af. Jeg er ikke genert over for Lina, når det gælder min krop. Vi er begge piger, kvinder, eller hvad man kan kalde os. Jeg har ikke noget hun ikke har set og omvendt.


Lina danser mindst lige så meget som mig, vi fokuserer begge mest på Hip Hop, men vi har også en koreografi i Disco, som vi også øver ret meget. Det vil så sige at vores koreografi i Disco skiftes ud med en ny hvert halve år, så vi ikke danser den samme koreografi igen og igen. Det er det jeg fokuserer mest på når det kommer til dans, og en gang imellem har jeg nogle ballettimer, men det er ikke det store.


På mindre end fem minutter, har jeg været i bad, tørret mit hår med håndklædet, taget tøj på og er nu i gang med at tage sko på. Da tiden rammer de små fem minutter, rejser jeg mig op, på samme tid med, at jeg svinger min sportstaske over skulderen.


Sammen går vi langsomt hen mod udgangen, af skolen. På vejen møder vi nogle af vores andre venner, når vi møder dem, standser vi selvfølgelig op og taler et par minutter sammen, inden vi går videre. Da vi når de to store glasdøre, er der gået godt og vel et kvarter, siden vi gik fra omklædningen. Sådan er det når man går på en skole, hvor socialitet er noget der kræves fra en, hvis man overhovedet skal have en chance for at komme ind.


Det var virkelig svært at komme ind med alle de ansøgninger der var, det her er som et slags gymnasie, hvis man kan kalde det, det. Derfor er jeg ovenud lykkelig, for at jeg kom ind og jeg har mødt nogle af de sødeste mennesker her på skolen. Som for eksempel Lina, men der er også nogle mindre søde, der en gang imellem godt kan opføre sig som om, at de ejer det hele, men sådan nogle er der sikkert på alle skoler.


”Cat, jeg har tænkt på noget i et stykke tid nu. ” siger Lina, efter vi er kommet ud og den lumre luft, dækker vores bare arme, generelt bare det bare hud, der er at finde, på vores kroppe. Remmen på min sportstaske glider langsomt ned over min skulder, så jeg strammer grebet om tasken og rykker den op på min skulder igen.


”Sig frem. ” nikker jeg og af dårlig vane, bider jeg mig i kinden. Jeg ved ikke præcis hvornår det startede, men jeg ved, at det ikke er helt så let at vænne sig af med. Det er der nok ikke særlig mange vaner der er.


”Jeg tænkte på om vi ikke kunne finde på en ny Disco koreografi, uden hjælp fra nogle lærer? Så kan vi både bevise at vi godt kan være ret så fantastiske til at lave en koreografi, plus så har vi en back up. ” forklarer hun i en lang kører og lyder nervøs.


Hvilket hun ikke har nogen grund til at være. Jeg synes hendes idé er virkelig god. Plusset er at vi heller ikke er helt dårlige til at mikse en koreografi sammen, vi har gjort det mange gange, men de koreografier er bare aldrig blevet brugt til stævner eller mesterskaber, de var mere lavet til træning for sjov.


”Det er en meget god idé og vi kan begynde i morgen, hvis du synes? Jeg ved at vi begge kun har to timers Disco, fra klokken to til klokken fire. ” foreslår jeg og hun er hurtigt med på idéen.


Ikke kun det taler vi om. Vi taler også lidt om, om det ikke snart er på tide, at vi får nye dragter, da vi har haft dem vi har nu, i et stykke tid. Vi skal bare huske at have det i tankerne til i morgen, så kan vi foreslå det til ham der træner os i Disco; William.


Tiden går ofte hurtigt når man har det hyggeligt, derfor kommer det helt bag på mig, da vi efter hvad der føles som to minutter, står foran min mors blå hus og hendes mors gule hus, efter ti minutters tid. Mørket er så stille begyndt at lægge sig, hvilket betyder at lyset skinner ud gennem vinduerne og vores haver virker ikke helt så mørke, som hvis der intet lys var.


”Vi ses i morgen klokken… ni, hvis det passer dig? ” hun kigger spørgende på mig og jeg nikker ivrigt. Vi har aftalt at være der nogle timer før, så vi kan starte på koreografien allerede der og også have lidt tid til at kigge på nogle dragter, som vi kan vise William. ”Det passer fint. Vi ses. ” vi krammer hurtigt hinanden, inden vi går op ad hver vores sti op til huset.


Jeg låser døren op og træder ind i huset, en stank af alkohol rammer min næse igen og jeg sukker lydløst. Jeg tager forsigtigt mine sko af og stiller den ved siden af skoskabet, jakken hænger jeg på en af knagerne, min far hængte op da jeg var ti.


Han er ikke død, nej, snarer noget jeg næsten betegner som værre. Han er udstationeret til de lande, der har brug for ham og er derfor sjældent hjemme. Hvis jeg er heldig er det en gang om året, enten til min fødselsdag eller til jul. Grunden til at jeg betegner det som værre er, at jeg konstant frygter at der sker ham noget. Heldigvis tænker jeg ikke særlig meget på det når jeg er på skolen og er sammen med mine tætteste venner.


Uden at tænke på om jeg vækker min mor, går jeg ind i stuen, hvor jeg finder hende sovende på sofaen. I et par minutter står jeg bare og betragter hende. En del af mig har ondt af hende, men anden del har intet til overs for hende. Jeg ryster på hovedet og henter en sort plasticpose ude i køkkenet. De tomme flasker og de glas hun har væltet på gulvet, smider jeg derned, og hver gang en flaske eller et glas bliver smidt deri, lyder en høj klirren.


Jeg kaster et blik hen på min mor og lægger mærke til at hendes øjne langsomt åbner sig, hun sætter sig op, med håret ud i ti retninger. Hurtigt kigger jeg væk og bliver ved med at smide tomme flasker og ødelagte glas derned. Det er som om hun har brugt et glas til hver tår og så bare smidt dem ned på gulvet.


”Er du sulten? Jeg kan lav- ”


”Nej tak, mor. Jeg spiste på skolen. ” mumler jeg lavt og lukker plasticposen, eftersom jeg endelig er færdig. Jeg stiller den ved siden af hoveddøren og beslutter mig for at tage den med ud og smide den i skraldespanden, når jeg går i morgen tidlig.


Jeg går ind til hende igen. Hun har rejst sig op og prøver at folde tæppet sammen, men jeg må indrømme at det ikke går helt så godt. Irriteret skuler jeg til hende, men uden hun ser det. Er det ikke meningen at det er mødre der skal være det gode forbillede og ikke deres børn?

 

”Tag en hovedpinepille, drik noget vand og gå op i seng. Jeg skal nok rydde op efter dig. ” Jeg lægger tryk på det sidste ord, for at hun skal føle bare en lille smule skyldfølelse for at opfører sig sådan her, men det hjælper ærlig talt ikke det store.


”Tak, skat. ” hun smiler svagt og går ud i køkkenet hvor man tydeligt kan hører at hun vælter det hun prøver at få fat på.


Imens jeg folder tæppet sammen og lægger hovedpuderne bare nogle lunde ordentligt, undrer jeg mig over hvordan hun gik fra at være den omsorgsfulde og sjove mor, til den hun er nu. Hvordan kan så meget ændre sig på få år? Mit hoved kan ikke få det til at give mening, min hjerne vil åbenbart ikke lade mig indrømme over for mig selv, at dette er virkelighed. Det er derfor jeg altid tror at det er en drøm og vil vågne op, næste morgen og tage i skole, danse og kommer hjem til min omsorgsfulde og sjove mor, der trøster mig og prøver at opmuntrer mig når jeg græder over min far, som jeg er bekymret for. Men sådan er det ikke længere. Det må jeg bare indse.


Heldigvis har jeg stadig skolen, dansen og mine elskede venner, som intet ved om dette. Sådan ønsker jeg det skal forblive. Det er mit liv, min mor, mine problemer.

 

Da jeg er færdig med at rydde op efter min mor i stuen, går jeg op på mit værelse, hvor jeg sætter mig i vindueskarmen og kigger over på Linas og hendes mors perfekte gule hus, hvor der bor en fantastisk lille kerne familie på fire personer; En far, en mor, en datter og en søn.


En lille tåre glider ned over min kind, men jeg tørre den hidsigt væk. Jeg har næsten alt hvad jeg har drømt om, jeg går på en fantastisk danse skole, med de dejligste venner. Nu mangler jeg bare at min far kommer tilbage, min mor bliver lykkelig igen og vi bliver den familie som vi var igen. Selvom det ikke bliver muligt, med det rod min mor er inde i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...