UH 5: Unforgettable Youth//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2015
  • Opdateret: 11 apr. 2017
  • Status: Igang
Anna Garcia bor nu alene i London med sønnen Mason, som hun har sammen med Calum Hood. Sammen med bandet er Calum ved at gøre deres store tour færdig samt indspille nyt album. Anna er stadig utrolig vred på Calum og har ingen intentioner om at finde sammen med ham igen. Men det ændres, da en gammel 'bekendt' melder sin ankomst endnu engang, og da det får konsekvenser for Mason, bliver Calum og Anna nødt til at holde sammen.
Unforgettable Youth er 5'eren af Unforgettable Holiday.

23Likes
13Kommentarer
3830Visninger
AA

3. You make me feel so weird

Jeg vågnede brat da en høj lyd afbrød min søvn. Det tog mig nogle sekunder at forstå, at det var min mobil som uheldigvis var på lyd.

Jeg kiggede på klokken; 03:26. Hvem fanden ringer midt om natten, på en hverdag?

”Det er Anna”, mumlede jeg træt og ikke mindst forvirret. Der var ikke nogle som ringede til mig så sent, medmindre de havde taget fejl af tidsforskellen selvfølgelig.

”Hej søde Anna”, hans stemme overraskede mig endnu engang, især fordi han lød utrolig anderledes. Hvorfor kaldte han mig søde? Det skulle han ikke gøre.

”Er du klar over, hvad klokken er?”, spurgte jeg, irriteret – jeg var en af de typer som var meget vrede når de vågner, og ikke orker at snakke med nogle.  

”Næ…”, mumlede han forvirret, og lød ret ligeglad.

”Hvad vil du?”, spurgte jeg sukkende og kørte træt en hånd igennem mit hår. Jeg håbede sku det var noget vigtigt når han skulle vække mig på den her måde.

”Ehh…”, var alt hvad han svarede. Jesus kristus, ville han ikke engang noget? Det irriterede mig virkelig at han ikke bare kunne snakke når han havde vækket mig midt om natten.

”Calum, du kan ikke bare vække folk midt om natten, uden at ville dem noget”, forklarede jeg hurtigt, hårdt. Jeg gik glip af resten af min søvn nu, for jeg kunne nærmest aldrig sove når jeg var blevet vækket. Desuden var det vsært nok bare at falde i søvn for tiden, og jeg havde altså brug for at sove, men det skule idioten jo ødelægge.

”Du må ikke skælde mig ud”, svarede han skingert, og en anelse træt, uden at svare på det andet. Han opførte sig virkelig underligt. Han ringede altid kun hvis han ville noget, aldrig bare for ingenting.

”Jeg skælder dig ikke ud, vel, men du må altså tage dig lidt sammen”, sukkede jeg og forsøgte at lyde mindre vred, så han ikke også blev det. Det gik aldrig godt når vi begge blev sure, det havde jeg da i hvert fald fundet ud af.

”Jeg prøver jo, men det går overhovedet ikke uden dig!”, han lød utrolig ked af det nu, nærmest helt fortabt, hvilket jeg overhovedet ikke forstod; han var den af os to som var mest videre, og nu klagede han over at han ikke kunne?

”Calum, er du fuld?”, spurgte jeg sukkende, selvom jeg egentlig havde regnet ud, at det var han. Han burde ikke engang prøve at benægte det.

”Ja, pisse fuld, men jeg mener hvad jeg siger!”, forsikrede han mig hurtigt, men jeg kunne så tydeligt høre at han ikke havde en skid styr på hverken hvad han sagde eller lavede. Han var helt væk.

”Okay, og hvad siger du så?”, spurgte jeg, stadig lettere irriteret, men jeg havde dog besluttet mig for at give ham en chance for at snakke. Jeg vidste jo at han var helt væk, så hvis han sagde noget ondt eller dumt kunne han sikkert ikke huske det i morgen alligevel.

”Jeg siger jo til dig at det ikke går uden dig. Du er min Fiona til min Shrek”, snøvlede han, men stadig med en hvis form for tydelighed.

Jeg kunne ikke lade være med at fnise af hans meeeeeget poetiske og meget smukke sammenligning; ”Sammenlignede du mig lige med en mudret, grøn trold?”.

”Jeg gjorde det med kærlighed”, svarede han og lød faktisk lidt stolt. Jojo det var da en form for sammenligning, men hvor god den var, var jeg ikke helt sikker på…

”Er der mere eller hvad?”, spurgte jeg og forsøgte at glemme, at han faktisk lige havde fået mig til at grine for første gang i flere måneder. Og han vidste det sikkert ikke engang selv, han prøvede garanteret ikke engang. Hvor var jeg latterlig. Det var ikke Calum der skulle tage sig sammen, det var rent faktisk mig selv.  

”Forstår du ikke hvad jeg siger, du skal komme tilbage!”, svarede han, en smule frustreret. Og det rørte mig mere end det burde – jeg havde brugt lang tid nu på, at skubbe ham og det hele væk, men det tog ham alligevel kun få ord at få mig til at overveje at komme tilbage til ham, og han sagde det endda i fuld tilstand. Det var så latterligt, og jeg måtte slå mig selv hårdt for ikke bare at springe ud af sengen og løbe hen til ham.

”Det går jo ikke, Calum”, svarede jeg og kunne også mærke hvor skuffet jeg selv blev. Jeg skuffede mig selv, og måske skuffede jeg også ham – hvem ved, om han overhovedet i morgen kunne huske at han havde snakket med mig?

”Men det skal det!”, svarede han hurtigt og lød virkelig oprigtigt frustreret og trist. Han lød nærmest desperat.

”Hvis du mener det her, så lad os snakke sammen i morgen når du er ædru”, bestemte jeg hurtigt. Han kunne sige alle de søde ting til mig som han ville, når han var fuld – men det var ikke ensbetydende med, at han rent faktisk mente det.

”Jamen Anna jeg mener det, du er så pisse dejlig”, svarede han i samme toneleje som før. Han snøvlede hen over ordene, men jeg troede alligevel på dem et kort øjeblik. Det burde jeg ikke gøre.

”Calum, jeg går i seng nu. Pas på dig selv, okay?”, jeg undlod at svare på, at han lige havde kaldt mig dejlig, for selvom jeg utrolig gerne ville, så troede jeg ikke på, at det var hans rigtige mening om mig.

Han mumlede noget lignende et ’farvel’, og lød desværre ret skuffet. Havde han virkelig tænkt over, at jeg ikke svarede ham, eller var han sur over jeg ikke kom springende tilbage til ham?

Selvom tankerne var mange, så var trætheden overdøvende, og jeg genfandt derfor (heldigvis) min tunge, rare søvn, efter at have kørt hele samtalen igennem utallige gange. Jeg kunne ikke stoppe.

Det føles dog vanvittigt irriterende, da jeg endnu engang blev vækket af den høje lyd – hvorfor i alverden havde jeg ikke slået lyden fra?

Det blev heller ikke mindre irriterende, da uret viste 03:46 – jeg havde kun sovet i nogle minutter.

”Ja?”, mumlede jeg irriteret, da jeg havde klasket mobilen op til øret. Mine øjne var stadig lukkede, og der var både mørkt og stille, lige bortset fra den anden ende af mobilen – der var masser af baggrundsstøj og kort efter Lukes skrækslagene og fortvivlede skingre stemme; ”Anna, d-du bliver nødt til at komme og hjælpe os. D-det er Calum, han har brækket sig og han er helt væk, han nægter at snakke med mig eller de andre drenge, og han kalder hele tiden på dig. V-vil du ikke please hjælpe os?”. 

_____________________________

Såå, tror i Anna hjælper dem og i så fald, hvordan reagerer Calum på at se hende, og hende på at se ham? :)


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...