UH 5: Unforgettable Youth//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2015
  • Opdateret: 11 apr. 2017
  • Status: Igang
Anna Garcia bor nu alene i London med sønnen Mason, som hun har sammen med Calum Hood. Sammen med bandet er Calum ved at gøre deres store tour færdig samt indspille nyt album. Anna er stadig utrolig vred på Calum og har ingen intentioner om at finde sammen med ham igen. Men det ændres, da en gammel 'bekendt' melder sin ankomst endnu engang, og da det får konsekvenser for Mason, bliver Calum og Anna nødt til at holde sammen.
Unforgettable Youth er 5'eren af Unforgettable Holiday.

22Likes
13Kommentarer
3771Visninger
AA

6. You make me feel so satisfied

Jeg vågnede op, da jeg havde det utrolig varmt. Min hals var knastør, og det samme med mine øjne. Min krop føltes fuldstændig lammet, hvorfor er jeg ikke sikker på.

Men jeg havde det også bedre; jeg følte mig meget bedre tilpas. Alt føltes helt igennem rart og normalt, indtil en hånd bevægede sig på min ryg. Jeg stivnede.

Bevægede lige mine egne hænder først, men det var ikke dem der havde bevæget sig.

Jeg slog øjnene op og mødte nogle brune, kun omkring ti centimeter fra mig. Shit, jeg lå stadig i hans favn. Jeg havde troet, at det blot var en drøm-jeg mener, et mareridt. Han var et mareridt uden sammenligning.

”Har du sovet godt?”, han sendte mig et skævt, kækt smil og holdt stadig om mig. Jeg hadede ham for det her, han havde sikkert ligget og kigget på mig, imens jeg havde sovet. What an ass.

I stedet for at svare ham, satte jeg mig op, kravlede hen over ham og skyndte mig ud i køkkenet for at få noget at drikke. Jeg magtede ikke engang at svare ham, jeg ville ikke snakke med ham. Jeg var færdig med ham og det i nat var en engangsforestilling. Ikke om jeg skulle rende mere efter ham, fordi han skulle være mega sørgelig og drikke sig hjernelam.

”Jo tak Calum, jeg har sovet fint, hvad med dig?”, Calum fulgte efter mig ud i køkkenet, mens han selv svarede som om han var mig. Pisse provokerende.

”Gider du lade være?”, jeg kiggede irriteret på ham og skyndte mig at drikke mit vand så jeg slap for at kigge på ham.

”Hvorfor så sur Annamus?”, han smilede til mig og gik hen til mig, for at tage glasset ud af min hånd og dermed suge mine øjne fast til hans.

”Lad være med at kalde mig det der”, min stemme var rimelig træt og sukkende, præcis som jeg følte overfor ham. Jeg havde ikke ligefrem regnet med, at vi skulle snakke sammen, jeg havde mere regnet med, at han ville vågne og skride før jeg vågnede.

”Anna Amelia Garcia, hvorfor gør du dig mere sur end du er?”, han lænede sig en smule op ad køkkenbordet og kiggede smilende på mig. Hvorfor fanden bruge mit fulde navn nu?

”Fordi, Calum Thomas Hood, du er en idiot og du fortjener at vide det”, svarede jeg og brugte også hans fulde navn bare fordi jeg kunne det. Right back at you.

”Så er det jo godt, at du kan lide idioter”, svarede han med et bedrevidende smil. Øv, han kunne huske hvad jeg havde sagt.

”Det betyder ikke, at jeg kan lide dig”, svarede jeg irriteret og rakte ud efter mit glas, så jeg kunne gøre et eller andet. Jeg hader den der stilhed der kommer, og man ved ikke rigtigt hvad man skal gøre, så man ender altid med at rette på sit hår eller tøj eller noget i den stil.

”Nej”, svarede han lavt, men så overraskende ikke hverken trist eller vred ud – han smilede bare stadig sit kække smil.

Han gik endnu tættere på mig, helt hen til mig, og lagde sin ene hånd på min hofte;

”Men det ved jeg, at du kan”.

”Hvorfor skulle jeg kunne det?”, spurgte jeg, selvom det var rimelig åbenlyst, eftersom jeg havde været sammen med ham i rigtig lang tid og vi havde støttet hinanden så meget. Selvfølgelig kunne jeg lide ham, hvad ellers.

”Fordi du ikke kan holde dig fra mig”, svarede han selvsikkert, og pressede mig tættere på ham. Jeg burde virkelig stoppe ham, jeg burde skubbe ham væk og gå min vej, men han havde ret og jeg var nysgerrig, så jeg blev stående.

”Kan jeg ikke?”, jeg kiggede på ham med et løftet øjenbryn, og han rystede på hovedet.

Selvfølgelig skulle det hele gå i vasken – alt hvad jeg havde brugt de sidste uger på at love mig selv, gik i vasken. Selvfølgelig slog jeg mine arme om hans nakke og pressede vores læber sammen. Jeg var så dum, jeg kom til at såre mig selv ved at såre ham, og jeg burde virkelig bare have stoppet, men det gjorde jeg ikke, og det gjorde han heller ikke.

Det gik så stærkt at jeg knapt nåede at registrere det – mit tøj, hans tøj, det hele, og pludselig var mit køkken ikke rent mere.

Underligt nok, havde jeg det helt perfekt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...