UH 5: Unforgettable Youth//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2015
  • Opdateret: 11 apr. 2017
  • Status: Igang
Anna Garcia bor nu alene i London med sønnen Mason, som hun har sammen med Calum Hood. Sammen med bandet er Calum ved at gøre deres store tour færdig samt indspille nyt album. Anna er stadig utrolig vred på Calum og har ingen intentioner om at finde sammen med ham igen. Men det ændres, da en gammel 'bekendt' melder sin ankomst endnu engang, og da det får konsekvenser for Mason, bliver Calum og Anna nødt til at holde sammen.
Unforgettable Youth er 5'eren af Unforgettable Holiday.

22Likes
13Kommentarer
3787Visninger
AA

5. You make me feel so safe

Den nat fik jeg ikke sovet særlig meget. Og det skal på ingen måde lyde forkert, heller ikke selvom Calum lå ved siden af mig. Vi ikke så meget som nærmede os hinanden. Han sov meget, meget tungt lige pludselig, men jeg kunne ikke finde ro. Jeg var både bekymret for ham, men havde det på samme tid sådan, at han kunne gøre hvad han ville uden jeg gad gøre noget for ham. Men hvorfor havde jeg så seriøst kørt hele vejen hen til en skide bar og taget mig af ham?

Var det fordi han sagde alle de søde ting om mig, eller var det fordi jeg bekymrede mig om ham? Jeg var forvirret, som altid.

Det føltes faktisk slet ikke som om, at jeg havde sovet overhovedet – klokken var otte, og jeg vidste at jeg burde stå op og køre Mason i børnehave, men jeg var så urimeligt træt at jeg knapt kunne holde mine øjne åbne, så jeg blev ved med at udskyde minutterne.

”Moooaaarr!”, Masons skingre stemme trængte igennem mit hoved og gav mig straks hovedpine. Det skulle ikke lyde ondt – jeg elskede Mason og også hans stemme, men mit hoved var så træt at jeg nærmest var lammet.

Jeg nåede ikke at reagere, før han stod foran mig, lige ved siden af min seng og så meget forvirret ud, hvilket jeg selvfølgelig forstod, eftersom hans far lå i min seng. Vi havde ikke været sammen alle sammen siden det skænderi for flere måneder siden, så det var rimelig mærkeligt.

”Jeg skal nok køre dig, Mason”, jeg satte mig op, men fortrød lidt da svimmelheden skød ind over mig. Jeg havde i forvejen haft en mega lang dag i går, været tideligt oppe og ikke sovet meget natten før, så jeg havde vel ikke sovet i et døgn – måske oven i købet to, og det var altså langt ude når man var vant til at sove ret meget.

”Hvorfor er far her?”, han så forvirret op på mig med sine store øjne som selvfølgelig endnu engang gjorde mig blød i knæene.

”Han blev lidt syg i går, så jeg hentede ham mens Sara passede på dig”, forklarede jeg træt, gabte og gned mig i øjnene. Men jeg forsøgte at smile i mens, så han ikke troede der var noget galt.

Det så da heller ikke ud til, at påvirke ham, da han sprang op i sengen og begyndte at hoppe lige ved siden af, hvor Calum lå; ”Far, far vågn op!”.

Det gjorde mig selvfølgelig glad at se hvor glad Mason blev, men han skulle ikke have falske forhåbninger eller tro, at vi var sammen igen.

”Vi skal køre nu, Mason”, min stemme var lav, men han reagerede heldigvis og hoppede ned fra sengen igen. Jeg nåede kun lige at se Calum blinke træt og gnide sig i øjnene, før jeg fik Mason med ud i stuen.

Jeg fik lavet mig en kop kaffe så jeg havde energi nok til at køre efter reglerne – det andet ville være dumt og farligt, specielt med et livligt barn som Mason i bilen. Han havde altid masser af energi, hvilket jo sådan set var dejligt nok. For det meste.

Jeg tog Masons hånd og fulgte ham ind, hvor der allerede var en del børn, eftersom vi var kommet lidt senere afsted end normalt.

”Hav en dejlig dag, basse. Jeg henter dig klokken fire, ikke?”, jeg satte mig på hug foran ham og gav ham et kys på kinden. Han kyssede mig tilbage og smilede; ”Vi ses mor”.

Jeg vinkede til ham på vej ud, og sukkede lettet da jeg endelig sad ude i bilen igen. Det var seriøst krævende at skulle simple hverdagsting når man var så træt.

Selvfølgelig skyndte jeg mig hjem så hurtigt som muligt, specielt fordi kaffen snart holdt op med at virke, så det ville nok blive lidt småfarligt at køre.

Der var helt stille i huset, hvilket var rart nok i det her tilfælde. Da jeg med garanti ikke kunne sove, lavede jeg mig noget mere kaffe og satte mgi ned for at arbejde lidt med de nye ting som skulle udgives. Ikke synge, for guds skyld – min stemme var frygtelig lige nu og det ville nok også bare vække Sara og Calum, men der var en helt masse praktisk papirarbejde med det, som jeg ligeså godt kunne lave nu.

 

Tiden gik og gik – og snart var der gået flere timer og klokken viste halv elleve. Sara var lige smuttet, og jeg var egentlig færdig med mit arbejde så jeg sad bare og læste i sofaen i håbet om at blive træt så jeg kunne sove. Det hjalp kun en lille smule. Hvad fanden skulle der så til?

Det var som svaret mine bønner da en idiot trådte ud fra mit soveværelse – som jeg først knapt lagde mærke til, da jeg stadig forsøgte at fordybe mig i den kedeligste bog jeg nogensinde havde læst.

Jeg registrede knapt at han stilte sig lige ved siden af mig – det eneste der afslørede ham var faktisk lugten. Pyha.

”Gå i bad. Du stinker af øl, og pis”, sagde jeg helt uprovokeret, imens jeg holdte mine øjne nede i bogen. Jeg gad ikke rigtigt at kigge på ham, ikke mere end højest nødvendigt.

Han reagerede som en ret skoledreng, da han nikkede og gik i bad. Det føltes nærmest kun som om, at der var gået et minut før han trådte ud igen og satte sig i sofaen. Jeg kunne føle hans øjne på mig, men jeg nægtede at kigge op på ham. Den ære skulle han simpelthen ikke have.

”Du ser træt ud”, hans stemme havde et strejf af bekymring, men jeg kunne ikke fokusere på det, for jeg var irriteret på ham – irriteret over, at han ikke passede på sig selv. Den mængde alkohol han havde indtaget i nat havde altså været farlig. Han kunne sikkert ikke engang huske en skid.

”Du ved godt det er farligt at drikke sig så fuld ikke?”, jeg snakkede uden om det, han lige havde sagt, men kiggede stadig ikke på ham. Jeg fulgte de ligegyldige linjer som stod i min kedelige bog, bare for at have mine øjne fokuseret på noget.

”Jo”, svarede han enkelt og jeg var et øjeblik i tvivl om han stadig var wasted, for han plejede at snakke en del mere. Men han var vel også træt, i guess.

”Du burde passe bedre på dig selv”, mumlede jeg, men jeg vidste at han hørte det. Han reagerede bare ikke på det, men snakkede udenom; ”Du ser træt ud. Det er ikke sundt at køre sig selv så hårdt”.

Jeg kiggede hurtigt op på ham, glemte det med at fokusere ned i bogen. Han så også træt ud, men nok ikke som jeg gjorde – jeg vidste, at han lagde mærke til mine enorme rander under øjnene, mit tomme blik og blege, døde hud. Ikke ligefrem det smukkeste.

”Det kan du jo så takke dig selv for”, svarede jeg og fokuserede igen ned i bogen. Det var jo ham, som havde ringet i første omgang og derefter fucket op, så det var hans skyld.

”Du har brug for at sove”, mumlede han blot, inden han tog bogen ud af hænderne på mig, og lagde sig ved siden af mig. Jeg bed mig i læben og kiggede ned så jeg slap for at møde hans øjne.

Hans arme lagde sig om mig og trak mig ind til ham. Jeg ville protestere – men min krop var så udmattet, at den ikke kunnegøre andet end at overgive sig til trætheden og Calums nærvær. Jeg vidste jo, at det hjalp – jeg havde altid kunnet sove helt fint så længe han var der, det var altid meget bedre – men vi var jo ikke sammen, vi skulle ikke hjælpe hinanden og det var helt forkert.

Men jeg kunne jo ikke andet end at lade mine øjne glide i til følelsen af hans læber som blidt blev presset min pande, og hans dunkende bryst som blev presset mod mit.

_________________________________________

Endnu et af de kapitler som er lange. Men der kommer nogle som er kortere også :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...