UH 5: Unforgettable Youth//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2015
  • Opdateret: 11 apr. 2017
  • Status: Igang
Anna Garcia bor nu alene i London med sønnen Mason, som hun har sammen med Calum Hood. Sammen med bandet er Calum ved at gøre deres store tour færdig samt indspille nyt album. Anna er stadig utrolig vred på Calum og har ingen intentioner om at finde sammen med ham igen. Men det ændres, da en gammel 'bekendt' melder sin ankomst endnu engang, og da det får konsekvenser for Mason, bliver Calum og Anna nødt til at holde sammen.
Unforgettable Youth er 5'eren af Unforgettable Holiday.

23Likes
13Kommentarer
3817Visninger
AA

4. You make me feel so mean

Jeg kan seriøst ikke tro på, at jeg gjorde det her.

Tro på, at jeg lige havde vækket Sara for at hun kunne køre hen til mig og se efter Mason, for derefter at køre ind til centrum for at hjælpe min ekskæreste og hans venner.

Jeg følte mig som en forfærdelig mor, men jeg følte mig også forfærdelig hvis jeg ikke hjalp drengene.

Og Calum den nar, det sidste jeg sagde til ham var, at han skulle passe på sig selv, og så gør han sådan noget her? Jeg sagde endda at vi rent faktisk kunne snakke om, om han mente at han ville have mig tilbage, og så fucker han det op med sådan noget her?

Jeg var sku ikke hans babysitter, men på den anden side var han jo stadig et eller andet for mig, og jeg kunne ikke ignorere at han måske lå på toilettet på en eller anden bar og brækkede sine indvolde ud.

I ved hvad jeg mener.

Jeg stoppede bilen da jeg var ved den bar Luke havde sagt, sukkede og trådte ud. Dørmanden skulle selvfølgelig se ID, da jeg aldrig lignede en der var gammel nok – og jeg var endda en rimelig kendt sanger, som de fleste godt vidste var gammel nok! Fucking røvhul af en dørmand.

Jeg fik mast mig igennem mængden af fulde og alt for danseglade mennesker, og ud til toilettet. Jeg holdt mig for ørene og lukkede øjnene lidt sammen, da musikken var pisse høj og lyset skarpt – ikke nogen overraskelse, men jeg var jo nærmest lige vågnet og stadig pisse træt, for ikke at snakke om irriteret, så jeg magtede ikke det her.

Heldigvis var musikken meget lavere ude på toilettet, men det stoppede mig ikke fra at klemme øjnene sammen – var det seriøst Calum der sad bøjet over et toilet med tre bekymrede bandmates rundt om sig, som forsøgte at få ham til at snakke?

”Hvad fanden har han lavet?”, udbrød jeg og kunne se de tre drenge rundt om få et kæmpe chok, da de nok ikke havde hørt at jeg var kommet.

”Anna, hvor er jeg glad for du er her!”, udbrød Michael og gik hen og gav mig et kram. Wauw du godeste, det var måske lige i overkanten men jeg trøstede mig med, at han jo også havde drukket, bare ikke i samme mængder som Calum tydeligvis havde.

Jeg puffede Michael væk fra mig, gik hen til håndvasken for at fylde lidt vand op i mine hænder som jeg foldede til en lile form for skål. I ved hvad jeg mener, ikke?

Jeg fortsatte hen til Calum og klaskede hurtigt alt vandet op i hovedet på ham, hvorefter jeg bakkede tilbage da han udstødede et ckokeret host, hvorefter han kiggede op på mig. Men det gjorde ondt at fange hans blik – for det kunne jeg ikke; hans øjne kørte nærmest rundt i hovedet på ham, han var fuldstændig tom i blikket. Jeg havde aldrig i mit liv set ham så meget som tæt på at være sådan her. Han var virkelig fuld, og noget sagde mig at hvis han fik så meget som én dråbe alkohol mere, blev det skide farligt.

”Calum Thomas Hood, hvad fanden i helvede har du lavet?!”, råbte jeg med den vredeste stemme længe, det var faktisk hverken planlagt eller med vilje. Jeg stilte mig med hænderne i siden og stirrede direkte på ham med det hårdeste blik, som jeg kunne få frem klokken fire om natten.

”Annana?”, han kiggede forvirret på mig og så ikke engang ud til at opdage, at han sagde mit navn forkert. Jeg sukkede blot og fortsatte med at stirre hårdt på ham.

Han pegede på de andre drenge som stod bag mig og så chokerede på; ”Jeg sagde hun ville komme! H-hun er en engel der er kommet for og redde mig!”.

”Ja, det er flot Romeo og rejs dig så op”, dikterede jeg vredt, og begyndte at have ham op i hans arm. Han så utrolig trist ud og lænede sit hoved tilbage mod den kolde væg; ”Det ka’ jeg jo’ek”.

”Forhelvede, tag dig nu sammen”, bandede jeg, dog lidt lavere end før, hvorefter jeg fik viftet de andre drenge hen. Så måtte vi jo få ham ud i bilen.

Med drengenes hjælp lykkedes det selvfølgelig, og vi fandt heldigvis en bagudgang, både så vi ikke skulle igennem alle menneskerne, og så for at der forhåbentlig ikke var nogle paparazzies som fik billeder af det her. Det ville ødelægge det hele.

Jeg havde i forvejen lagt et håndklæde ud på sædet så, hvis han brækkede sig, kom det på håndklædet i stedet for. Det kunne jo bare vaskes.

Drengene hjalp ham ind i bilen, og jeg lænede mig ind over ham så jeg kunne spænde hans sele. Sikkerhed frem for alt.

Jeg gav ham også en pose, hvis han nu skulle brække sig, men han bemærkede det knapt nok og kunne åbenbart heller ikke holde den.

Drengene forsøgte at undskylde og være venlige og høflige og hvad ved jeg, men jeg ignorerede dem nærmest og skyndte mig bare at køre, så jeg kunne få den fulde idiot hjem i seng.

Den svære del kom, da jeg selv skulle have ham ud af bilen, hen til hoveddøren og hele vejen ind til mit soveværelse. Det tog en hel del tid, men det lykkedes. Jeg fik ham skubbet op på sengen, da han jo som bekendt var en del større end lille mig, så det var ikke helt nemt.

”Du må ikke blive sur”, startede han pludselig ud, dog var der intet andet i hans blik end tomhed. Fuldstændig tomhed. Det var ikke rart at se, men det gjorde heller ikke direkte ondt at se – for jeg hadede ham jo også og det gjorde et eller andet inden i mig tilfreds at se ham så hjælpeløs.

”Men jeg tror måske jeg skal brække mig”, fortsatte han, hvilket fik mig til at rejse mig op fra sengen med et højt suk. Mine muskler var bare ikke trænet til det her pis.

”Du bliver nødt til at gøre lidt selv også”, skænnede jeg irriteret, da jeg forsøgte at få ham ud på toilettet. Han gik med sin arm på mine skuldre og lænede nærmest alt sin vægt op ad mig, hvilket jo ikke rigtigt gav balance i tingene.

Det lykkedes dog at få ham ud på toilettet, hvor han lænede sig ind over det – men der kom intet. Havde jeg slæbt ham herud for ingenting? Fandeme nej.

”Det skal sku op, Calum”, bestemte jeg hurtigt og kiggede strengt på ham. Han reagerede knapt nok, men han brækkede sig heller ikke.

”Kan du se det bæ-vand der?”, jeg pegede hen på den ting, en toiletbørste sidder i. I ved vel, at det er det klammeste nogensinde?

Han nikkede og kiggede spørgende på mig, så jeg fortsatte; ”Forestil dig, at du drikker det”.

Det virkede, han lænede sig hurtigt nærmest ned i toilettet og brækkede sig. I den her situation var det godt, for vi ved jo alle man får det meget bedre efter man har brækket sig, ikke?

Mens han fik brækket sig færdig, fyldte jeg et glas med vand, som jeg dikterede ham til at drikke bagefter. Han drak fem glas vand. Jesus.

Det gik heldigvis en smule bedre med at få ham tilbage i seng, sikkert fordi alt det dårlige var kommet op nu – men han var stadig fuldstændig væk.

Jeg tog hans bukser af ham og lagde dynen omkring ham, før jeg gik hen til den anden side af sengen og lagde mig så langt fra ham som muligt.

Det sidste jeg hørte, inden mine øjne gled i, var hans rolige stemme; ”Tak”.

_____________________

Hæhæ kunne ikke lade være :)))

Vil lige sige, at kapitlerne kan komme til at svinge noget i længderne - (det her er lidt længere end normalt!), men jeg prøver så vidt muligt at gøre dem nogenlunde ens i forhold til antal ord. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...