UH 5: Unforgettable Youth//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2015
  • Opdateret: 11 apr. 2017
  • Status: Igang
Anna Garcia bor nu alene i London med sønnen Mason, som hun har sammen med Calum Hood. Sammen med bandet er Calum ved at gøre deres store tour færdig samt indspille nyt album. Anna er stadig utrolig vred på Calum og har ingen intentioner om at finde sammen med ham igen. Men det ændres, da en gammel 'bekendt' melder sin ankomst endnu engang, og da det får konsekvenser for Mason, bliver Calum og Anna nødt til at holde sammen.
Unforgettable Youth er 5'eren af Unforgettable Holiday.

23Likes
13Kommentarer
3872Visninger
AA

8. You make me feel like i have to

“Okay, vi skal lige finde ud af, hvad vi gør med det her”, Calum kiggede seriøst på mig. Vi sad overfor hinanden ved mit spisebord med en kop kaffe. Udefra lignede det mest et forretningsmøde, og det var det vel på en eller anden måde også.

Foran mig lå den positive graviditetstest. Jeg stirrede bare på den. Forpulede lort. Hvordan kunne man være så dum? Det var urimeligt og så synd for det barn, som lå i min mave. Også selvom det ikke var et menneske endnu, men et foster. For mig var det et levende menneske, og jeg skulle nu vælge at slå det ihjel og få det fjernet, eller få et barn mere, hvilket jeg ikke vidste om jeg var klar til. Jeg havde Mason, jeg havde min karriere – og Calum var ikke min kæreste mere.

“Kig på mig, Anna”, Calum lagde sin hånd på arm som hvilede på bordet. Jeg følte mig som så frygteligt et menneske.

Jeg fortsatte med at kigge fortabt ud i luften et par sekunder, før jeg langsomt rystede på hovedet. Jeg følte mig så fortabt, så ondskabsfuld og ganske enkelt forfærdelig.

Mine øjne blev våde, og selvom jeg forsøgte at holde det inde ved at bide mig hårdt i læben, flød de over og ned ad mine kinder. Jeg snøftede og skyndte mig at forsøge at tørre mine øjne. Jeg gad ikke sidde her og græde foran Calum, men jeg kunne heller ikke stoppe det – jeg var så ked af det, og det blev i hvert fald afsløret nu.

Calum rejste sig op og kom hen ved siden af mig. Han satte sig på stolen ved siden af mig, hjalp mig over på hans skød og lagde sine arme trygt om mig. Det var i mine øjne forkert at han sad og trøstede mig, men jeg havde ikke styrken til at afvise ham, slet ikke nu hvor han faktisk støttede mig i stedet for at smutte.

“Undskyld…”, snøftede jeg og tørrede mine øjne. Jeg turde ikke kigge på ham.

“Det er okay baby”, svarede han og skulle selvfølgelig gøre mig helt blød i knæene med det der ‘baby’. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om det var irriterende at han brugte det, eller meget rart. Umiddelbart var det bare skønt at være i hans favn igen.

“Du ved, vi havde jo snakket om det før…”, mumlede han lavt. Jeg vidste hvad han mente; vi havde jo snakket om at få et barn mere, dengang vi stadig var sammen. Men vi var ikke sammen nu, og jeg ville ikke have flere børn med andre end Calum. Han var mit liv, men sådan skulle det åbenbart ikke være lige nu.

“Men hvorfor lige nu?”, spurgte jeg uforstående og lod endelig mine øjne ramme Calums et kort sekund. Hans var overraskende rolige, og det var jeg faktisk ret glad for, for jeg var langt fra rolig.

“Måske er det meningen, at det skulle ske nu”, mumlede han, men lød ikke særlig sikker. Hvordan skulle det være meningen? Det var et dårligt tidspunkt lige nu – hvem ved hvordan vores forhold ville være om ni måneder?

“Hvordan det?”, spurgte jeg og forsøgte at lyde rolig, ligesom han. Men det var åbenbart lidt sværere end jeg troede.

“Jeg ved det ikke. Men det er i hvert fald dit valg”, svarede han omsorgsfuldt og strammede sine arme om mig.

Selvom det selvfølgelig var en stor ting, at han sagde det var mit valg, så ville jeg ikke beslutte det alene, for tænk hvis jeg tog det forkerte valg. Egentlig mærkeligt at han ville have mig til at beslutte det selv nu – sidst ville han have Mason fjernet. Men i dag var jeg lykkelig for, at jeg ikke havde fået abort den gang.

“Jeg vil gerne vide, hvad du tænker”, mumlede jeg, og lænede mig ind til ham. Han duftede så meget af sig selv, og jeg savnede at stjæle hans trøjer for at have duften af ham omkring mig.

“Jeg er sikker på, at du ved bedst”, svarede han roligt og lod sin ene hånd køre op og ned af min arm. Jeg lagde også mine arme om ham og krammede ham tættere på mig. Min Calum.

“Men det er ligesom vores begges skyld”, jeg kiggede op i hans øjne. De var rolige ja – men jeg kunne se panikken inde bagved. Han prøvede at skjule det for min skyld.  

“Hvis det var op til mig, så beholdt du barnet. Men jeg kan godt forstå hvis du vil have det fjernet, nu hvor vi ikke er sammen mere”, forklarede han roligt. Men fordi jeg kendte ham så godt som jeg gjorde, så vidste jeg at han ikke var rolig overhovedet. Han var helt sikkert skide nervøs for det her. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...