Friction

Friction:

- "The force that causes a moving object to slow down when it is touching another object" (Merriam Webster)"

- "When one thing rubs and grates against another, it causes friction. That can include two clashing personalities or simply a match striking the matchbox and causing a spark" (vocabulary.com)

0Likes
0Kommentarer
456Visninger
AA

4. Tredje gang

d. 16. 07. 2016

 

I mine tanker var jeg den gode veninde, som holdte styr på kæresten og forsøgte at hjælpe ham og Julie ud af deres problemer. Det var jo tydeligt at det var ved at køre af sporet for dem. Der gik bare alt for lang tid inden jeg opdagede at det ikke var det jeg var. Jeg var ikke den gode veninde. Jeg var hende der var ved at gå over grænsen. Men jeg kunne ikke stoppe mig selv. Lige meget hvor meget jeg havde lyst til bare at slette hans nummer og aldrig se ham igen, så kunne jeg ikke. Det var ligesom om at der var et eller andet der trak mig hen imod ham. Til at starte med troede jeg at det var skæbnen. Og det var det måske også de første to gange vi mødtes. Jeg kunne jo ikke gøre for at vi stødte ind i hinanden på den måde, og at det oven i købet regnede så meget at vi var nødt til at søge ly begge gange.

Men den tredje gang bumpede vi ikke ind i hinanden. Vi mødtes ude foran caféen som var det det naturligste i hele verden. Han havde skrevet til mig inden at han kendte et sted som jeg skulle se, og at vi kunne mødes på den sædvanlige café. Så kunne vi også tage en kop kaffe med på vejen. Det var da jeg læste ordet ’sædvanlig’ at det gik op for mig, hvilken skrænt jeg var på vej ud over. Nu er det måske ikke voldsomt overraskende at jeg valgte at mødes med ham alligevel. Men det var jo stadig uskyldigt. Indtil da havde vi holdt afstand til hinanden så vidt som overhovedet muligt. Vi krammede ikke engang når vi mødtes.

Det var sent om eftermiddagen da vi stod inde på caféen. Det var endelig holdt op med at regne og luften var blevet fugtig-varm på en måde der fik det til at føles helt tropisk. Måske var det også derfor Chris gik med til at droppe kaffen og bestille den samme smoothie som mig i stedet for. At gå op ad gågaden med ham ved siden af var en virkelig underlig følelse. Indtil da havde vi holdt os indenfor caféen og det var ligesom blevet vores ting. Men da vi pludselig befandt os udenfor, side om side, følte jeg mig underligt malplaceret.

Det føltes som om at vi havde gået i evigheder, da han endelig stoppede op og gav mig muligheden for at spørge ham hvor vi var på vej hen.

”Vi er her allerede. Det er her”, svarede han og så ud til at have så travlt med at se sig omkring at han ikke lagde mærke til at jeg var stoppet op flere meter bag ham og stod og kiggede misbilligende på det mudder der havde sat sig fast på kanten af mine sneakers.

Alt jeg kunne se var fugtigt græs og træer, indtil han trak en gren til side, og jeg til min store overraskelse opdagede at der var noget der glinsede bag de bagerste blade. Det var en sø. En rimeligt stor, spejlblank sø.
Chris fortsatte bare uimponeret sin gang indtil vi kom helt hen til bredden af søen, hvor der stod en mindesten med en bænk skruet fast på den anden side af den, som han satte sig på. Træerne hele vejen rundt om søen spejlede sig i vandet og der svømmede både ænder, gæs og svaner rundt på den blanke vandoverflade. Udsigten var næsten et Monet-maleri værdigt.

”Det hele startede med bare at være en grusgrav, indtil de besluttede sig for at fylde vand i den. Jeg plejede at komme her med drengene. Vi fandt søen i slutningen af 9. klasse og lovede aldrig nogensinde at fortælle nogen om det, så der ikke kom alt for mange mennesker. De eneste der kommer her er de samme fiskere som altid, og så et par jægere når der er jagtsæson”

Han kiggede over på mig og rykkede helt ud på kanten af bænken så jeg kunne sætte mig i den anden ende, stadig med den nødvendige afstand imellem os. Han havde fået et glimt i øjnene som jeg aldrig havde set ham have før, og blev ved med at kigge afventende på mig, som om at jeg skulle fortælle ham at det var noget af det smukkeste jeg nogensinde havde set, men jeg kunne ikke få et ord ud over læberne. Det måtte vel være det der kaldes at være mundlam. Jeg kunne ikke finde de rigtige ord at beskrive søen med, og jeg kunne heller ikke finde ud af hvad det var han gerne ville høre. Jeg forstod stadig ikke hvorfor han havde taget mig med derhen. Det var sådan noget man gjorde på en romantisk første date, eller et stævnemøde med en eller anden hed affære, men jeg var ingen af delene. I princippet var jeg bare hans kærestes bedste veninde, hvilket gjorde det forkert på alle tænkelige måder.

”Det er måske for naturligt for en storbysnob som dig?” spurgte han så og kiggede overlegent, men alligevel skuffet på mig, som havde jeg lige pustet alle lysene på juletræet ud.

Jeg vidste stadig ikke hvad jeg skulle svare. Jeg kunne ikke få koblet det arrogante casanova-billede jeg havde af ham sammen med det faktum at han havde slæbt mig hele vejen gennem byen og ind i en skov for at vise mig en sø han plejede at hænge ud ved i folkeskole.

”Jeg skulle ikke have taget dig med herud” konstaterede han så, imens han pillede ved det tomme smoothie-bæger i hans hånd, med et hårdt udtryk i ansigtet der gjorde det klart for mig at det her sted var et endnu blødere punkt for ham end Julie var.

”Hvem har givet dig ret til at kalde mig for en storbysnob? Det kunne jo være at du har fejlbedømt mig, selvom det sikkert ikke er noget du nogensinde ville indrømme”.

Mit blik fangede hans og han hævede misbilligende et øjenbryn. Han havde trukket den ene mundvig ud i et af hans drengerøvs-smil og lignede helt sig selv igen.

”Så bevis det. Hvis du altså tør”

Jeg kiggede afventende på ham indtil han stillede den tomme smoothie på bænken og gik over til et stort træ ved siden af os.

”En af drengene hængte det op da vi gik ud af folkeskolen, for ligesom at fejre at vi troede vi var færdige med lektier og sure lærere. Vi havde alle sammen lyst til at gøre noget vildt og endte med at springe i søen. Du skal bare svinge dig ud over og give slip på rebet inden det er på vej tilbage igen”

Hans smil var vokset til dobbeltstørrelse, imens jeg bare stod og kiggede dumt på ham uden at ane hvad han snakkede om, indtil jeg fik øje på den blå line der hang ned fra en tyk gren og nærmest dinglede foran hovedet på mig.  Den så rimeligt stabil ud, og havde en bundet løkke i den ende der hang ned mod jorden. Det lignede næsten en galge, hvilket sjovt nok passede meget godt til at jeg var overbevist om at det ville være direkte selvmord at springe ud i den sø. Den så ikke engang særligt ren ud når man sådan rigtigt kiggede ned i den, og der gemte sig helt sikkert alt muligt ulækkert nede på bunden af den. Som slimede fisk. Og tang.

”Bliver det til noget?”

Hans stemme dryppede af overlegenhed og hans smil var om muligt endnu større end før. Det var tydeligt at han ikke regnede med at jeg virkelig havde tænkt mig at gøre det. Hvilket jeg heller ikke havde. Hvis det altså ikke havde været for den irriterende flabethed som var fuldstændig umulig at ignorere.

Nærmest høj af trodsighed smed jeg mine sneakers, trak trøjen over hovedet og knappede mine bukser op, så jeg endte med kun at stå i undertøj, og indvendigt takke vejrguderne for at det da i det mindste var nogenlunde varmt i aftensolen. Og så nåede jeg ligesom ikke rigtigt at tænke længere før jeg tog fat i torvet, smilede ironisk til Chris, og svingede mig udover søen, imens jeg følte mig som en anden Indiana Jones. Bare det at se ham stå og kigge måbende på mig var det hele værd. Selv da jeg gav slip på torvet og dumpede mindst tre meter ned i det iskolde vand, fortrød jeg ingenting. Jeg fortrød heller ikke noget da jeg lod mig flyde op til overfladen igen og spyttede det ulækre søvand ud af munden, for Chris stod stadig på bredden og kiggede ligeså måbende på mig som han gjorde da jeg smed tøjet. 

”Er vi enige om at du aldrig kalder mig for en storbysnob igen?” spurgte jeg triumferende og nød hans målløse nikken med hovedet.

Det var ligesom om at han først blev sit arrogante jeg igen da jeg begyndte at forsøge på at flyde på vandet.

”Du er godt klar over at der er alverdens fisk nede i den sø ikke?”

I stedet for at svare blev jeg bare ved med at flyde rundt i vandet. Himlen var stort set skyfri og aftensolen lagde et gyldent skær over træerne. Jeg havde endda læst i et magasin engang at søvand skulle være godt for huden, så hvad var der at være bange for?

”Behøver jeg at sige at der er blevet fisket både geder og ørreder op af den sø?”

Det var lige før at han faktisk lød bekymret. Hvilket gjorde mig bekymret.

”Hvordan kommer jeg overhovedet op herfra?” forsøgte jeg at spørge, uden at afsløre den mindste smule af den panik som var begyndt at boble i mig.

Han stod et par sekunder og så fuldstændigt rådløs ud, indtil han med et skuldertræk svarede at jeg vel bare svømmede hen til bredden og kravlede op der. Og så var det at jeg blev virkelig bange.

”Er du sindssyg, det kan jeg sgu da ikke! Har du set alle de alger der svømmer rundt inde ved bredden?” udbrød jeg så, og fik ham af en eller anden grund til at trække på smilebåndet.

”Jeg er ret sikker på at alger ikke kan svømme”

Han stod igen og kiggede flabet på mig, men lige i det øjeblik var jeg ret så ligeglad. Jeg skulle ud af den sø, og det kunne kun gå for langsomt.

”Chris, der gemmer sig alt muligt ulækkert derhenne”

Jeg forsøgte at trække vejret dybt og lukkede øjnene med panikken bølgende ind over mig som skoldhedt vand. Før jeg vidste af det havde Chris smidt tøjet og var sprunget ud i søen så han endte ved siden af mig.

”Din idiot! Nu er vi begge to fanget hernede! Hvad fanden skulle det gøre godt for?”

Min dramatiske himlen med øjnene fik ham kun til at tage mig mindre seriøst og ligefrem undslippe et grin.

”Kom nu bare. Hvis du hopper op på min ryg og lukker øjnene lægger du ikke mærke til noget før vi sidder oppe på bænken igen”.

Det var først da vi endelig var kommet op af vandet og jeg lagde mig på græsset at jeg begyndte at trække vejret normalt igen. Chris lå ved siden af mig og så ud til at være ligeså forpustet som jeg var. Jeg tillod mig selv at føle mig bare en lille smule tiltrukket af ham som han lå der i boxershorts med armene foldet bagved hovedet og kiggede op på himlen.

”I hoppede aldrig i søen, gjorde i?”

Han vendte opmærksomheden mod mig og bed sig i læben.
”Nej. Der var ikke nogen af os der turde. Vi brugte rebet som ølholder i stedet for. Der passede lige en 6-pack ind i løkken…”

Jeg satte mig op og kiggede fornærmet ned på ham.

”Du er verdens største idiot, er du godt klar over det?”

Han smilede sit skæve smil igen, og jeg fik pludselig helt ondt i maven på en måde som jeg aldrig havde haft det før.

”Jeg tror at jeg har drukket for meget søvand” udbrød jeg så og holdte mig på maven.

Han satte sig op, så hans ansigt var mindre end ti centimeter fra mit, og kiggede usikkert ned på mine hænder.

”Måske var det bare noget i smoothien. Jeg har også pludselig fået ondt i maven”

Han bed sig i læben og kiggede op på mig igen. Hans hånd lagde sig så naturligt på mit lår at jeg næsten ikke lagde mærke til det. Følelsen i min mave blev underligt forstærket og jeg kunne ikke andet end at kigge forvirret på ham, med hjertet hamrende i brystet på mig. Hans ansigt kom så tæt på at jeg kunne mærke hans øjenvipper kilde mod mine kinder. Jeg lukkede øjnene og lod min hånd ramme hans bare bryst fordi jeg ikke kunne andet.

Og så ramte vores læber endelig hinanden i en sammensmeltning af desperation, hengivenhed og et begær, der fik min mave til at gå amok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...