Friction

Friction:

- "The force that causes a moving object to slow down when it is touching another object" (Merriam Webster)"

- "When one thing rubs and grates against another, it causes friction. That can include two clashing personalities or simply a match striking the matchbox and causing a spark" (vocabulary.com)

0Likes
0Kommentarer
488Visninger
AA

2. Første gang

d. 28. 06. 2016

 

Nu jeg tænker over det, så vidste jeg det allerede første gang jeg snakkede med ham. Ikke fordi at det var kærlighed ved første blik, for jeg havde set ham masser af gange før det. Selv da jeg blev præsenteret for ham til Julies attenårs, værdigede jeg ham ikke engang et blik. Det var først da jeg tilfældigvis bumpede ind i ham på en uskyldig tirsdag, at jeg så ham sådan rigtigt. At jeg sådan rigtig lagde mærke til ham, og så ham som et egentligt menneske og ikke bare ’Julies kæreste’. Faktisk var ’Julies kæreste’ det sidste jeg tænkte på, da jeg gik med til at drikke en kop kaffe med ham på caféen overfor…

Da han bestilte sin kop kaffe lagde jeg for første gang sådan rigtigt mærke til hvordan han så ud. Han var solbrun på en måde som en normal dansker aldrig ville kunne blive det, og så virkelig godt ud i den hvide t-shirt han havde på. Hans mørkebrune, let krøllede hår var sat på en pjusket måde, nok i et forsøg på at ligne en der ikke havde brugt 15min foran spejlet for at sætte sit hår. Men det virkede. Og det var han udmærket godt klar over. Alligevel nåede hans forsøg på at være casual casanova ham ikke rigtigt til øjnene. Der sad noget omkring hans øjne som ikke plejede at være der. Og da han trak øjenbrynene sammen og kiggede forvirret på mig, blev det endnu tydeligere at noget ikke var som det burde.

”Du stirrer”

Han lænede sig tilbage og satte ’jeg-ved-godt-at-jeg-er-lækker’-blikket på. Men det var tydeligt at han godt vidste at det ikke var derfor jeg stirrede på ham.

Da jeg flyttede min opmærksomhed hen på vinduet ved siden af os, var det begyndt at regne udenfor. Regndråberne ramte vinduesruden på en så voldsom måde at det ligeså godt kunne have været vandballoner. Lyden af dråberne mod ruden var høj nok til at overdøve stilheden som var opstået imellem os.

”Du ser træt ud. Er der problemer med Julie?”

Jeg skubbede et øjenbryn op i panden og kiggede på ham med påtaget bekymring.

Julie havde været min bedste veninde så længe jeg kunne huske, men da hun fandt Chris var det som om at vi gled lidt fra hinanden. Måske var det derfor jeg ikke kunne lide ham. Julie og mig havde altid set anderledes på det med fyre. Hun gik i gang med at lede efter ham hun skulle giftes med allerede da vi startede på gymnasiet, og ledte målrettet lige indtil hun fandt Chris. Jeg havde det bedre i rollen som den slemme veninde, der altid smuttede med en eller anden tilfældig fyr hver gang vi var i byen, for at droppe ham morgenen efter. Det var sjovere. Mindre forpligtende. Mindre seriøst.

Chris’ forpinte ansigtsudtryk viste at jeg havde ramt rigtigt. Bare det faktum at han ikke svarede, gjorde det klart at jeg havde fundet hans ømme punkt. Han plejede ellers altid at have et godt comeback.

Jeg fangede sugerøret i min smoothie med læberne og kiggede uskyldigt op på ham. Smoothien smagte af jordbær og banan, og passede perfekt til den søde smag af hævn i min mund. Lige siden jeg så ham første gang havde jeg prøvet at vippe ham af pinden så jeg kunne få Julie for mig selv, men det var aldrig lykkedes. Nok fordi jeg aldrig havde udvekslet så meget som et ord med ham før nu.

”Og du ser smadret ud. Var det en lang nat? Julie fortalte at i var på bytur i går og at du skred med dørmanden. Ret godt gået egentlig. Hvad hed han?”

Imens jeg sad og hostede for ikke at blive kvalt i min smoothie, trak hans ene mundvige sig ud i et skævt smil og der var ingen tvivl om at han så mit hosteanfald som et tegn på at vi nu stod lige. Men det gjorde vi ikke. Han var gået over stregen. Det var ikke meningen at han skulle kunne få mig til at få dårlig samvittighed over at jeg ikke lige havde fået fat i dørmandens navn inden jeg tog ham med hjem. Hvad skulle jeg også bruge hans navn til?

”Undskyld hvad sagde du?”
Jeg havde nu rettet al opmærksomheden mod ham og selv regnen udenfor var gemt langt væk i mine tanker.

”Jeg tror ikke at jeg behøver at gentage mig”.

Han kiggede udfordrende på mig og lænede sig igen tilbage i stolen, i modsætning til mig, der sad helt ude på kanten af min stol og lænede mig truende ind over bordet.

”Du skal overhovedet ikke blande dig i hvem jeg har sex med, forstår du det? Måske var det bedre at du koncentrerede dig om Julie i stedet for. Det lyder som om at i godt kunne have brug for det.”

Jeg kiggede prøvende på ham for at se om jeg var nået ind til det ømme punkt igen, men han virkede stadig til at være høj over min tidligere reaktion på hans kommentar, så jeg fortsatte:

”Desuden er der vel ikke noget galt i at prøve sig selv lidt af inden man kaster sig ud i den helt store kærlighed. Det må være trist kun at gå i seng med én eneste person i så lang tid”

Jeg tog endnu en slurk af min smoothie og kiggede ud af vinduet igen. Jeg gad ikke engang afvente hans reaktion, for egentlig var jeg ligeglad.
Han måtte virkelig have det kedeligt. Ikke fordi at der var noget galt med Julie, men jeg kunne bare ikke se hvad han ville med deres forhold. Julie havde brug for en gentleman der ville blive hos hende og ikke så andre piger end hende. En der kom hjem hver aften fordi han ikke kunne forestille sig nogen bedre måde at bruge tiden på, end at være sammen med hende.
Og jeg kunne virkelig ikke forestille mig at Chris var en af de typer. Casanovaer var jo ikke ligefrem kendt for kun at holde sig til en pige, men når det så var sagt havde han, så vidt jeg vidste det, været Julie tro siden de fandt hinanden for tre år siden. Det var faktisk lidt af en bedrift. Måske var jeg kommet til at dømme ham lidt for meget på hans udseende.

Udenfor regnede det stadig ligeså voldsomt. Chris sad og kiggede fraværende ud af vinduet som jeg også havde gjort lige før. Stilheden mellem os var behagelig og jeg besluttede mig for at holde fast i den våbenhvile der havde lagt sig over os.
Der var et eller andet ynkeligt over ham der næsten gav mig medlidenhed med ham. Men også kun næsten. Jeg var stadig sur på Julie over at hun havde fortalt ham om dørmanden fra i går. Hvem jeg tog med hjem var en privat ting som kun mine bedste veninder havde ret til at vide, og det inkluderede overhovedet ikke deres kærester. Fyre var et af mine ømme punkter, og at Chris vidste det fik mig til at føle mig blottet som en tusch uden prop.

”Jeg må nok også hellere til at smutte”.

Jeg tog det sidste sug af min smoothie og rejste mig op da Chris på en næsten bedende måde lukkede sine hænder om den hånd jeg havde på min smoothie og fik mig til at stivne i mine bevægelser.

”Du må nok hellere vente til det stopper med at regne,” sagde han så, og nikkede ud mod mylderet af paraplyer og mennesker i regnfrakker.

Jeg ved ikke hvorfor, men hans hænder på min hånd var nok til at få mig til at sætte mig ned igen og give ham en chance til. Han var Julies kæreste og jeg var Julies bedste veninde. Egentlig var det jo mit job at blive venner med ham og sørge for at han var god mod Julie.

Alligevel vidste jeg godt at det ikke var derfor jeg blev siddende hos ham og tømte endnu en smoothie. Jeg tænkte ikke længere på ham som ’Julies kæreste’. Selvom jeg prøvede, så kunne jeg ikke. Det var først senere at det gik op for mig at det måske var fordi at det heller ikke var sådan han tænkte på sig selv længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...