Livet er hvad du gør det til

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2015
  • Opdateret: 30 jul. 2015
  • Status: Færdig
Lykken er ikke altid hvad du regner med, men den er der et sted.

0Likes
0Kommentarer
230Visninger
AA

1. Et øjeblik til forskel - Korthistorie

Hendes læber formede et lille smil. Længe havde hun været på denne jord, men aldrig havde hun set så smuk en aftensol. Selv med lukkede øjne, kunne hun fornemme hvor smukt alle de rødlige nuancer flød sammen, til himlen stod i brand. Der var lydløst. Ikke et øje at se i miles omkreds. Hun kunne mærke græsset under sig, og hvordan det stille svajede i takt til vindens rytme. Her havde hun være så mange gange før, og som så mange andre gange sad hun helt tæt på kanten, men denne gang var anderledes, aldrig havde hun haft denne følelse. Hun var så lykkelig at glæden næsten boblede ud af hende.

Hun åbnede øjnende, og så den klare himmel over sig. Den lune sommervind, løftede let op i hendes fine silkekjole. Kjolen var en gave fra far. Han ville korse sig, hvis han vidste at hun lå i græsset med den på. Normalt ville hun have tænkt sig om en ekstra gang før hun havde lagt sig ned, men af en eller anden grund var hun ligeglad. Alt var lige meget, intet betød noget. Bare hun havde ham ved sin side, så ville hun kunne klare alt. Hun kiggede til siden, og så ham ligge der på det bløde græs. Hans blonde pjuskede hår stod perfekt, til hans havblå øjne. Skjorten var let åben, man kunne lige nå at skimte hans perfekte bryst. Sommersolen havde givet ham glød, hans kinder havde et snært af rødme. Han var perfekt som han lå der. Helt stille. Kun hans bryst bevægede sig langsomt op og ned. Det var ham hun skulle tilbringe resten af sit liv med.

Det havde været en af de lykkeligste dage i hele hendes liv. Men lykken ville ikke vare evigt. Snart havde hendes fine silkekjole forvandlet sig til lasede klæder. Faderen havde råbt og bandede af hende, da hun fortalte hvem hendes kommende ægtemand var. Faderen forbød hende at se ham igen. Hun elskede ham, så hvordan kunne det være forkert? Dum som hun var, havde hun sagt ja til at løbe væk med ham. Hun havde aldrig skænket det en tanke, at der ville være konsekvenser ved hendes handlinger. Alt hvad hun før havde haft kær, forsvandt nu, og alt hvad hun havde tilbage var ham.

Det var ikke meget, men det var alt hvad de havde råd til. Huset stod i en lille lysning, inde i skoven. Han havde købt det, som en bryllupsgave til hende. Den hvide cremefarve huset havde, passede perfekt til træverandaen. Det lignede et af de bondehuse, du kun ser i eventyrer. Der stod et lille bord, med to tilhørende stole på verandaen. Hun kunne se det for sig. Der skulle de sidde med en kop te, og kigge på at deres børnebørn løb rundt og legede i haven. Han stod tæt op hende, og holdte forsigtigt om hendes liv. Hele hendes krop sitrede. Hun havde lyst til at stoppe tiden, dette øjeblik skulle vare t. Han kyssede hende let, hvorefter han tog hende op, og bar hende hele vejen op til huset, og over dørtrinet. Som var en tradition, når man var nygift.

 

Han havde fået arbejde inde i byen. Hun gik der hjemme og passede det lille hus, mens hun ventede på at babyen skulle komme. Nu ville deres lille familie være hel. Far, Mor og Baby. Hvad mere kunne hun ønske sig. Værelset stod allerede klar, selvom der var 7 måneder igen. Den lille vugge stod over ved vinduet, ved den gamle gyngestol. Så kunne hun side og strikke, mens den lille lå i vuggen. Hun var begynd at bule lidt ud. Det ville ikke vare længe før hun ikke ville kunne passe sine gamle klæder mere.

Lykken varede dog ikke længe. Snart ville hendes lykke vende sig imod hende og blive til sorg.

Ligesom alle andre dage gik hun der hjemme, og ventede på at han skulle komme hjem, men han kom aldrig. Hun begyndte at blive bekymret. Det bankede på døren. Det var ikke ham der stod foran døren, men en anden mand inde fra byen. Manden spurgte lettere forsigtigt om hun var Hans kone. Det var sket noget forfærdeligt med ham. Nogle af tønderne på fabrikken var væltede, og 3 mænd var efter kort tid afgået ved døden. Hele hendes verden brød sammen. Hun lukkede alt ude. Uden videre at tænke over det begyndte tårerne at trille. Der var så stille at du kunne høre dem ramme gulvet under hende. Det var ham hun skulle tilbringe hele sit liv sammen med. Billedet hun havde i hovedet, begyndte at krakelere.

Hun kunne stadig mærke smerten, den lå dybt inde i hende. Hun havde lukket den inde der. Efter at hun tabte barnet, havde intet længere betydet noget. Og alt hvad hun før følte, var væk. Hun låste det hele inde, dybt inde i sig selv, hvor kun hun ville kunne finde den. Hun havde ikke ladet sig selv føle, før nu. Alt hvad hun havde lukket inde, blev nu sat fri. Alt følte hun. Sorg, had, jalousi, angst, glæde, kærlighed, men mest af alt taknemmelighed. Hun havde oplevet alt havde hun skulle nå. Hun havde mødt sin store kærlighed. Hun havde haft en familie. Hun havde levet længere end de fleste. Hele 85 år.

Solen var nu næsten helt nede, og det var begyndt at trække op. Vinden ruskede i træerne og hende. Hun rejse sig forsigtigt op. Nu stod hun helt ude ved kanten. Håret løsnede hun nu, og lod vinden styre det. Hun vendte sig nu om, så hun stod med ryggen til afsatsen. Hun tog en dyp indånding, og tog et skidt baglæns. Hun kunne mærker hvordan hun med stor hastighed for nedad. Hun var slet ikke bange. De ville mødes igen i Nangijala. Lyden af vand kom tættere og tættere på, til den til sidst var helt tæt på. Hun lod sig opsluge af det mørke kolde vand. Alt smeltede sammen, og blev til mørke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...