Hvad var engang, er aldrig mere det samme.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jul. 2015
  • Opdateret: 30 jul. 2015
  • Status: Færdig
En historie om hvor lidt vi i bund og grund kender hinanden.
Selv de tætteste har hemmeligheder - Basseret på en virkelig historie

0Likes
3Kommentarer
98Visninger
AA

1. Hvad var engang, er aldrig mere det samme - Korthistorie

Jeg satte mig og stirrede ud i luften. Jeg rystede stadig, som var det to minutter siden. Er det normalt? Var det på grund af sten han rystede, eller det faktum at han sad og ventede på at blive afhørt? Hvad fanden havde kørt gennem stens hoved da han kørte! Døren gik op, og en mand klædt i uniform kom til syne i døren. Allerede der kunne jeg se at manden gerne ville have svar, og at han ikke ville give op før han havde fået dem. Hvorfor skulle jeg også afhøres? Hvad er pointen i det, når hverken jeg eller nogle andre kan lave op på hvad der er sket.

Når Mathias, ved du hvorfor du er kaldt her ind?”

Troede han jeg var dum, eller hvad? Jeg havde hørt rygterne, i en lille by som denne snakker folk. Lige siden det skete, havde folk sagt at han blev presset til det.

”Ja selvfølgelig ved jeg det” snerrede jeg. 
 

Det blik betjenten gav mig, kunne have skåret selv den hårdeste diamant midt over. Ved nærmere eftertanke skulle jeg måske ikke have sagt det på den måde. Han kunne jo ikke spole tiden tilbage.
 

”Mathias, var dig og sten ikke meget tætte venner?”
 

Tætte venner. Vi havde været venner lige siden vuggestuen. Vi var som to dråber vand. Vi skulle bare kigge på hinanden, og så vidste vi hvad den anden tænkte. Men selv de tætteste har hemmeligheder.
 

”Jo han var min bedste ven”.

Betjenten satte sig nu ned, og foldede sine hænder foran sig på bordet.
 

”ved du hvad der fik ham til at gøre det?”

Hvorfor skulle jeg sidde og spilde min tid på det her.
 

”Selvfølgelig ved jeg ikke det. Tror du ikke jeg ville have stoppet ham hvis jeg vidste det!”

Jeg kunne mærke tårnende presse på. Ikke nu tænkte jeg. Ikke mens jeg sidder her. Jeg kunne allerede nu mærke at mine, øjne var blanke.
 

Rygterne siger jo at det var hans venner der fik ham til at gøre det” kom det fra betjenten.

Han viste ingen tegn på følelser overhovedet. Gik det ham slet ikke på at han skulle sidde, og beskylde en 19-årig dreng for sådan noget.
 

”selvfølgelig har jeg hørt det, alle siger at det var vores skyld, at det var os der fik ham til at gøre det”
”Du ved godt at det jo sætter nogle tanker i gang. Og det er vi nød til at tage hensyn til”


 

Ja som om ikk´. De tager ikke hensyn til en skid! De vil bare gerne finde en de kan skyde skylden på. Hvis de virkelig gerne vil hjælpe, skulle de tage og lade stens familie og venner være i fred. Synes de ikke vi havde været igennem nok? Han var min bedste ven. Hvorfor vidste jeg det ikke? .

 

”Har i snakket med hans eks kæreste? Han var vidst ret ked af det, da de slog op?” svarede jeg.

Kunne det være hans grund? Hun var jo ikke det vær, han ville have kunne få så meget bedre.

Vi plejede at fortælle hinanden alt. Jeg af alle personer burde have vidst, hvad der gik gennem hans tanker.


”Jeg havde ingen ide om hvad der forgik” svarede jeg stille betjenten.

”Du ved jo godt at du kan blive straffet, hvis du sidder og lyver lige nu”

 

selvfølgelig vidste jeg det. Hvorfor skulle jeg også lyve om sådan noget. Jeg mere end nogen anden vil gerne vide hvorfor han gjorde som han gjorde. Nu begyndte mine øjne at blive mere og mere våde. Det skulle ikke tage ret meget længere før at jeg ikke ville kunne holde det inde længere.


Mathias dette er din chance for at sige det, hvis du ved noget”

 

Fattede han ingen ting? Han sidder bare der, og tror at han er meget bedre end alle andre. Han tror sikkert han har regnet det hele ud, og det er nok derfor at jeg sidder her. Nu begyndte tårerne at trille. Det var jo ingen grund til at holde det inde mere. De sidste par dage havde jeg haft så meget skyldfølelse over at jeg slet ikke var ked af det. Jeg var mest af alt sur. Sur var ikke ordet, jeg var så gal som man kunne blive. Hvad fanden var der galt med ham. Han havde slet ikke skænket andre end ham selv en tanke. Hvad med hans Mor som var knust og troede at hun havde gjort noget galt. Hvad med hans andre familiemedlemmer? Hvad med alle dem omkring ham? Det er noget af det mest egoistiske du kan gøre. Det er at vælge den nemme vej ud. Det løser ingen ting. Hvis nu bare jeg havde vidst hvad han ville gøre, kunne jeg have snakket med ham om det. Jeg kunne have banket det ind i hovedet på ham, at det ikke ville løse noget. Den eneste det har løst et problem for, er sten. Hvis han havde problemer, hvorfor sagde han så ikke noget. Han ved at alle omkring ham ville have stået klar med åbne arme, og hjulpet ham. Alle andre omkring ham har han påført smerte. Han havde slet ikke tænkt på følgerne af hans handlinger. Hvis han havde stået foran mig lige nu havde jeg højst sandsynlig råbt og skreget af ham. Det værste er at man sidder tilbage med en tom fornemmelse inden i. Og så alle de rygter.

 Hvem i sin vildeste fantasi ville kunne få sig selv til at tænke, at nogen skulle have presset ham til at gøre det. Der var helt stille i det lille afhørings-lokale. Man kunne igen kun høre lyden af den lille vægventilator.


”Mathias jeg er nød til at have nogle svar” sagde betjenten. 
 

Han kunne se at jeg sad og græd, og alligevel blev han ved. Hvad fanden var det for nogle svar han ville have. Alting er ligegyldigt nu, han er væk, og han kommer ikke tilbage.


”Vi siger jo ikke at det var din skyld Mathias, men vi er nød til at stille spørgsmålene”


Det viste jeg jo godt, men hvorfor kun mig. Så vidt jeg er blevet informeret er jeg en af de eneste der er blevet kaldt til afhøring. Hvorfor overhoved have en afhøring. Vi viste jo alle godt at det ikke var nogens skyld. Jeg kunne mærke at jeg begyndte at blive mere og mere sur. Sur på alting. Sur på betjenten, sur på sten, sur på mig selv, sur på hele verden. Jeg farede op, knyttede min hånd og slog den så hårdt ned i bordet, at jeg er ret sikker på den blev forstuvet.


”Jeg ved for fanden ikke hvad der fik ham til at begå selvmord!” råbte jeg.


Det gav genlyd i det lille lokale. Så nu er det sagt. Det gav genlyd i det lille rum. Betjenten sad og kiggede forbavset på mig. I det øjeblik vidste jeg at intet længere var det samme. et stykke af mig var væk

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...