Den røde pige med paraplyen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2015
  • Status: Igang
Den røde paraply har et hul øverst oppe, og når det regner, falder dråberne igennem. Gør ens hoved vådt, og farver håret mørkere, dråbe efter dråbe. Men det er en god paraply. Den holder resten af kroppen tør. Og når det ikke regner, ryger en plet af sol gennem hullet.

6Likes
4Kommentarer
232Visninger
AA

1. Den røde pige med paraplyen

(Den røde paraply har et hul øverst oppe, og når det regner, falder dråberne igennem. Gør ens hoved vådt, og farver håret mørkere, dråbe efter dråbe. Men det er en god paraply. Den holder resten af kroppen tør. Og når det ikke regner, ryger en plet af sol gennem hullet.

Den røde pige har et hul på begge knæ. Når skorpen går op, falder blodrøde dråber ud. De løber ned over pigens ben, og efterlader sig lange, røde spor. Hun har askeblond hår, den røde pige. Men når dråberne falder gennem paraplyen bliver hendes hår næsten rødt. Hun kan bedre lide den farve, hendes hår har, når det er vådt, end den farve det har normalt.

Det røde hus hun bor, i er egentlig ikke rødt. Det var det engang. Så farvede tiden det, og nu er det gråbrunt. Men når den røde pige tegner sit hus, er det knaldrødt. Og ude foran er der røde tulipaner. Det er der egentlig ikke i virkeligheden. Men på tegningen er det lige, som hun vil have det. Tit tegner hun sig selv på taget, selvom hun ikke må gå derop.)

-

Dæmpede stemmer lyder fra etagen nedenunder. Ria forsøger at være stille. Hun sidder på gulvet,  leger at hun ikke er der. Det er en leg, hun er god til. Hun har leget den mange gange før. Nedenunder kan hun høre dørklokken ringe. De dæmpede stemmer lyder igen. Så stopper de, da døren bliver åbnet.

Ria ved ikke helt hvorfor, men hendes forældre har sagt, at denne dag er vigtig. At den er betydningsfuld. At hun skal smile sødt lige meget hvad. Så Ria sidder stille på gulvet, venter på at de kommer og henter hende. Hendes mor har givet hende tøj på.

''Pas nu godt på,'' sagde hun, da hun bandt sløjfen bag på kjolen, ''det her er den fineste kjole, du har.'' Ria sagde ikke noget. Hun er ikke enig. Kjolen er blå. Det er ikke den fineste hun har.

-


(På tegningen står hun og smiler ud over byen, med den røde paraply i hånden. Den røde pige smiler ikke så tit i virkeligheden. Regnen falder fra en grå sky over hende. Hun har den røde kjole på. 

Udenfor tegningen sidder den røde pige på et gulv og forsøger at være stille, mens blyanten koncentreret bevæger sig hen over papiret. I det næste øjeblik bliver en dør åbnet, og den røde pige kigger forskrækket op. Det er den røde mand. Men han er ikke rød på samme måde, som den røde pige. Han er kun rød i ansigtet, og han kigger vredt på hende.

''Hvad laver du?'' Hun svarer ikke, og hans ansigt bliver endnu mere rødt. Hans ånde lugter af skarpt af raseri, da han kommer tættere på.

Næste dag har den røde pige friske røde mærker på sin røde ryg. Men den røde paraply står i hjørnet, og hun slår den op og sætter sig under den. En plet af lys skinner gennem hullet i toppen. Alt er okay.)

-

Da døren går op, ser Ria forskrækket på den. Det er hendes mor, der bekymret sender hende et vredt blik.

''Du husker hvad vi har talt om, eller vi viser dig følelsen af at glemme i aften.'' Ria nikker. Så følger hun efter sin mor ned ad trappen. Trin for trin ser hun sin mors forandring. Hun forvandler sig til en den vært, hun altid bliver, når der er vigtige gæster i huset. Yndefuld og elegant. Også Ria's far har iført sig sine bedste manerer, på samme måde som han har iført sig, det eneste slips han ejer.   

De stiller sig overfor den gæst, der er så vigtig. Det er en yndig dame, der ser meget rig og fin ud. Hun ler ad noget Ria's far fortæller, og hendes latter lyder som perler på en snor.

'Det her er så vores Maria,' siger Ria's mor. 'Ærlig talt har vi ingen ide, om hvad det er, Dorethe har ringet til jer om, men vi skjuler intet, så spørg endelig løs.' Perlekvinden smiler og siger tak. Ria's far sender Ria et strengt blik, og Ria kommer i tanke om at smile så sødt, hun kan. Hun smiler med lukket mund, for hun har et hul i sin ene fortand, og den ser ikke særlig sød ud. Perlekvinden sender et blændende perlesmil tilbage.

'Elsker du din far og mor, Maria?'

'Ja,' svarer hun - uden at lyve.

-

(Den røde pige skriger højt. Den røde mand står over for hende, med et fast greb om hendes arm. Hans fingre efterlader røde mærker på den hvide hud. Hans ånde lugter af raseri. 

'Du skal lære det. På den ene eller den anden måde.' Han løsner bæltet, og trækker det ud af bukserne. Synet skræmmer hende. 'Hvad er det du ikke må?' spørger han. Hun kan ikke få en lyd over sine læber. Bæltet rammer gulvet ved siden af hende. Lyden er dybrød, og et skrig forlader de rosenrøde læber.

Manden bøjer sig over hende. Endnu engang kan hun lugte lugten af raseri fra hans mund. 

'Vend dig'  hvæser han. Hun tør ikke gøre andet. Hun har den røde kjole på, og skørtet hvirvler om hende, da hun vender sig. Manden er ligeglad med kjolen. Han river den fra hendes skuldre, og den kommer med en knasende lyd. Et hulk undslipper den røde pige. Hun opdager næsten ikke at bæltet rammer hendes ryg, efterlade et smerterødt mærke.

'Hvad er det du ikke må, Maria?' Hun hulker, og endnu et mærke dukker op på hendes ryg.

'Jeg må ikke græde.'  Endnu et mærke.

'Hvorfor gør du det så?' Snerrer han, og hun kan alligevel ikke skjule hulket da han rammer igen. Og igen. Og igen. Så stopper slagene, og den røde mand forvandler sig. Da hun vender sig, er det ikke den røde mand, men hendes far der står overfor hende. En tåre tager flugten ned over hans kind.

'Vi vil bare ikke miste dig... Og når du græder, tror skolen, der er noget galt. Kan du lade være med at græde, Maria? Kan du gøre det for far?' Lugten af raseri er ikke så kraftig længere og den røde pige nikker. Far tørrer hendes øjne og aer hendes ryg. Da han går, tager han den ødelagte kjole med sig. Senere ligger den på hendes seng, med en grov syning der, hvor den gik i stykker. Den røde pige sidder under paraplyen og kigger på pletten med lys. Alt er okay.)

-

Perlekvinden ler sin perlelatter. Den er bedårende. 

'Er det dig selv, der har valgt kjolen, Maria?' Spørger hun. Hendes læber er malet med en lyserød farve. Ria ryster på hovedet.

'Mor valgte. Hun sagde, jeg skulle passe på den.' Siger Ria, og prøver at få sin stemme til at lyde en smule dum. Hun har opdaget, at folk ikke taler så meget til hende, hvis hun lader som om, hun ikke er klog. Ria's mor smiler.

'Hvis det stod til Maria, bar hun aldrig andet end rødt, vel Maria?' Ria ryster på hovedet og ser ned i jorden. 'Men vi prøver jo at lære hende, at de andre farver også er okay.' Perlekvinden ler igen, og mor følger efter. Deres grin klinger smukt sammen.

'Alle har en farvefase, de skal igennem. Personligt havde jeg et par år, hvor kun lilla kunne virke.' Perlekvindens øjne bliver fjerne, som genkalder hun sig minder. Så smiler hun.

'Vil du have et glas?' Vi drikker ikke til hverdag, men byder gerne en gæst.' Siger Ria's far. Han åbner proppen til en flaske fyldt med gylden væske. Lugten af raseri strømmer op fra den, og Ria's hjerte springer et slag over. Men hun koncentrerer sig alligevel om at smile sødt. Perlekvinden overvejer det.

'Altså jeg må egentlig ikke. Men et enkelt glas kan nok ikke skade...' Hun smiler og Ria's far hælder op i tre små glas. Ria's hjerte hamrer afsted, men hun fortsætter med at smile sødt. De voksne drikker hver sit glas, uden at nogen bryder ind i samtalen.

'Vi forstår jo ikke helt hvorfor, Dorethe har indberettet os, men vores Maria har altid været lidt følsom, så det skal nok passe, at hun har grædt i skolen. Hun fortalte også om, at et af de andre børn var lidt efter hende - sådan som børn jo er en gang i mellem.' Ria's far smiler en smule. Perlekvinden overtager ordet:

'Efter at have mødt jer, er jeg overbevist om, at I har ret. Men Dorethe har kun gjort sin pligt som skolelærer, ved at ringe ind. Så finder vi ud af, om der er nogle dybdegående problemer. Tit er der ikke, men nogengange er der, og det er det, der tæller. At der er nogen derude, der mishandler børn, og som ikke har fortjent at beholde dem. Men jeg ser ingen problemer her i jeres hjem.' Perlekvinden smilede sit perlesmil. Skønt Ria's mor også smiler, bevæger hun kort hænderne i et tegn på ubehag.

'Jeg forstår ikke folk der kan mishandle børn. De er jo så forsvarsløse! Vi er kun glade for, at Dorethe gør sit job - vi bærer ikke nag.' Mor smiler. Perlekvinden smiler.

'Vel sagt. Men jeg må videre nu. Tak for skænken. Jeg skriver i min rapport, at jeg ikke ser nogle problemer.' Så går perlekvinden. Hun ser bagud en enkelt gang, og sender Ria et perfekt perlesmil.

Mor og far ånder lettet op, da hun lukker døren. Så forvandler de sig, og værterne forsvinder. Far løsner slipset og lægger sine manerer.

'Gå ovenpå Maria.' Maria løber op ad trappen, mens hun hører lyden af gyldent raseri der bliver hældt op i glas. Snart er mor og far væk, og kun den røde mand og kvinde er tilbage.

-

(Det regner udenfor. Den røde mand og kvinde skal et sted hen, og har taget den røde paraply med. Den røde kvinde gav pigen et advarselsslag, før de tog afsted. Hendes mund lugtede langt væk af raseri.

'Du går i seng og bliver der. Du siger ikke en lyd.'  Den røde pige ligger i sin seng og venter. Venter på, de kommer tilbage med den røde paraply. Men hun kan ikke holde sig vågen, og falder ind i en drøm. En rød drøm. Sådan er alle hendes drømme. Røde.

Da hun vågner, står paraplyen stadig ikke i hjørnet. Det er sent. Hun kan høre stemmer nedenunder. Hendes røde hjerte knuger sig sammen. Hun hopper ud ad sengen og løber ned ad trappen. Den røde mand og kvinde sidder ved spisebordet, med en flaske raseri mellem sig. De ser overraskede op, da den røde pige kommer ind.

'Hvor er den!? Hvor er paraplyen!?' Den røde mand rejser sig.

'Du er ikke så lidt fræk, når du sådan kommer rendende.' Den røde pige er ligeglad. 

'Hvor er den!' Skriger hun. Den røde mand løsner bæltet.

'Så er det nok. Vend dig om.' Men den røde pige vil ikke vende sig. Hun begynder at græde sine røde tårer. 

'For guds skyld Maria. Det er jo bare en gammel paraply. Vi lod den ligge. Og vend dig så om. Det klæder dig ikke at være et ulydigt pattebarn,' siger den røde kvinde. Pigens vrede bliver slukket. Hun vender sig om, helt tom indeni, mens slagene hagler ned over hendes ryg. Ingen paraply. Intet hul med lys. Alt er ikke okay.)

-

Ria sidder stille på sit gulv, og lader som om hun ikke eksisterer. Om lidt vil den røde mand komme op ad trappen, lugtende af raseri. Hvad vil han gøre, hvis hun ikke er der? Hvis ingen er der til at modtage slagene? 

Hun ser hen i det tomme hjørne, hvor paraplyen har stået. Perlekvinden er gået sin vej. Paraplyen er væk. Den røde kjole er i stykker, kun holdt sammen af enkelte grove sting. Hun er alene tilbage i en verden fyldt med rød smerte. Ria har lyst til at græde, men gør det ikke. Hun tager den blå kjole af, skifter til den røde. Så ser hun på tegningen hvor hun står på taget. Hun må egentlig ikke gå derop.

Hun går hen mod vinduet og ser op. De sidste gange hun er gået derop, har hendes ryg forvandlet sig tik et hav af rødt raseri. Alligevel er hun fristet. Hun træder op i vindueskarmen, åbner vinduet. Så træder hun ud på afsatsen. Hun griber fat om den røde mursten, der stikker lidt ud. Den er egentlig ikke rød, men når hun lukker øjnene er den. På tegningen er den. I næste øjeblik står hun på taget.

Hun har ingen rød paraply. Der er ingen tulipaner for foden af huset. Ria ser på sine knæ. De har altid sår. Sårene heler aldrig, kan aldrig hele. Hun griber fat om skorpen og trækker til. Et kort stik af smerte. Så er der kun rødhed. Blodet farver hendes ben i røde striber.

Hun forsøger at efterligne perlekvindens perlende perlelatter. Hun kan ikke. Hendes latter er langt mere rå og hæs og uøvet. Hun lukker øjnene og forestiller sig, at hun holder om den røde paraply igen. At huset er rødt. At der står røde tulipaner for neden. I det samme hører hun den røde mand.

'Vil du godt komme ned Maria. Du kommer til at fortryde, at du gik derop.' Den røde mand står i hendes vindue og kigger op.

'Jeg tror,' siger Ria, den røde pige, 'at jeg kunne flyve, hvis I ikke holdt mig fast.' Så strammer hun grebet om paraplyen og træder ud fra taget. 

Et øjeblik mærker hun den frihedsfyldte vægtløshed. Så rammer hun jorden i et rødt glimt af smerte. Verden forvandler sig. Bliver til rødt lys. Ria sukker dybt. 

'Det er så smukt,' hvisker hun. Så omfavnes hun af det røde lys, og hvisker ikke mere.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...