Sorte Flammer

En livstræt teenager oplever de bedste, men sidste dage af sit liv, på det der var omtalt som "Hullet" en anstalt for "Unge med mentale problemer" eller bare "Anstalten" som den kaldtes. Anstalten er kendt for sine skræppe lære, vold og et uhyggeligt stort forbrug af smertestillende og bandeord.

0Likes
0Kommentarer
237Visninger

1. Ombord

Ombord

 

"Jeg er jo bare en lille stupid teenager, lige som de sagde. Stædig, provo-kerende, skråsikker, højrøvet, bedre vidende... Det er ikke noget jeg har lyst til at kendes ved, men det er forsent nu. Nu har jeg krydset alle broerne, brændt dem, derefter fundet flere og brændt dem ned. Det hænger omkring mig, jeg er en ulykke. Der må kunne gøres noget ved det, det der jeg endnu ikke har styr på, selv i en alder af 15. Jeg er ikke længere et lille ADHD forstyrret barn, og har aldrig været det, der er ikke nogen undskyldning for at jeg har gjord som jeg har gjort. Jeg er bare ikke som jeg ville ønske jeg var..."

 

-"Hey, må jeg sætte mig her?" Jeg kiggede op og fik øje på en lyshåret fyr på min alder, han peger på sædet overfor og jeg svarer at det må han gerne. Vi sad stille lidt, der blev banket på døren ind til kupeen, det var en pige, mit hjerte gav et lille hop, måske lidt yngre end mig, hendes hår ligger i utallige bitte små fletninger ned ad hendes ryg, hun havde en grå sweater og machende jeans, hun havde ingen øreringe (hvilket forekom mig lidt mærkeligt, alle piger havde da øreringe, eller...) og nogle trætte sneakers på. Hun kigger spørgende rundt, min nye kupemakker var vist faldet i søvn.

 

-"Bare tag plads." Min stemme lød mærkeligt sammen med den hyppige skuren fra skinnerne og bumpene i toget. Drengen der var kommet ind før var faldet i søvn. Toget knagede lidt da det rundede et sving med 180 kilometer i timen, det var et æld gammelt tog, sikkert ældre end, tja, det kunne egentligt også være lige meget. Vi var steget på toget i Røvinge, jeg boede godt nok i Bjergsberg og vi skulle til Klejn (ca. en halv time nordvest for Bjergsberg), men jeg var bare blevet sendt af sted med et andet tog, dog mindst et århundrede yngre, klokken tre om natten for at kunne komme ud til Røvinge hvorfra det lejede tog kørte klokken fem. Jeg havde sovet det meste af vejen, seks skift mellem bus, tog og metro, og nu var jeg igang med at køre tilbage ad de spor jeg lige var kommet fra.

 

-"Hej jeg hedder Johanne, hvad hedder du?" Jeg vidste at det var et forsøg på at få gang i kludene, stemningen i toget var overvejende dunkel og indeklemt. Hun var egentlig ret køn, på sin egen måde (ikke fordi jeg havde tænkt mig at ligge mig ud med nogen, men nu hvor man tænkte over det...)

-"Søren." Svarede jeg lidt for hurtigt, og måske lidt tvært, jeg ville nødigt skubbe nogle fra mig igen, igen, igen, igen... Kunne det ikke være ligemeget? Jeg er jo havnet i hullet, den dybeste placering i et hvert steds hierarki. "Hvorfor er du havnet på toget til "Hullet"?" Jeg prøvede at få gang i en samtale, akavet, måske, men absolut bedre end den udmattende grå pressende stilhed der herskede over toget.

-"Jeg kunne ikke lade være, det var mest for spændingens skyld. Der var så kedeligt derhjemme og jeg ville gerne opleve et nyt land, men fra en speciel synsvinkel." Hun smilte lidt bedrøvet Først nu opdagede jeg hendes accent, spansk, hun kom langvejs fra.

-"Kommer du fra Spanien?" Jeg skulle lige have det bekræftet, men også meget mærkeligt.

-"Si mí amigo!" Hun smilte så hendes smilehuller kom til syne og hendes fregner dansede. Jeg lagde mærke til at hendes ene hjørnetand sad skævt, men det fik hende dog bare til at se endnu bedre ud i hendes beskedne påklædning. De sidste der havde smilt omkring mig var mine forældre, da de fik øje på kufferten der stod klar i entreen. En underlig varme bredte sig fra et udefinerbart punkt i mig. "Skal vi ikke få vækket vores kammarat?" 

 

Vores kammarat viste sig at hedde Hassan, Hassan Laden (nej, ikke i familie med terror-tumpen), 16 år, hans familie var blevet udvist tilbage til der bombede hjemland, fordi hans skizofrene storebror (de havde ikke råd til at få en diagnose) havde stjålet chokolade (og ifølge DF's nye lov var det nok til at sende hele familien tilbage), men han var flygtet. Indtil for få dage siden havde han skjult sig for myndighederne for ikke at ende i kampzonen. Hassen blev fanget for tre dage siden da han tiggede på Østerbro i København. Han var endt på politistationen, men var blevet benådet da han kunne vise sit ADHD-dokument frem (han havde godt nok en meget meget mild grad af ADHD, og det var mere ADD) og var blevet givet valget at ende her eller i det bombede lokum at et hjemland. Hassan var gået ud for at hente noget aftensmad, han havde tilbudt at tage noget med til Johanne og jeg, men jeg havde takket nej jeg var lidt svimmel. Johannes mor var dansker, mens hendes far var Italiener. De havde besluttet sig for at bo i Spanien fordi det var der de mødtes, altså Johannes forældre. Hun var på min alder kun få uger ældre. Hendes forældre havde rejst til Korena i sommerferien, og Johanne var så blevet i Korena mens forældrene rejste tilbage til Spanien, de ville komme og hente hende når kostskolen var slut. Johanne havde sat sig overfor mig, på den anden side af bordet ud for vinduet. Jeg opdagede at hun kiggede på mig, jeg tænkte på om mit korte hår måske havde sat sig i en eller anden sindsyg vinkel, det gjorde det tit.

 

-"Søren?" Jeg drejede hovedet og så ind i hendes mørke øjne, svimmelheden tog til. Jeg kunne fornemme at spørgsmålet var på vej. "Hvorfor er du her, i hullet?" Hun udtalte ordet: "Hullet" sjovt, hvilket fik mig til at smile, men smilet stivnede hurtigt. Hvorfor er jeg egentligt havnet her? Spørgsmålet havde naget mig lige fra at jeg havde fundet brochuren og togbilletterne på mit skrivebord derhjemme.

-"Det... Det er lidt svært at sige." Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det uden at udstå som en skizofren, hallucinerende psykopat. Sidste gang jeg havde fortalt nogen som helst, jeg troede at jeg kunne stole på, om det, havde hele min forhenværende klasse troet at jeg var psykopat, og det var ikke just let at arbejde sammen med folk der gerne løb fra dig når man kom gående ned ad gangen. Jeg kiggede ned i bordet. Som om borde kan hjælpe mig...

-"Det gør ikke noget hvis du ikke har lyst til at snakke om det." Hun fortsatte i et lidt mindre bekymret tonefald. "Vi har allesammen noget vi ikke kan lide at snakke om."

-"Tak." Jeg kiggede op igen, hun så stadig på mig, det gik op for mig at hun havde løjet da hun fortalte hvorfor hun var her. "Du løj, gjorde du ikke? Da du fortalte hvorfor du er her?" Nu var det hendes tur til at kigge væk.

-"Jo, jo det gjorde jeg... Det er også lidt svært at forklare." En pludselig indskydelse fra det blå fik mig til at kigge på hendes hænder, havde hun det også? Mærket? Mit mærke sad i min håndflade, et lille markeret kryds, meget præcist midt i. 

-"Må jeg se din hånd?" Jeg ved ikke lige hvordan det gik til at ordene kom ud af mig, for, det var ikke (ikke i min vildeste fantasi) noget jeg ville sige til en køn, halvt italiensk, pige jeg lige havde mødt... Sjovt nok sagde hun ja, dog efter en mistænksom pause. Jeg tog forsigtigt hendes højre hånd med et irriterende hurtigt bankende hjerte, det var ikke noget jeg sådan plejede at gøre, og vendte håndfladen opad. Hun stirrede meget intenst mens jeg checkkede om det kunne være sandt, hun havde det også! Jeg fik næsten lyst til huje højt af glæde. Hun havde ru hænder, hvilket overraskede mig en smule, og midt i hendes håndflade, dannet af naturlige folder i huden var krydset, magen til mit ejet. Nu var det min tur til at smile, hun trak håndfladen til sig. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg havde tjekket ændres hænder i smug, ingen havde mærket. Jeg kiggede op på hende, et meget påtræng-ende spørgsmål lyste ud af hendes øjne: Hvad ved du nu?

 

Hassan kom ind i kupeen på et mindre akavet tidspunkt. Hun havde lige spurgt hvad der var, og jeg havde lagt min højre hånd i hendes for at vise hende hvad vi havde tilfælles. Hun havde først set undrende på mig, derefter havde hun lagt mærke til noget der tydeligvis havde ændret en hel del. Hun måtte have set krydset og vidst hvad det betød. Og mens holdt i hånd og kiggede hindanen i øjnene havde Hassan åbnet kupedøren.

 

-"Gutter? De har..." Han havde set lidt (eller nærmere, ret) forbavset ud. Først havde han kigget over på mig, jeg havde trukket min hånd, utroligt diskret (jeg bankede den ind i min vandflaske der stod på bordet), ud ad hendes og der efter havde Hassan kigget over på Johanne, hun smilte bare. Fedt, Hassan tror at vi har et forhold. 

-"Hvad havde de?" Johanne reddede den pinlige situation. Jeg kunne mærke at Hassan klemte et godt grin ned i mavesækken igen da han svarede. Hassan satte sig ikke ned.

-"De har frikedunser uden svin i. Og pølserne er halal-slagtede og det hele! Ik' fordi det gør noget, men altså... jeg kan godt gå igen hvis det skal være." Det sidste sagde han mens han så på mig og med et vidende glimt i hans mørke øjne. Han havde den klassiske iranske accent, rullen på r'erne, trykket liggende på andre vokaler og en spøjs møde at tale på.

-”Nej, nej det gør ikke noget, jeg skal… øh… lige ud og have mig nogle svine-fri frike-deller.” Det skulle Johanne også, ikke fordi det var noget problem hun kom med (jeg kunne egentligt rigtigt godt tænke mig at hun kom med), men mere for ikke at forstærke Hassans ide om at Johanne og jeg var kærester.

 

Jeg så kort på mit ur, klokken var lidt i otte. Da jeg havde lukkede kupedøren efter Johanne og jeg, og var ude på den lange smalle gang der gik igennem hele toget spurgte hun mig, om jeg havde det på samme måde, mere forklaring behøvedes ikke før end jeg vidst hvad hun mente.

 

-”Ja… men, øhm…” Jeg gestikulerede mod vores kupe. Hvor ville jeg egentligt ønske at det var sandt, for jo tættere hun var på mig jo mere tog varmen og svimmelheden til i styrke. Jeg var, hvad man kalder, faldet pladask for en sød halvt italiensk pige jeg lige havde mødt.

-”Ja, jeg ved godt at Hassan tror at vi er kærester, men det passer da også fint, så er der en god undskyldning!” Jeg var glad for at hun havde det på den måde, selv var jeg lykkelig over at have fundet en person der vidste præcis hvordan jeg havde det, og ikke regnede mig for en mentalt forstyrret, og for at finde venner så hurtigt, og måske også en… Kunne hun måske også li’ li’ mig?

 

Kokkedamen så godt nok bister ud: Forklæde, træslev, mundvigende nedad, og heftige armbevægelser. Hun stod og øste op til de elever der kom (eller turde komme): Kartoffelsalat (fra bøtte)… slask, salat... smak, pølser (stenhårde og lige ved at trille ud over tallerkenen)… klonk! Frikedunser (frysetørret)… brag! Remoulade… smask. Dancake roulade… sjask. NÆSTE! Jeg tog en tallerken, Johanne gjorde ligeså, og stilte mig op i køen. Da de blev min tur røg pølsen ud over tallerkenen, da jeg skulle til at samle den op smed hun bare rouladen på og råbte: NÆSTE! Jeg gik over til metalbeholderne med bestik, tog kniv og gaffel, ventede på Johanne og gik tilbage sammen med hende. Et dæmpet: NÆSTE! Bekendtgjorde at det næste uheldige individ havde fået sin Dancake roulade og skulle forføje sig øjeblikkeligt.

 

-”Sikken en kone! Godt det ikke er min mor!” Kommenterede Johanne spøgende da de var uden for hørevidde, eller, det troede de.

-”DET HØRTE JEG GODT!” Kom det med lammende kraft bagfra. De stivnede et kort øjeblik, men så kunne det heller ikke gå for langsomt med at komme tilbage til kupeen.

-”Jep.”

 

Hassan havde fundet en stol så de kunne sidde rund om bordet mens de var væk. ”Hvordan smagte rouladen?” Spurgte jeg ham, jeg følte mig helt tryg her, her var rart og den grå pressende stemning var forsvundet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...