The Twilight Zone (Roman)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2015
  • Opdateret: 26 jul. 2015
  • Status: Færdig
Min første roman. Vil rigtig gerne have kritik, så jeg kan få det rettet.

1Likes
1Kommentarer
1388Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg lagde den sidste af mine tasker ind bag i, og smækkede bagagedøren i med en ordentlig kraft. Lige der var jeg bare glad for at min far ikke stod her. Det var næsten en splinter ny bil, og noget af det sidste han ville se, var at jeg kom til at ødelægge den.
”Færdig! ” Sagde jeg.
Og så var det så nu hvor jeg bare ønskede at mine forældre ville skynde sig lidt. En tur fra Næstved til Esbjerg er en lang tur. Men når det var min farmor vi skal besøge, så ville det altid være det hver. Og gudskelov for at det er hele juleferien vi skal være der.
”Rebekka, kan du ikke lige hjælpe mig med min taske her? ” Lød min mors stemme.
Min mor var som et juletræ med alt for meget pynt på. Især når vi skulle et eller andet sted hen.
Jeg kunne huske sidste sommerferie hvor vi skulle til London. Og selvfølgelig skulle hun jo lige have en stor, propfyldt kuffert, og en heller ikke så let håndtaske med. Sikke en tur.
”Man skulle nærmest tro at du havde købt en hel butik. ” Jeg prøvede at holde mit grin nede, så det lød mere som en fnisen. Men min mor så alligevel ud til at tage som en stor fornærmelse. Heldigvis begyndte ikke at køre videre i den samtale, så vi stoppede der.
”Kan du ikke bare komme her og hjælpe mig? ”
Men inden jeg nåede så langt kom min far bagfra og tog den ene kuffert.
”Superhelten er ankommet”
Ja, det var min far. Superhelten som hele tiden kommer og redder min mor fra alle taskerne.
”Hvad så Rebekka, er du klar til den lange tur? ” Spurgte han, mens hnn smed mors tasker om på et bagsæderne. De så dog lettere ud end de har gjort de mange andre gange.
”Vel, hvis jeg kunne se the walking dead hver dag over ved farmor, så kunne det hjælpe en smule.” Svarede jeg med et lille smil.
”Kom nu, Bekka det bliver sundt for dig at komme lidt væk fra den skærm, måske møder du endda din drømme zombie her under opholdet.” Min lavede altid sjov med alting. Normalt synes jeg det også er sjovt, men når han blandede drenge ind i det, så var ret irriterende.
”Så nu tror jeg vi har alt, så kan vi godt...” Kom min mor ind med, og som altid så kom jeg i tanke om noget, som jeg havde glemt.
”VENT! Jeg mangler min ring som jeg fik af farmor. ” Udbrød jeg.
”Så skynd dig. Vi sætter os ind i bilen.” Svarede min mor.
Hurtigt løb jeg op af trappen, og åbnede kraftigt min kommode. Hvor er den?... Hvor er den?
”REBEKKA, VI SKAL KØRE NU” Råbte min far op af trappen.
”Ja ja! ” Skreg jeg nærmest tilbage.
Hurtigt rodede jeg rundt i kommoden, hvor noget af mit tøj lå rodet imellem hinanden. Jeg vidste jeg havde lagt den her et sted. Stresset i mig steg, indtil jeg endelig kunne mærke den. En lille guld ring, med en helt hvid perle i midten holdte jeg roligt foran mine øjne. Det var min højeste skat, og den betød utroligt meget for mig, især fordi min farfar selv havde fundet perlen dengang han var ung. Desværre måtte han stoppe tidligt med, at dykke fordi han fik kræft i den ene lunge. Han døde knap et år efter.
Da jeg kom ned igen, stod min far og kiggede dramatisk på sit ur.
”Hey du, nu kan vi ikke lade farmor vente i længere tid. ”
”Så lade os kører” svarede jeg uden, at tage mig af hans drama scene.
Frisk hoppede jeg nærmest ind på mit sæde, og smækkede bildøren i.
Nu gik vores rejse hjem til min farmor i Esbjerg. Ja, det var noget af en tur. Men med spotify på Iphonen så skulle det nok gå.
Det eneste fede ved at komme til Esbjerg var nok at skulle besøge hende. Alt det med at skulle begynde på en ny skole der i resten af december lyder ikke så fedt, og så er det Esbjerg. Uden tvivl en de mest kedelige byer, jeg nogensinde har været i.
Og fordi det vil blive en lang tur, kunne jeg ikke stoppe med, at tænke på hvor kedeligt denne her juleferie vil blive. Hvis det ikke var fordi, at vi skulle bo hos min farmor, så ville jeg have gemt mig et eller andet sted i huset, og først have kommet frem når mine forældre havde overgivet sig.
Ja, det lyder vildt barnligt, men jeg tror faktisk at jeg ville have gjort det.
Det føles som om at der gået en god time, så vi må da være et godt stykke hen ad.
”Hvornår er vi der? ” Jeg var og lød en smule udkørt. Det kunne jeg i hver fald selv hører.
”Rebekka, du er klar over, at vi kun har kørt i cirka 20 minutter?! ” Grinede min far.
Jeg kunne kort efter også høre et lille fnis komme fra min mor. De ved at jeg ikke er så tålmodig, og det gik mig lidt på.
”Hvor lang tid er der så tilbage? ” Spurgte jeg så irriteret.
”Nogle timer ” svarede min far denne gang lidt mere alvorlig.
Nej, det orker jeg bare ikke. Det her er ikke noget værd.
Bare tiden ville gå hurtigere. Jeg tror faktisk, at det er på grund af skolen, at jeg ikke vil derhen.
Det her må være noget jeg drømmer. Det virker bare ikke rigtigt.
Gid der var nogle i radioen der ville fortælle mine forældre at det her ville være den værste dag, at skulle køre i.
Jeg er en typisk stædig, enspænder. Det med at få nye venner, er jeg ikke så god til, og især ikke når jeg kun skulle være der i mindre end en måned. Hvad tænkte mine forældre lige på, da de aftalte turen med min farmor?
Det her var bare ikke fedt.
Hvis det var for, at give mig en chance for at begynde på en frisk, så siger jeg nej tak.
Det næste de fortæller mig er vel, at de har købt et lille hus i den by hvor vi skal leve lykkeligt til vores dages ende. Rettelse, deres dages ende.
Nej, det her ville ikke blive en ligegyldig tur. Jeg kunne mærke det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...