Han er Himlen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2015
  • Opdateret: 25 jul. 2015
  • Status: Færdig
Min nyligste novelle, skrevet til min far.

1Likes
1Kommentarer
136Visninger

1. Han er Himlen

Han er skyen på himlen. Han er træet, der svajer i vinden. Han er den blomstrende eng. Han er dampen over kaffen. Han er smilet, der glider over dine læber. Han er luften, han er solen, han er vandet. Han er dagen, han er natten, han er månen. Han er alt og overalt. Over alt. Han er lyset i dine blå børneøjne, fulde af håb. Men han er også sygdommen, der fylder din krop. Han er lynet, der tordner over himlen. Han vinteren, der dræber alt levende på jorden. Han er ulykke og kaos. Han er den smerte, man ikke kan undgå. Han er den, man ikke kan undgå. Men er han overhoved? 

 

Han kigger ned. De små, sorte prikker på jorden, helt uden lyd, og så pludselig med meget lyd, og de er lige ved siden af ham, og han kan se dem, men de kan ikke se ham. Han ser bygningerne så uendeligt høje og dog så uendeligt små, og menneskene så endnu mindre, men med så meget lyst, lyst til at leve, leve livet, leve ham, og dog. 

Han suser frem og tilbage op og ned, og pludselig er han et helt andet sted, han er på landet, på landet ved et lille stråtagshus med hvide mursten og røg op ad skorstenen. Han svajer i vinden, bukker og bøjer, rasler med sine blade, blæser lidt i græsset. Han svæver ind i huset, han knirker. Han ser igen de små prikker, denne gang store, så uendeligt store og dog så uendeligt små, han ligger indeunder huden på hende, han er hendes smerte, hun presser, og han fødes. Et øjeblik stopper han op, kigger på den lille blødende prik i hænderne på ham. Han er glæden og lyset mandens øjne, da han holder den lille bylt. Den lille blødende bylt. Lille og blødende. Han håber den er det værd. Han er smerten igen. Han kravler igennem hendes krop, han er skriget, der slipper ud gennem hendes læber, han er tårerne i hendes øjne, da hun kigger ængsteligt på manden. Han er skrækken, der nu erstatter glæden og flænser igennem mandens organer. Han er sveden, der bader hende. Så pludselig er han ikke smerten mere, men noget langt mørkere. Dog lysere. Han forlader langsomt hendes krop. Helt. Han efterlader manden grædende på gulvet foran, hvad der ikke længere er, og dog, er han der stadig. 

Han er splittet.

 

Han er igen i byen. Han er stille nu, han observerer, vel, ham selv, udfolde sig, brede sig. Han ser på alle de små prikker, han er den hilsen, kvinden lukker ud til manden, han er mandens lette rødmen, han er den ubehagelige følelse, der får manden til at mumle noget lavmælt og skynde sig væk. Han er brostenene under mandens fødder. 

Han kigger på en mand med et barn, i parken, der er grøn, ligesom ham, eller hvad? Han ser, hvordan han udfolder sig i manden, hvordan manden smiler. Men han ved, at der er noget med smilet. Det er hans skyld, det er det altid, han hader sig selv, og så er han et andet sted, så langt, langt væk, der er støvet, sand i luften, men det rører ham ikke. Lyden er høj og øredøvende. Han er lyden, han er kuglen, han rammer en mand og en anden og en tredje, og han forlader den ene, den anden og den tredje, det hele går så hurtigt, han vil ikke, men han er også smerten og udmattelsen, og han vil gerne væk, så han hiver sig væk, så hurtigt han kan, og pludselig er det eneste tilbage af ham, sandet, støvet, himlen og natten. 

 

Han er stilheden. Han er lysene, der stadig blinker. Han er den knirken fra døren, der åbnes og lukkes og han er vejrtrækningen fra den kvinde, der pustende kommer ud. Og pludselig er han meget hende. Han er hendes brune hud, hendes røde læber, hendes mørke hår, den elefanthue, hun hurtigt tager af hovedet, hendes frygt, men også hendes glæde, hendes tilfredsstillelse, hendes spænding, hendes hjerte, der banker, hendes smil, hendes lykke, pengene i tasken på hendes arm. Og han er forvirret. Han er hendes glæde, hendes frygt, hendes vagtsomhed, hendes lykke, hendes bankende hjerte. Hendes stærke ben, elegante skikkelse, lange øjenvipper, glimtende og funklende øjne, han er hende, og hun er ham, men han er også skuddet fra mandens gevær, han er mandens skræk, men beslutsomhed. Og mandens erkendelse. Han er den lille pyt med vand, hun falder ned i og mandens sænken af geværet, og hans frygt. Og han kan mærke, at det hiver i ham, hiver ham væk fra hende, så hun er væk, så hun forsvinder fra kortet, så der er én prik mindre, men han vil ikke, han kan ikke, og han er stadig smerten i hende, han er rystelserne i hendes krop, men han holder fast, og manden ringer, og han er bilerne med de blinkende lys, der ruller hen over asfalten over ham, men under ham, og han er smerten i hende, da hun bliver løftet op på en båre, og han forlader manden med tasken af penge, men alligevel bliver han. 

Han er hendes smerte, men han giver ikke slip. Han klamrer sig til hendes underhud, til det indre sår omkring kuglen, og selv, da de har opereret den ud, bliver han og holder fast i hende, han giver ikke slip, han vil aldrig give slip. Han prøver at være glæde igen, fylde hendes krop med glæde, men han er kun smerte, og hun ryster og vender det hvide ud af øjnene. 

 

Det er ikke svært at holde fast i hende mere. Han er stadig smerten, men han er også væsken, der nu glider gennem hendes krop og gør hende følelsesløs. Han er ikke længere hendes vejrtrækning, men han er den maskine, der er, så på en måde er han vel. Han ser på hende og mærker hendes hår, hendes hud, hendes øjne, hendes hjerte, der ikke banker helt af sig selv. Han bliver ved hende, og dog bliver han ikke, dog bliver han alle steder, dog føles det ikke, som om han bliver længe nok. Han ser mennesker, der kommer for at se den næsten livløse krop, han er deres frygt, deres sorg, tårerne, der løber ned ad deres kinder, deres håbløshed. Han er gråden fra deres hals, når de knæler ved siden af hendes seng, han er den forsigtige strejfen over dynen, han er den varme, de stadig kan mærke fra hendes hænder, men som virker så ligegyldig. Og han er sulten hos dem, der vælger at blive, dem der nægter at fortsætte, dem der pludselig er så langt fra ham, og det fortsætter, mens han holder fast, han er lyden, der angiver, at de ikke vil have slukket maskinerne, han holder fast og holder fast, men han er tårer, og han er splittet. Men han er også håbet. Han er håbet, og det er håbet, der fylder dem med smerte. Han kan mærke, at han spirer inde i deres hoveder, som en vintergæk spirer i en død skov dækket af sne efter en vinter. Han ved, at han kan vokse, og få alting til at vokse, og få den døde skov til at leve, men han ved også, at han ikke kan, og at han kun kan spire, aldrig vokse, og han kigger på hende, kvinden med den brune hud, og han indser, at han ikke er hende mere, og hun ikke er ham, og hun vil aldrig blive ham, hun er allerede væk fra ham, ligesom han allerede er væk fra hende. Og han giver slip på hende. 

Han er bippet, der lyder, han er tårer, han er skrig, han er sorg, han er bål, han er ild, han er jord, han er luft, han er himmel.

Han er så meget, men alligevel er han ikke. 

Zandasia

Til Søren

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...