Ensomhedens navn er Lucifer

Har du nogensinde været så ensom at det har været ved at kvæle dig? - Denne korte novelle handler om at være ensom og hvad den kan gøre, hvis ensomhed kommer til at fylde for meget. Dette er mit bidrag til ensomhedskonkurrencen.

2Likes
4Kommentarer
274Visninger
AA

1. Ensomhedens navn er Lucifer

Da jeg kommer hjem fra skole, går jeg direkte ind på mit værelse. Jeg ved de alligevel ikke vil snakke med mig. Det vil de aldrig. De er skuffede over mig, jeg kan se det i deres ansigter. Men inden jeg når ind på mit værelse, for så at bagefter smække døren hårdt i, siger min mor alligevel: "Hej." Men det er ikke sådan et varmt "Hej", som kan forventes af en mor, nej, det er mekanisk og koldt. Jeg vender mig om i døren, så jeg kan se hende. Hun sidder ved køkkenbordet med en kop dampende kaffe og kigger ned på nogle regninger. Jeg vender blikket mod min far, som står og smører en mad bestående af franskbrød, smør og salami. Han har ikke sagt et ord, siden jeg kom hjem. Jeg står og stirre på mine forældre, i hvad, et minut måske, de opdager intet. Inden jeg går helt ind på værelset, hvisker jeg et ligeså koldt "Hej."

---

Inde på værelset har jeg sat mig ovenpå det lyserøde tæppe, det med de fine små hvide hjerter på, som ligger på min dejlige bløde seng. Jeg sidder med knæene trukket op til hovedet. Mit værelse er rimeligt stort, nok også fordi de eneste møbler jeg har derinde er et sort skrivebord, et hvidt skab, en lille violet reol og et vægspejl med gylden ramme. Det er imens jeg sidder og studere mit værelse, at jeg mærker den klamme ubehagelige følelse, som jeg HADER!, komme snigende. Som forventet bliver han langsomt synlig for mig. Han har klistret mørkt hår, store mørkerøde øjne, en sort t-shirt og et par stramme sorte bukser. Han ligner ikke et almindeligt menneske, da han nogle gange flimre og bliver lidt gennemsigtig. Han er ligeså klam og uhyggelig som han lyder som.

Ja, det er nemlig rigtigt, jeg HADER dig! Tænkte jeg til ham. 

Han så på mig med et uskyldigt blik da han tænke-svarede:

Du sårer mine følelser Sofie, hvad har jeg nogensinde gjort dig?

Hmpf! Hvad har du nogensine gjort mig? Det ved du godt selv!

Han grinede hånligt af mig. Og satte sig på sengens fodende med et bump. Han er ligesomen djævel, lige fra den første dag han viste sig for mig har han været en djævel. Det er også derfor jeg kaldte ham Lucifer. 

Sofie , har du fået snakket med dine ikke eksisterende venner i dag?

Nu begynder helvede.    

Ja da, vi har faktisk aftalt at mødes i byen på fredag.. Og tage på cafe og sådan. 

Jeg sender ham et strålende smil, så han måske, bare måske vil tro på det.

Sofie alle ved jo det ikke er sandt. Dine forældre, din perfekte søster og selv Emma, hvis hun ellers havde været i live. Som sagt alle ved det ikke er sandt. 

Hold din mund! Og du skal slet ikke snakke om Emma, din dæmon! 

Nå, ja ja. Jeg skal nok lade være med at snakke om hende så.. Hey Sofie, hvordan kan det egentlig være, at din søsters mobil altid bipper fra nye sms'er 24/7, når din er bum stille? Har du slået lyden fra? Eller er der bare ikke nogen i HELE verdenen, som synes du er god nok til, at sende en enkel lille bitte sms til?

En tåre triller ned af min kind. Men jeg skynder mig at fjerne den med hånden, før Lucifer opdager det. Jeg kommer til at tænke på min søster, min perfekte søster, drømme barnet, den populære cheerleader, hende med de fremragende karakterer. Ja, min søster har alt og jeg har intet. Det er også derfor mine forældre kun snakker til mig, når det er yderst nødvendigt. Jeg er ikke ligesom min søster og det skuffer dem så meget. "Sofie, hvorfor ligner du ikke din søster noget mere?" Den sætning er nærmest det eneste de gider at sige til mig nu. Den omklamrende følelse bliver værre, da jeg tænker på det. Jeg prøver at fokusere på de hvide hjerter på tæppet istedet. Det hjælper ikke.

Hvorfor svarer du ikke Sofie? 

To tårer mere triller ned af min kind. Jeg når ikke at fjerne dem, før jeg hører et latter udbrud.

Græder du lille Sofie? Hvad er der dog i vejen? Er det fordi du sidder her helt, helt alene på dit værelse?

Flere tårer strømmer ned over kinden, og nu kan de slet ikke stoppe med at vælde frem. Jeg snøfter og gemmer hovedet i min pude. Da jeg løfter hovedet nogle minutter senere er han væk. Jeg hader, hader, hader ham tænker jeg, før jeg slår mine knyttede hænder hårdt ned i puden.

---

Den nat drømte jeg om første gang jeg mødte ham. Det hele begyndte med at Emma, min bedste veninde, blev indlagt på hospitalet med diagnosen kræft. Jeg blev rigtig bekymret for hende og besøgte hende nærmest hver dag. Emma var trods alt min eneste og bedste bedste veninde. Hun blev indlagt om lørdagen, så det var først mandag efter skole, jeg første gang så ham. Jeg havde haft en rigtig skod dag i skolen, fordi uden Emma lavede jeg ikke andet end at læse lektier og stirre ud i luften. Jeg havde ligget på mit værelse under dynen, da jeg så et glimt af ham. Forskrækket havde jeg sat mig op. Jeg var lige ved at tro, jeg var blevet skør, da han viste sig igen.

Savner du hende? Det kan jeg godt forstå, du har jo trods alt kun en enkel sølle ven.

Havde han sagt.

Jeg havde været hunderæd for ondskaben som dryppede af hans stemme. Det var på det tidspunkt, jeg bestemte mig for, at han ikke var en god person. Han forsvandt dog heldigvis hurtigt igen.

Han kom engang om ugen, i nogle måneder, før Emma fik det værre. Lægerne fortalte at de havde opdaget kræft flere steder i kroppen. Det så ikke godt ud for hende. De spåede hende til at have ca. 7 måneder tilbage af sit liv. Efter det, kunne jeg ikke koncentrere mig i skolen længere. Mine karakterer styrtdykkede og det eneste jeg lavede var at bekymre mig for min bedste veninde. Det var da alle mine karakter lå på 4 eller under, mine forældre begyndte at ignorere mig. Min bedste veninde lå på dødens rand og det eneste mine forældre tænkte på var karakterer?! Jeg hadede dem for det. Lucifer begyndte at komme oftere og oftere og til sidst endte det med at han kom hver dag. Han fik mig til at græde og hade mig selv hver dag! Lucifer var en djævel. Da Emma døde, var jeg sønderknust. Jeg pjækkede fra skole og brugte hele dagen i min seng uden at spise. Lucifer kom flere og flere gange om dagen og hånede mig.

Hvorfor er der ingen der besøger dig, når du er så ked af det? Er der ingen til at trøste dig? Alle har bare forladt dig. Emma kommer aldrig tilbage, hun er DØD. Der er ingen der gider, at være sammen med sådan en som dig.

STOP det! STOP det! græd jeg.

Bliv på dit værelse helt ALENE, resten af dit liv!

---

Jeg driver af sved da jeg vågner. Mit nattøj klistrer til mig og mine øjne svier efter at have grædt en hel del. Jeg trækker vejret dybt tre gange. Træk vejret ind og pust ud. Det var bare en drøm Sofie, bare en drøm. Men det var det jo ikke! Det var præcis det der var sket. Jeg begynder at græde voldsomt. Emma jeg savner dig sådan! Jeg har aldrig følt den klamme følelse så voldsom før. Jeg hiver efter vejret. Jeg kan næsten ikke få luft!

"Hj! Hjæ! HJÆÆLP!" Skriger jeg.

Jeg kan stadig ikke få vejret! Det føltes som om jeg bliver kvalt af følelsen. Lucifer sidder ovenpå mig og klemmer sine klamme lange fingre om min hals. Sorte pletter danser et kort øjeblik for mine øjne. Han kvæler mig! ENSOMHEDEN kvæler mig! Jeg gisper. Det var det, det hele tiden havde været den her følelse. Det var ENSOMHED. Far braser ind på mit værelse, så døren smækker hårdt ind i væggen. Mor kommer styrtende lige bagefter. Hun gisper da hun ser mod sengen, hvor jeg ligger og kæmper for livet. De ser begge to rædselsslagen ud.

"Hva sker der?" Spørger min søster som lige er kommet ind på værelset.

Hun gør store øjne, da hun ser far rive lucifer af mig og slå ham bevidstløs. Da lucifer falder om på gulvet, skynder mor sig hen til mig. Hun sætter sig på sengen og holder om mig, som var jeg en fem årig. Jeg begynder langsomt og trække vejret normalt igen.

"Er du okay skat?" Spørger mor, med mere følelse end jeg har hørt i måneder.

"Nej! Jeg føler mig så ENSOM." Hulker jeg.

Hun vugger mig blidt frem og tilbage.

"Det skal nok gå skat, vi er her nu, vi er her nu."

Jeg ser over på min søster som er begyndt at hyle. Jeg bliver helt forbavset, da jeg ser at min far også er begyndt at hyle. De kommer hen til mig og mor og krammer os.

"Sofie skat hvorfor fortalte du det ikke?" Spørger far mig. Kort stilhed. "Det er også ligemeget. Du skal bare vide at du kan fortælle os alt fremover, okay?"

Før jeg kan nå at svare, hyler min søster: "Sofie vi elsker dig, du er ikke alene. DU ER IKKE ALENE!"

Jeg skæver over mod Lucifer, som smiler til mig, selvom han er ved at forsvinde. Men han forsvinder ikke, bare sådan lige, som han plejer. Nej, han begynder at krakelere og til sidst er han bare helt væk. En kæmpe byrde bliver lettet fra mit hjerte og jeg kigger på dem alle tre da jeg siger: "Okay. Jeg elsker også jer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...