I krig og kærlighed

I 1943 lykkedes det den jødiske kz-fange Jacob Wiernik at flygte fra udryddelseslejren Treblinka under et fangeoprør. Senere berettede han om sine oplevelser i udryddelseslejren. Der er dog ting, han har udeladt. Personer. En person ...
Mit bidrag til historie/fantasy-konkurrencen:-)

2Likes
2Kommentarer
351Visninger

1. 1

Karoline lukkede øjnene, lænede hovedet tilbage mod togsædets ryglæn og tænkte. Hun kunne mærke sit lange hår bag hovedet som en blød lys pude. Øjenlågene var lukkede og skjulte de blå øjne. I dette øjeblik skammede Karoline Kreutz sig i ligeså høj grad over sig selv som over sin familie og det, denne stod for. Ikke kun det faktum, at deres blonde hår, blå øjne og lyse hud viste alt for tydeligt, hvad de stod for, allerede før de så meget som mæglede et ord. Hendes fars gerninger stod også som skrevet i hendes egen pande, synlige for alle. Hun ønskede desperat, at hun var ligesom de fortvivlede, ødelagte og dødsdømte mennesker i de kreaturvogne som kørte bag dem, fastgjort til den vogn, hun selv sad i sammen med sin far, mor og lillesøster. Karoline betragtede den lille pige som sad og stirrede stift frem for sig. Moren havde forbudt hende at kigge bagud, og pigen lod klogeligt være, erfaren af sine forældres tidligere afstraffelser af deres to døtre. Karoline ville også gerne vende sit ansigt væk, ikke se det, hendes far stod for. Godt nok var han sammen med så mange andre, men denne kendsgerning formildede hende ikke, den gjorde hende endnu mere rasende. Hun drømte om at skrige, at råbe, at slå, at gøre noget, men hvad? Hun var kun sytten år og kunne ikke hamle op med de mange voksne mænd som styrede dette vanvid. Modfalden så hun væk et øjeblik uden dog at løfte hænderne og dermed skjule sit ansigt, og hun vendte da også hurtigt blikket tilbage igen. Hun følte, at hun var nødt til at se dette her, at hun fortjente det. Måske var det en form for selvafstraffelse for de ting, hendes far havde gjort.

Hun vendte ikke ansigtet bort, hun stirrede ud ad vinduet, tilbage mod vognene bag dem og forsøgte at få et glimt af, hvad der foregik inde i dem. Hun kunne huske det, hun havde set, da hun slog sin fars hænder til side, da han førte hende hen til vognen. Udsultede børn, voksne og gamle der stod så tæt, at de ikke ville falde, hvis de døde eller besvimede. Hun gøs.

Eftersom hun først ville blive myndig om et år, havde hun ikke kunnet modsætte sig, da hendes far havde besluttet, at hele familien skulle følge med ham til hans nye arbejde. Lige meget hvor mange gange hun havde foreslået andre alternativer, tigget, bedt og tryglet, hørte han ikke efter. Det var som havde han lukket af. Han sagde næsten ikke noget og så så underligt og ukarakteristisk død ud i sit blå blik, som hun ellers altid havde tænkt var trygt og varmt. Men efter at han havde tilsluttet sig nazisterne i 1934 og senere var kommet højere og højere op i hierarkiet omkring Hitler var blikkets varme forsvundet, og Karoline troede, hun vidste hvorfor. Han måtte lukke øjnene for det der foregik omkring ham for at overleve. Selvom dette var en frygtelig tanke, havde hun ingen medlidenhed med sin far. Ikke når hun så disse mennesker, disse uskyldige mennesker.

Hun hadede at blive set som medsammensvoren til dette her, hadede at blive set sammen med sin far som var klædt i SS-uniform.

Toget standsede, og hun så sig omkring. Det var ikke ret meget, hun kunne se gennem vinduet, kun at det så trøstesløst ud. Dette skyldtes uden tvivl ikke kun de ting, hun havde hørt sin far sige.

Hun havde lyttet ved døren den dag, faren havde fået jobbet, og hun gøs stadig ved mindet. De havde sagt, at lejren var lille, men effektiv. De kunne slå 15.000 ihjel på "en god dag", som de havde udtrykt det. Det var imponerende, havde hendes far sagt, og til dette havde manden, som havde været på besøg for at give ham besked om det nye arbejde svaret, at det var det sandelig, eftersom de kun havde 12 gaskamre. Han havde tilføjet, at det jo kun var ind til videre, og begge mænd havde leet.

Dette havde været mere, end Karoline kunne klare at høre på, og hun havde vendt sig væk og var løbet ned i kælderen, hvor hun havde gemt sig på sit lille hemmelige sted, hvor hun altid som lille havde søgt tilflugt, når hun var vred eller ked af det. Det lille, smalle hjørne bag fyret hvor der altid var dejlig varmt. Da hun var lille havde hun altid drømt der. Drømt om fantasivæsener som kun eksisterede i hendes hoved. Drager, kentaurer, enhjørninger og andre magiske skabninger som hun fandt både fascinerende og skræmmende på en og samme tid. Den eftermiddag bag fyret i kælderen havde hun imidlertid genfundet sin barndoms drømme. Hun havde set for sig, hvordan hun sendte en flok af sine dyr ind i disse udryddelseslejre, og hvordan de slog alle nazisterne ihjel eller drev dem på flugt, hvorefter de reddede alle de stakkels mennesker ud fra lejrene.

Hun kunne nu, efterhånden som hun kom tættere på, selv se gaskamrene som høje, mørke og truende bygninger mod himlen. Rundt om hele lejren var der et højt hegn, og hun kunne se at der var strøm i. Indhegningen var aflang og lignede lidt en af dem, man brugte til at hegne heste og køer inde i. Men det var vel også sådan det var, tænkte hun. Dem, man hegnede inde her, var ikke mennesker, så meget vidste Karoline da trods alt.

Og som hun stod der og så på den frygtelige virkelighed, så hun igen disse sin barndoms væsener for sig. De var dog tydeligere og mere virkelige end normalt, så virkelige, at hun så sig omkring med bankende hjerte. Hun smilede lidt af sig selv, men kunne ikke slippe billederne. De var så virkelige.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...