The One

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2015
  • Opdateret: 19 jul. 2015
  • Status: Igang
Katelin er overnaturlig. Hun ved det ikke før hun vågner op et fremmede sted.
De der tog hende, vil have hjælp. Skal hun hjælpe dem?

Alt afhænger af Katelin. Men det er hendes valg.

2Likes
2Kommentarer
108Visninger

1. Kapitel 1

Jeg vågnede med et brav. Jeg kiggede rundt. Hvor var jeg? Jeg kendte ikke det her sted. Hvordan var jeg havnet her? Det var umuligt. Jeg gik normalt i seng aften før. Jeg var et sted jeg ikke kendte, et sted jeg aldrig havde været før.
Jeg var bange. Jeg rystede. Der var mørkt her inde. Jeg lå i en seng, jeg ikke kendte. Det var ikke mit værelse. Jeg kunne føle det. Stemningen var anderleds. Møblerne var også sat anderledes end på mit værelse.
Mine øjne faldt hurtigt på døren, da jeg hørte tre andre stemmer. To drenge. En pige. Havde de kidnappet mig imens jeg sov eller hvad? Havde de bedøvet mig for at få mig her hen? Hvem er de?

De åbnede døren. Den knirkede helt vildt. De kiggede på hinanden spørgende, da jeg både så bange ud, og forvirret. Den ene hviskede. 

‘’Hun ved det ikke’’
Jeg hvæsede af ham der sagde det. Han ved ikke hvad jeg ved. 

De andre begyndte at ryste på hovedet. Jeg vidste det ikke. Pigen sukkede. De så ud til at have opgivet et eller andet. Men jeg kunne ikke læse dem. Jeg har altid kunne læse folk. Altid vidst hvad andre føler. Vide hvordan jeg skal pisse folk af. Men jeg kunne ikke læse de tre personer. Det var noget nyt.
“Vi burde fortælle hende det.” sagde pigen. Jeg kiggede forvirret på dem. Hvad skulle de fortælle mig? Hvad er det jeg ikke ved?
De rystede på hovedet. Jeg ved ikke hvad der gik igennem deres hovedet, men noget gjorde der i hvert fald.

“ Hej Katelin. Jeg er Fiona, men du kan kalde mig Fifi, det gør drengene i hvert fald. Jeg er 17. Ham den mørkhåret hedder Luke og er 18,  og ham med det blå hår hedder Matt og er 19. Vi er Overtatasister. Der findes kun få af den slags. Der er nogle der er mere magtfulde en andre. Nogle gode og andre dårlige. Vi har et problem, og der skal vi have en af de magtfulde til at hjælpe os. Derfor sidder du nu her. Vi har brug for din hjælp. Det er meget nyt for dig, det ved vi, vi skal nok træne dig op. På alle måder. Men vi har virkelig brug for dig, og der er det, at du ikke kan komme hjem før du har hjulpet os, fordi der er ikke sikkert mere. Men inden du får alt af vide, bliver du nød til at blive testet. Du behøver ikke at være bange. Vi gør dig ikke fortræd. Det er nogle andre, der vil det’’
Jeg kiggede forskrækket på hende. Overtatasister? Hvad hulen er det?
Drengene gik ud af rummet, efterfulgt af Fiona. Jeg prøvede at rejse mig op. Jeg kunne ikke. Det var som om jeg var lænket fast til sengen jeg sad i, men jeg kunne ikke se nogle kæder eller lign. 

“Den første prøve er begyndt. Se om du kan slippe fri’’
Jeg kæmpede for at komme fri. Det var håbløst at prøve på den måde. Jeg kiggede rundt i rummet. Hvordan skal jeg komme fri, fra noget jeg ikke kan se? Det må være en kæmpe drøm det her. Det kan ikke være sandt. Det er umuligt. Jeg drømmer. Det er ikke virkelighed det her. Jeg ville ud af det her. 

Jeg løftede min hånd op. Jeg var ude af det. Men? Hvordan? Det kan da ikke lade sig gøre? Jeg tænkte det bare.

Jeg rystede på hovedet. Hvis det bare var med en tanke. Det er jo latterligt.
Jeg rejste mig op. Jeg ville ud her fra. Jeg vil hjem. Ikke være et latterligt sted det sikkert ikke findes, hvor jeg kan gøre alt muligt underlige ting. 

Jeg sukkede, og gik videre hen til døren. Jeg tog fat i dør håndtaget.
‘’AUCH’’ håndtaget var brændende. Jeg kiggede ned i min hånd. Brandsår næsten over hele hånden. Det gjorde ondt. Meget ondt.  Hvordan skulle jeg komme ud? Håndtaget var brændende. Jeg ved ikke hvordan jeg skulle komme ud. Det lignede en umulig opgave.  

Jeg kiggede rundt i rummet. Der var møbler. Her var rodet. Væggen var en hvid væg. Der var ikke noget der. De møbler der var her inde stod forfærdligt. De var grimme. Jeg kan ikke beskrive hvorfor de var grimme, de var simpelhen bare grimme. Hvordan kunne de vælge sådan nogle møbler? Jeg rystede på hovedet. De  burde da havel lidt styr på tingene.
Okay. At komme ud for det faktisk ufattelig grimme værelse var en udfordrning. Ingen vinduer. Dør håndtaget var brændende. Muligheder for at komme ud så lige nu til at være håbløse. 

Jeg sukkede dybt og begyndte at rode rundt i alle mulige ting. Der må være noget der kan gøre jeg kan komme ud, så jeg ikke er fanget her. Det kan være der er noget i tøj kommoden. Bare et eller andet. De må have gemt et eller andet, så jeg kan komme ud. Hun sagde jo jeg skulle testes. Det kan være en del af en test. Men hvorfor mig? Hvad er der specielt ved mig? Jeg er en elev der aldrig gør noget forkert. Jeg laver altid mine lektier og får altid 12. I alle fag. Jeg tager ikke stoffer, og drikker ikke. Jeg er en 16 årig pige alle forældre vil have. De burde tage nogle af dem der mobber folk. Ikke søde og artige piger. Gid om mine forældre leder efter mig? Ved de overhovedet at er væk?
Jeg sukkede. Det vidste de sikkert ikke. Fiona så ud som en der kan snørrer folk, så hun har nok haft en finger lige i den del at kidnapningen. Men jeg skulle ud her fra. Hjem igen. Jeg har været væk hjemme fra, i så kort tid, men savnede det allerede. Savnede at være i min egen seng, med min computer og lave lektier, og skaf det ene 12 tal efter det andet. Det er mit sidste år, og nu ender jeg sikkert med at dumpe fordi jeg ikke er til undervisning og fordi jeg får et tilbage blik på alt det her når jeg er væk og ender med at gå psykisk ned.
Jeg kiggede ned ad mit tøj. Det var ikke mit normale tøj, eller nattøj. Det var anderledes. Ikke det man normalt så på mig. Et par løse bukser, sports-bh og en løs bluse ud over. Det går jeg aldrig i. Jeg går jo i noget der ligner en der er advokat og mega rig og alt muligt. En der ser klog ud. Det gør jeg ikke i det her. Det er alt for løst. Alt for forkert. Det må de virkelig forklare mig. Vent. De havde faktisk også sådan noget jogging tøj på faktisk. Men det er jo forfærdeligt tøj at have på. Giv mig noget ordentligt igen. 

Jeg rodede videre rundt i kommoden. Der var ingen ting. Det gjorde mig sur. Jeg havde ingen mulighed for at komme ud. Jeg vil ud. Nu.
Jeg kiggede rundt. Ting famlede rundt i mit hoved. Det gjorde ondt. Jeg kunne ligesom se en hel masse muligheder. Det gjorde virkelig ondt i hovedet på mig. Hvad skete der med mig? Hvordan gør jeg de ting jeg gør? Hvordan ser jeg det her? De må have givet mig nogle stoffer eller lignende. 

Jeg kiggede over på væggen. Min hjerne forslog på en eller anden måde, hvordan jeg skulle komme ud af rummet, men også hvor ondt det ville gøre. Ved døren kunne jeg også komme ud på en måde, uden alt for meget smerte. 
Jeg gik hen til døren. Den valgte jeg. Helst undgå alt for meget smerte. Hvis det altså er muligt. 

 



_________________________________________________________________________


Dette er et uddrag at noget jeg er gået i gang med at skrive. Men er ikke sikker på om jeg vil forsætte eller starte på noget andet. 
Så giv gerne kritik, og sådan. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...