Den skumle mand

I skolen havde vi en opgave at skrive en historie om en betydningsfuld person vi selv havde valgt. Jeg valgte Mahatma Gandhi.

Så dette er et one shot.

1Likes
0Kommentarer
168Visninger
AA

1. Den skumle mand

 

 

"-... Først vil de ignorer dig, også grine af dig, derefter slås med dig, og til sidst vil du vinde."

Han griner og smiler imens vores flok klapper af ham, da han har afsluttet sin tale.

Smilehullerne i kinderne bliver tydeligere og tydeligere hver gang nogen klapper ham på ryggen eller fortæller ham at han er modig.

Man kan se hvordan glæden har overtaget hans krop, når han møder sine forældres stolte blikke.
Smilet forsvinder dog lige så hurtigt som det kom da han sætter sig på stolen ved siden af mig.

"Jeg ved hvad du tænker" siger han og kigger mig i øjnene, "du behøver ikke at sige noget."

Jeg kigger spørgerende men udfordrende på ham inden jeg spørger ham det sædvanlige spørgsmål.

"Hvad vil jeg da sige?"

"Du vil sige et eller andet om, at det er farligt at rejse lige nu."

"Fordi at du vil savne mig?" Jeg kan ikke helt lade være med at smile.

"Er det ikke lidt fordomsfuld at gå ud fra at jeg vil standse dig? I dag?" Jeg kigger op på ham og vi får øjenkontakt.

Det giver et sæt i mig. Det er farligt. Han burde at vide bedre efterhånden. De kan ikke lide farvede mennesker og han har op til flere gange været tæt på at dø.

Jeg fokusere på hans mørke brune øjne og, sekundet efter forsvinder de stolte og glade mennesker omkring os, og jeg ser kun ham.

 

 

Han står parat. Parat til at tage afsted med dem han har fået på sin side. Han smiler.

Den varme sol brænder deres hoveder og de bliver behandlet som lort.

Det er deres første dag i London, og de har allerede nu fået en masse fjender.

De går gennem flere støvet gader. Glasskår knuses til mindre stykker under deres slidte støvler.

De støvler er ældre end deres forfædre - for ikke at overdrive.

Fjenderne sender dem onde blikke, og truer dem. De har hver især et gevær på sig, og de er klar til at trykke på skydetrækkeren når som helst.

Hver en muskel i hans krop er spændt og nervøs. Han kigger til hver hans side og ser at hans lille flok er rykket tilbage.

De er bange, de ved at der ikke er langtid til at de er døde.

Jeg kan mærke det, og jeg ved det. Jeg kommer aldrig til at se ham ikke. Eller for den sagskyld dem.

Han ignorerer ham da fjenderne skubber til ham og hans lille flok. De griner af ham og hans flok. De siger; "De er bange. De tør ikke at gøre modstand." De skubber igen. Slår et gevær i panden på ham, på en ubehagelig og truende måde.

Han ignorerer dem igen, skjuler sin nervøsitet, og går op til sit hotelværelse.
Han går hen til altanen der er åben. Mikrofonerne er stillet klar til ham... Og de andre der skal holde tale.

Han starter med sit citat, som altid.

"Vil du se en ændring, så være et eksempel på den ændringen som, du vil se.

Han tager en dyb indånding og ånder langsomt ud. Han kigger ud på publikummet. Der er mange af tusinde mennesker.

Han lukker et øjeblik sine øjne i. Han kan hører det. Han kan hører at publikummet er urolige og forskrækket. Der er få der skriger men han lader det være.

Han åbner stille øjnene igen, og kigger ud på publikummet. Han ser en sky mand. En mand der ser skummel ud. En mand som er klædt i sort fra top til tå.

Han ser til siden og ser at der er vagter, så han ignorer også ham manden.

Han tager igen en indånding, og åbner munden.

Men inden han overhovedet får et ord ud, bliver han skudt i maven, i siden og igen i maven.

Et skrig danner sig i munden på ham, men bliver aldrig sluppet ud.

Inden alt bliver sort for ham, bliver alt sort for ham, hører han et skrig. Et skræmt skrig fra et betydningsfuld barn... Hans søn... Min søn...

 

Jeg vidste at jeg ikke ville få min mand at se igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...