Tamayka - Et liv i flugt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2015
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
Det er mig. Sølle lille mig, som alligevel har noget magisk, ubeskriveligt over sig. Da jeg rejste mig og sagde det i skolen grinte alle af mig, selv læreren. De skulle se mig nu! Fri som fuglen, i fuld galop over enge, grænser, og med min bue og pile kan jeg ramme alt, selv ting der bevæger sig. Da Benjamin pludselig dukker op i mit liv, bliver alt vendt på hovedet. På trods af at han er helt almindelig ved første øjekast så må der sgu da være noget magisk eller ihvertfald anderledes over ham. Jeg mener, hvor mange ville ofre det liv man havde, med mange venner, en lillesøster, og en stedmor der opfører sig som en heks, til fordel for denne verden, jeg lever i, hvor du er død medmindre du kan skyde med pil, slås med sværd, svømme, eller kunne løbe ekstremt hurtigt? Man kan selfølgelig også bare blive en som mig, og kunne galloppere i modvind, drømme om drager, aldrig spise, og alligevel aldrig blive for tynd. Det var lige hvad han valgte. Det var hans valg! Velkommen hos Tamayka'erne!

0Likes
1Kommentarer
159Visninger
AA

1. You and me - You and me...

"Hun rettede sig op, kiggede frem og så mod vejen. En rød bil kom kørende..."

Hun drev den fremad. Den røde bil tog fart på, var tæt på at overhale. "Ingen overhaler mig..." Pigen hvislede sagte, og drev hesten fremad. Hun havde intet udstyr, ingen Tamayaka behøvede udstyr. Hun kiggede igennem ruden på den røde bil. Hun lå side om side med den nu. Hun kunne se en pige hoppe op og ned i sædet, mens hun tydeligvis råbte fordi hun kunne se pigen. En dreng sad ved siden af. Han kiggede opmærksomt mod hende. Forruden blev rullet ned, og ud kiggede en dame. "Bliver den aldrig træt?!" "En Tamayka hest bliver aldrig træt!" Skreg jeg næsten for at være sikker på hun hørte det. Men jeg ville nu alligevel holde pause ved den næste rasteplads. Jeg er NightShade. En Tamayka har altid et engelsk navn, men mit navn i menneskenes sted hedder jeg Mari. Tamayka har to betydninger: Jeg er Tamayka for min klan. Derfor betyder det der Høvding. Overordnet er Tamayka tre klaner samlet: Natskygge, Ildkriger og så min klan, Tamayka. Ja, min klan hedder Tamayka, det var os der startede hele konceptet. Alle er blevet kastet rundt i samfundet, aldrig fundet hvile, vi er alle stukket af, stjålet en hest, og redet af sted. Sammen fik vi dannet Tamayka klanen. De andre klaner er mere dannede. Natskygge startede med tre drenge som drømte om at starte en klub uden andre. Flere kom med, og tilsidst startede de klanen. Ildkriger er nogle blandede piger og drenge der blev mobbet på forskellige rideskoler fordi de alle drømte om én ting: Frihed. De startede klanen Ildkriger. De tre klaner er alle fjender, undtagen én dag i året: Tamayka samlingen. Alle var på vej mod samlingen som fandt sted i Månecirklen. Jeg kan ikke forklarer hvor den ligger. Men alt i alt, Tamayka finder sted om 2 dage. Jeg drev min hest fremad igen. Jeg havde ikke særlig lang tid til at få mig og min hest indlogeret på rastepladsen. Hvis jeg ikke passede på så kom Natskygge og stjal min hest. De var tyve så det vil noget. De er 9 i deres klan, Miro, Carlos, Antram, Niki, Karlom, Cassyda, Naly, Fantana, og Rikan. Jeg satte min hest, Sjiko´ i trav og ned i skridt. Den røde bil kørte ind på rastepladsen. Jeg skridtede selv derind. Jeg ignorede dem alle sammen. Det eneste jeg havde i hovedet, var hvordan jeg skulle få gemt min hest, Sjikó væk. Natskygge var afsted, jeg havde set Miro gallopere rundt med Carlos. Drengen kom pludselig hen til mig, og det gav et gib i mig da han begyndte at snakke til mig:

"Æhh, undskyld? Du skulle vel ikke vide hvor vi er henne? Vi.. Æhh.. Øhh... Undskyld mig, men hvem er du egentligt, hvordan kunne du ride den sådan?!" Drengen kiggede på med et spørgende ansigts udtryk.

"Og hvad mente du egentligt med en Tamayaka hest??" Han bliver da bare ved tænkte jeg stille for mig selv.

"Det kan jeg ikke fortælle dig. Tamayaka er noget dybt hemmeligt som kun en... Æhh... Tamayka, Ildkriger eller Natskygge må vide. Men jeg har travlt jeg skal afsted til Månecirklen hvor årets Tamayka bliver holdt." Hvis han fattede noget af det jeg sagde, såhh... 

"A' hva' for noget? Månecirkel? Årets Tamayka? Ildkriger og Natskygge? Hvad fanden fabler du om??" Drengen kiggede på med et blik der sagde jeg burde gå til psykolog.

"Som jeg sagde før, kun en Ildkriger, Natskygge eller Tamayka må vide hvad det er. Men nej, går jeg til psykolog ryger det hele ud, og jeg vil fordampe" Han kiggede forvirret på mig.

"Hvordan bliver man så en af de tre ting?" Han kiggede nysgerrigt på mig. 

"Det.." Jeg bed mig lidt i læben, mens jeg ledte efter et svar.

"Man skal... Bevise at man kan klare det, så skal man blande blod, og have en hest. Mere kan jeg ikke sige." Jeg kiggede spørgende op på ham for at finde ud af om han forstod. Han kiggede undrende på mig.

"Men du.. Du er jo bare et menneske? Hvis det er en form for klan, så vil jeg være med i din. Jeg er alligevel træt af min plejemor." Han smilede. Mine øjne må have skiftet farve, for pludselig spærrede han øjnene op og kiggede forskrækket på mig.

"Hvad... Hvad... Hva' hva' hvad sker der?!?" Han kiggede bange på mig.

"Hehe, undskyld æhm.. Jeg kan ikke rigtig styre mine øjne..." Jeg kiggede ned. 

"Hvad?? Du kan ændre øjenfarve, ride en hest uden udstyr og så fabler du om Månecirkler?? Hvad fanden er der seriøst galt med dig? Det skal mine venner bare vide!" Han vendte sig om og begyndte at løbe væk med telefonen i hånden. Jeg tænkte hurtigt, og greb hans mobil med øjnene. Jeg lod den flyve op i luften, lod den falde ned i vand og den var død. Han vendte sig om, og kiggede forskrækket på mig igen.

"Det... Det... Det var dig?? Hvordan fuck... Hvordan?? Hvad gjorde du??" Han så bange ud. Jeg fik næsten ondt af ham, hvis det ikke var fordi han lige ville have røbet min hemmelighed ud til hans venner, som ville have fortalt det videre.

"En Tamayka kan alt. Undtagen at flyve." Jeg smilede til ham.

"Ben, Ben, hvor er duuu? Vi skal kører videre nu!" En skinger stemme brød tavsheden.

"Fuck, min plejemor, hvad gør jeg?!" Han stirrede vredt mod vejen som om han kunne trylle den væk så hans plejemor ikke kunne finde ham. 

"Kom" Uden at sige hvorfor rejste jeg mig, og gik over imod min hest. Jeg svang mig op, og hev ham med op. Jeg drev den fremad, og kunne tydeligt høre hvor meget han kæmpede for at blive siddende. Vi galloperede i evigheder. Pludselig, som ud af den blå luft dukkede der en lille pige op på en lille skimlet pony. Ponyen var ikke større end 1,30 meter, men alligevel holdt den trit med min hest. I hånden havde pigen en bue og en pil, hun snusede ud i luften, og rettede buen mod Ben. 

"Menneskekød. Hun kan dufte dig. Hun er sulten" Jeg forsøgte at berolige ham, uden held. I stedet begyndte jeg at hvæse imod pigen. Efter lidt tid forsvandt hun. Vi kom pludselig til en lejr. Han kiggede nysgerrigt, men bange rundt.

"Du bliver nødt til at følges med mig. Hvis du vil være en Tamayka, så kom med" Jeg sad af, og trak hesten over mod nogle telte. Folk gik rundt omkring. Jeg satte mig ned i græsset, og hilste på de forskellige der kom, og begyndte at fortælle ham hvem der var hvem. Han så ud til ikke at forstå det ret godt, men det var forsøget værd.

"Ham der er Milo, han var min bedsteven inden han kom med i klanen her. Det der er Israphel, og det dér er Nakran." Jeg pegede rundt og fortalte. "Nakran hadede sit rigtige navn, Alexander Broheam Jürgensen Holm. Han var himmelhenrygt da vi sagde at han skulle have et nyt navn. Dog bryder han sig ikke særlig meget om navnet Nakran, så vi plejer at kalde ham Nath. Det må du dog ikke kalde ham, før Tamayka'en er slut." Jeg kiggede bestemt på ham, han nikkede heldigvis. 

"Er der flere i jeres klan?" Han kiggede spørgende på mig. Jeg overvejede svaret længe. Mine øjne begyndte at løbe stille i vand. Jeg genoplevede det øjeblik hvor vejene skiltes for altid... 

... Det var mørkt, jeg mærkede den kølige moseduft. Han stod foran mig og smilede. Mosens hyggelige gluggen lød så fjern i den mørke nat. Månen stod højt på den mørke nattehimmel. Ingen af os behøvede at sige noget, vi vidste begge hvordan vi havde det. Han rykkede tættere på, lagde en arm om mig. Jeg smilede og lænede mit hoved mod hans skulder. Vi kiggede op på himlen. Han drejede sig, så han stod lige foran mit ansigt. Han lænede sig sagte frem. Pludselig, som ud af den blå himmel hørtes der motorlarm, og som skudt ud af en kanon kom der 7 knallerter kørende. De råbte mod ham, vi var begge skrækslagende. De ramte ham. Han fløj væk, væk, ud i mosen. Han kunne ikke reddes. Den brede mose, havde for meget strøm til at vi kunne redde ham. Inden vi nåede at blinke var han væk. For altid...

"Undskyld" Han kiggede stille på mig. Jeg sank en dyb klump, mærkede at jeg blev nødt til at vende tilbage til det glade jeg. Det var flere år siden jeg havde tænkt på ham, Anstram. Hvorfor skulle jeg blive mindet om ham netop dagen før årets bedste dag?

"Du skal ikke undskylde, du kunne ikke vide at.." Et hulk kom ud af mig, og tårerne begyndte at løbe. Jeg bebrejded mig selv at jeg ikke kunne lade være med at tænke på det.

"Jeg må bare lære at glemme" det lød underligt hult. Hvordan skulle jeg kunne glemme ham? Han.. Han var så.. Speciel? Noget for sig selv, slet ikke som hans snobbede familie.. Jeg anede ikke om jeg nogensinde ville kunne komme mig over det igen. 

"Det er i orden. Bare lad hende være" en stemme kom og brød den tavshed jeg havde fået startet ved at mindes det.. Øjeblik.. Jeg kiggede op, der stod Milo. Han vidste alt om mig. Nogle gange fik jeg fornemmelsen af at han vidste mere om mig end jeg selv gjorde. Jeg kiggede taknemmeligt på ham, da han førte Benjamin væk. 

"Han er en af vores nu Milo" jeg skyndte mig at sige det til Milo. Milo havde det med at kunne dukke op på de mærkeligeste stedet med blod i mundvigen... Et nyt væld af tårer banede sig vej ned, da jeg igen mindede det øjeblik hvor jeg mistede ham...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...