TURBAN

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2015
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Færdig

17Likes
17Kommentarer
754Visninger

1. I.

Der er marmeladepletter i sofaen. Tre brødkrummer gemmer sig i hver mundvig, selv efter jeg har børstet læberne af med håndryggen. Jeg kan ikke nå den sidste med tungen, så jeg lader den være. Morgensolen har sneget sig forbi sprækken i gardinet og gelejder sig sløvt gennem stuen. Jeg sidder helt stille og gemmer mig i min egen hemmelige regnskov af tropiske IKEA-planter, mens mine øjne vænner sig til det svage lys. Kan høre brusebadet tænde og slukke. Lyden klæber sådan til flisegulvet.

Låsen klikker sagte bag dig, da døren akkurat rammer karmen, og trodsigt svinger åben bag dig. Du har lyse hår på armene, selvom du er mørkere end de fleste. De ligger fladt mod huden, men jeg kan se hvordan de skinner. Små sølvhår.

Med hagen hvilende i håndfladerne betragter jeg dig så åbenlyst, som jeg kan tillade mig. Hofternes vuggen, racerløbet mellem to dråber omkring knæhasen og videre ned ad læggen, det vatterede håndklæde snoet rundt om dit våde hår i en turban. Man har vel lov at undre sig.

Det føles underligt uvant at se dig uden dine store tørklæder, dine gule gummisko og parfumen i den turkise flaske, der river i næsen - næsten nøgent, selvom den t-shirt, du har fisket ud af vasketøjskurven, dækker til langt ned på lårene. Som om du har vasket yderlaget af din identitet af, da du sæbede dig ind i shampoo.

Måske er det lyset, den måde det sætter sig på dine kinder og tænderne, anden gang du gaber, men du virker fremmed. Jeg tænker på, hvem du egentlig er, hvordan du ser ud på kamera, når lyset er grynet som nu, hvad du bedst kan lide at spise til morgenmad, om du sover med sokker på, hvordan jordbær smager i din mund, og om du også har svært ved at kæde ansigt sammen med menneskelighed, med persona.

"Jeg har lavet kaffe," siger jeg. Om du mon hellere ville have haft te.

Du ser søvnigt på mig, før du anbringer dig på kanten af ottomanen, gemt væk under figenplantens skygge. Alt ved dig er strakt, lange arme og senede ben, skæve storetæer. "Det er sødt af dig, men jeg drikker altså ikke kaffe."

Et diskret grin flækker dine kinder, danner dybe krater i hver mundvig. Der er plads til langt mere end tre brødkrummer i sådanne smilehuller.

Jeg lægger mærke til, at en metalring glitrer mellem dine næsebor. Får lyst til at række ud efter dig, vil føle det kolde metal mod mine fingerspidser, men skifter alligevel retning og lander med fingrene i et fast greb om kaffekanden, et akavet mellemsted at hvile hænderne. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af dem eller hvad, jeg skal gøre med dem, så jeg skænker kaffe op indtil det skvulper over kanten.

Dagen ligger som en blød hinde over lejligheden. Du smækker fødderne op, vinker mig tættere på, for så at hive mig med ned på gulvtæppet, der er en indflyttergave fra Fredes mors butik på Frederiksberg. Det ligner slet ikke noget fra Frederiksberg. Jeg kan godt lide det. Det er spraglet og hjemmelavet, og orange som en appelsin eller en vintersolnedgang.

Og så sidder vi der og kigger lidt på hinanden. Alle de hemmelige blikke, vi generøst har skænket hinanden i timerne, mens vi lod som om, ingen af os bemærkede det, er smeltet sammen til een lang, fastholdt stirren. Åben og nysgerrig. Så krakelerer facaden og vi griner. Starter på ny.

"Vi prøver lige igen. Rart at møde dig, jeg hedder Astrid," præsenterer jeg mig selv med højtidelighed på tungen, rækker hånden frem mod dine tuschplettede fingre. "Jeg kan godt lide lange gåture på stranden og hunde. Hvad hedder du?"

Vaskemaskinen rumler i baggrunden, selvom jeg kan ikke huske at have sat den over. Håndværkerne på første har travlt med endnu en køkkenrenovering. Fra den åbne altandør kan jeg dufte solskinnet. Det kan man ellers aldrig.

"Hej Astrid. Jeg hedder Eva," siger du. "Jeg kan ikke lide kaffe, men jeg kan godt lide hunde og strandture." Du klemmer min hånd.

Da jeg rejser mig for at lukke badeværelsesdøren, træder jeg på noget skarpt. Tre små hårnåle ligger ved mine fødder. De ligner edderkopper af metal, små tabte splinter af dig. Jeg ser på dine sølvhår, din hud, din håndklædeturban. Solskinnet slanger sig omkring dig. Så smiler jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...