Hævnen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jul. 2015
  • Opdateret: 12 jul. 2015
  • Status: Færdig
Dette er en nyfortolkning af en novelle, jeg har skrevet for lang tid siden.
Hævnen handler om en dreng, der bliver groft mobbet og tæsket hver dag. Men en dag har han fået nok, han vil have hævn.
God fornøjelse.

0Likes
0Kommentarer
227Visninger

1. Hævnen

JEG SKAL NOK FÅ HÆVN, BARE VENT OG SE!

Jeg løber ned af gangen, ud af døren, og væk fra skolen. Jeg løber ikke hjem. Jeg løber bare. Ved broen stopper jeg op og sætter mig under den. Jeg kan mærke blodet dryppe. Vandet er dejlig koldt for næsen. Blodet flyder væk med strømmen. Min krop gør ondt. Jeg kigger ned ad mig selv. Mine bukser er gået i stykker ved knæet. Stoffet fra bukserne sidder fast i såret. Mine hænder ryster, da jeg tager vand op i min hånd. Jeg bider tænderne sammen. Det svier, men det løse stof fjerner sig, så man for alvor kan se skaden.

 

Hver dag bliver jeg mobbet, men i dag er helt klart den værste.

Jeg havde været syg i et stykke tid, hvilket betød jeg ikke kom i skole. Influenza.

Men det tror de selvfølgelig ikke på, nej, jeg har pjækket, fordi jeg ikke er mand nok til at få tæsk. Så jeg skulle have alle de tæsk, jeg ikke havde fået de andre dage. Også fik jeg tæsk.

 

Knæet svier af helvedes til, og jeg bilder mig selv ind, det er det, der får en tåre til at trille.

Tåren triller stiller ned ad min kind og ender på min blodige trøje.

Jeg dypper min næse i vandet igen. Vandet er ubeskrivelig behagelig, og den dunkende smerte svinder hen. Mine hænder hælder vand i resten af ansigtet. Hjernen begynder at vågne fra chokket og en tydelig smag opstår i min mund. Hævn.

 

Jeg er alene hjemme. Hvilket betyder jeg har tid og ro til at tænke. Jeg går op af trapperne og ind på badeværelset. Bruseren bliver tændt. Min krop er hævet og rød flere steder. Hvordan skal jeg nogensinde finde på en god og troværdig nok grund for alle de sår og mærker? Hvordan vil min mor ikke lige reagere, når hun ser det? Jeg ved, at hvis hun siger det til lærerne eller de andres forældre, bliver det bare værre for mig selv. Den eneste måde jeg kan få dem til at stoppe og aldrig gøre det igen, er ved at gøre noget selv. Min hånd tjekker temperaturen på vandet. Det er dejligt varmt, sådan som jeg kan lide det. Jeg smider det sidste tøj, og går ind i under bruseren. Det varme vand slikker mine sår rene, indtil det begynder at brænde. Alt i min krop går fra at være behageligt sted til et helvede. Sårene brænder, alt i min krop brænder. Et millisekund efter disse følelser har min hjerne reageret og styrer mine hænder til temperaturskift. Det iskolde vand der nu løber ned ad min krop er perfekt. Hele min krop bliver kølet ned og sårene bliver bedøvet. Men igen bliver vandet til en pine. Jeg gisper efter vejret. Tænderne klaprer. Kroppen ryster. Mine kolde blålige hænder slukker bruseren og krammer min krop for at få varmen tilbage i kroppen.  

 

Jeg får øjenkontakt med spejlbilledet. Han drejer hovedet og kigger efter andre sår end det på næsen. Der er en hudafskrabning på den ene side af kæben. Intet alvorligt. Spejlbilledet kigger på mig. Jeg tager plastret i min hånd og sætter det på næsen, så det dækker de fleste flænger af sår, jeg har fået.

 

Skridt bliver taget. Jeg har mit blodige tøj i armene. Døren til værelset bliver åbnet. Det ser tomt ud selvom rummet er fyldt. Det blodige tøj bliver smidt på gulvet, inden jeg åbner skabet med jagttøj og andet gammelt tøj. Jeg fjerner noget af det gamle tøj, så mit tøj ikke vil ligge øverst. En ting mellem alt tøjet fanger mit blik. Det er en gammel jagtkniv i en læderskede. Jeg tager den ud fra skabet. Af nysgerrighed tager jeg kniven op af skeden. Kniven er gammel, men bladet er skarpt og rustfri. Den er let at have i hånden. Det føles rigtigt. Mit blik kan ikke fjernes fra den, den er for fascinerende at kigge på.

Mine hænder begynder at ryste. Jeg er bange, men har en underlig fornemmelse.

Det er hævnen. Hævnen er kommet tilbage.

Tankerne flyver af sted. Mine sår gør ondt.

Vreden spreder sig ud i hele kroppen. 

 

En bekendt svag lyd spreder sig i huset. Lyden af hoveddøren der bliver låst op. I chok skynder jeg mig at ligge tøjet ind i skabet og få det lukket. Tilbage ligger kniven på gulvet.

Døren bliver åbnet.

Jeg tager kniven i skeden og gemmer den under trøjen.

Døren bliver lukket igen og lyden af et travlt menneske spreder sig.

”Hallo, er der nogen hjemme?” Det er min mor, der er kommet hjem fra arbejde.

Stille åbner jeg døren til værelset og går ned ad gangen, ned ad trappen, ned til hende.

”Nå, er det dig, der er hjemme,” siger hun, imens hun kigger op på klokken.

”Skulle du ikke være i skolen?” Stresset går hun rundt i køkkenet.

Jeg går ned til min taske.

”Øhm, vi fik tidligt fri,” prøver jeg.

”Okay, men jeg smutter snart igen, jeg har byttet vagt med en, så jeg kommer sent hjem i dag. Har du lektier for?” Hun tager en vand fra køleskabet og finder sine bilnøgler igen.

Jeg åbner tasken og tager min bog op af tasken.

”Lidt, men..” Døren bliver åbnet.

”Okay det fint, vi ses,” afbryder hun inden døren bliver lukket.

Stilheden spreder sig i rummet. Alene står jeg tilbage med min matematikbog under armen.

 

Skoleklokken ringede.

 

”Nårh, har du ikke fået nok tæsk i dag? Jeg troede du var taget hjem for at græde.” De andre griner.

Jeg ignorerer hans kommentar.

”Jamen hvis det skal være på den måde, kan du da godt få nogle flere,” siger han og tager et par skridt hen i mod mig.

Uden jeg lægger mærke til det, knytter jeg min hånd.

”Uha, åh nej, taberen vil slå igen. Please ikke slå mig.” Han beder.

De griner igen, inklusiv ham. Han kommer et par skridt tættere og giver mig en knytnæve på kæben. Jeg kigger ned og undlader et ansigtsudtryk.

En vrede begynder at sprede sig i min krop.

”Det er det sidste slag, du nogensinde slår på mig,” siger jeg med sammenbidte tænder.

”Selvfølgelig.. Taberen kunne ikke holde til lidt tæsk. Han har sladret. Tøsedreng, det er vidst, hvad du er. Du bliver sku aldrig en mand.” Latteren spreder sig og bliver større.

Det samme gør min vrede.

”Hvornår fatter du, at du aldrig kommer til at klare dig i denne verden? Du kan jo ikke engang klare folkeskolen. Du er og bliver et skvat,” siger han med tryk på det sidste.

Kontrollen til vreden hænger i en tynd tråd. Alt sitrer i min krop.

”Verdenen vil faktisk være bedre uden dig, og omvendt. Du kan ligeså godt ligge dig til at dø!” Jeg bliver omringet af den hånefulde latter, der nu er i alles munde.

Vreden eksploderer. Det brænder under trøjen.

”Hvad var det du sagde?!” Vreden er ustyrlig. De skal dø! Alle sammen! Jeg skal have min hævn. Hævn, HÆVN, HÆVN!

Deres hånefulde blikke bliver udskiftet med frygt. De er bange. Bange ligesom små tøser. Kniven peger på ham. HÆVN!

Han er skræmt. Skræmt over kniven. Skræmt over mig..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...