Bror til hende

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2015
  • Opdateret: 10 jul. 2015
  • Status: Færdig
Dette er en novelle jeg har skrevet her for nylig.
Den handler om en ung mand der har nogle problemer i forhold til hans fremtid, og samtidig er storebror til en meget talentfuld pige, ved navn Iben, der har store planer i forhold til karriere og sin fremtid i det hele taget.
Men der opstår et problem for den meget unge kvinde, der får konsekvenser for alle hendes næreste.
Mere vil jeg ikke røbe, god fornøjelse!

1Likes
2Kommentarer
200Visninger

1. Bror til hende

”Din lillesøster vil blive noget stort en dag.”

”Hun har talent den pige.”

Sætninger som disse bliver tit brugt når emnet er om hende

 

”Hvad havde du dog i tankerne da du droppede ud af gymnasiet?” 

”Har du overhovedet en plan unge mand?”

Disse spørgsmål er de eneste jeg får, når emnet er om mig, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad de siger, når jeg ikke er til stede.

Ikke at det rager mig.

 

Men som sagt, så er jeg hendes storebror. Ham der droppede ud af gymnasiet. Ham der ikke har noget bedre at give sig til end at feste. Ham der ikke ved hvad han skal gøre med sit liv.

Jep, det er mig.

 

 

”Hvad synes du?” Ibens øjne kigger forhåbningsfuldt på mig.

”Det var godt, rigtig godt faktisk,” siger jeg med et rusten stemme.

Hun kigger tvivlende på mig. Jeg hoster kort.

”Hvad tænker du på?” Iben rejser sig fra klaverbænken og sætter sig hen ved siden af mig.

”… Ikke noget.” Jeg kigger ned.

”Seriøst, du ved godt jeg ikke er et lille barn ikke? Der er altså kun 7 år imellem os,” siger hun med et seriøst blik.

Jeg griner kort ad hende, men bliver hurtig seriøs igen.

”Hvad synes du egentlig om, at jeg droppede ud af gymnasiet?”

Iben trækker på skulderen.

”Det siger mig ikke så meget, det er jo ikke uddannelsen, der gør dig, til den du er, desuden er det virkelig lang tid siden, og hvem ved, måske dropper jeg selv ud af gymnasiet på et tidspunkt,” siger Iben med et blik, jeg ikke kan tyde.

”Som om, du kommer til at klare dig helt fint på gym, det er det perfekte sted for dig.” Jeg tager min arm rundt om hende og rusker hende en smule.

Iben smiler kort.

 

Der er et øjebliks stilhed. Iben kigger op på mig.

”Du må altså gerne komme og besøge os noget oftere,” siger hun stille.

”Er det ikke nok med besøg fra resten af familien?” Jeg griner kort og falsk.

”Det er jo ikke det samme… Du er trods alt min bror.” Iben har en seriøs tone i hendes stemme.

Ordet kunne ligeså godt have været en lussing.

Bror.

Storebror.

Hendes storebror.

Jeg ignorerer kommentaren og kigger ned i gulvet.

 

”Har du lavet flere?” siger jeg og nikker over mod flygelet.

Iben går hen og begynder at rode i sine noder.

”Jeg er begyndt på en ny, men jeg er gået lidt i stå…”

”Mon ikke den snart er færdig, med det talent du har,” siger jeg og sætter mig lidt bedre tilpas.

Hun stopper med at rode i dem og sætter sig på bænken igen.

”Hvad er dit talent?” siger hun med undring.

”Jeg er en talentfuld sofapasser.” Jeg klapper sofaen blidt.

Hun grynter.

”Nej seriøst, hvad er dit talent?” Iben kigger på mig, mere seriøst end hun nogensinde har gjort.

På en underlig måde minder det mig om alle de blikke, jeg har fået af de andre, da de lige hørte jeg var droppet ud.

 

Jeg undlader at svare.

 

Iben rejser sig, tager sit nodehæfte og sin blyant og kommer hen til mig.

”Det kan være dit talent er at færdiggøre min melodi,” siger hun og giver mig hæftet og blyanten.

”Det tror jeg nu ikke, jeg kan jo ikke engang læse noder.” Jeg giver hende tingene tilbage.

”Men det kan du jo lære.. Det kan være du har et musisk talent.” Hun smiler og prøver på at give mig hæftet tilbage.

 

Jeg stopper hende.

 

”Jeg har set den her højskole, der vidst skulle være ret god, med musiklinje og sådan,” siger hun tøvende, da hun ser mit blik.

”Jeg tror det vil være godt for dig..”

”Du lyder ligesom mor, er det mor, der har overtalt dig til at sige det?” afbryder jeg irriteret.

Iben trækker vejret dybt. Hun tager sin hat af og holder den i den anden hånd. Hendes lyse hår sidder livløst og tyndt på hendes ungdommelige hoved.

”Mor synes også, det var en god idé, og hun vil endda betale forløbet, hvis det er,” fortsætter hun stille, som om hun aldrig var blevet afbrudt.

”Jeg vidste det! Det er mor! Kan hun ikke snart forstå, at jeg ikke interessere mig for sådan noget musik. Det rager mig! Har hun ikke nok i dig eller hvad? Eller er det fordi, hun gerne vil være kendt for at have byens mest talentfulde børn? Det rager mig, forstå det!” Jeg rejser mig og skrider ud af huset uden at kigge tilbage.

 

Halvvejs henne ved min bil, hører jeg Iben komme løbende, forpustet.

”Vent!”

”Simon vent! Det var ikke min mening at provokere eller såre dig overhovedet! Vil du ikke godt vente?!”

 

Jeg ignorerer råbene og går videre hen til min bil. Ved bagdelen af bilen finder jeg min nøgle frem.

 

”Simon! Please, ik kør!”

Jeg låser bilen op.

”Simon! Jeg ved, du kan høre mig, vent!”

Jeg åbner bildøren.

”Simon, vent!” Noget i hendes stemme får mig til at stoppe op.

Jeg kan høre, hun kommer et par skridt nærmere, inden hun stopper op. Da jeg vender mig om, lægger jeg mærke til, at der er noget over hende. Som hun står der i lyset, kan man tydeligt se hendes ligblege ansigt og hendes mørke rander under hendes øjne. Hun ser syg ud, som hun står der helt forpustet. I hendes hænder har hun stadig sin hat i den ene og sit nodehæfte i den anden hånd. Mit blik falder op på hendes hår igen. Det er tyndt, tyndere end det plejer, og livsløst… En tanke dukker op i mit hoved, og jeg ved det med det samme.

Det hun skal til at fortælle mig.

 

”Simon, jeg har kræft..”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...