Ensomhedens kolde kammer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2015
  • Opdateret: 8 jul. 2015
  • Status: Igang
Novelle om kvinden, Anna, der efter at hendes mand er gået fra hende, sidder fast i fortiden.

En historie om selvmedlidenhed og trangen til at pause virkeligheden.

2Likes
0Kommentarer
107Visninger
AA

1. Ensomhedens kolde kammer

Klokken var mange, da Anna forlod sit hjem. Det betød ikke så meget, hun kunne godt lide mørket. Det idylliske parcelhuskvarter virkede ganske anderledes, når lysene var slukkede og gardinerne var trukket for. Forladt. Ensomt. Ligesom hende.

En kold vind, slangede sig ned gennem kvarteret og ramte den unge kvinde. Hun skuttede sig og lukkede den røde jakke. Det var overskyet, og hun ville gerne nå hjem igen, inden det begyndte at regne.

 

Det var en lang gåtur, ned i kiosken, men den var det eneste der havde åbent på det her tidspunkt. Det havde været nemmere, hvis hun havde en bil, men den havde hendes mand taget, da han forlod hende. Det var snart et halvt år siden, men Anna kunne ikke finde ud af, hvordan hun skulle komme videre. Hun ville gerne, det troede hun i hvert fald, men det var svært. Hun havde jo troet at Michael, var manden i hendes liv. Det tog tid at vænne sig til at han ikke var der mere.

Hun havde egentlig ikke råd til at blive boende i huset, og regningerne hobede sig op i køkkenskuffen. Der lå de gemt, for at Anna ikke skulle konfrontere dem. Meningen havde været at hun ville tage sig af det på et senere tidspunkt, men som månederne skred frem, lagde hun det sig for vane, at smide brevene ned i skuffen. Ude af øje, ude af sind. Det var faktisk lidt mærkeligt, at hun ikke var blevet smidt ud endnu, men Anna gad ikke tænke så meget på det. En eller anden dag, ville der vel komme en besked om at hun skulle være ude inden et givent tidspunkt. Hun kunne altid tage sig af det der. Lige nu, handlede det om, at hun ikke var klar til at give slip på Michael, og det eneste der var tilbage af ham, var de minder de havde skabt sammen i huset.

 

For at komme ned til stationen, hvor kiosken lå, kunne man gå to veje. Motorvejen og stisystemerne. Motorvejen, var altid fyldt med biler, og der var intet fortov, så man skulle være om sig, og passe på, at man ikke blev overset. Stisystemet var den sikreste vej, og den tog Anna. Hun kunne dog ikke lade være med at forestille sig alt muligt, da hun gik på stien. Det var et perfekt sted, hvis man ville overfalde nogen. I den anden ende, kom der nogen gående. Skikkelsen lignede en mand. Anna prøvede at bevare roen, men hun kunne ikke styre sit galoperende hjerte og skrækken i maven, der voksede sig større og større. 

Han kom tættere og tættere på. Han havde jakkesæt og en lang frakke på. Han var faktisk ret nydelig. Anna kunne ikke lade være med at tænke på, hvad sådan en pæn mand lavede ude på denne tid. Han var da helt sikkert en eller anden form for psykopat.

 

”Godaften frue. ” sagde han, da de passerede hinanden.

 

”Godaften. ” svarede hun, uden at kigge på ham.

 

Da Anna nåede enden af stien, følte hun det som om at hun havde klaret et møde med døden. Alt det der kunne have været sket, rumsterede rundt i hovedet på hende, og hun skræmte sig selv. Hun besluttede sig for, at gå af motorvejen tilbage.

 

Da hun nåede frem til kiosken, tøvede hun med at gå derind. Det gjorde hun altid. Hun var bange for, hvad medarbejderne måtte tænke, om den unge kvinde, der nat efter nat, kom og købte billig vin. Hver gang vendte hun om for at gå hjem, men udsigten til, hvad der ventede hende der, fik hende til alligevel at gå ind i kiosken. Der var ikke andre kunder end hende, så hun gik direkte op til kassen.

 

”Hvad kan jeg hjælpe med? ” spurgte en ung mand, der ud fra hans skjorte og navneskilt at se, var ekspedient i foretagende.

 

”Jeg skal bare have tre flasker, af jeres billigste vin. ” sagde Anna og prøvede at virke så henkastet som muligt.

 

”Det var da sent at købe ind til en fest. ” sagde ekspedienten, mens han tog flaskerne ned fra hylden.

 

”Jeg skal ikke holde fest, ” svarede Anna ”jeg har nogle veninder på besøg, og vi er løbet tør for drikkevarer. ”

”Og så har de sendt dig herop helt alene? ”

 

”Nej, nej, ” hun fremtvang et grin, ”den ene er så fuld, at hun ikke ville være i stand til hverken at gå med eller være alene. ”

 

”Og alligevel skal I have tre flasker mere. Er der nogen speciel lejlighed? ”

 

”Den ene, hende den fulde, bor i Jylland, så vi ses ikke så tit. ” Anna var ved at være træt af hans spørgsmål. Siden hvornår var det blevet en dum ekspedients pligt at lege politibetjent?

 

”Nå, sådan. ” sagde han og gav hende posen med varerne.

 

Da hun havde betalt og var kommet ud af kiosken, ville hun alligevel ikke gå af motorvejen. Chancen for at blive kørt ned, var alligevel større end chancen for at hun ville støde ind i en eller anden overfaldsmand.

 

Hun mødte ikke nogen på stien, og havde hun gjort det, havde hun nok ikke lagt mærke til det. Hun var opslugt af sine egne tanker. Hun gennemtænkte samtalen med ekspedienten igen og igen. Havde hun sagt noget, der ikke stemte overens med noget andet? Det mente hun ikke. Mon han havde tænkt videre over det? Det kunne vel godt være, når nu hun stadig gjorde. Hun håbede at det ikke også var ham der stod der i morgen.

 

Anne var lige nået hjem, da det begyndte at regne. Hun satte sig, med et glas af den billige vin og stirrede ud af vinduet. Ind i mellem, tog hun en stor slurk og lavede en grimasse. Det smagte forfærdeligt, men efter en fire-fem glas, lagde hun ikke mærke til det.

Som dråberne på ruden, gled tårerene ned af hendes kinder. Langsomt og forsigtigt, som ville de ikke opdages. Men hvem skulle opdage dem, tænkte Anna. Der var jo ikke andre end hende, her i ensomhedens kolde kammer. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...