Manevill

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jul. 2015
  • Opdateret: 4 jul. 2015
  • Status: Færdig
Altehrine er franskmand, og 13 år i 1886. Hun bor med sin far i centrum af Paris. Hun begynder på kunstskolen Manevill, hvor hun udlever sine drømme.

3Likes
16Kommentarer
493Visninger
AA

1. 1886

18. marts 1886

I dag begynder jeg at skrive dagbog. Så først skal du lige høre lidt om mig. Jeg hedder Altehrine og jeg er 13 år. Min mor døde for mange år siden. Jeg savner hende, selvom jeg næsten ikke kan huske hende. Jeg bor derfor alene med min far i centrum af Paris. Min far er stålarbejder. Ellers er han vel som en helt normal far.

Min bedste veninde hedder Victorina. Hendes forældre er meget rige, og hun er derfor tit ude at rejse. Bare jeg også kunne det. Men jeg ved godt at far ikke har råd til det.

Kærlig hilsen Altehrine

 

8. maj 1886

Kære dagbog

Efter skolen i dag gik jeg ned til kunstskolen Manevill. Jeg sagde, at jeg ville ansøge om at komme ind på skolen. Damen ved skranken så meget seriøs ud, så jeg gjorde bare som hun sagde. Udfyldte nogle ark og så gik jeg.

John S. Pemberton fra USA har i dag opfundet en ny drik. Han kalder den Coca Cola. Far købte en til mig. Jeg smagte den, og den var meget sød, og boblede i munden. Den var godt nok lidt dyr, så jeg regner ikke med at få en mere i den nærmeste fremtid. Den slukkede heller ikke min tørst, så hvis jeg er tørstig vil jeg alligevel bare tage et glas vand.

 

28. oktober 1886

Kære dagbog

En ny statue er i dag blevet indviet i New York. De kalder den Frihedsgudinden. Jeg tror jeg kan tage derhen engang sammen med far. Victorina er derovre med sin familie lige nu. Hun har også været ude ved den med et skib. Jeg har aldrig prøvet at sejle før. Det tætteste jeg nogensinde har været på vand, er det jeg drikker hver dag.

Kun en gang har jeg været nede i en sø for at bade. Den var meget mudret, og da jeg kom op havde jeg mudder over det hele.

 

5. december 1886

Kære dagbog

Far har fået et job. Han skal sammen med 300 andre bygge et tårn. Et tårn som skal stå i tyve år. Ikke mere - og ikke mindre. Det skal bygges for at fejre den franske revolutions 100-års jubilæum. Tårnet skal være 324 meter højt med en tv-antenne på toppen. Der skal også være 1.665 trappetrin. Mere ved jeg ikke lige nu, for de skal først begynde på projektet næste år.

Far fortalte mig det, mens jeg sad og tegnede en tegning. Jeg tegnede en stor bygning, så jeg syntes det var lidt pudsigt. Dog har den bygning far skal bygge en stor trekantet spids. Min var bare firkantet og med mange vinduer.

 

24. december 1886

Kære dagbog

Da jeg vågnede i morges, så jeg en stor gave stå foran mig. Jeg blev ikke ligefrem overrasket over at se den, for det var jo julemorgen. Men jeg havde ikke regnet med nogen i den størrelse. Der lå et kort ovenpå gaven. Kære Altherine. Stod der. Jeg er så ked af, at jeg ikke kunne blive og fejre juledag med dig. Men jeg var nødt til at tage af sted. Håber du kan bruge gaven. Far. Jeg blev meget skuffet. Jeg havde sådan håbet på, at jeg kunne have en hyggelig dag sammen med far. Han havde aldrig haft juledag. Jeg satte gaven op i sengen, og satte mig så på knæ for at kunne nå gavebåndets ende. Jeg trak i båndet og rev gavepapiret af. Der var et staffeli og et lærrede. Jeg havde i forvejen noget maling og en pensel, så jeg blev rigtig glad for endelig at kunne male på andet end papir og vejen udenfor. Jeg dyppede penslen i en gul maling. Jeg malede en lang streg tværs over maleriet. Men så fortrød jeg. Jeg smed penslen fra mig, så den sorte maling strintede op på lærredet. Jeg blandede noget grøn maling, og malede på den anden led. Så blandede jeg en lilla farve og smurte den ud på lærredet sammen med en rød farve.

Efter knap en time var lærredet fyldt med farver. Jeg hang det derefter op på væggen. Det pyntede fint i rummet på den kedelige hvide væg med de helt neutrale træ-møbler.

Derefter gik jeg ned i køkkenet for at få noget at spise. Jeg spiste en pandekage og en croissant og gik derefter en tur ud i byen. Der var ingen mennesker. Jeg satte mig på en bænk, og kiggede ud over byen. Jeg havde min skitseblok med og en blyant. Jeg tegnede sirligt bygningerne omkring mig. Sådan sad jeg et par timer, indtil mine fingre blev stivfrosne, og jeg blev nødt til at gå ind igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...